Antallet af bøger om stort set alle aspekter af den anden verdenskrig har været uendeligt. Fra soldaternes erindringer til bøger om de enkelte slag. Men et vigtigt emne har næsten ikke været berørt – nemlig de russiske soldaters vilkår under krigen. Der har været offentliggjort enkelte beretninger fra russiske soldater på engelske og dansk (og naturligvis mange flere på russisk), men de har alle været præget af den sovjetiske censur, selv mange år efter krigen.

Krigens rædsler talte man ikke om, og den sovjetiske soldat kæmpede og døde for fædrelandet og kommunismen. Jo, de rædsler som blev påført Rusland af Tyskland kunne man tale om, og dem har vi hørt om i alle beretninger om krigen på østfronten, men de uhyrlige overgreb som soldaterne blev udsat for at deres egne politiske og militære ledere har nok været nævnt, men ikke beskrevet så udførligt som i Catherine Merridales bog – “Ivans krig”.

Forfatteren har interviewet mere end 200 veteraner fra de tidligere sovjetrepublikker samt gennemgået et stort arkivmateriale, der først er blevet tilgængeligt i de senere år. Sammen med et stort antal breve fra soldaterne selv giver det et fantastisk godt indtryk af de sovjetiske soldaters vilkår i “Den Store Fædrelandskrig”. Og et skræmmede indtryk. Sovjetunionens behandling af dens egne soldater lod ikke Tysklands behandling af de sovetiske fanger meget tilbage.

Tabene i starten af krigen var kolosale. Ikke kun pga. tyskerne overraskende angreb, men også pga. Sovjetunionens mangel på forberedelse. Den sovjetiske førkrigspropaganda gav indtryk af landet som en uindtagelig fæstning og propaganda filmene viste sovjetiske tanks der rullede ind i Tysland og tog Hitler tilfange. Derfor var chokket over angrebet og de efterfølgende nederlag endnu større. Soldater blev rekruteret i stor stil for at udfylde hullerne i rækker. Ofte skete det med en pistol for panden, og ofte blev de sendt til fronten uden ordentligt militær uddannelse eller basale ting som en uniform eller gevær.

Den militære situation blev forbedret i løbet af 1942, men brutaliteten var stadig den samme. Alene under kampene ved Stalingrad i slutningen af 1942 og begyndelsen af 1943, blev mere end 13.000 sovjetiske soldater henrettet for ”fejhed”, “undergravning af moralen” eller ”desertering” af den Røde Hærs egne domstole – hvis de da ikke bare blev skudt ned på stedet. Begrundelsen “Fejhed” var et vidt begreb der dækkede over alt fra granatchok til en kommentar om krigens gang. Psysiske lidelser vi i dag ville kalde posttraumatisk stressyndrom kostede tusinder af soldater livet, eller i bedste fald en gang elektrochok, i et forsøg på et “helbrede” dem.

Efter Slaget ved Kursk i juli 1943 var den Røde Hær på fremmarch over alt på østfronten. De tysk besatte områder blev befriet, men for visse befolkningsgrupper blev det begyndelsen til et nyt mareridt. Befolkningsgrupper der var mistænkt for at have samarbejdet med tyskerne blev sendt med kreaturvogne til Sibirien, hvilket kostede mange livet allerede på rejsen. I slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945  nåede den Røde Hær endelig grænsen til Tyskland, og propagandaen skiftede nu karakter. Nu gjaldt det ikke længere om at befri Rusland, men om hævn. Og det fik de.

En massiv voldsbølge skyllede hen over Tyskland og i stor grad også de lande der havde været allieret med Tyskland. Landsbyer blev brændt ned og civile dræbt. I hundredtusindvis af kvinder blevet voldtaget af de sovjetiske soldater. Nogle steder var volden og plyndringerne så omfattende, at den militære ledelse uden større held forsøgte at stoppe den. Når man læser “Ivans Krig”” er det svært ikke at føle sympati med den menige sovjetiske soldat, men den forsvinder til dels, når man læser om de grusomheder, de selv begik under fremrykningen i Tyskland. De kan sikkert forklares ud fra, hvad deres familier selv måtte gennemleve i de besatte områder, men den er svær at acceptere.

Selv Tysklands overgivelse var for mange sovjetiske soldater begyndelsen på nye problemer. Flere millioner russiske soldater var faldet i tysk fangenskab under tyskernes fremrykning, og hundredtusinder af civile var deporteret til tvangsarbejde i Tyskland. De blev nu udsat for en omfattende undersøgelse af deres aktiviteter, hvor de var skyldige indtil det modsatte var bevist. Hitlers koncentrationslejre kom endnu engang i brug, og det resulterede i både henrettelser og endnu flere deporteringer til fangelejre i Sibirien.

Catherine Merridales bog er en fremragende og længe tiltrængt skildring af den sovjetiske hær set indefra og krigens forløb set fra soldaternes synspunkt.

Anmeldelse af Gert Laursen

Fakta om bogen

Titel: Ivans krig – Den røde hær 1939-1945

Forfattere: Catherine Merridales

Omfang: 450 sider

Forlag: People’s Press, april 2008

Pris: 349,00 kr