Claes Johansen præsenterer os i “Og ingen ved hvordan det går” for en kreds af personer, der alle får deres liv forandret med den tyske besættelse af Danmark. Herunder Leif, der oplever den 9. april i forreste linje i Sønderjylland, den nationalsocialistiske Ulf, der laver satiretegninger passende til overbevisningen og den nazistiske presse, de to danske officerer Bjerghus og Riis, der arbejder for at starte en aktiv modstand op over for tyskerne, Leifs kæreste Petruska og hendes salonkommunistiske forældre, og Agnete, der lider af tuberkulose, men pga. krigens mangel på alting er nødt til at vende sig mod det sorte marked. Med flere.

Et forholdsvist stort persongalleri, hvis liv ikke nødvendigvis har så meget med hinanden at gøre, men som alle bidrager til en overbevisende mosaik, der på fascinerende og lettilgængeligvis fortæller ret meget om dagligdagens trængsler, længsler og forskellige menneskers måde, at håndtere udfordringerne på i den underlige ikke-krigstid, som prægede det ”fredsbesatte” og reelt tysk-loyale Danmark. Tydeligt, men uden at blive karikeret og sort-hvidt, tegnes skillelinjerne mellem de tyskvenlige, de modstandsvenlige, og det overordnede skel mellem dem og kommunisterne, tegnes effektivt op, og ind imellem de politiske linjer fornemmer man også almindelige menneskers bestræbelser på at leve et så godt liv som muligt.

Alt sammen uden at hænge fast i en eller flere af trådene, for handlingen skrider godt frem, men altså uden at haste så meget, at der ikke bliver tid til at fortælle en historie. Det samme gælder for beskrivelsen af de enkelte personer, som man måske ikke decideret kommer ind under huden på, for der skrider handlingen trods alt for hurtigt frem, men som man alligevel får tegnet et livagtigt og velfungerende billede af. Man føler, at man kan genkende typerne, og får rent faktisk lyst til at følge deres vej gennem besættelsen. Det er vist, hvad man kalder veldisponeret.

Det er særligt kombinationen af det små i det store – dvs. beskrivelsen af de personlige overvejelser, der strækker sig fra den unge Leifs erfaringer på pige-fronten til Bjerghus’ frustration og undren over, hvorfor danskerne er så sløve og finder sig i tyskernes tilstedeværelse, og det fine blik for de små tegn som menneskers adfærd afgiver, og som fortæller små tavse historier i sig selv – i det store politiske verdenspolitiske billede, hvor håbet om en ny verdensorden bygget på en, bevares, måske blodig, men stærkt tiltrængt og dybtgående udrensning af det korrupte og undertrykkende gamle system, der gør at ”Og ingen ved hvordan det går” er en effektiv blanding af hverdagstrivia og sprængfarlig storpolitik. Man fornemmer, at det gærer og syder, og derfor lagde jeg den færdiglæste bog til side og fandt med et forventningsfyldt smil straks bind 2 frem i trilogien.

Anmeldelse af JG