Af JG

For 100 år siden måtte tusindvis af sønderjyder kæmpe med i 1. Verdenskrig, som del af den tyske hær, da grænsen siden nederlaget i 1864 ulykkeligvis havde ligget helt oppe ved Kolding. De deltog i to af 1. Verdenskrigs mægtigste slag; slaget ved Verdun og i slaget ved Somme. To slag, som i dag definerer den meningsløse død for hundredtusindvis af unge mænd, ufattelige lidelser, gigantiske artilleribombardementer, og kun ganske små ændringer i frontlinjen.

Slaget ved Verdun startede i februar 1916 og lagde et mægtigt pres på den franske hær, der i forsøget på at holde fæstningerne i området, der fungerede som indgang til Paris-regionen, mistede hundredtusindvis af soldater i kampen. I et forsøg på at lette presset på de franske styrker indledte briterne d. 1. juli en storoffensiv ved Somme-floden i Nordfrankrig.

Slaget åbnedes med sprængningen af 19 enorme miner, som briterne havde placeret i tunneller under de tyske linjer, hvorefter briterne forlod skyttegravene. Det blev den blodigste dag i den britiske hærs historie, da 60.000 mand blev dræbt og såret i løbet af få timer. Samtidigt angreb de franske styrker på den sydlige side af Somme-floden. Og her blev Regiment 86, tilhørende 18. division, der forinden var blevet revet ud af en fredelig reservetilværelse i Champagne-egnen, d. 11. juli sat ind for at stoppe fremstødet i området ved landsbyen Fresnese. Stillingen lå en kilometer foran landsbyen Berny og kun et par hundrede meter fra landsbyerne Estrées og Belloy en Santerre, der var i franskmændenes hænder.

Regimentet skulle afløse 206. reserveinfanteriregiment fra 44. reservedivision i et fladt terræn, om end temmelig arret af tidligere bombardementer. Samtidigt havde franskmændene i området op mod 23 observationsballoner oppe, og fik desuden støtte af sværme af fly, der nød godt af en total luftoverlegen-hed. Så regimentet, der var positioneret i en flad halvkreds om landsbyen Belloy med to af tre bataljoner, I og III, i forreste linje, med II bataljon i reserve, lå fuldstændig blottet for den massive ild, som franskmændene lod hagle ned over dem.

Allerede på regimentets første dag i frontlinjen blev det udsat for to kraftige franske angreb støttet af en stor mængde artilleri, der fik nogle af regimentets skyttegrave til at styrte sammen, hvilket bogstaveligt talt begravede nogle af soldaterne fra I bataljon. I samme afsnit sættes et fransk angreb i tre linjer bølger ind fra Belloy kl. 14.30. Men forsvarerne sender røde lyskugler i luften; signal til det tyske artilleri om at åbne ild, og det lykkes at afvist angrebet med store tab blandt angriberne til følge. Efter en halv times heftigt bombardement rykker franskmændene ud fra Belloy igen kl. 18.00, denne gang i tætte formationer. Igen rammes særligt I bataljon hårdest, hvor hovedparten af skyttegraven er pulveriseret.

Et tredje angreb skydes i gang med bl.a. gasgranater kl. 23, og denne gang er der også afrikanske soldater i blandt de tætte sværme af angriberne, ser syngende stormer frem. Angrebet bryder sammen foran skyttegraven, men en gruppe trænger dig ind, som dog smides ud igen ved et håndgranatangreb. Men ikke før 1. kompagnis chef, premierløjtnant Hansen, dræbes af en afrikansk soldatet, der angiveligt ellers havde overgivet sig. De franske tab var store – men bare førstedagens kampe havde også kostet regimentet 490 mand døde, sårede og savnede.

De efterfølgende dage skød franskmændene løs, blandt andet med miner; eksplosive ladninger, der kunne følges med øjnene på vej over mod ens egen skyttegrav, hvilket afledte en panisk flugt fra det formodede nedslagssted. Men først d. 20. juli angreb franskmændene igen. Reserve- og artilleristillinger blev bombarderet med gasgranater fra kl. 5 om morgenen, og fra kl. 6 blev selve regimentets stillinger bombarderet i et flere kilometer dybt bælte. Fronten var indhyllet i gas, røg og støv. Kl. 8 stormede franskmændene ud af skyttegravene og erobrede hurtigt dele af hovedforsvarslinjen, der til dels var sammenstyrtet og næsten forladt.

Regimentets 4. kompagni foretog ét sted et modangreb med håndgranater anført af sergenterne Rave og Clausen, og det lykkedes at fordrive en stor part, men 50 franske soldater trænges sammen og tages til fange. Til gengæld lykkedes det franskmændene at bide sig fast et andet sted og at tage 130 ”86”ere til fange. Men fra middagstid lanceres et større modangreb anført af ritmester Henneberg, chefen for II bataljon, tvang dog franskmændene ud af de erobrede stillinger, som efter et lille døgns kampe igen er under regimentets kontrol kl. 04. om natten.

Regiment 86 havde nu et samlet tabstal på 1360 mand ud af ca. 3000 og blev hårdt medtagne udmattede trukket ud af linjen, så det friskere og stærkere Regiment 31 kunne overtage stillingerne. Mange andre steder var lignende angreb blevet afvist, trods fjendens materielle og mandskabsmæssige overlegenhed, hvilket affødte ros fra general von Quast, den ledende general på frontafsnittet, der udtalte sin ”fulde og varmfølende anerkendelse til alle tropper i 18., 17., 28. og 11. division og dele af division Liebert..”.

Men endnu var mareridtet ikke slut. For natten til d. 21. august sendtes regimentet tilbage for at afløse 5. garderregiment, dog med den forskel at skyttegravene nu lå 150-200 meter længere bagude end tidligere pga. franskmændenes konstante angrebstryk.  Igen lød ”menuen” på nærmest uendelige, massive bombardementer, forværret af et skybrud. De. 29. august, der begravede skyttegravene i en halv meter vand. Hver dag krævede nye tab og apatien satte ind.  Klassisk nedslidningskrig på Vestfronten.

Det igen nedslidte og medtagne regiment måtte d. 4. september lide det nederlag, at både 2., 11., 12., og 13. kompagni blev løbet over ende af et fransk stormløb på skyttegravene, og mange – måske omkring 400 mand – måtte overgive sig. Et mindre modangreb anført af løjtnant Jepsen og oversergent Schultz hjælper intet. Først d. 7. september blev regimentet afløst, og da havde denne sidste omgang ved Somme kostet regimentet 1900 mand, hvoraf mange var taget til fange. Samtidigt havde et andet regiment med mange danske sønderjyder, Reserve-Regiment 86, også gjort deres blodige erfaringer.

Fra d. 23. juli befandt Reserve-Regiment 86 sig ved Poziers – et af hovedmålene for de britiske og australske styrker ved Somme – ca. 30 km nordligere for kampene ved Estrées og Bergny. Regimentets I. bataljon skulle deltage i et angreb for at generobre Poziers, idet det tyske forsvar var baseret på hurtigt at generobre tabte områder, men angrebet strandede i kaos, da intense bombardementer gjorde kommunikation næsten umulig; felttelefonernes kabler blev afbrudt og brug af brevduer, meldehunde og blinkesignaler var heller ikke mulig.

Regimentets II bataljon kom derimod i direkte kamp, da englænderne stormede frem og trængte ind i det tyske forsvars første og anden linje umiddelbart foran Poziers, der pga. de britisk-australske artilleribombardementer var splintret op i mindre grupper, der kæmpede desperat fra granathuller, før de i huj og hast måtte trække sig tilbage uden at informere afløserne fra II. bataljon om situationen. Det gjorde ikke II. bataljons modangreb nemmere, som til dels også blev splittet op i mindre grupper uden overordnet koordinering ved den første linje, hvor det var lykkedes at trænge briterne tilbage til, og hvor en intens kamp på håndgranater, pistoler og slagvåben udfoldede sig. Særligt en mangel på håndgranater betød, at kun en del af første linje blev tilbageerobret.

Allerede 27. juli – efter kun fire dage i ilden – blev både I og II bataljon trukket ud af kampene pga. store tab. Måske var danskeren Nikolaj Kræmer med til at afløse dem, da han i erindringer skriver, at han kom til Somme fronten i juli og afløste Reserve-Regiment 86: ”Vi afløste Res. Reg. 86, som praktisk talt var udslettet; de modtog os med ordene: ”Her er ikke godt at være,” og det viste sig at være sørgeligt sandt”.

Senere skriver han: ”Frontafsnittene var et sandt Helvede. Nogen indgående beskrivelse heraf vil jeg undlade; men enhver, der har været med ved fronten, kan tænke sig, hvordan det var. Kun vil jeg oplyse, at da vi fire dage senere samledes bagude, var vort kompagni det talrigeste med 21 mand. 2. kompagni var det svageste med 7 mand, et forfærdende resultat i godt fire døgn.” Inden afgangen til Somme var hvert kompagni i regimentet blevet fyldt op med mandskab, så de hver talte omkring 285 mand.

Men så var det III bataljons tid til at kæmpe og forbløde. Efter at have sat sig fast i Poziers var briternes næste mål, at erobre gården Mouquet, der lå ca. 1,5 km km fra Poziers, da de herfra ville få et godt overblik over tyskernes stillinger i området ved byen Thiepval. For at kunne udnytte de tusindvis af kanoner man havde ved fronten bedst muligt, var netop højdedrag, der gav overblik over dele af frontlinjen, uvurderlige. Så natten til d. 28. væltede britiske soldater, i glimt oplyst af lysgranater, frem mod III. bataljon, der var flyttet ud i frontlinjen for at afløse dele af Regiment 162, der imidlertid ikke var nået væk da angrebet satte ind. Angrebet blev dog afvist.

Men dagen efter væltede nu australske soldater mod linjerne, der dog blev skudt ned i hobetal af de tyske maskingeværer i eftermiddagens lys, selvom flere grupper australiere nåede ned i første linjes skyttegrave, før de blev nedkæmpet; herunder 26 soldater, der blev tilfangetaget af III. bataljon. De britiske bombardementer og stormløb mod bataljonen fortsatte dog indtil 10. august, hvor III bataljon blev trukket ud. Af Reserve-Regiment 86’s oprindelige ca. 2800 mand var over halvdelen tabt; 344 dræbt og ca. 1300 såret og savnet. Mouquet-gården blev først erobret af briterne i september 1916.

Regimentets frontindsats efter blodtabet ved Poziers var dog ikke slut, for efter en periode ved et roligere frontafsnit blev regimentet d. 26. september igen sat ind ved Somme nær landsbyen Le Transloy, ca. en 5-6 km fra den større by Baupaume og ca. 13-15 km fra de gamle stillinger ved Poziers. 12. oktober lanceredes et sidste større og kombineret fransk-britisk angreb over et bredere frontafsnit, men igen forgæves.

Herefter blev Reserve-Regiment 86 trukket ud af Somme-slaget, der imidlertid fortsatte frem til 18. november 1916. Over 1 million mænd blev lemlæstet eller dræbt – herunder 450.000 britiske og 200.000 franske samt omkring 440.000 tyske. Storoffensivens massive tab af menneskeliv resulterede blot i en mindre forskydning på maksimalt 12 km på den centrale frontdel, hvilket blot udgjorde en lille bule i Vestfrontens samlede frontlinje. Dog havde slaget også haft den tilsigtede effekt, at tyskernes offensive pres ved Verdun måtte indstilles i sommeren 1916.

I alt deltog omkring 30.000 dansksindede nordslesvigere, og de, der faldt, er mindet i Mindeparken i Århus, hvor 4140 navne er mejslet ind i monumentet. Stedsangivelserne viser, at de fleste faldt i Frankrig, men selvom en majoritet af de indkaldte sønderjyder kom til regimenterne 84 og 86, kom de også andre enheder, og endte deres liv i mange andre egne, som ’Belgrade’ (Beograd) og Glowaczow (østlige Polen).

 

Læs også artiklen En dansker i Verduns helvede

Læs mere:

1914-1918 danskere på Vestfronten, Claus Bundgaard Christensen
Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86, Wilhelm Jürgensen
Øjenvidner 1914-1918 – sønderjyske soldaters beretninger