“1030” gjorde tjeneste ombord på vagskibet Sjælland i 1898. I artiklen fortæller han om livet ombord på skibet.
af “1030”- fra Marinens Biblioteks arkiv
Det var i Aaret 1898, at jeg, mellem ca. 300 ligestillede, blev indkaldt til Aftjening af min Værnepligt i Marinens Tjeneste. Ordren lød paa, at vi skulde møde paa Værftsbroen ad Christianshavn. Det var første Gang, jeg saa Danmarks Hovedstad, hvortil jog ankom Aftenen før Mødedagen.
Jeg kom ikke op, før det var paa høje Tid, og maatte derfor i største hast skynde mig af Sted. I en Fart gik det ned ad Trappen fra Hotellet (Knapstedgaard) og ud paa en Sporvogn (det var endnu i Hestesporvognens Dage) uden egentlig at vide, hvor den skulde hen ad, men heldigvis skulde den til Christianshavn.
Under Kørslen fik jeg øje paa et ungt menneske, som travede samme Vej jeg kørte. Han saa noget modfalden ud, men navnlig lagde jeg mærke til, at han under Armen bar en Pose ganske lig den, jeg selv havde, hvoraf jog straks sluttede, at han muligvis havde samme Ærinde, som jeg.
I en Hast var jeg af sporvognen, og det viste sig, at min Gisning var rigtig. Det giver hurtig en livligere Stemning at træffe Lidelsesfæller; der behøvedes ingen Ceremonier ved Præsentationen, vi var Kammerater med det samme. Paa en Bemærkning fra mig om, at det var lidt koldt, svarede han med at foreslaa en Opstrammer, og i næste øjeblik befandt vi os i en Kælder.
Videre hyggeligt var der just ikke. Paa Disken var opstillet flere Vikker af Glas fyldt med Mælk og ved Siden deraf Glas til Brændevin. Et saadant Glas Mælk med en Snaps kaldes en Mælketoddy, og jeg tror, den kostede 4 øre. Vi fik os en almindelig Toddy, der sattes til Live i en Fart, thi det hastede, men jeg mindes ikke, at nogen Toddy hverken for eller senere har smagt mig saa godt.
Porten til frihedens land lukkes
I sidste øjeblik nagede vi Værftsbroen, hvor der var samlet en Klynge paa ca. 300 Mand, alle med de uundgaaelige Poser. Ellers var det et meget forskelligartet og blandet Publikum, samlet lige fra Skagen til Gedser, fra elegant Spadseredragt og høj Silkehat til uden Frakke og de bare Fødder i 1½ Træsko. Nu er imidlertid det Tidspunkt kommen, da den Frihed, som ingen for rigtig har spildt nogen Tanke, forsvinder, og en anden Tingenes Orden begynder.
“Ingen Tændstikker maa medbringes!”, lyder en Tordenstemme, og i næste i Øjeblik flyver ca. 300 Tændstikæsker ud i Kanalen, hvor de danser nok saa let paa de smaa Bølger, som vilde de sige; “Se hvor frit og let vi kan bevæge os, hvad kan I? Saa begyndte Opstillingen og Porten til Frihedens Land lukkes for en Tid af over 7 Maaneder.
Under Opstillingen og den paafølgende Marsch til Beklædningsdepotet falder der mangt et djærvt Opmuntringstilraab fra Underofficerernes Øvede Taleredskaber; en Gang imellem falder der i et eller andet Geled en Vittighed som Svar, hvortil Underkanoneren ytrer saa lunt, idet han smiler i Skægget; “Ja, vent du kun lidt, “Agrar” der kommer vel andre Boller paa Suppen”. Iøvrigt bliver der Stilhed og Forventning i Rækkerne, jo mere vi nærmer er os Depotet.
Forvandlingsprocessen
Her foregaar en hel Forvandlingsproces. Vi begynder i en skomagerforretning i stor Stil og Resultatet er to Par solide Sko. I Manufakturforretningen er det en større Bestilling, der skal gøres, men godt er det, at det ikke koster Penge; 2 Par Strømper, to Skjorter, 2 Uldtrøjer, 2 Sæt blaat Tøj, 2 sæt Lærredstøj o.m.a.
Benklædeuddeleren er meget opbragt paa en, som er saa tyk, at der paa hele Magasinet ikke er et Par Benklader, som kan passe ham. Endelig faer Fyren et Par af de største, samt den Trøst, at han nok bliver tyndere. Det sidste, som udleveres, er Randselen, som er bestemt til at rumme ens Garderobe.
Saa begyndte Omklædningen. Der er ingen Tid til videre Pynten; den civile Dragt forsvinder hurtigst muligt i den medbragte Pose, dennes egentlige Bestemmelse. Det kniber især for de høje Silkehatte, der sikkert faa et mindre klædeligt Udseende ved slig Behandling; saa gaar det af Sted med Oppakningen mod Maalet.
Fregatten Sjælland
Sjælland var fordum en stolt Fregat, der i vuggende Dans gik over Havets Bølger. Den var Søster til det Kuld af stolte Orlogsskibe, der sidste Gang bragte Æren hjem til Danmarks foraarsgrønne Kyst, da ellers Sønderlemmelse og Ydmygelse brød ind over vort Land. “Jylland”, “Niels Juul”, “Hejmdal” og “Tordenskjold”, disse før saa pragtige Svaner ligger nu, afført deres Højtidspragt, fast fortøjet i Flaadens Leje.
Nu er denne smukke Skude med sine 3 Dæk og 2 Rækker Kanonporte ogsaa udrangeret og degraderet til Vagt og Kaserneskib, d. v. s. et skib, som ligger fast fortøjet i Flaadens Leje og er indrettet til Ophold for det nye Mandskab, der hvert Aar indkaldes til Tjeneste i Marinen; herfra udtages Mandskab til forskellige Afdelinger.
Mangen en Aften har jeg fra “Sjælland”’s Skanseklædning betragtet de Skibe, som indtil for faa Aar siden udgjorde Danmarks Flaade: *Helgoland”, “Lindormen”, “Gorm”, “Odin”, og hvad de nu hedder, og jeg har da ikke kunnet befri mig for en vis Ærgrelse ved at anstille Sammenligning mellem disse moderne Jernklodse, der næsten mindst ligner Skibe, og de gamle udrangerede eller Korvetterne “Fyn” og “Dagmar”; men saa er jo Verdens Gang; de moderne Goder indføres ofte paa Bekostning afdet gamles Skønhed.
“Sjælland” tager sig forresten godt ud, som det ligger der fortøjet ved Hønsebroen lige ved Toldboden, med sit svare Skrog højt paa Vandet og med sine tre Master; men først og sidst er det interessant ved det Liv, det rummer, og i dette trader vi nu ind.
Det første middagsmåltid
Jeg har aldrig haft rigtig Rede paa alle de Ting, vi foretog os paa denne Indskrivningsdag, thi det foregik stedse ved en mere eller mindre blid Forskydning af Masserne. Et Punkt staar aldeles tydeligt for mig, nemlig det første Middagsmaaltid. At spise til Middag ombord hedder at skaffe, det første Sømandsudtryk, som læres.
Men hvor mange havde vel tænkt paa saadanne simple Ting som Ske, Kniv og Gaffel, dog ogsaa dette overvandtes. Nu gør Kammeratskabsfølelsen sig gældende, Hovedsagen er nemlig at faa noget at spise, Appetiten er storartet, og saa hjælper man sig, som man kan.
Den, som har Grejerne i Orden, laaner en anden sin Gaffel, mens han selv bruger Skeen, siden omvendt; den, der slet ingen Grejer kan faa, bruger Fingrene, den Gaffel har man dog heldigvis altid ved Haanden. Man glemmer helt sine forfinede Vaner; enkelte ser i Begyndelsen lidt mellemfornøjede ud, men Sulten, dette glimrende Krydderi, sætter alle Fordomme til Side. Kort sagt: det gør godt at spise sig mæt, naar man er skrupsulten, selv om der saa ellers kan vore lidt at udsætte paa Service og Anretning.
Klar ved køjerne
Siden faar man Piben tændt ved Lunten, og en Sømandsknak har hver Mand husket, selv de, som havde glemt Skaffegrejerne, og saa har man endelig Lov til at rette sig lidt oppe paa Dækket. Det varer imidlertid ikke ret længe, før Baadsmanden lader en lang skingrende Fløjtetrille høre, hvorefter han kommanderer: “Det nye Mandskab klar ved Køjerne”.
Kommandoen gentages ved alle Luger og nede i Skibet, paa Batteri og Banjer, og snart er alle paa Dækket og faar deres Køjer. Disse er om Dagen altid nedstuvede i den høje hule Skanseklædning, og nu begynder det gamle Mandskab at belære det nye om, hvorledes en Køje hænges op og navnlig rulles sammen, thi at kunne gøre dette Stykke Arbejde hurtigt og let, er til stor Fordel for Vedkommende, fordi han saa har Haab om at være blandt de første pas Dækket om Morgenen, at være den sidste kan blive ubehageligt.
At kunne surre sin Køje godt og fast er en meget vigtig Ting, thi ellers kan det let hende, at dens Indhold er væltet ud eller bleven byttet med en anden Køjes, naar man skal have den om Aftenen, og hvad der er det værste, der kan være fulgt ubehagelige Gæster med.
Saa gaa man til Sengs i sit nye Sovekammer for første Gang. Køje hænger ved Køje med kun et Par Tommers Mellemrum og ser ud som en Masse graa Pølser. Lejet i en saadan Køje er aldeles fortrinligt og behageligt; Luften i Sovekammeret er, mindre fortrinlig og kan være i høj Grad ubehagelig; thi her sover i alt ca. 500 Maand, undertiden mere, i samme Rum; men naar man er træt; smager Hvilen godt.
Den sidste Formaning fra Underkanonereren er, at man skal passe paa at tørne ud næste Morgen i god tid. Kl. 10 slukkes det elektriske Lys overalt i Skibet, og alt bliver snart stille i det store svømmende Sovekammer. Nu og da afbrydes dog Stilheden, naar Vagten purres til afløsning, eller naar Brandvagten lister sig omkring for at trække Kontrolurene op og efterser, om alt er i Orden.
Ud af køjerne
Kl. 5 lyder Reveillens i Grunden mere Søvndyssende end vækkende Toner, men maaske er det dens langtrukne Slutningstoner, der er beregnet paa at irritere en saa meget, at man maa vaagne op. “‘Rejse, op af Køjerne”, lyder det derpaa overalt i Skibet. “Op og se”, lyder det atter mere populært.
Enkelte forsøger at trække Afgørelsen ud lidt endnu og bliver liggende, men det kan have ubehagelige Følger, thi opdager Underkanonererne det, faar Vedkommende vendt Køjen i en Fart, saa han selv og Indhold dumper paa Gulvet. “Op med Køjerne”, lyder det saa, og snart er alle Mand paa Dækket og faar dem stuvede; det hele er gaaet for sig paa 7 Minutter.
500 mand til middagsmad
Nu pibes der ned til The og Vaskning, saaledes at mens Kongens Kvarter, d.v.s. det ulige Nr., drikker The, maa Dronningens Kvarter, de lige Nr., vaske sig, hvilket sidste gaar for sig allernederst i Skibet i et stort Rum, Platformen. Man maa blotte hele Overkroppen og vaske den over det hele med koldt Vand, det er baade sundt og behageligt og gør En mindre modtagelig for Forkølelse. Kl. 8 stiller hele Mandskabet paa Dækket, hvorfra de forskellige Hold gaar til hver sin Dagsgerning: Vagttjeneste, Rengøring ombord, Arbejde i Krigsskibene, Søminetjeneste og forskellige Øvelser.
Man faar selvfølgelig fuld Forplejning ombord: The om Morgenen, Kaffe om Formiddagen, to Retter varm Mad til Middag og atter The om Aftenen. Man er inddelt i Hold, Bakker; en Bakke bestaar af 10 Mand og har Ret til et Bord, to Bænke, hvori Randslerne staar, et Skab med Skaffegrejer (Krus, Tallerken, Fade, alt af Tin og tilhørende Marinen).
Hver Dag før der skaffes, faar hver Bakke udleveret sin Ration for et Døgn: 10 Kvint Smør til hver Mand, et Krus øl til hver, Brød som man ønsker, (dette bages ombord, og to Mænd har ikke andet Arbejde hele Dagen end at skære Brød til de mange Munde), og saa endelig Middagsmaden, som hentes ved Kabysen. To Mænd er Skaffere for en Bakke i en Uge, hvorefter der skiftes, det kaldes at have Bakstørn. Disse to skal sørge for at hente alle Rationerne og vaske Grejerne af efter endt Maaltid.
Der er Travlhed i Kabysen (Køkkenet), naar 500 Mand skal have Middagsmad, og det er nogle ordentlige Gryder, Kokken raader over. Foran Kabysen staar Skafferne opstillede i to lange Rækker med Fade til at hente Retterne paa. Man faar som sagt altid to Retter varm Mad, og det maa siges, at Maden gennemgaaende er upaaklagelig og som Regel godt tillavet. Forresten skal Kokken hver Dag før Skaffetid præsentere den vagthavende Officer de to Retter, for at han kan overbevise sig om, at den er god og veltillavet.
Hver Dag i Ugen har sine bestemte Retter: Mandag Vandgrød og Klipfisk, Tirsdag Sødsuppe (Bakterieforskrækkelse) og amerikansk Oksekød, Onsdag Ærter og Flæsk o.s.v. Om Søndagen er det næsten altid Sødsuppe og Steg med Kartofler og Savs, men man maa selv pille Kartoflerne. De to, som har Bakstørn, skærer Kødet i lige store Stykker og uddeler Rationerne paa den Maade, at den ene tager et Stykke og spørger den anden, som vender Ryggen til, hvem der skal have det, hvorpaa han saa nævner et Nr. o. s. fr., saa bliver ingen forurettet.
Man maa selv sørge for at gemme noget Kød fra Middagen til de andre Maaltider, hvis man vil have lidt Paalæg paa Brødet, thi man faar ikke andet. Det er iøvrigt Smørret, der hurtigst slipper op; er man saa mere sulten, maa man hjælpe sig med tørt Brød, eventuelt med lidt Kartoffelskiver og Salt.
Vi havde en stor, svær Møenbo, som kunde spise et 3 Punds Rugbrød paa en Dag; der forslog 10 Kvint Smør ikke meget. En Dag var vi til Skydeøvelse paa Amager hele Dagen; Møenboen havde spist alt sit Smør til Theen om Morgenen; men et Rugbrød havde han med, og det gnavede han paa hele Dagen og drak Vand dertil af en Grøft. Jovist er Sult et fortræffeligt Krydderi.
Friheden berøvet
Naar Arbejdet er endt og Skafningen forbi, faar man Piberne tændt og hviler saa ud paa Dækket; nogle stopper Strømper, andre spiller Kort, og atter andre skriver lange Breve til Kæresten. Imedens spiller Orkestret i Brandstuen. Ved Solnedgang sænkes Flaget, og alle staar med Huen i Haanden, hilsende gamle Dannebrog. Kl. 8 faar man Køjerne og enhver kan begive sig til Ro. Saaledes glider Dagene, og det bliver til Tider ensformigt og trist, navnlig naar et eller andet Hold skal permitteres, saa gar det rigtigt op for En, at man er noget af sin Frihed berøvet.
Søndag Morgen er livlig. Først gaar vi paa Holmen til et stort Vaskehus med vort snavsede Tøj for at fra det vasket, hvilket vi selvfølgelig selv besørger, og saa blændende hvidt bliver det jo da heller ikke, thi vi skal skynde os ombord til Parade.
Mens vi har varet borte, har Skibsmandskabet gjort hele vort svømmende Hjem skinnende rent overalt. Dækket er skuret hvidt, alle Metaldele pudset skinnende blanke, og alt Træværk i hele Skibet er vasket af med Sæbevand, kort sagt: det er, som var der blæst.
Parade
“Omklædning til Paraden!” pibes der. Nu bliver der en Stund stor Travlhed med at faa Søndagstøjet frem af Randslen, faa det børstet og glattet, og Skoene pudset, og navnlig faa den blaa Krave gjort fin. Endelig lyder Kommandoen: “Op til Paraden:”. Da maa hele Mandskabet stille paa Dækket i Bakker fra den ene Ende af Skibet til den anden, hvor saa forskellige Underofficerer mønstrer hver sin Afdeling for den egentlige Parade.
Det kender undertiden, at en eller anden har glemt at vaske Halsen rigtig ren, det maa om igen, eller vedkommende Underofficer tager fat og vasker ham selv. Skibssergenten, som skal fremføre Paraden, kommanderer Ret!, og da er det et ganske kønt Syn at se de blaa Søgutter i snorlige Rakker paa det blanke Dæk.
Nu kommer Chefen i Spidsen for Skibets Officerer: Næstkommanderende, Overlægen, Intendanten, Overbaadsmanden o.s.v., alle i stiveste Puds kommer de gaaaende ned langs Rækkerne. Derefter kommer Turen til alle Skibets indvendige Rum, hvor de, som der har deres faste Bestillinger, staar opstillet og maa svare til, om alt er i Orden. Saa er Paraden forbi, der skaffes, hvorefter Chefen giver Ordre til, at et af Kvartererne har Landlov.
Landlov
Enhver kan, før han gaar i Land, erholde en Krone i Forstærkning. Saa spredes hele Sværmen ud i den store By. De, der kun har den ene Krone paa Lommen, og som dog alligevel vil have meget for den, søger ned i den første den bedste Mælketoddykælder, hvor enkelte nok kan naa at blive dygtig fulde.
En af de første Landlovsøndage hændte følgende lille Misforstaaelse. Det ny Mandskab havde før Landgangen faaet udtrykkelig Besked om at passe paa, at gøre Honnør, hvor denne fordredes, ogsaa for Kongeflaget paa Amalienborg, naar den passeres. Nu traf det sig, at tre, som ikke var af de fiffigste, just kom over Amalienborg Plads, og da de saa Flaget, husker de ogsaa deres Pligt og gør stram Honnør, men i deres Befippelse bliver de staaende med Haanden til Huen og ved ikke, om de tør gaa igen, indtil endelig en Underofficer kom og hjalp dem ud af den kedelige Situation ved at forklare dem, at det kun er mens man passerer, der skal gøres Honnør.
Efter en saadan Landlovsdag kan Luften paa Batteri og Banjer blive ganske uhyggelig kvalm. Har saa en faaet en malketoddy for meget kommer til Køjs og af Kammeraterne faar an Gyngetur med Køjen, saa gear det i Reglen galt. Han afleverer da, hvad han har faaet for meget og stundom lidt til paa Gulvet; men saa er der rigtignok ogsaa til Staklen, han maa op og hente Pøs og Svaber og faa det af Vejen; da kniber det.
Løjer
Naar Stemningen saadan er oppe, laves der til Tider “Fest” dvs. ved at en giver sig til at miave som en Kat eller gale som en Hane, straks er der en paa et andet Sted, der svarer paa samme Maade, og det tager Overhaand. Sligt Spektakel taales selvfølgelig ikke, men det er vanskeligt at opdage Synderne. Tilsidst bliver der, naar Uroen ikke hører op af sig selv, pebet til at stille paa Dækket med Køjerne, og det hjælper.
Eller der bliver lavet Løjer med en eller anden, ved f.eks. naar Vedkommende ligger i sin dybeste Søvn, at løse hans Køje ved Benenden og lade den falde. Han sætter sig da paa sin Ende paa Bordet nedenunder og er ganske betuttet, medens Tæpper og Tøj flyver omkring ham; Gavtyvene er naturligvis væk. Egentlige Raaheder laves der aldrig, hvor. imod det ikke er sjældent, at det eller det, Penge, Fodtøj, Strømper, eller hvad det nu kan være, er forsvundet; der stjæles ofte; derfor gør man bedst i at have alt sit Tøj i Køjen hos sig.
Vagtskib
Foruden at være Kaserneskib er “Sjælland” tillige Vagtskib. Herfra holdes nemlig Øje med alt, hvad der foregaar af Betydning baade paa Inder og Yderrheden. I Merset paa Fokkemasten staar Dag og Nat Vagt (Udkigsmanden), der med sit væbnede Øje stadig afsøger Synskredsen.
Saa snart f. eks. et Krigsskib, det være sig et fremmed eller et af vore egne, kommer til Syne i Horisonten, varskor Udkigsmanden det til den vagthavende Officer paa Broen. Han vedbliver at følge Skibets Bevægelser, varsko dets Retning, om det staar ud eller ind paa Rheden, Nationalitet, Navn, om det opankrer eller letter, afgiver Salut o.s.v.
Den vagthavende Officer sender straks melding derom til Kontoret ombord, hvorfra det saa telefoneres og Rapporteret til Marineministeriet og Værftschefen. Naar et fremed Krigsskib passerer en Fæstning, f. eks. Kronborg eller Trekroner, hilser det ved at afgive Salut paa 7 eller 9 Skud, hvorefter Fæstningen svarer med samme antal Skud.
Opankrer skibet paa Inder-Rheden, afgiver det atter Salut, som besvares fra Batteriet Sixtus, der ligger paa Holmen lige for “SjæIland” og betjenes af Maadskab herfra. Her staar vel ca. 30 gamle Brumbasser, der trods deres formældede Udseende nok kan præstere nogle ret antagelige Brøl. Kongesaluten er 27 Skud. Naar en Prins eller Prinsesse lige er født, afgives ligeledes en Salut; Prinsen faar 27, medens Prinsessen maa nøjes med 21 Skud.
Flaadens officerer og mandskabet
Mellem Marinens Overordnede og Menige hersker som Regel et udmærket Forhold, og man hører aldrig, .at den eller den Officer eller Underofficer er hadet at Mandskabet, og det er derfor yderst sjældent, at nogen raa Handling eller Opførsel finder Sted. At Forholdet er og kan vare saaledes, maa i første Række tilskrives det Dannelsestrin, som baade Officerer og Underofficerer staar paa og den grundige og solide Uddannelse, de maa gennemgaa.
Over Flaadens Officerer og Underofficerer er der derfor et særegent Præg. En Søofficers Optræden er altid kort og bestemt, som det sig hør og bør ombord i et Skib, hvor der nødvendigvis maa herske den største Orden og Disciplin, men han er sjælden fremfusende og aldrig raa.
Hvad derimod Mandskabet angaar, da er der en Del Forskel paa Karakteren og derfor ogsaa paa dets Opførsel; man maa nemlig huske, at det er meget blandet. Folk, som ikke kender den danske sømand pas nærmere Hold, har som oftest en hel forkert Opfattelse af ham.
Grunden til denne forkerte Opfattelse ligger vist nærmest deri, at naar Sømanden kommer hjem fra den lange Rejse og gaar i Land ser han ved første Øjekast ikke altid saa tiltalende ud i Sammenligning med den moderne “Landkrabbe” med høj Silkehat o.s.v.; hans Gang er træg og slingrende, som gik han endnu ombord pas Dækket og i Sø.
Det hænder da, at han faar for meget af de stærke Drikke, bliver af den Grund støjende og undertiden raa. Men dette er egentlig ikke ham selv. Det, er derimod ligesom et Udslag af det Overmaal af Kraft, han maaske har samlet paa i Maaneder, mens han paa sit Skib var ensom og i Tankerne forestillede sig, hvor godt det nu skulde smage, naar han igen satte Foden paa Land.
Dette Overmaal at Kraft skal udløses, og det sker da ofte ud over alle Grænser. Hvem, der kun kender Sømanden fra denne Side, kender ham aldeles ikke paa Bunden af hans Karakter. For at lære Sømanden til Bunds at kende, skal man omgaas ham ombord i hane Skib; her faar man et ganske andet Indtryk at den befarne danske Sømand. Her er han stille, maaske undertiden indesluttet, passer sig selv og sin Pligt; han er ærlig, brav, opofrende og med Hjertet paa det rigtige Sted; derfor er han ogsaa agtet og æret rundt paa Jorden, hvor han kommer med sit Skib.
Ombord i Vagtskibet mærkes dette let, fordi her findes en Del af en ganske anden Art. Den, som laver Raaheder, er ikke en helbefaren Sømand, dette hænder langt lettere for en fra Storbyerne som i det hele taget leverer et stort Kvantum til Marinen, og Bærmen men fra disse kan være slem; det mærkes paa deres Tale indbyrdes, paa paa deres Oplevelser, som de holder af at brillere med, men navnlig paa Arten af deres Sange.
Den sidste tid
Den sidste Maaned for man skal permitteres er en trist Tid at faa Ende paa; aldrig synes man, at Dagene har været saa drivende lange før. Men kommer saa Dagen, da der pibes til at gaa i Land efter det civile Tøj, saa er Humøret til Gengæld oppe, og ved den Lejlighed hænder det selv for en skikkelig Fyr, at han faar en Taar over Tørsten og bliver lystig naar han kommer ombord.
Det skikkeligste Menneske ombord i “Sjælland” var sikkert vor Brødskærer, og for ham hændte dette. Jeg har næppe set nogen mere overstadig lystig og glad end denne enfoldige, men brave Fyr. Det endte med, at Næstkommanderende maatte have fat i ham for at faa ham i Køjen; men Brødskæreren sludrede op ad Vægge og ned ad Stolper, klappede Næstkommanderende paa skulderen, idet han bad ham undskylde, at han denne ene Aften var blevet lidt lystig og forklarede, at han i de 7 Maaneder, han havde været Brødskærer, havde skaaret saa og saa mange tusinde Stykker Brod daglig, og aldrig havde han faaet for meget at drikke en eneste Gang i al den Tid o.s.v.
Næstkommanderende lo naturligvis ad Fyren og fik ham omsider listet op i Køjen, hvor Børen sov med det samme. Den Officer, der leverer et saadant Træk, har med det samme vundet hele sit Mandskabs ubetingede Hyldest.
Farvel til Sjælland
Saa kommer den sidste Hundevagt, den sidste Post i Merset og ved Faldrebet o.s.v.; det sidste Blik ud over Flaadens Leje, hvor Korvetten “Fyn” med sin vældige Rigning ligger klar til Togt paa Vestindien. Korvetten “Dagmar” med Kadetterne ombord staar ind paa Rheden, og Briggen “Ørnen”, dengang det smukkeste skib i den danske Flaade og Skoleskib for Underofficerseleverne, varskos fra Merset, just som vi gaar fra Borde.
Saa siger vi Farvel til Sjælland” og Tak for de 7 Maaneder, den var vort Hjem. Denne Gang gaar Turen over Værftet til Værftsbroen meget lettere end første Gang; men denne Gang faar vi ogsaa Lønningen for de 7 Maaneder a 8 Kr. udbetalt i det pure Guld. Derpaa afleveres Tøjet paa Depotet, hvor vi fik det, og det civile trækkes paa.
Men sørgeligt er det at maatte sige at mangt et ungt Menneske, som hidtil var en af de flotteste Søgutter, nu forvandles til en rent ud sagt Las. Selv ham, der mødte uden Frakke og med de bare Fødder i 1½ Træsko gik derfra i akkurat samme Mundering, da vi skiltes og gik hver til sit uden for Værftsbroen, og hans Skillinger fik vel sagtens Lov til at blive i den første den bedste Knejpe.