I årene 1945-48 gjorde ca. 2.500 danske mænd tjeneste i den britiske hær. Denne aftale mellem den engelske og den danske regering betød bl.a., at Danmark derved kunne yde et bidrag i forhold til sine allierede. Danskerne blev via forskellige regimenter udsendt overalt i det britiske rige og oplevede verden på godt – og på ondt.

af Cand. mag. Lene Nilsson

“Den rejse, vi nu havde begyndt, skabte både glæde og nedtrykthed, vi var langt fra vores fædreland. Ja, vi gjorde os mange tanker og havde tid til at vende og dreje dem. Var det nu rigtigt, det vi havde givet os i kast med?”

Efter besættelsens ophør i 1945 kom en aftale i stand mellem England og Danmark om at få dansk frivillig deltagelse i den britiske hær til krigen mod Japan, som endnu ikke var slut. Det danske krigsministerium udarbejdede et retsligt grundlag, som gav danskere mulighed for at melde sig til britisk tjeneste og under engelsk lov. En dansk oberst, Christian Lunn, ledede opgaven, han førte og afsluttede selvstændigt aftaler med de relevante ministerier og myndigheder i begge lande.

At denne specielle hvervningsaftale kom i stand havde flere årsager. Der var mange danske mænd, som på grund af besættelsen ikke havde gjort soldatertjeneste, de britiske soldater var trætte efter flere års krig – det blev nævnt, at for hver dansk frivillig kunne en krigstræt brite hjemsendes. Endelig kunne Danmark ved den gestus vise de allierede sin gode vilje og styrke sin indsats som en del af alliancen.

Fra dansk side blev det sagt, at det var en af Danmarks pligter som allieret nation, som nu skulle opfyldes. Selv om krigen var slut, var der fortsat mange opgaver for de allierede nationers væbnede styrker. Det var en æressag at stille med et kontingent, som landet kunne være bekendt.

I august 1945 var man klar, og et engelsk-dansk rekrutteringskontor blev oprettet i København og eksisterede i 14 måneder. Den første session foregik på Frederiksberg Slot, men over hele landet afholdtes sessioner, og de forskellige politikredse medvirkede. I mellemtiden havde Japan kapituleret, dét fik en del til at falde fra.

Alligevel nåede antallet af mænd mellem 18 og 32 år op på ca. 2.500. Mændene kom fra hele landet og fra mange forskellige erhverv. For mange var det eventyrlyst, der drev dem, ungdomslivet under besættelsen havde været svært, nu skulle der ske noget andet. Den eneste måde at få set verden på var ved at melde sig. Men også følelsen af, at man skyldte englænderne det, havde betydning. Blandt de frivillige sås i øvrigt tidligere modstandsfolk.

Den 17. oktober blev de første 34 danskere sendt til Canterbury, hertil kom alle til seks ugers rekruttid. I den kontrakt danskerne havde skrevet under på stod:
“Det skal bemærkes, at man ikke paa Forhaand kan love, at de danske, der træder i engelsk Tjeneste, vil blive ansat ved et eller andet bestemt Regiment, selv om man fra engelsk Side vil gøre mest muligt for at de danske ansættes i ”The Buffs”. Der vil heller ikke blive dannet en dansk Enhed. Antagelse sker med Henblik paa Anvendelse i den engelske Hær, hvor som helst man har Brug for for Tilgang, og hvor som helst i det britiske Verdensrige man har Brug for Dele af Hæren.”

En dansk frivillig i en lejr i Palæstina

For de fleste var det et chok at rejse gennem det sønderbombede Europa. Flere gav i breve og dagbøger udtryk for forfærdelse over især de forhutlede børn, der løb langs skinnerne og tiggede. Èn skrev i sin dagbog, “at det næsten var umuligt blot at betragte denne elendighed, navnlig børnene led meget. Selv ikke de negative følelser, man rettelig burde have overfor den tyske nation, var til at opretholde i denne elendighed.” Mange gode madpakker skiftede da også ejer undervejs, og det gik op for danskerne, hvor privilegeret man dog har været i disse år.

Canterbury, den gamle by med den store katedral og de små gader, var næsten uberørt af krigen. Uden for byen, “lå en ældgammel kaserne, grå, trist og med et meget uvenligt udseende, så et ret barskt soldaterliv tog sin begyndelse.”

Trods sproglige begynder-vanskeligheder klarede danskerne sig fint og fik gode skudsmål. Venner fik de også. En del følte sig konstant sultne og måtte supplere maden fra kasernen med sandwich, de købte i byen. Nogen bemærkede i breve hjem, at de unge englændere nærmest var underernærede, hvilket skyldtes krigen med rationering og mangel på meget.

Efter rekruttiden blev danskerne udsendt til ialt 72 tjenestesteder i 19 lande. Her kan bl.a. nævnes Gibraltar, Italien, Egypten, Sudan, Singapore, Java, Hongkong og Indien. Men også til Malaysia, Kenya, Libyen, Eritrea – og også Japan kom de. De fleste af stederne fandtes store lejre med tyske krigsfanger, som skulle bevogtes, inden de kunne hjemsendes. Ifølge danskerne havde man et udmærket forhold til tyskerne – trods alt!

Flere britiske kolonier kæmpede for selvstændighed, og danskerne fulgte den kamp på nært hold. I Indien lød opgaven på at holde muslimer og hinduer adskilt. “Vi skulle holde parterne fra hinanden, og jeg husker endnu de mange lig i gaderne og ved flodbredderne, hvor de skulle smides ud. Stanken glemmer jeg heller aldrig.” Gadekampe forekom dagligt. “Den sjette dag var jeg på patrulje, kvarteret ligefrem kogte. Ghandi ville i løbet af dagen besøge kvarteret, altid når der er mest ballade dukker han op, og det er faktisk det eneste, der kan berolige dem, fredsapostlen kalder de ham.”

Der er ingen tvivl om, at mange danskere så, at 2. verdenskrig ikke, som en skrev, havde løst spørgsmålet om fred og frihed for alle folk. En dansker i Sudan tænkte sine tanker:
“Alle disse store dyre ord, statsmænd strøede ud, og som vi troede på, fordi vi måtte da tro, at noget godt var født af disse års helvede, i hvert fald noget, der var bedre end før 1938.” Han måtte se i øjnene, at han, “som medlem af et britisk kompagni, repræsenterede et sejrende mildt, men udslidt herrefolk. The British Empire eksisterede endnu, om end solnedgangen nærmede sig … Solen går meget hurtigt ned i Sudan.”

Også Grækenland og Palæstina, som ikke var britiske mandatområder, ikke kolonier, kom danskerne til. Netop de steder gav anledning til diskussion om, hvorvidt danskerne – via britisk tjeneste – burde være til stede. I aviser og blandt politikere blev det debatteret. I Grækenland var der borgerkrig og i Palæstina kæmpede jødiske og arabiske grupper om retten til området. Mellem 800 -1000 danskerne gjorde tjeneste i Palæstina. Ikke mange af dem havde tænkt på – eller ønsket – at blive involveret i de voldsomme begivenheder, der fandt sted i de to områder.

48. Field Regiment, 39. Batt, 87 Camp.

En veteran skrev i sin dagbog om Piræus i Grækenland, at dét, “vi kunne opleve her var ikke nogen berigelse, elendighed og had var fremherskende. Det er nok ikke uden grund, at man altid har sagt, at af alle krige er borgerkrige de grusomste.” Der var lettelse over at forlade Grækenland. “Vi havde faktisk medlidenhed med dem, der blev efterladt til tjeneste der. Vi vidste jo heller ikke, hvad der ventede os forude.” Det gjorde for manges vedkommende Palæstina.

Danskerne kendte godt til dén konflikt, der rasede der. Ved afrejsen fra Canterbury “var der nogle, som rystede som espeløv” af angst for at komme til Palæstina. Flere bad skriftligt om fritagelse for tjeneste i Palæstina, da de fandt det svært at være en del af en konflikt, der drejede sig om jøder. Under krigen havde de hjulpet jøder til flugt. Nu befandt de sig nærmest i den omvendte situation. Den britiske hær skulle hindre illegal jødisk indvandring til landet.

En veteran fortæller: “Et skib med jødiske flygtninge var på vej til Palæstina, og englænderne havde forgæves prøvet at overtale dem til at vende om frivilligt. Uanset hvilken holdning man kunne have til jødernes kamp for et hjemland, så var det her i begyndelsen af 1947 illegal indvandring; skibet stoppede først, da der blev åbnet ild ved tremilegrænsen. Der blev anvendt tåregas mod jøderne. Nåede flygtningeskibene havn, blev jøderne – mod deres vilje – flyttet over i andre skibe og sejlet til Cypern. Soldaterne rengjorde derefter det forladte skib. På alle lofter og vægge var der skrevet, til spot og hån for englænderne. Det var en oplevelse, jeg gerne ville have været foruden.

I Palæstina kom soldaterne i ildkamp, og efter at FN havde besluttet at dele landet mellem jøder og arabere, optrappedes konflikten. Det fortælles, at “alle kun tænkte på at komme væk fra dette helvede, som til tider var ubeskriveligt. Jaffa var for en stor del ruiner, døde dyr lå overalt og udbredte en frygtelig stank. … Vi, som kom derned uden krigserfaring, lærte snart at bede en stille bøn, at dukke sig lynhurtigt og tage ved lære af vores krigsvante kammerater.”

I løbet af foråret 1948 blev alle danskere hjemsendt fra britisk tjeneste, enkeltvis eller i små grupper. De fik gode anbefalinger med sig, de havde opført sig sådan, at Danmark kunne være stolt af dem. De blev, som én sagde, gode ambassadører for Danmark. Alligevel kom de hjem til tavshed, ingen ros for deres indsats – intet, og her skal huskes, at nogen faktisk omkom i britisk tjeneste.

Verden havde ændret sig i årene fra 1945-48. Befrielsesrusen var blevet afløst af kold krig, og fokus var på Øst-Vest-konflikten. De frivillige selv har en ganske klar opfattelse af at have været et led i den proces, der sikrede Danmark en plads i de allieredes rækker. De havde gjort lidt for, “at Danmarks ry kunne blive lidt mere pletfri, efter at danske søfolk samt andre danskere i allieret tjeneste fra 1940 havde gjort det store forarbejde, som senere blev videreført af danske modstandsfolk.”

Ovenstående er et lille uddrag fra bogen “Hvor som helst i det britiske verdenskrige – danske frivillige i britisk tjeneste 1945-48”, udgivet af DIIS’s Forsvars- og Sikkerhedspolitiske Studier. Der kan læses mere om bogen her hvor den også kan bestilles.