Vikingetidens samfund var militariserede og stormænds status afhang af deres succes på slagmarken. Udstyret viste deres status, og blandt det var sværdet det fineste og mest kostbare våben. Sværdet var tilknyttet stormandens ære og prestige i lokalsamfundet og blev brugt i dueller, mand mod mand, og krigeres loyalitet overfor stormanden blev svoret på sværdet, og også håndhævet med det! De mest velhavende og succesrige stormænd bar sværd med inskriptioner fra tidens mest kendte smedjer, hvis navne, ULFBERTH, INGELRII, BENEDICTUS, var præget i sværdene.

Disse sværd stammede fra det frankiske storriges smedjer, hvis produktion af sværd formentlig var centreret i det nuværende Rhinland. Sværdene var af høj håndværksmæssig standard, af kvalitets-metal, og som kun få at tidens sværd smedet med den vanskelige mønstersmednings-teknik, som føjede mange lag stål helt tæt sammen. Når det blev poleret gav det en karakteristisk mønstring i sværdbladet, heraf det engelske navn for teknikken; “patternwelding”.

Sværdene repræsenterede en overlegen frankisk teknologisk viden og ekspertise, og de frankiske sværd angives at have spillet en væsentlig rolle for den militære overlegenhed som lå bag Karl den Stores succes med at fuldende opbygningen af et imperium. Mere end 50 felttog skulle der til før riget strakte sig over det meste af det vestlige Europa i sin storhedstid omkring år 800. Efter Karl den Stores død gik det gradvist i opløsning, hvilket bl.a. gav rum for vikingernes hærgen.

Fra samme periode findes særligt mange fund af Ulfberth-sværd over store dele af Europa, hvilket fortæller at de har været ganske populære. Den arabiske historiker fra 900-tallet, Ibn Fadlan, beskriver vikinger i Rusland som værende bevæbnet med sværd af frankisk type, og saracenerne mod syd anerkendte også sværdenes kvalitet og forlangte i 869, at 150 frankiske sværd skulle være en del af løsesummen for den tilfangetagne ærkebiskop Rotland fra Arles.

For nylig har forskere fra det britiske National Physics Laboratory (NPL), ved at anvende en højt kalibreret scanning-elektron-mikroskop på 1 mm bidder af vikingesværd fra Norge og Finland, afsløret sværdenes stål-komposition. Resultatet var, at det var imperfekt smeltet stål bestående af jern og såkaldte karbonøse materialer, som opvarmet sammen producerer høj-karbon stål. Denne type stål er meget hård, og fandtes kun i Indien og Centralasien.

Teknikken ligner beskrivelser fra 800-tallet af sværdproduktion i Herat, Afghanistan, som stammer fra den arabiske filosof og historiker Al-Hindi. Fundet af stålet bekræfter teorien om, at der fandtes en handelsrute ned af Volga og over det Kaspiske Hav, hvor de har været i kontakt med Abbaside-kalifatet eller Samanide-emiratet. Her har de købt stålet, og bragt det tilbage af samme vej til Skandinavien.

At det kan bekræftes, at driftige fortrinsvis svenske vikinger har importeret stål fra centralasiatiske miner, og at en ny smednings-teknik ligeledes er blevet er hentet til Skandinavien, er spændende nyt i sig selv. Men lidt overraskende er det, at selv de gode sværd som man har kunnet producere med stålet og teknikken fra det fjerne “Særkland”, som vikingerne kaldte området, alligevel har valgt at påføre våbnene en falsk inskription. For også på disse sværd findes Ulfberth-inskriptionen. Her kan man vist tale om brandingen’s magt.

Det betyder, at vore dages mærkevare-fetish, som med jævne mellemrum præger modebilledet, fx i 1980’erne var LaCoste var det helt hotte og senest i perioden op til finanskrisen, ikke er spor nyt. Mærkevarens betydning for mennesket har tilsyneladende overlevet i århundreder og hvis ikke et produkt bærer de rigtige initialer eller navn, er det ikke interessant for en køber. Mærkevarens betydning for prestigen har nok haft ekstra vægt i kredsen af rige, selvbevidste vikingestormænd.

Vikingerne producerede og solgte også dårlige kopier af de frankiske sværd, smedet med den lokale skandinaviske teknikker, hvor man stak det rødglødende sværd ned i koldt vand for at hærde det. Hærdet blev det, men det havde også en uheldig tendens til at splintre i kamp, ved hårde slag. Her er det helt naturligt (men stadig snyd), at man påførte dem falske, frankiske varemærker, hvilket ikke var vanskeligt at lave i varmt og stadig blødt metal, for at få dem til at se ud som om det var de rigtige frankiske sværd.

Det har naturligvis gjort dem nemmere at sælge, også selvom der findes talrige sværd hvor mærkvarenavnet er stavet forkert!. Ejermanden kunne ikke nødvendigvis komme tilbage og klage når hans sværd var splintret i en kamp på liv og død: Der har det ofte været for sent.