Grevens fejde, som borgerkrigen i Danmark 1534-36 bliver kaldt, foregik i et område, der strakte sig fra Lübeck i syd til Aalborg i nord, og Ringkøbing i vest og Varberg i øst. Men særligt på Fyn skiftede fronterne hyppigt, da oprør, angreb og modangreb afløste hinanden. Det var ved Øksnebjerg på sydvest Fyn, at krigens største og sidste store feltslag stod. De mange lejesoldaters tilstedeværelse på øen gik hårdt ud over Odense, der blev plyndret og brændt hele 3 gange mellem juni 1534 og august 1535. Øksnebjerg var desuden afgørende, da både Lübecks stormagtsambitioner og katolicismen endegyldigt fik sparket. På mindestenen for slaget ved Øksnebjerg, opstillet i 1935, står skrevet:

”Her ramte Johan Rantzaus lyn

drev Hansa-vældet ud af Fyn

opsigelse fra samme stund

Papismen fik fra nordisk grund”

Greven s fejde, opkaldt efter Lübecks hærfører, grev Christoffer, startede med en kup-lignende magtovertagelse i 1534, hvor Danmark i en kort periode stod uden konge, af handelsbyen Lübeck, førende medlem af den tyske handelsliga, Hansaen. Reelt handlede det om at forsøge at genrejse Lübecks fordums storhed ved at kontrollere de danske farvande, men officielt blev kampen blev udført i Christian II’s navn. Han, som sad fængslet i Sønderborg, var fra sin regeringstid kendt som ”borger- og bondevennen”, hvilket ledte bønderne over hele landet til at deltage i kampen. Mod dem stod adelens valg af konge, Christian III, med sin hærfører, Johan Rantzau. 

Bortset fra spredte kampe i september 1534, hvor bondehæren overfaldt herregårde i Nord-og Vestjylland – og det vigtige, men mindre slag ved Svendstrup 16. oktober, hvor en bondehær slog en mindre adelsstyrke – og Aalborg 18. december, hvor Rantzaus store lejehær slog en mindre bondestyrke – var Fyn hovedkamplads. Det var også på Fyn, at Christian III’s hovedhær mødtes med Lübecks hovedhær i slaget ved Øksnebjerg 11. juni 1535 (i alt 9.000 soldater), før yderligere nogle mindre slag i Skåne og Halland, og en langvarig belejring af København, afsluttede krigen.  

Odense plyndres 1. gang

Sjælland blev taget i juni 1534 uden kamp, og så fejede borgerkrigen noget blodigere ind over Fyn, da mange fra både adel og bondestand sluttede sig til grev Christoffer og Christian II’s sag. I juli 1534 overfaldt og mishandlede de regeringens embedsmænd og katolske præster og brændte og plyndrede deres ejendomme; ikke engang de katolske nonner i Dalum kloster slap, men blev mishandlet og voldtaget. En hær under hærføreren Johan Rantzau med 600 ryttere, 200 skytter og 1500 soldater med sværd, spyd m.v. blev sendt til øen fra Kolding for at stoppe oprøret og uhyrlighederne.

Det lykkedes i første omgang at slå oprøret ned og genvinde kontrollen med Fyn for Christian III. men Fyn kom igen i centrum i august 1534, hvor grev Christoffers styrker imidlertid gik i land ved Kerteminde, hvor der kun var få af Rantzaus styrker til stede, og sendte hans spredte styrker på flugt efter en serie blodige sammenstød, der kostede Rantzau 300 ryttere og 500 fodfolk. Han måtte derfor retirere med resten af sine styrker til Jylland. 

Sidetrin oktober-december

Så lagde man strategien om på Christian III’s side. I stedet for at forsøge, at genvinde kontrolleren med landet, gik man direkte mod hovedfjenden: Lübeck. Handelsbyen, der med borgmester Wullenwewer i spidsen, var den primære politiske og økonomiske kilde bag konflikten. I efteråret og tidlig vinter 1534 foregik konflikten omkring Lübeck og i det jyske, hvor Skipper Clements styrker i september og oktober sejrede ved Svenstrup og blev stoppet ved Randers i november. Senere, efter at Lübeck efter en belejring var blevet tvunget til del-fred af Rantzau og hans hær, knustes det jyske oprør ved stormen på Aalborg i december.        

Massakren ved Fauerskov Banke

Efter dette sidetrin vendte konflikten tilbage til Fyn. Den erfarne Rantzau, der allerede havde nedkæmpet et bondeoprør for den danske konge i 1520’erne, førte sine lejesoldater, hvoraf mange var hærdede soldater fra krige i Tyskland, over til Helgenæs på Fyn fra Als med 300 ryttere og fem fænniker soldater, ca. 2300 mand. Den første styrkeprøve stod den 20. marts 1535, hvor en bondehær støttet af tre fænniker lejesoldater, med ca. 400 soldater hver, på grev Christoffer og Lübecks side, stod ved Fauerskov Banke nær Assens. Men bønderne blev ladt i stikken af de professionelle lejesoldater, som inden slaget havde forskanset sig bag Assens sikre mure, så de utrænede og dårligt udrustede og organiserede bønder stod alene overfor Rantzaus erfarne, velbevæbnede og dygtigt førte hær. Det betød døden for måske op mod 2-3000 bønder, og nedslagtningen var så grov, at man selv i samtiden, trods tidens grumhed, studsede over den.

Slaget ved Øksnebjerg

Efter massakren på bønderne stod næste dyst mod hovedparten af Lübecks styrker, der blev overført til Fyn fra Sjælland, hvor de først huserede rundt på øen. For anden gang blev Odenses indbyggere dræbt og byen plyndret og brændt. En plan, der gik ud på, at falde Rantzaus styrker i ryggen, mens de belejrede styrken af lejesoldater i Assens, gik dog i vasken, da Rantzau fik besked om den ved bl.a. præsten Hans Madsen fra Sandholt, der tidligere var blevet groft mishandlet af nogle af grev Christoffers soldater på plyndringstogt.

Straks efter at have fået nys om planen brød Rantzau op, efterlod en rytterstyrke på 100 mand ved Assens, og drog med resten af styrken – 4 faner ryttere, 8 fænniker fodfolk og kanoner (ca. 4000 mand) – frem mod greven af Hoyas hær, en allieret af grev Christoffer, der bestod af 3600 fodfolk og 700 ryttere (9 fænniker fodfolk, 6 faner rytteri) foruden mandskab til kanoner m.m.; i alt ca. 5000 mand.

Fjendens hær stod på et højdedrag, Øksnebjerg, øst for Assens, sikret på flankerne af dels moseområde og en dal med stejle skrænter. Det skræmte dog ikke Rantzau, der som erfaren krigsherre benyttede sig af en række effektive metoder. Først rykkede han frem mod fjenden position om i ly af nattens mørke, organiseret i udstrakte, smalle formationer, der ville gøre hæren sværere at få øje på for fjenden, når daggryet kom. Desuden havde han ladet hære camouflere med grønne kviste og havde sørget for, at udstyr støjede mindst muligt. Samtale var naturligvis forbudt. Uset og uhørt lykkedes det ham derfor, at placere hæren på greven af Hoyas flanke.  

Det afgørende slag

Om morgenen opdagede de Rantzaus hær, men undervurderede hærens styrke, forlod deres vognborg, og gik til angreb med hagebøsseskytterne i midten med rytteriet på flankerne. Måske også for at slippe for den veltilrettelagte kanonild fra Rantzaus hær, som nemt kunne ramme et stort og stationært mål, som en stor vognborg fyldt med soldater var. Men det samme terræn, som det ville være vanskeligt at rykke over for Rantzaus soldater, var lige så vanskeligt for grev Hoyas soldater at krydse; de rutsjede og faldt ned af skrænterne, og desuden kom rytteriet hurtigt forud for fodfolket, der, for i det mindste at hjælpe de hurtigere ryttere lidt, affyrede deres våben på for lang afstand og alt for tidligt.

Da fjendens ryttere kom på tæt afstand lod Rantzau en salve affyre, der gjorde stort indhug på soldaterne, og da hans rytterstyrke kort efter satte et angreb ind mod fronten og den ene flanke brød grev Hoyas angreb sammen. De langsommere skytter, der var fulgt i rytteriets fodspor, og som ikke længere havde det hårdt medtagne og desorganiserede rytteris beskyttelse, blev nådesløst redet og hugget ned af Rantzaus rytteri. Resten af grev Hoyas hær søgte tilflugt i vognborgen, hvor en halvanden time lang kamp udspandt sig. Det momentum, som Rantzaus soldater havde, blev forstærket, da de 100 ryttere, der tidligere var blevet efterladt ved Assens, indfandt sig på slagmarken og satte endnu et flankeangreb ind mod grev Hoyas hær.

Mere mordbrand og hærgen til fynboerne

Rantzaus hær led ubetydelige tab, mens grev Hoyas hær blev totalt nedkæmpet. Greven selv blev dræbt efter tilfangetagelse, mens 184 ryttere omkom og 150 andre tilfangetaget. Blandt de faldne var mange adelige, som en grev Dohna og grev Teklenborg. Desuden blev 2000 fodfolk dræbt i kamp eller druknede under flugt i moseområdet, mens 1500 fodfolk overgav sig. Nogle få hundreder slap væk, mens hele vognborgen og hærens udstyr blev taget af Rantzaus hær. Så var det Assens tur til at blive hærget og plyndret. Også Svendborg blev efterfølgende plyndret, for der var åbenbart ikke penge i Rantzaus kister på det tidspunkt, så belønningen for deres krigstjeneste var, at sætte dem fri til plyndring, voldtægt og brand. Og som punktum for krigen på Fyn blev Odense endnu en gang ramt af de vilde lejesoldaters hærgen. 

Herefter forestod blot en langvarig belejring af København fra juli 1535, hvor borgmester Ambrosius Bogbinder fortsat kæmpede mod Christian III og støttede Lübeck, foruden enkelte kampe i Halland, hvor støtten til Christian II var stærk. Her fortsatte Lübecks hærfører, Marcus Meyer, kampen efter del-freden i december 1534. Efter et slag ud ved Helsingborg i januar 1535 sad han som fange på Varberg fæstning, som han dog erobrede i et kup og regerede fra i en periode, før også Varberg faldt til Christian III’s tropper.     

Læs mere:
Danmarks krigshistorie bind 1
Vor hær i krig og fred, Arne Stevns
Her skete det – Øerne, Palle Lauring
http://www.visitassens.dk/assens/35-slaget-ved-faurskov-paa-sydvestfyn