Da piratstaten Tripoli blev for fræk blev dansk flådemagt indsat; et søslag genoprettede status quo.

af Jens Geisler

Det danske orlogsskib Absalon patruljerer i øjeblikket i Aden bugten som led i en international kampagne rettet mod bl.a. det omfattende pirateri i regionen. Indtil nu har tjenesten kun budt på fredelige bordinger – men danske orlogsfartøjer har tidligere deltaget i væsentligt mere håndfaste anti-pirat kampagner.

I sidste halvdel af 1700-tallet nød Danmark godt af de mange krige mellem England og Frankrig. Krigene betød, at de engelske og franske flåderessourcer blev trukket væk fra den ellers den stigende handel og øgede tilførsel af varer fra kolonierne. Takket være udenrigsminister A. P. Bernstorffs politiske snilde holdt Danmark sig neutralt i konflikten, som involverede store dele af Europa, og danske skibe kunne derfor, tilhørende en neutral handelsnation, overtage en stor del af handelen.

Krigene øgede behovet for forsyninger og priserne skød i vejret, og opblomstringen af handelen er derfor kendt som den “den florissante periode”. Ganske væsentligt omfattede det også den berømte trekantshandel mellem København, Guldkysten og Vestindien; våben og krudt fragtedes til Guldkysten, “det sorte guld”, slaver, transporteredes til Vestindien, hvorefter skibene gik tilbage til København med sukker og rom.

Men den internationale situation bragte i stigende grad også danske handelsskibe til Middelhavet. På Nordafrikas kyst lå de såkaldte Barbaresk-stater, i det nuværende Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen.

Nominelt var de under Osmannisk herredømme, men de tiltog sig gradvist mere magt. Selvstændigheden brugte de bl.a. til at organisere det allerede omfattende pirateri. Handelsnationer måtte betale tribut for at undgå at skibene blev kapret når skibene sejlede på osmanniske, spanske eller italienske havne. Danmark sendte årligt et “presentskib” til Algier for at frede skibe under dansk flag.

Kanonbåds diplomati

Men da den nyudnævnte bey af Tripoli, Sidi Yussuf, kort efter sin tiltrædelse erklærede Danmark krig, kraftigt øgede kravene for betaling og kaprede to danske skibe, samt sendte besætningerne i slaveri, blev det for meget. Kaptajn Fisker på 40-kanoners fregatten Thetis blev 30. august 1796 sendt ud med to formål; det ene at eskortere det årlige “presentskib” til Algier, det andet for at få to danske skibe med søfolk løsladt (Bertel Thorvaldsen var i øvrigt med på togtet og tegnede portrættegninger af Thetis’ besætning, og af Steen Bille).

Det lykkedes ikke Fisker at få skibene og søfolkene fri, og heller ikke at blive enige om en god pris. Fra dansk side valgte man nu at sætte hårdt mod hårdt.Det havde man allerede gjort tilbage i 1770, hvor schoutbynacht Christian Kaas havde haft kommandoen over en eskadre bestående af to fregatter og 4 mindre skibe, heriblandt bombardérgallioter. Flådestyrken havde bombarderet Algier by i forventning om, at styret ville gå med til at sænke prisen.

Men byen var for godt befæstet og den militære styrkeopvisning slog ikke til. Den regerende bey følte sig derfor ikke nødsaget til at forhandle, og fra dansk side måtte man bide i det sure æble og betale den forlangte pris. I 1797 sendtes så endnu en eskadre ud på en anti-pirat mission. Det danske admiralitet mente, at en ny og mere energisk mand måtte til for at håndtere krisen og  udpegede kaptajn Steen Andersen Bille til at lede en eskadre mod Tripoli.

Reaktions-styrken samles

Bille afsejlede til middelhavet med fregatten Najaden, også bestykket med 40 kanoner og under kommando af Johan Hoppe, og ankom i begyndelsen af maj 1797 til Malta. Her stødte han til den allerede i Middelhavet udstationerede brig Sarpen med 18 kanoner, under kaptajn Holck. Ud for øen Lampedusa sluttede en lejet chebek (xebec) med 6 kanoner, under premierløjtnant Munck, sig til styrken.

Chebekken var et to- eller tremastet skib, som også kunne drives frem med årer. Skibstypen var et yndet fartøj til pirateri og kunne, afhængigt af størrelsen, bestykkes med op til med 40 kanoner. Til pirateri var de store chebekker typisk bemandet med 300-400 mand, hvoraf 2/3 var soldater. Bille overtog kommandoen fra Fisker og afsejlede til Tripoli.

Kampen

15. maj 1797 iværksatte en Bille en rekognisering af fjenden, som han anslog til at bestå af 6-10 skibe af forskellige typer; et antal chebekker, samt enkelte brigger og fregatter. Om eftermiddagen dagen efter sejlede han sin eskadre frem mod fjenden og den tripolitanske flåde reagerede ved at stå ud med 6 fartøjer; den 28 kanoners chebek Meshuda, to andre chebekker af omtrent samme størrelse, samt 3 mindre fartøjer.

Selvom de led hårdt under den danske kanonild lykkedes det dem alligevel at komme tæt på de danske skibe. Det lykkedes dem næsten at entre Najaden, som kun ved en behændig manøvrering undgik nederlaget. Efter to timers kamp gav fjenden op og flygtede tilbage ind i Tripolis havn, som Bille efterfølgende blokerede. På dansk side havde kampen havde været relativt ublodig og havde kun kostet én dansk dræbt og én såret.

Forhandlingsløsning

Kampen havde vist, at den danske sømagt var overlegen. Den danske blokade ødelagde bey’ens handel og efterfølgende forhandlinger resulterede 25. maj 1797 i en fredsaftale. Danmark måtte også i fremtiden betale tribut, men et mere acceptabelt beløb. Den danske flådestyrke forøgedes efter kampen til tre fregatter og to brigger under kommando af Bille, som frem til 1801 fortsatte med at sikre den danske skibsfart. Derefter returnerede han hjem, hvor han siden blev udnævnt til gehejme-statsminister. Den danske flåde fortsatte i en årrække med at holde det organiserede pirateri i skak.

Læs mere:

Dansk søfarts historie 3
Dansk Biografisk leksikon II
Gyldendals og Politikens Danmarks historie 1700-1800
Bertel Thorvaldsens brev arkiv