De politiske vinde dikterede, at det danske fort Prinsensten både fungerede som helvedes forgård for slaverne – og som militært støttepunkt i kampen for menneskers frihed.

af Jens Geisler

Attentat!

… da jeg i nærheden af fortet blev angrebet af en halv snes, med knive spyd og knipler bevæbnede negere, jeg huggede mig igennem og løb mod fortet, hvor nogle soldater kom mig til hjælp. Jeg gjorde da omkring, og de tog flugten, efterladende to døde kammerater; flere af angriberne havde fået slemme sabelhug, så at rimeligvis flere senere er døde af deres sår – de to der faldt for min sabel, der var skarpsleben og reglementeret ført: Noget efter hørte jeg krigshornene og trommerne inde i Kvitta by, og vidste hvad et havde at betyde”.

Frihedsideologien sejrer

Beskrivelsen af kampen, som foregik i 1847 og var begyndelsen til en konflikt med awunaerne, stammer fra en løjtnant Svedstrup, som året før var ankommet til det forfaldne danske fort Prinsensten på Guldkysten. Under indtryk af de internationale politiske vinde havde han fået til opgave at lægge en dæmper på slavehandelen udgående fra de danske besiddelser i Afrika.

I Europa havde den amerikanske revolution i 1776 og den franske revolution i 1789 præget det filosofiske og politiske liv dybt, og menneskets rettigheder, som individer og borgere over for stater og systemer var blevet sat i højsædet. På den baggrund havde den offentlige opinion i stadigt stærkere grad vendt sig imod slaveriet i kolonierne.

Ideologi kontra økonomi

I England udsprang anti-slaveri kampagnerne fra det industrialiserede nord, i industribyerne Liverpool, Manchester og Birmingham, og ledte til, at englænderne, som med transporten af omkring tre millioner afrikanere til Amerika og Caribien havde været de mest aktive slavehandlere i 1700-tallet, forbød slavehandelen i 1807, og selve slaveriet i 1833.

I USA var slaveriet en vigtig faktor i den amerikanske borgerkrigs udbrud, og også her spillede modsætningen mellem det industrialiserede nord og det landbrugsorienterede syd ind. Desto større grad af industrialisering, desto mindre var samfundet afhængigt af billig, manuel arbejdskraft, hvilket betød at principielle indvendinger mod slaveri fik væsentligt mere gennemslagskraft.

Danmark følger frihedsideologien

Den revolutionære friheds-ideologi påvirkede også Danmark, og von Schimmelman, som ellers tjente store formuer på sin slavedrevne sukkerplantage på Sankt Croix (og hvis fornemme palæ endnu ligger på Bredgade i København) var instrumental i det danske forbud mod slavehandel gældende fra 1803. Danske kommandanter på Guldkysten havde indledningsvist været skeptiske overfor slavehandelen, men var i løbet af 1700-tallet blevet aktive deltagere, særligt fra 1780’erne, samtidigt med at behovet for slaver til plantagerne i Dansk Vestindien steg.

Men for europæiske nationer som Spanien og Portugal, hvis koloniøkonomier var stærkt afhængige af fortsat tilgang af billig arbejdskraft, betød de økonomiske interesser at slavehandelen fortsatte ufortrødent. Deres partnere var lokale magthavere i Afrika, hvis primære indtægtskilde også var slavehandel, og som slavehandel kunne købe sig til våben og ammunition til brug i hyppige konflikter med nabo-folkene. En af deres partnere var Awuna-folket, som nominelt hørte ind under dansk overhøjhed.

Prinsensten

I deres område lå fort Prinsensten, grundlagt i 1784 som led i et stort og sejrrigt dansk felttog mod netop awunaerne samme år. Sejren indledte en dansk storhedstid på Guldkysten og et tvilling-fort, Kongensten, blev grundlagt samme år. Forterne udgjorde dengang en portal for Volta-flodens strøm af slaver til Amerika.

Titusindvis af slaver blev udført til en ulykkelig skæbne i de år. Men efter 1803 havde den danske administration ladet fortet forfalde, og i årevis var besætningen reduceret til en enkelt sergent, som symbolsk skulle markere fortets danske tilhørsforhold ved at hejse Dannebrog, når skibe sejlede forbi. Det gjorde det nemt for awunaerne at fortsætte slavehandelen i området omkring Prinsensten, hvilket ikke blev sværere af, at Prinsensten lå længst væk og ret isoleret fra de øvrige engelske og danske forter.

De danske hører intet, ser intet

Desuden havde Danmark med forbuddet mod slavehandel tabt status, og havde reelt sat sig uden for det lokale handelsmønster, som i vidt omfang stadigt var centreret om slavehandelen. Selvom den danske slavehandel officielt var lukket ned blev den i nogen grad drevet videre af private danske kræfter, og tilmed fra de danske forter.

For at for at bevare det spinkle fodfæste på kysten man endnu havde så man fra officiel side igennem fingre med det. Med den passive politik forsøgte man at købe sig tid til at starte en ny type økonomi op, og specielt tobak og kaffe håbede man meget på ville kunne erstatte slavehandelen. Men processen var vanskelig, og lokale krige havde ødelagt plantagerne gang på gang.

Engelsk aktivisme

Men englænderne tog deres anti-slaveri politik alvorligt og satte en flådestyrke, ’The West Africa Squadron’, ind mod den fortsatte slavehandel. Slaveskibenes besætninger blev betegnet som pirater og ved opbringelser blev de ofte henrettet. Mellem 1808 og 1860 opbragtes ca. 1600 slaveskibe af den britiske flåde, som derved befriede omkring 150.000 slaver. Mange af dem blev sendt til den britiske kronkoloni Sierra Leone, hvis hovedstad den dag i dag bærer det sigende navn ’Free Town’. Indsatsen rettedes både mod den slavehandel som stadigt udgik fra deres egne kolonier, men også fra nærliggende områder.

De danske presses

På Guldkysten førte englænderne det store ord, og for at bevare et godt forhold til stormagten måtte danskerne skride til mere direkte handling mod slavehandelen i det danske område. Det første forsøg på en aktiv anti-slaveindsats endte skidt, for da Prinsenstens kommandant i 1845 opsnappede en transport af slaver blev han tvunget til at give dem tilbage til awuna-kongen, som handlede dem videre til portugiserne. Desuden havde den danske guvernør Carstensen medvirket til, at krigsskibe blev sendt til kysten for at jage en skræk i slavejægerne, hvilket briggen Ørnen og briggen Mercurius gjorde i henholdsvis 1845 og 1846. Men da de kun var der kun i korte perioder gjorde de ikke den store forskel.

Oprustning

Efter episoden med slaverne og awuna-kongen blev krigsskibet Ørnen sendt til awuna-landsbyen Kvitta som en magtdemonstration overfor kongen. Han lovede lydighed, og yderligere at hjælpe løjtnant Svedstrup med at reparere Prinsensten. Han havde han til opgave at genbesætte fortet, og reparere dets rustne kanoner og sammenstyrtede mure, med en styrke på 20 soldater og 16 håndværkssvende.

Fortet skulle bringes tilbage til dets gamle operative stand og fungere som base for den øgede indsats mod slavehandelen. Det var awunaerne naturligvis klar over, og trods de afgivne løfter var forbitrelsen over den nye danske indsats stor. Det var baggrunden for attentatet på løjtnant Svedstrup da han d. 3. juni 1847, trods tidligere chikanerier, besøgte den nærliggende landsby, Kvitta (Keta/Quitta).

Åbent oprør

Efter at løjtnant Svedstrup havde kæmpet sig ud af overfaldet returnerede han til Prinsensten, som blev sat i alarmtilstand. I ly af den efterfølgende nat omringedes fortet af 5-600 awuna-krigere, og om morgenen satte stormen ind. De blev mødt af geværsalver fra fortets besætning og af skud fra de to af fortets kanoner som stadigt virkede.Trods store tab lykkedes det for en større gruppe krigere at trænge ind i fortets gård, men de blev dog fordrevet med håndgranater og skud fra soldaterne, som dækkede sig bag mure med skyttehuller.

Efter det første forgæves stormløb i dagslys forsøgte de igen med et natligt snigangreb, som dog også mislykkedes. 60 soldater under kommando af R. E. Schmidt måtte sendes til undsætning fra det danske hovedfort, Christiansborg, som forgæves forsøgte at true de oprørske awunaer til at indstille fjendtlighederne. Men deres styrke voksede løbende og nåede op på 6-7000 krigere, som lagde fortet under belejring.

Brand, storm og belejring

Der var ikke sørget for opbygningen af et lager, så efter en uges tid var det småt med proviant i fortet til alle soldaterne m.fl. Et forsøg på at sætte ild til fortet ved at antænde landsbyen Kvitta var nær ved at lykkedes, da gnister nåede ind til fortets ammunitionslager, men det lykkedes at slukke ilden. Heldet var, at det franske krigsskib, briggen Abeille, blev trukket til området tilkaldt af ilden fra landsbyen. Da awunaerne i ly af røgen fra branden igen forsøgte et stormløb mod fortet blev de stoppet af den kombinerede ild fra briggen og fortets mandskab.

Efter at have bragt hårdt tiltrængt proviant ind til besætningen afsejlede skibet med R. E. Schmidt og hans soldater. Schmidt returnerede til Christiansborg, hvor han fik tilkendegivelser fra områdets folk til et felttog mod Awuna, som på den baggrund indvilligede i at betale en bøde og indgå fred. Det forhindrede dem dog ikke i at genoptage belejringen af Prinsensten, og efter nogen tid plagede sulten igen besætningen. Løjtnant Svedstrup måtte organisere udfald for at samle proviant; et af disse togter kostede to døde, fem sårede, og syv tilfangetagne, som for at skræmme besætningen blev halshugget og fremvist på stager.

Ørnen undsætter

Men 18. oktober 1847, efter 4 ½ måneds belejring, kunne besætningen på Prinsensten under stor jubel se et dansk skib komme nærmere. Det var briggen Ørnen med Schmidt og hans troppestyrke, samt et antal af de første maskingeværer, espingolen, og raketter ombord, som blev installeret på fortet.

Dét, kombineret med Ørnens bombardementer af de nærliggende landsbyer Tebwy og Kiddy, og trusler om at bombardere og nedbrænde hele egnens landsbyer, ændrede på magtforholdet. Awunaerne tabte modet og d. 23. oktober 1847 lykkedes det at indgå en fredsaftale, som forpligtede Awuna til loyalitet overfor de danske, herunder at indstille handelen med slaver.

Exit

Det danske fort Prinsensten, som i 1780’erne og 90’erne, havde fungeret som en central befæstning for udskibningen af ”det sorte guld” var nu blevet en vigtig aktør mod det selv samme slaveri. Afslutningen på den danske tilstedeværelse på Guldkysten fik derfor lidt mere værdighed end begyndelsen; for Danmark valgte i 1850 helt at trække sig fra området, og solgte alle forter og andre besiddelser til England.