To unge danskere, der har meldt sig til Frikorps Danmark og har kæmpet på Østfronten, vælger nytårsnat 1944/45, at stikke af fra kasernen og tjenesten for tyskerne. Ideen er, at nå hjem til hjemstavnen i Nordjylland og gemme sig der indtil krigen er slut. Men de jages af både modstandsbevægelsen og Frikorpset. En filmsatsning af de store fra 1983, og spækket med stjerner som Frits Helmuth, Allan Olsen, Sanne Salomonsen, Thomas Eje, Lisbeth Dahl, Niels Hausgaard(!) m.fl.
Der er hermed lagt op til dramatisk jagt gennem landet, understreget af en dramatisk underlægningsmusik, for modstandsbevægelsen vil bruge de to flygtninge (spillet af Allan Olsen og Bertel Jørgensen) til at få information om kasernen for at kunne angribe den, og Frikorpset har pudset en SS-officer (spillet af Thomas Eje) med krog som hånd til at fange dem, så de kan få en passende straf for at desertere fra krigstjeneste.
Det starter effektivt nok, da de to flygtninge, mens familien Danmark fredsommeligt synger ”velkommen herhid” som på en enhver anden almindelig nytårsaften, forsøger at redde livet og evt. en bedre skæbne, når krigen slutter med tyskernes nederlag, ved at stikke af. En subtil understregning af forskellen på dem, der er i krig og dem, der blot forsøger at stå balladen ud, og et fint billede af Danmark under krigen.
Under flugten, der smukt filmet bringer dem over vinterbeklædte marker og oprørt hav, viser det sig, at instruktøren tilsyneladende har haft ambitioner om, at skabe et kunstnerisk værk over den historiske ramme. Det betyder desværre, at filmens tempo – trods temaet om dramatisk flugt – er ganske adstadigt og suppleres af scener, hvor flygtningene stirrer tomt for sig. Der grædes også uhæmmet mens bølgernes bruser voldsomt. Angiveligt skal det fortælle seerne noget, måske om PTSD og store følelser, for de to flygtninge har oplevet grumme ting på Østfronten, som gruppevoldtægter og drab på russiske kvinder, hvilke de også griner hysterisk af. Men uheldigvis virker det bare langtrukkent og teatralsk.
At replikkerne ikke ligefrem er højtflyvende, og afleveres på en underlig staccato-agtig facon, gør ikke indtrykket bedre. Og den dramatiske musik giver nærmest bagslag, da den understreger filmens manglende intensitet og drama, hvad handlingen angår. Men der er lyspunkter; som scenen, hvor Lisbeth Dahl, der spiller Frikorpslederens blonde og lystne elskerinde og ”femme fatale”, slynger armene om halsen på en Hitlerbuste – eller når en ung og meget smækker Sanne Salomonsen er i fokus, og ofte rå-snaver med Allan Olsen – eller den pudsige detalje, at portrætbilleder bevæger sig (som i Harry Potter-filmene). Og så er det også bare underholdende, at se Niels Hausgaard som modstandsmand. Foruden de smukke vinterbilleder.
Men overordnet må man sige, at det høje ambitionsniveau ikke resulterede i en smuk, stærk og dramatisk film, som idégrundlaget ellers nok kunne berettige til, men nærmere endte med at være en prætentiøs og forbavsende uinteressant film. Oplægget til filmen er i øvrigt romanen ’Kridtstregen’ af Erik Aalbæk Jensen.
Anmeldelse af JG
