Fjendskabets historie

Da den Kolde krig endte, og George Bush sr. talte om en ny verdensorden, var det med et håb om en fredeligere verden. Efter IS’ og Boko Harams hærgen, våbenkaprustning i Asien, og stedfortræderkrige mellem Iran og Saudiarabien, er vi blevet klogere. Ikke så underligt, skal man tro Mikkel Thorup, filosof, og forfatter til denne bog, for fjendskab er en urform af social organisering, der er kommet for at blive.

Herhjemme kender vi det bedst i ritualiseret fredelig form, som når konfliktparter mødes til forhandlinger, hold mødes i konkurrencer, eller når modparter duellerer i politik. Men konflikter kan naturligvis også sprænge ritualernes barrierer i luften, så at sige. Krigen, som er bogens primære fokus, er udtryk for det slags fjendskab, og har rod i biologi, politik, moral, og religion. Hvor særligt det religiøse fjendskab, som lige nu udspiller sig i al sin gru i Irak og Syrien er det ældste, dog tæt fulgt af den politiske konflikt mellem rig og fattig.

Vildest går det for sig, når parter, der mangler respekt for hinanden, kriges. Historisk gjaldt et sæt regler gjaldt når oldtidens grækere mødte hinanden, altså ligemænd, i kamp, og andre regler, når de mødte fjender, som de anså for at være ”barbarer”, ulige og inferiøre i forhold til grækerne. Det 20. århundrede så to gigantiske konflikter mellem ulige parter drukne det europæiske kontinent i blod; krigen mellem såkaldt ”samfundsundergravende” bolsjevikker og deres angiveligt ”dekadente” borgerlige modstandere i Rusland, og nazisternes udryddelseskrig mod, hvad de benævnte som kaldte ”undermennesker”, dvs. slaver og jøder, i Østeuropa.

Måske er krigen mellem IS, selvudråbte repræsentanter for det ”rigtige” islam, og de mellemøstlige stater, som et godt stykke hen ad vejen kan siges at være et billede på historisk europæisk påvirkning af Mellemøsten, er foreløbigt sidste eksempel på det uhæmmede og amok-løbende ulige fjendskab? Meget ulig konflikten mellem tyskere, franskmænd, briter og amerikanere – alle hvide, og alle tilhørende og/eller udsprunget af den europæiske kulturkreds – der, trods massedrabene i både 1. og 2. verdenskrig, generelt antog en mere reguleret form.

Et andet fænomen med en aktuel kant er, at det historiske fjendskab, selve fjendebilledet, huskes, mens gamle konflikters kerne glemmes. Det islamiske osmannerrige var i 17-1800-tallet frygtet og foragtet for sin løsslupne seksualitet, der omfattede haremmer og slet skjult homoseksualitet. I dag er islam paradoksalt nok udråbt som fjende bl.a. på baggrund af en meget striks kønsmoral. Men til alle tider betyder behovet for social organisering, at der må være et ”dem” – dvs. de som gebærder sig forkert – og et ”os”, dvs. vi der gør det rigtige.  Stridsemnet er mindre vigtigt.

Ved hjælp af citater fra personligheder som George Bush, pave Benedict XVI og Theodore Roosevelt m.fl., demonstreres det også, hvordan fjenden, hvad enten det er en konkret attentatmand eller en bevægelse som Al-Qaeda, ”tales ned” som skurkagtig, løgnagtig og ussel. Hvorimod modparten naturligvis altid er uskyldig. Og at konflikter i nogen grad italesættes. Radio Hutu, der udspredte det had, som ledte til myrderierne i Rwanda, og nazisternes propaganda i 30’erne, kan tjene som tungtvejende eksempler.

Igen et tankevækkende tema, der rammer ind i nutidens debat om ”den gode tone”. Og typisk for bogen, der på let og elegant vis, med overraskende pointer og påpegninger strøget ud over siderne med rund hånd, at fjendskabet er en del af os. Og måske ikke kun er af det onde, men også bringer klarhed, regler og institutioner. Orden i kaos. En fin lille introduktion til et evigtgyldigt menneskeligt fænomen.

Anmeldelse af Jens Geisler