Hverken instruktør eller skuespillere brillerer, men filmen bør ses for den fascinerende konflikt mellem det krigsgale system og den ensomt kæmpende idealist Peter von scholten, de umanérligt smukke farver og billeder, og historiens baggrund; danske kultur og politik i en opbrudstid. 1848-revolutionerne over hele Europa ændrede kontinentet, og frigivelsen af de danske slaver i Dansk Vestindien var en lille brik i dette

Vreden og oprøret ulmer

Filmen starter effektivt og dramatisk med jagten på og nedskydningen af en afrikaner, der forgæves forsøger at løbe ud til en ventende båd ude på havet. Senere hører man, at den brutale slaveejer Bjørnsen fra plantagen Concordia er blevet snigmyrdet ved gift lavet af planteudtræk. De sortes gift. Hermed er konflikten på de smukke og idyllisk udseende danske øer beliggende i Caribien summeret ret godt op. For rundt om bålene på øerne ulmer utilfredsheden over mishandlingen og ufriheden; en situation der blot skærpes af, at den danske konge i København har bekendtgjort, at slavernes børn frem over skal være frie. Men altså ikke slaverne selv. En anden scene, hvor Hr. Heilbuth, der er sendt til øerne for at gennemgå koloniens regnskaber, spillet af en meget ung og glathudet Preben Christensen, på gaden møder en slave med hårde og blodskudte øjne, der truende fører en machete over halsen, understreger hvilken fare danskerne er i.

Alle vil se blod og død

Begge gode scener, der sat i kontrast til de allestedsværende danske soldater, der i deres flotte soldater i blå og røde uniformer nærmest vrimler rundt i billedet, både i og udenfor den gulmurede fæstning i Fredriksted, hvor von Scholten går i land i nogle af filmens første scener efter et besøg hos kongen i København, illustrerer faren. De sortes vrede mod de hvides våben. Eller som en replik-udveksling i filmen udtrykker det; ”Slaverne taler om ild og kniv”, hvortil von Scholten let opgivende svarer; ”Og de hvide taler om krudt og kanoner”.  For det er i høj grad tankegangen hos den hvide elite. Ikke mindst hos kaptajn Irminger, spillet godt af en ligeledes meget ung Søren Pilmark, som von Scholten møder hos endnu et besøg hos kongen, der med stolthed nærmest praler af, hvorledes han med kanonerne på orlogsbriggen Ørnen tugtede de oprørske sorte, der i 1845-47 bekrigede og belejrede det danske fort Prinsensten i Dansk Guinea i Afrika. Da von Scholten spørger hvor mange der døde, svarer Irminger køligt: ”Tilstrækkeligt”.

Fred og frihed over vold og slaveri

von Scholten, spillet rimeligt, men ikke prangende, af Ole Ernst, er i dén grad filmens eneste humanist, ensomt kæmpende mod de mange, som vil det væbnede opgør. Også han eget koloniråd, som, da krisen spidser til, anbefaler at det militære beredskab må øges og fremmede tropper tilføres, som de blev de under oprøret i 1733, hvor slaver massakrerede både danske soldater og civile. von Scholten afviser da også militær assistance da generalguvernøren på Puerto Rico tilbyder at sende soldater, og fastholder at der er fredelige måder at reagere på. ”Mine (von Scholtens) børn står over deres (Irmingers) menige”, som han svarer kaptajn Irminger. Filmen kulminerer med slavernes oprør i 1848, hvor de uden modstand under kommando af den selvudråbte ”general” Buddhoe tager kontrollen med Fredriksted, mens de danske soldater med bajonetter på geværerne bemander fæstningens mure, og afventer situationen. Det er her, at von Scholten proklamerer slavernes frigørelse.

Blodfattigt drama

Et højdepunkt i danmarkshistorien, men desværre ikke et filmisk højdepunkt. Et generelt sløjt skuespil med firkantede replikker, fra bl.a. den kendte gospel- og jazzsangerinde Etta Cameron, der spiller von Scholtens afrikanske kone, og en forbavsende blodfattig og nøgternt berettende historie om oprøret, der i betydelig grad præges af køligt, skandinavisk blod og manglende temperament. Allievel bør filmen ses for den ganske udmærkede optegning af den spændte, ja, eksplosive, situation i kolonien, og de nærmest umanérligt smukke billeder og klare farver, som giver lidt af den kolorit, som historiefortællingen mangler. Og den grundlæggende konflikt mellem den fredselskende og idealistiske generalguvernør – der retfærdigvis endte med at blive frikendt for forræderi – og de økonomiske og militære systemtænkere, der for alt i verden vil bevare magten og besiddelserne, er i sig selv ganske fascinerende. Godt tænkt, men ikke lige så godt udført af instruktøren, Palle Kjærulff-Schmidt.

Dansk kultur anno 1848

Og at konflikten fik en lykkelig afslutning i den lille danske koloni er også fascinerende i sig selv, for på de franske besiddelser Guadelupe og Martinique hærgede oprøret, og mange blev mishandlet og dræbt. I tilgift får man en smagsprøver af datidens danske politik, præget af kongefjendtlige liberale, der går ind for frihed – bare ikke for de sorte slaver – og det elitære hvide miljø, der rynker på næsen fordi von Scholten har en sort elskerinde og inviterer sorte med til selskaberne, og desuden den nærmest barnlige opfattelse af de sorte, som nogen der, i forbindelse med en fremtidig frigørelse, skal opdrages til civilisation og ansvarlighed gennem ”sparekasser” og ”ægteskab”.  Javel, ja.

Hvis du er interesseret i at læse mere om de danske kolonier, så er der i kategorien kolonikrigene flere artikler om emnet.

Anmeldt af JG