I filmen Guldkysten møder idealisme og botaniske drømme økonomisk kynisme, slavehandel og griskhed, og sådanne eksplosive modsætninger burde garantere drama for alle pengene. Det gør det da også, mestendels, men i sit eget tempo.

Den unge botaniker Wulff ankommer i 1836 til fortet Christiansborg i Dansk Guinea, på den såkaldte Guldkyst, i dag Ghana, med det formål at starte kaffeplantager op. Det kan gøre de danske besiddelser rentable igen, efter slavehandelens ophør, der blev forbudt i 1803. Wulff opdager imidlertid, at slavehandelen fortsætter i det skjulte fra fort Prinsensteen, og stiller sig i spidsen for en lille trop soldater, der begiver sig mod fortet, for om nødvendigt at angribe og stoppe slavehandlen.  Det er for så vidt den indbydende handling, der holder liv i fortællingen.

Afrikansk skønhed

For instruktøren, skuespilleren Daniel Dencik, for hvem Guldkysten er den første spillefilm på CV’et, efter at have lavet en mindre række roste dokumentarfilm, benytter sig i rigt omfang af muligheden for at fortælle om Wulfs passion, blomster og planter, gennem dvælende og smukke billeder af den lokale fauna, der suppleres op af virkelig flotte panoramabilleder af den palmeklædte kyst, fort Christiansborg, og den nærmest uendelige og skønne frodigt-grønne jungle, som den lillebitte trop soldater bevæger sig igennem på vej mod Prinsensteen. Det gør derfor ikke så meget, at filmen ikke er voldsomt dialogbaseret.

Action!

Volden regerer på fortet. Og lidt Apropos; at se sorte afrikanere iklædt kongens blå-røde-hvide uniform i kamp ved fort Prinsensteen, skalere op ad fortets mure på bedste amerikanske ’Ranger’-manér, og smide ”håndbomber”, er også en af filmens mere mindeværdige kampscener. Så vidt så godt, både handlingsmæssigt og filmisk. Men efter tre-fjerdedele er det som om, at den drømmeagtige og melankolske tone, der fungerer fint i filmens første to tredjedele – fordi der også er en handling, der driver filmen videre – får lov til at gå helt amok. Det ender derfor dræbende kedeligt.

Sygt og sanseligt

Måske har instruktøren ladet sig inspirere af Terrence Malliks dvælende, intense og smukke naturbilleder i ”The Thin Red Line”, eller Roland Joffés ”The Mission”, der lige ledes foregår i junglen og præges af lange sekvenser understøttet af storladen musik. I Guldkysten minder musikken lidt om Vangelis’ musik fra filmen ”Bladerunner” og er lidt bastant til tider.

Men dette skvæt malurt i bægeret ændrer ikke ved, at filmen bestemt er værd at se – og sanse – for dens fascinerende depraverede, febersyge grundtone, som på udmærket vis illustrerer råddenskaben og dekadencen i det lille selskab på fortet, dér langt ude i ingenting og langt hjemmefra. Derfor bør man heller ikke gå så meget op i historisk korrekthed, for det er ikke en dokumentarisk film, Dencik har begået denne gang, men en lettere syret, kunstnerisk film om slavehandelens sidste tid. Og skulle man evt. se filmen på fx DVD/Bluray kan man jo blot stoppe efter, at Wulf bliver smidt i kachotten.

Hvis du er interesseret i at læse mere om de danske kolonier, så er der i kategorien kolonikrigene flere artikler om emnet.

Anmeldt af JG