1864-filmen – 3 skridt frem og 2 tilbage

Hvorfor skal man bruge tid på, at se den filmatiserede version af den rædderlige serie 1864? Det korte svar på det spørgsmål er, at man med det meste af serien fraklippet, kommer man meget hurtigere frem til det, som en produktion med den korte, men yderst forventningsgivende titel ”1864” burde handle rigtigt meget om; nemlig selve konflikten og de intense, grumme, men også umanérligt flotte kampscener.

Uheldigvis har man i redigeringen af serien til film valgt, at medtage en markant rest af den pladderromantiske kærlighedsromance mellem Peter, Laust og Inge. Og temmelig uforståeligt, da en romance ikke har noget som helst specifikt med de berømte begivenheder i 1864 at gøre; de scener kunne lige så godt udspille sig i 1854 eller 1874, eller i hvilket som helst andet tilfældigt årstal.

Det stadig står tydeligt frem, at Bornedal ikke endeligt fik besluttet sig for, om han ville fortælle om kærlighedshistorien, eller om konflikten i 1864. Så hvis man vælger at streame filmen, så spol gerne over de første 20 min. Med dette dårlige valg, har man ligeledes udfyldt en god del af den begrænsede tid som en film varer ud, hvilket betyder, at mange af de andre scener, som havde nærmest episk karakter, er udeladt.

Det gælder for eksempel scenen, hvor Didrik og hans kammersjuk ven i fuldskab pisker en stakkels bonde, der er bundet til et træ, løbende frem og tilbage på toppen af en bakke. Scenen var både komisk, brutal og meget rammende, for den fortalte i én malerisk scene en hel del om adelige privilegier og de skarpe standsforskelle, der den gang prægede samfundet. Man får heller ikke lov til at se den unge skuespillerinde Sarah-Sofie Boussnina lyse billedet op med sit talent, men godt at hendes overflødige nutidsrolle som Claudia er blevet skrottet.

Værre er det, at man også har fjernet de relativt få, men vigtige dele, der berørte det politiske spil op til krigens udbrud. Herunder ikke mindst Nicolas Bro’s lidt overstadige, men dog fængende, fremstilling af en entydigt gal statsminister Monrad. Hvilket både er ærgerligt og besynderligt, da potentialet for en spændende politisk thriller med tråde ud i det europæiske magtspil, hvor krigen mod Danmark bestemt spillede en rolle, i den grad er til stede. Krig er jo blot politik videreført med andre midler, som den samtidige general Clausewitz sagde. Man kunne have fået så meget ud af det. Og fik så lidt. Men filmen er bedre, fordi den er kortere (!).

Anmeldt af JG