I 1916 skete det eneste alvorlige uheld indenfor den danske ubådsflåde. I flere timer var besætningen på ubåden Dykkeren fanget på havets bund. Redningsaktionen der fulgte tiltrak stor opmærksomhed verden over, da det var det første succesfulde forsøg på, at undsætte ubådsfolk i en nødstedt ubåd.

af Gert Laursen

I 1916 skete Danmarks hidtil eneste alvorlige ulykke indenfor ubådsvæsnet. Redningsaktionen der fulgte, vakte opsigt ude i verden, da den var den første af sin art.

Den 9. oktober 1916 skulle ubåden Dykkeren foretage en dykningsøvelse i sundet imellem Sverige og Danmark. Ombord på ubåden var 9 mand under kommando af Premierløjtnant Svend Aage Christiansen. Kl. 13.40 påbegyndte Dykkeren sin neddykning. I periskop dybde fortsatte båden i retning nordøst, fulgt i ca. 40 meters afstand af ledsageskibet Sleipner, der med røde signalflag markerede, at en dykning fandt sted.

Kl. 13.45 forsvandt Dykkeren under vandoverfladen , og samtidig observerede Sleipner en damper der holdt kurs imod ubåden. Sleipner signalerede flere gange med sin fløjte at damperen, Vespa af Bergen, skulle holde til bagbord.

Men først i sidste øjeblik opfattede Vespa faren og begyndte at bakke, og da var det for sent. Skibet passerede over Dykkeren og kraftige luftbobler steg op fra neddyknings stedet. Kl. var nu 14.02, og Sleipner stod for fuld kraft over imod stationsskibet Guldborgsund for at slå alarm. Vespa påsejling havde ramt hovedlugen, der var blevet beskadiget og vandet strømmede nu ind i det agterste rum – akkumulator rummet. Chefen åbnede straks for udblæsningen af hovedtankene og beordrede faldkølen udløst, for at få båden tilbage til overfladen.

Men da båden lå på bunden, med 20-25 graders slagside kunne dette ikke lade sig gøre. I maskinrummet forsøgte maskinisten forgæves at lukke den vandtætte dør imellem motorrummet og akkumulator rummet. Besætningen samledes nu i kommandorummet og lukkede den vandtætte dør til motorrummet.

Efterhånden som vandet trængte ned i akkumulatorcellerne udviklede der sig en generende klorgas. Til ubåden hørte 12 redningsveste med iltåndningapparater, der kunne beskytte imod klorgassen. Men fire af dem var anbragt i det vandfyldte akkumulator rum, og to af de resterende var blevet ødelagt af det indtrængende saltvand. Efter et improviseret skibsråd, blev det derfor bestemt, at de 3 mand der ikke havde redningsveste på, og dermed mulighed for at beskytte sig imod klorgassen, skulle forsøge at redde sig ud igennem tårnet.

Planen var, at chefen skulle gå op i tårnet, åbne den øverste tårnluge, og når de 3 mand var sluset ud, skulle han lukke lugen igen. Derefter skulle han ved bankesignaler, tilkendegive at den nederste tårnluge kunne åbnes igen og tårnet tømmes for vand. Herefter kunne et nyt hold sluses ud, indtil alle var reddet op. Da ubåden kun lå på 8-10 meters dybde, kunne dette gøres uden en risikabel opstigning.

De 4 mand samledes i tårnet og den øverste tårnluge forsøgtes åbnet. Efter et mislykket forsøg lykkedes det at åbne lugen, og vandet strømmede ind i tårnet. De 3 mand slap ud og nåede op til overfladen. Svend Aage Christiansen omkom derimod under udslusningen. Sandsynligvis fordi han mistede bevidstheden. På overfladen blev de 3 mand taget op af Vesla, der havde sat en båd i vandet, og overført til stationsskibet Guldborgsund.

Sleipner, der havde slået alarm om ulykken, var i mellemtiden nået tilbage til ulykkesstedet og udlagt en bøje, hvor Dykkeren var sunket. Kl. 15.30 ankom Svitsers bjergningsdamper Kattegat til stedet, samtidig med at de to løftepontoner, Odin og Thor, også blev gjort klar. En dykker blev omgående sendt ned til båden med en luftslange.

Den blev koblet til studsen til torpedorummet, så der kunne pumpes luft ind i dette rum, hvor de tilbageværende havde søgt tilflugt, efter at havde lukket den vandtætte dør til kommandorummet. Men dermed var den umiddelbare fare ikke drevet over. Vandet steg langsomt i torpedorummet. Luftsituationen var dog bedret, og det var nu muligt at trække vejret uden brug af redningsvestens ilt.

På overfladen havde lederen af redningsaktionen og de maritime myndigheder besluttet, at man skulle forsøge at redde de 5 mand i torpedorummet, ved at hæve Dykkerens stævn så meget, at den kom fri af vandet, og de kunne redde sig ud igennem torpedolugen. To løftetove blev fastgjort til båden og Kattegat begyndte at løfte Dykkerens stævn op. Det lykkedes at få stævnen løftet så meget, at den kun var 30 cm under overfladen, men så kunne den heller ikke løftes mere.

Ved at flytte vægtfordelingen i Kattegat, lykkedes det at tippe bjærgningsskibet så meget, at lugen omsider kom fri af vandet. Sække blev anbragt omkring lugen, for at hindre vandet i skvulpe henover den åbne luge, og kl. 23.30 kunne de 5 mand omsider hjælpes ud. Chefens lig blev også bjærget fra tårnet. Da vejret forværredes, blev det opgivet at bjærge ubåden som sænkedes til bunds igen. Først tre dage efter, den 12. oktober, lykkedes det at få hævet ubåden så meget, at den kunne bugseret i havn.

Besætningen fik pga. deres korrekte optræden tilstået 3 måneders ekstra gage og maskinisten Christen Nikolaj Andersen, der havde haft kommandoen efter Christensens død, tildeltes Medaillen for ædel Dåd.

Da man ikke mente at det kunne betale sig at reparere Dykkeren, blev den i 1918 hugget op.