”Faldskærmschefen” er den oplysende og fascinerende historie om overklassedrengen, der, fra at være forvist i skam for bedrageri til Liberia i det fjerne Afrika som 25-årig af sin egen familie, alligevel formåede at blive en højtstående person i den hemmelige britiske organisation SOE og i den danske modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt.

Det var i Liberia, at han i 1940 modtog nyheden om Danmarks besættelse, hvorefter han resolut rejste 700 km i en kano, for at komme hjem for at kæmpe. Som leder af det britiske SOE´s (Special Operations Executive) arbejde i Danmark. Organisationen var i 1941 blevet oprettet af Churchill for, at ”sætte Europa i brand” og give tyskerne mest mulig modstand inden briterne kunne vende tilbage til kontinentet.

Som SOE-leder stod han for kontakten til særligt de jyske modstandsgrupper i samarbejde med bl.a. nedkastningschefen Flemming Juncker. Med hans færden i de højere danske kredse og åbenlyse indblanding i det politiske spil, hvor han støttede det afventende militære og politiske system til fordel for den mere aktivistiske modstandsbevægelse, føres læseren dygtigt ind i stridighederne mellem ”systemet” og de optændte modstandsfolk.

Gik man og troede, at modstandsbevægelsen var én harmonisk og fælles enhed af anti-nazister bliver man godt oplyst og noget overrasket. Den Kolde Krig lurer allerede i form af den intense konflikt mellem kommunisterne – som modstandsbevægelsen i vidt omfang blev associeret med, som de mest aktive i modstanden – og det etablerede system, som i vidt omfang netop samarbejdede med nazisterne.

At en hemmelig agent havde så åbenlys gang i de højere danske kredse var en kilde til frustration, en anden hans lige så åbenlyse hang til en dyr livsstil en anden. Men den levende persontegning betyder, at man efter at have læst bogen udmærket forstår, hvordan en så kontroversiel person kunne stige til tops, selvom der allerede i rekruttiden i England var stærkt delte meninger om Muus’ karakter.

At han sidst i krigen blev fældet af den samme karakterbrist, der havde sendt ham til Liberia fældede dog ikke manden selv, hvis karriere som forfatter af bl.a. de dengang meget populære drengebøger, ”Bo-bøgerne”, beskrives i en rørende afrunding af tiden efter krigens afslutning i 1945. Men nærmest udskrevet af historien og overstrålet af hans stærke modstander, Frode Jacobsen, lederen af det længe ubetydelige Frihedsråd, blev han dog.

Trods et ikke altid lige så mundret sprog, så er bogens udmærkede blik på både det personlige, militære og politiske berigende. Man får fornemmelsen af, at biografierne om modstandsfolkene Flemming Juncker og Frode Jacobsen, der også er fra forfatteren Sven Ove Gades hånd, nok bedst er kendt som tidl. chefredaktør for Ekstra Bladet, ganske givet også er et læs værd.

Anmeldelse af JG