Under de to slesvigske krige havde Danmark hurtigskydende våben. Opfindsomme danske militærfolk havde i første halvdel af 1800-tallet udviklet et slags “forlademaskingevær” – espingolen.

af Sune Wadskjær Nielsen

Andreas Anthon Frederik Schumacher havde som premierløjtnant i ingeniørkorpset oplevet englændernes bombardement af København i 1807, hvor der for en af de første gange i krigshistorien, blev anvendt brandraketter. Han blev primus motor for udviklingen af raketvåbnet i Danmark og blev i 1818 udnævnt som chef for det nyoprrettede raketkorps. Schumachers eksperimenter med raketter blev en skuffelse, men sideløbende opfandt han espingolen, som på grund af dens større træfsikkerhed var mere lovende end raketterne. Espingolen fungerede som et romerlys.

Espingolen i krig

I 1842 blev raketkorpset ophævet og forsøgene med og fremstilling af raketter og espingoler blev nedprioriteret. Der havde været meget hemmelighedskræmmeri omkring raketkorpset, for at potentielle fjender ikke skulle opdage, at Danmark i besiddelse af et “hemmeligt våben”. Der var altså ikke mange i hæren, som vidste hvordan espingolerne kunne anvendes og det var medvirkende til, at de kun kom til anvendelse omkring fem gange i den første slesvigske krig 1848-50. Selv om espingolen havde en tilfredsstillende virkning på fjenden, kunne den ikke måle sig med det regulære artilleri, som netop i den første slesvigske krig udmærkede sig gang på gang.

Orgelespingolen

Under treårskrigen blev der igen sat fuld kraft på forsøg med at videreudvikle espingolen. Schumacher, espingolernes fader, var død allerede i 1823, men espingolen havde i overkrigskommisær N. J. Löbnitz en fået ny opfindsom ildsjæl. Han kunne i 1850 præsentere orgelespingolen, der bestod af tyve rør med hver femten skud. Man kunne efter eget valg affyre alle rørene på en gang eller enkeltvis. Der var altså muligheder for at sende hel byge af kugler mod fjenden. Orgelespingolen nåede ikke at debutere i den første slesvigske krig, og den generelle mistillid til espingolerne medførte, at den blev overført til Tøjhusmuseets historiske samling allerede inden den havde været i brug.

Orgelespingolen på Dybbøl skanser

I december 1863, da det igen trak op til krig, kom krigsministeriet i tanke om at give espingolerne en chance til. Löbnitz’ orgelespingol blev hentet frem fra den historiske samling, og han fik ordre på at fremstille yderligere fire orgelespingoler.

Den 7. april 1864 foretog major Kauffman fra artilleriet et forsøg på Als med en af de nye orgelespingoler. Han var imponeret over våbnets hurtige ild og dets træfsikkerhed, og anbefalede, at de blev anvendt til forsvaret af Dybbøl skanser.

Om natten til den 10. april blev fire orgelespingoler opstillet i løbegravene i mellem skanserne. De femten mand, som var afsat til at betjene espingolerne, havde ikke lejlighed til at affyre dem inden preussernes stormangreb 18. april. En tilfangetagen dansk officer skal have set en orgelespingol beskyde preusserne under stormangrebet, mens han blev ført væk. Ellers ved man kun, at fire orgelespingoler faldt i preussernes hænder. Den femte orgelespingol fra 1850, som Löbnitz havde sat i stand, fandt preusserne på et depot på Als, da de erobrede øen.

Den 20. juli 1864 blev yderligere tyve orgelespingoler færdige, men der havde krigen været slut i otte dage. I 1876 blev det besluttet endeligt at kassere espingolen som en del af hærens materiel. På det tidspunkt havde det hurtigtskydende bagladegevær vundet indpas overalt i Europa også i den danske hær.