Så snart våbenhvilen i Krigen i 1864 endte ved middag, søndag den 26. juni 1864, åbnede de preussiske batterier, som forberedelse til deres angreb på Als den 29. juni, øjeblikkelig ild imod deres overgangssteder. Dermed var kampen om det sidste stykke jord, den danske hær stadig holdt af Sønderjylland, i gang.
af Stuart Penhall
Så snart våbenhvilen endte ved middag, søndag den 26. juni 1864, åbnede de preussiske batterier, som forberedelse til deres angreb på Als den 29. juni, øjeblikkelig ild imod de planlagte overgangssteder. Ilden var ikke en del af forberedelserne, men blev afgivet for at provokere de danske batterier til at besvare ilden, og dermed afsløre deres positioner.
Det preussiske armekorps, som havde ansvaret for operationen, var under kommando af General Herwarth. Styrken bestod af 24 bataljoner – 19.200 mand, 8 eskadroner – 1200 mand og 14 batterier (3 hestetrukne) 2600 mand. I alt 23.000 mand.
Som støtte var en stærk reserve, 50 svære og lette kanoner, spredt ud langs kysten med det formål at ødelægge de danske batterier der var opstillet ved Arnkil, Rønhave osv., og til at bekæmpe den danske flåde, specielt Rolf Krake.
General Steinmann, som havde ansvaret for forsvaret af øen, havde 6 regimenter, 2 eskadroner dragoner og 3 lette og 3 middelsvære feltbatterier under hans kommando. I alt 10.000 mand. Hertil kom 64 svære kanoner der var placeret langs Als Sund.
Med et armekorps på 10.000 mand og et sikkert tilflugtssted på den nærliggende halvø, Kegnæs, håbede man på, at fjenden kom til at betale dyrt, hvis han forsøgte at krydse sundet. Denne mulighed blev i nogen grad undermineret af faren, ved at sprede de til rådighed stående styrker tyndt ud langs kysten.
En situation som sædvanligvis viste sig at være fatal for de involverede styrker.
Mange af soldaterne manglede erfaring og træning, og en alvorlig mangel på officerer bidrog til at gøre situationen værre. For at reducere disse risici så meget som muligt, blev nogle af regimenterne sent til Nordborg og Hardeshøj.
Fordelingen af tropper var foretaget med henblik på at forsvare kysten, da risikoen for at blive fanget blev imødegået ved at forberede de to østlige havne på nordsiden af øen til afsejling. Dette viste sig at være tilstrækkelig da invasionen kom, og tropperne blev udskibet succesfuldt.
Ordrer blev givet til at påbegynde krydsningen af Als Sund onsdag den 29. kl. 02. Ved midnat blev tropperne, uden oppakning og bærende på en hue i stedet for en hjelm, samlet til angrebet. Den øverstkommanderende havde valgt det smalle stræde ved Østre Schnabeck som overgangspunkt. Dermed skjulte Store Skov forberedelserne for danskerne.
Angrebsstyrken bestod af:
- Mansteins division, der bestod af Röder og Göben brigaderne, jägere, et regiment af Ziethcn hussarer og 4 kanoner.
- Winzingrodes division der bestod af Schmid og Canstein brigaderne.
- Nogle østrigske ingeniører med pontoner og både.
Mansteins tropper skulle lede angrebet støttet af Winzingrode.
Kl. 2 om natten blev bådene sat i vandet. Mændene hoppede i, og nu begyndte et af det 19. århundredes få amfibie angreb. De danske styrker blev fuldstændig overrasket. De havde ikke fået noget varsel om angrebet, og vagterne så ikke hvad der skete, før preusserne næsten var over dem. Da de fik øje på dem, trak vagtposterne sig tilbage og slog alarm. Batterierne på Als åbnede omgående ild, men blev snart gjort tavse.
Det danske hovedkvarter havde været af den mening at preusserne ville slå bro over Als Sund. De burde ikke have været i denne tro, da danske spioner havde informeret hovedkvarteret om koncentrationen af pontonbroer og både. Situationen blev imidlertid yderligere kompliceret af den kendsgerning, at tidligere i kampen (1.-3. april), havde preusserne planlagt at invadere Als fra Hardeshøj, hvilket fik danskerne til at tro at der ville være aktivitet fra det sted. (1)
Overfarten var godt i gang og ni bataljoner var allerede blevet overført, da den tapre Rolf Krake dukkede op. Den stod for fuld fart ind i sundet, igennem en regn af granater, for at sænke bådene og beskyde de fjendtlige positioner.
I et forsøg på at beskytte Rolf Krakes bro så meget som muligt, var den blevet forstærket med to rækker af sandsække. Til at begynde med var denne beskyttelse tilstrækkelig, men regnen af granater var så tæt, at i løbet af mindre end et kvarter var alle sækkene skudt i stykker.
Skaderne og den kendsgerning ilden bevægede sig imod syd fik chefen for Rolf Krake til at konkludere, at invasionen var lykkedes. Pga. disse observationer gik han videre til sin næste opgave, som var at samle omstrejfere op. (Denne fejlbedømmelse kostede ham en krigsretssag, hvor han blev imidlertid frikendt). På det tidspunkt var det dog lykkedes for skibet at sænke et antal fjendtlige både.
Rolf Krakes afsejlning tillod preusserne at fortsætte deres overfart. Da truslen om dansk indgriben var borte, begyndte overfarten nu for alvor fra 6 forskellige punkter fra Schanabeck til Sandberg
Efter at være landet på stranden rykkede tropperne ind i skoven som ligger ned til stranden uden at møde nogen egentlig modstand. Da de rykkede imod syd, trængte de uden problemer, de få forsvarere der stod overfor dem tilbage.
Nu, da begge sider af sundet var under deres kontrol, transporterede preusserne mænd og udstyr over uden indblanding. I løbet af 5 1/2 time samlede de 12 bataljoner af Mansteins division på danske kyst. Disse tropper rykkede hurtigt imod syd, med hovedstyrken på venstre fløj, i håb om at afskære de tropper der var spredt ud på øen.
Danskerne, overrasket over dette pludselige angreb, havde store problemer med at samle deres styrke. Uden nogen plan eller retning, bevægede de sig imod skydningen i små afdelinger og blev overalt slået tilbage med tab. Et regiment uden nogen støtte angreb tappert de fremrykkende preussere, men da de fandt ud af, at de var for godt forskanset i landsbyen Kjær, blev de tvunget til at trække sig tilbage med nogle tab.
I mellemtiden bevægede general Steinmann, som det var lykkedes at samle de til rådigheds stående styrker, sig hurtigt imod ilden og mødte det før nævnte regiment som trak sig tilbage.
Han samlede dem, og sammen med sin gruppe angreb han på ny, men med lige så lidt succes som tidligere. Med preusserne der konstant modtog forstærkninger, og med forvirringen imellem hans egne tropper, besluttede han, at det var nødvendigt at beordre en tilbagetrækning. Denne blev udført i god orden, imens danskerne forsvarede hver en tomme jord, indtil de nåede området imellem Ulkebøl og Vollerup.
Her så Steinmann, at tilbagetrækningen af enhederne der var spredt ud over øen, var i fare pga. preussernes venstre fløjs fremrykning. Han stoppede tilbagetrækningen, og vendte sig imod de fremrykkende preussere, for at give disse afdelinger tid til at undslippe.
Med sine enheder udførte han et kraftigt modangreb, og holdt sin stilling i en halv time imod den langt stærkere fjende. Da han havde nået sit mål, og da han opdagede at hans egen venstre flanke var i fare for at blive løbe over ende, og hans retrætelinie i fare, besluttede han at trække sig tilbage imod Hørup, og derfra til halvøen Kekenæs sammen med et stort antal af sine sårede.
Preusserne begyndte øjeblikkelig at sprede sig ud over hele øen, og besværliggjorde den danske tilbagetrækning ved at bombardere tropperne som led svære tab. Winzingerodes division, som rykkede frem på venstre flanke, modtog ordre om at ændre dens bevægelsesretning, for at afskære de tropper der trak sig tilbage imod Nordborg, Augustenborg, imens hovedstyrken fortsatte imod Hørup.
I mellemtiden havde Göbens Brigade (Mansteins division) på den højre fløj, besat den såkaldte Vindmølle høj, tæt på Sønderborg, og derefter selve byen. Her blev et dansk regiment overrumplet og taget til fange. Et stort antal danskere nægtede imidlertid at overgive sig, og med påsat bajonet lykkedes det dem at slå sig igennem og slutte sig til General Steinmanns gruppe, der fortsatte en langsom men organiseret tilbagetrækning, med artilleri, ammunition, bagage og sårede i front. Hen på eftermiddagen forlod de Kekenæs halvø.
Vagtposter blev udstationeret for at observere fjenden, imens hovedparten af tropperne stod klar i forventning om et angreb. Lastningen af alt der blev reddet fra katastrofen, materiel, heste osv. blev omgående påbegyndt. Dette blev gjort uden Preussisk indgriben. Det var ikke før den 1. juli at preusserne krydsede bugten i både, som de havde taget fra Høruphav.
Den lille danske eskadre, som allerede var lagt fra land, satte omgående sejl. Det var et sørgeligt syn.
Forsvarerne bevarede en dyster stilhed, imens de betragtede det sidste stykke af Hertugdømmet, som de havde forsvaret så tappert, og som et århundrede langt tilhørsforhold havde fået dem til at elske som deres fædreland, forsvinde bag horisonten. Tropperne ankom til Fyn om aftenen samme dag.
De danske tab var 216 døde, 462 sårede, 1878 fanger og 536 savnede. De preussiske tab var 372, inklusiv 7 savnede. Preusserne erobrede 30 kanoner og flere “standarter”. Det var ikke egentlige standarter, men snarere en række små flag der viste samlingsstederne. Preusserne erobrede også en række af disse flag ved Dybbøl, som også blev fremvist som standarter.
Noter:
(1) Den oprindelige preussiske plan for invasionen af Als efter våbenstilstanden, var ved Ballegaard – Hardeshøj. Men pga. tydelige danske bevægelser nær Hardeshøj og danske flådestyrker i vandet før den 29. juni, var preusserne tvunget til at vælge Arnkil ved Als Sund. Før det, havde preusserne lavet en fremvisning nær ved Storskov ved Sottrup, ved at flytte pontonbroer og både rundt, tydelig synligt for danskerne på Als. Dette blev gjort for at aflede den danske opmærksomhed fra Ballegaard-Hardeshøj operationen.
Bådene, 42 i alt, blev natten imellem den 28. og 29. flyttet langs kysten fra Ballegaard til Snogbæk Hage. Her samlede de landgangstropperne for Arnkil op. Undervejs blev de beskudt af preussiske Husarer som ikke var blevet underrettet om bådene. Dette afslørede næsten invasionen for danskerne.
En flydende bro, der bestod af 32 pontoner, blev konstrueret ved sundet ved Sønderborg. Arbejdet begyndte kl. 4 om morgenen den 30. juni og blev afsluttet kl. 11. Længden på broen var 126 meter. Dette tillod kavaleri, artilleri og nogle ambulancer at passere.
Læs mere:
Crouse, F. Invasion du Danemark en 1864, Paris 1865 (denne artikel er baseret på en oversættelse af hans værk)
Speciel tak til Ole Andersen fra Sønderborg som kom med en del yderligere information, som for det meste er nævnt i fodnoterne.