Jørgen Kobel erindringer fra hans tid i 1. Feltartilleriregiment

af 41/49 Jørgen Kobel

Jeg har fundet et originalbillede som blev optaget i januar 1950 i Avedørelejren. Vi var næsten tvunget til at købe det, men som medarrangør af 25, 30, 35, 40, 45 og 50 års soldaterjubilæer, har jeg/vi haft glæde af billedet.

Det forestiller 1. FAR, 2. AA, 2. Bt. 1949-II som kan oversættes til 1. Feltartilleriregiment 2. Artilleriafdeling, 2. Batteri. Indkaldt d. 11. November 1949 til Avedørelejren Romertal II = 2. halvår 1949.

Man indkaldte 2 gange om året og tjenestetiden var på 10 måneder. Efter 6 måneder udnævntes alle menige til Konstabler, som det var skik i artilleriet. Sold = løn, var 20 kr. hver 10. dag, men vi fik al mundering inkl., skjorter og slips samt undertøj (af kradsuld). Det var dog tilladt at bruge eget undertøj, som var vi mange der gjorde.

På sæsionen som 19 årig, blev jeg udtaget til Artilleriet uden videre. Jeg blev ikke spurgt, men var ligeglad med hvad det blev. Jeg ville helst ikke til Marinen eller Livgarden, disse havde jeg ikke hørt noget godt om. Mange trak frinummer, men så heldig var jeg altså ikke, men 10 måneder var da til at overse.

Jeg skulle have været indkaldt i 1948 men fik udsættelse til 1949 for først at afslutte min el-installatøruddannelse. Jeg erfarede ved indkaldelsen, at der også var indkaldt en dyrlæge-studerende og en færdiguddannet landinspektør og en cand. jur.

Det var forståeligt med en landinspektør til alle de målinger af skyderetninger etc., men en dyrlæge var det ikke brug for – det var en overlevering fra det hestetrukne artilleri’s dage. Han blev beregner sammen med landinspektøren.

Elektrikeren havde jo forstand på telefonanlæg, radioanlæg, akkumulatorer og elektriske installationer i biler, så det var nok derfor at jeg blev artillerist.

Mit batteri var ikke kanonførende. Vi var et stabsbatteri som styrede de 2 andre kanon batterier med skyderretninger etc. Det foregik via radiomateriel og pr. telefon, hvor led ningerne blev rullet ud til hvert batteri. Jeg har aldrig rørt ved en kanon, men var radio mand på kommando-bilen. Jeg skulle, som udlært elektriker, vedligeholde opladningen af akkumulatorerne – fedt job.

Jeg havde været amatør- trompetist siden jeg var 12 år, og jeg blev udtaget til at spille revillie og retræte på skift med andre, hver eneste dag i de 6 måneder på Bornholm. Jobbet blev kaldt “hornhyleren” af kammeraterne men bød på fritagelse for alle andre slags vagter, såsom stuevagt, køkkentjeneste (opvask) m.m. Man var vel noget.

Jeg havde også fritegn hver aften til kl. 22, hvis jeg ikke havde aftenvagt med hornet. Vi var to hylere i det barakafsnit hvor jeg var indkvarteret, men den anden kunne ikke komme op til tiden om morgenen (kl. 7) og blev “straffet” med stuearrest for det og ingen udgang i 8 dage.

Jeg har altid været A menneske og lå og lyttede om makkeren nu var på vej ud på gårds pladsen. Hvis ikke så løb jeg ned på pudsestuen i nattøj og åbnede vinduet og spillede for ham. Spilles skulle der, ellers kunne kammeraterne ikke komme op til tiden. Vi aftalte så at jeg spillede hver morgen og han hver aften og dermed havde jeg nattegn hele tiden. Smart, ikke?

Pudsigt nok, så skulle vi i 1950 have været til Tyskland, men da vore befalingsmænd lige havde været udstationeret dertil året før, så fik de, og dermed os, lov til at blive i Danmark. Vi kom dog til Bornholm i et ½ år og det var en oplevelse i sig selv. Vi tilskriver vort Bornholmsophold æren for at vi stadig holder sammen. Vi havde kun orlov hver 3. uge og det gav et godt kammeratskab i de week-ender, hvor vi var tvunget til at være sammen.

Alt vort materiel, inkl. uniformerne, var efterladenskaber fra Anden Verdenskrig, altså gammelt engelsk materiel. Uniformerne var dog dansk fremstillet men efter engelsk snit. De hed Battledress. Kanonerne 88 mm Haubits, radioerne hed UHF som hovedstationer og de bærbare UHJ.

Ladeagregaterne til 6 V akkumulatorerne var med en JAP benzinmotor til dynamoen, og det var her at jeg som elektriker, kunne gøre mig gældende. Jeg havde til min el-installatør uddannelse haft radioteknik som eksamensfag og kunne morsealfabetet fra min spejdertid. Jeg var velanskrevet og vidste meget mere end befalingsmændene på den tid.

Vi havde Enfield geværer fra 2. Verdenskrig, men i 1952 blev jeg genindkaldt i 3 uger for at lære Garand-geværet at kende og blev også uddannet til gevær-granatskytte. Garand geværene havde en anordning hvorpå der kunne sættes en “geværgranat”.

Den var panserbrydene på kort afstand, og jeg skød 3 rigtige skarpe skud mod en ophængt tyk jernplade, som skulle forestille at være en panservogn eller tank, som det nu hedder. Vi fik kun 3 skud hver. Økonomien var også dårlig dengang.

I dag kan det vel sammenlignes med et bærbart missil, som vi kender det fra Irak-krigen. Den skulle affyres i liggende stilling og var meget hård ved skulderpartiet, hvis man ikke fulgte instruktionen meget nøje. Geværerne var ret ofte ude for funktionsskift og skulle skilles ad i en masse enkeltdele og var vanskelige at rengøre.

De gamle Enfield geværer var der aldrig problemer med. De var altid i orden og præcise at skyde med. Jeg blev præmieret som bedste skytte med 100 point ud af 100 mulige, det var tider. Præmien var en ekstra orlovs weekend.

Vi havde også maskinpistoler af svensk kvalitet. Jeg tror det var Husqarna, og også maskingeværer med trefod og bælter med patroner. De skulle betjenes af 2 mand, den ene som skytte, den anden som “fodermester” Der var også en anden panserbrydende bærbar kanon kaldet bazooka.

Jeg har kun betjent geværer som hovedvåben og maskinpistol som 2. våben, hvis en “falden” kammerat havde efterladt det på slagmarken. Maskinpistolen krævede meget øvelse for at holde skudretningen, men der var også nok mindst 30 stk. 9 mm patroner i magasinet, mod 6 i geværet (7,65 mm).

Der var en genindkaldelse i 1952, idet alle gamle geværer og andre skydevåben, som alle var fra 2. Verdenskrig, blev udskiftet med nyt materiel og det varede i 3 uger på Holbæk kaserne. Samme sold, da der var ikke indført lønregulering endnu.

På grund af mine 1 A 1 soldaterpapirer, blev jeg ved genindkaldelsen straks udnævnt til Korporal og skulle selv sy de 2 dobbelt-vinkler på ærmerne inden næste morgen. Som yderligere fordel, så fik jeg udbetalt 2,50 kr. pr. dag i sold, de menige konstabler fik kun 2,00 kr. Det var i Holbæk men vi rejste gratis med DSB.

Det var tider dengang.