Natten til den 21. april 1943 blev et Stirling bombefly skudt ned over Danmark. Kun et enkelt af besætningsmedlemmerne, Donald Smith, overlevede flystyrtet. Efter at være gået tværs over Sjælland, kom han i kontakt med den danske modstandsbevægelse og blev hjulpet til Sverige. Men historien endte ikke før i 1999, da Smiths aske efter hans ønske, blev bisat ved siden af hans kammerater gravsted i Danmark.

af Dave Smith Oversat af Jens Geisler

Denne artikel er skrevet af Dave Smith, søn af Donald Smith, den eneste overlevende fra en Stirling bombemaskine som blev skudt ned over Danmark i 1943. Donald Smith døde i 1998 og efter hans ønske blev hans aske nedlagt ved siden af hans besætnings grave, ved “Commonwealth War Graves Commisions” gravsted ved Svinø i Danmark.
Da jeg var en ung mand i Canada, vidste jeg at min far havde været i luftvåbnet under krigen, og at han havde været i England, hvor han var en del af det mandskab som servicerede Spitfire og Hurricane jagere.

Jeg vidste også, at de ofte fik fårekød og rosenkål at spise, hvilket gav min far en livslang modvilje mod den slags mad. Når vi var ude at køre, stoppede vi altid for at give soldater som ”tomlede” et lift. Vi fik tit besøg af hans venner fra flyvevåbnet, men han talte aldrig om sine oplevelser under krigen.

Det gav mig den fejlagtige opfattelse af, at han ikke havde oplevet noget særligt. Det kunne ikke være mere forkert end det var.

I foråret 1968 lyttede min mor til radioen og hørte, at en Jørgen Helme forsøgte at finde en sergent Donald V. Smith fra Toronto.

Han var i gang med at undersøge de allierede luft-operationer over Danmark i 2. Verdenskrig, og havde via Forsvarsministeriets optegnelser fundet ud af, at Don var den eneste overlevende i et flystyrt, at det var lykkedes ham at krydse Sjælland og få kontakt med den danske modstandsbevægelse, at undslippe til det neutrale Sverige i kajak, og at han var den første allierede flyver som undslap fra det besatte Danmark.

På opfordring af min mor og brødre, fandt min far en lille sort bog frem og læste en forbløffende historie om at springe ud fra en brændende bombemaskine, at lande i en nypløjet mark, at bevæge sig tværs over Sjælland, og ved hjælp fra danske civile at padle over det kolde og oprørte Øresund til Sverige, hvor han blev smidt i fængsel i nogle få dage for ulovlig indtrængen, før han fik flygtningestatus.

Missionen

Det begyndte alt sammen om aftenen den 20. april, 1943. Et større bombeangreb var startet fra baser i England mod talrige tyske mål. Blandt de fly der deltog i angrebet var en Stirling-bombemaskine, ’M’ for ’Mother’, fra den 7. eskadrille ”stifindere”. Flyet havde et blandet mandskab fra det britiske statssamfund:

• Flyver-løjtnant Charles Woodbine Parish
• Pilot, R.A.F, P/O E. R. (Bob) Vance
• Navigatør, R.C.A.F flyver-sergent J. S. (Jimmy) Marshall
• Bombe-sigter, R.C.A.F., flyver-sergent Louis Krulicki
• Radioperatør, R.C.A.F., sergent Charles Forlay
• Topskytte, R.A.F., sergent Jack Lees
• Agterskytte, R.A.F., sergent Donald V. Smith
• Fly-maskinist, R.C.A.F

Deres mål denne nat var Stettin, og deres mission var at udpege målområdet med brandbomber som vejviser for resten af flyene. De havde et ekstra besætningsmedlem med denne nat; Squadron Leader Blake, en canadisk pilot, som var var ny i eskadrillen og skulle med på denne tur som en orienterings-flyvning.

Flyet blev beskadiget af luftværnsild på vej til målområdet, og ude af stand til at markere målet præcist, vendte det om og overlod jobbet til et støtte-fly. På vej tilbage til England fløj de over Østersøen og havets relative sikkerhed. Da de nåede Korsør, var de tvunget til at gå ind over land for at undgå et luftværns-skib som lå i bæltet, men blev snart efter angrebet af en ME-110 natjager. Efter at en kanon-salve satte flyet i brand, blev ordren om at springe ud givet.

Don Smith var den eneste som nåede at undslippe flyet inden det styrtede ned i en bondes mark nær Kongsmark. Efter at have landet nogle få marker fra nedstyrtnings-stedet, begravede han sin faldskærm og bevægede sig hastigt væk fra området, for at lægge så stor afstand mellem sig og flyet, da han vidste at tyskerne snart ville ankomme og undersøge det.Det ekstra besætningsmedlem denne nat kunne forlede tyskerne til at tro at hele mandskabet var omkommet, og at der ingen overlevende var.

På flugt

Over de næste få dage fortsatte Don i østlig retning i et støt tempo, og holdt sig til marker og landbrugsområder for at undgå tyske soldater. Han var blevet såret under flugten. Hans hænder var revet til blods, og hans næse var brækket. Han var træt og sulten, og hans fødder var fyldt med vabler på grund af sliddet fra hans flyver-støvler.

Don havde desperat brug for hjælp, og han kontaktede derfor danske gårde for at spørge om vej, mad og vand. I de fleste tilfælde talte folk ikke engelsk, men de var i stand til at kommunikere sammen med tegnsprog. Han blev aldrig afvist af de mennesker, han kontaktede, og endnu vigtigere, blev han aldrig angivet, selvom det ville have bragt en hurtig og hård straf til de danskere som blev fanget i at hjælpe allierede flyvere.

Don klarede at komme helt til København og derefter til Helsingør, kun nogle få km over Sundet fra friheden i Sverige. Det eneste problem var nu at finde en måde at komme over på. Han havde håbet at finde en lille båd, men de var alle fjernet eller låst inde af tyskerne, eller de var under bevogtning af bevæbnede soldater.

Han var næsten ved at give op, men da han havde haft så meget held med at kontakte loyale danskere, kontaktede han igen et hjem, hvor han så, at man flagede med det danske flag. Han var heldig nok til at have fundet nogen som havde venner i den danske modstandsbevægelse. Efter omhyggeligt at have checket og bekræftet hans identitet indvilligede modstandsbevægelsen i at hjælpe ham over til Sverige.

Mens nogle af mostandsfolkene havde travlt med at finde og reparere en gammel kajak, blev Don og en ung politi-kadet, som også var på flugt fra tyskerne, taget med på sightseeing af en ung dame fra modstands-bevægelsen. Den sidste dag i Danmark brugte de på en café nær Skodsborg om eftermiddagen.

Om aftenen afledte nogle unge piger fra modstandsbevægelsen en strand-patrulje, mens Don og hans flugt-partner blev skubbet ud i det kolde vand i Øresund.

Retur til England

I modsætning til tidligere flugt-forsøg fra Sjælland ankom de sikkert til Sverige nogle få timer senere. De henvendte sig først sig på den britiske legation, men meldte sig senere til det svenske politi, og blev anklaget og fængslet for ulovlig indtrængen. Nogle få dage senere blev de dog løsladt og sendt til Stockholm, hvor de siden kom med et rutefly til Skotland.

Don Smith var den første allierede flyver som undslap fra det okkuperede Danmark. Han blev tildelt ’The Distinguished Flying Medal’ som blev overrakt til ham af Kong George VI. Mange flere skulle følge i hans fodspor da den danske modstandsbevægelse blev mere og mere effektiv i kampen mod nazisterne.

Don blev sendt tilbage til Canada på en måneds orlov. Han vendte tilbage til England, men fløj ikke med på flere togter. I 1944 vendte vendte han tilbage til Canada og blev baseret ved Boundry Bay i staten British Colombia, hvor han var beskæftiget med træning af piloter indtil krigens slutning. Han gjorde karriere i fly-industrien hvor han arbejdede for A. V. Roe, deltog i “AVRO Arrow”-projektet, og arbejdede senere for “Union Carbide Canada”i Welland, Ontario. I fritiden fungerede han som chef for 23. eskadrille (St. Catharines) ved “Royal Canadian Air Cadets” og senere ved “Air Cadets League of Canada” hvor han hjalp med at tilrettelægge svævefly-træningen og den internationale udveksling af pilot-elever.

Tilbage til Danmark

I 1968, efter at være blevet kontaktet af Jørgen Helme, vendte Don tilbage til Danmark, hvor han og Jørgen fulgte hans flugtrute.

Han fik muligheden for at møde mange af de mennesker som havde hjulpet ham i 1943. Han vendte tilbage adskillelige gange, sidste gang i april 1993, til indvielsen af et mindesmærke i Kongsmark for 7. eskadrille og besætningen i hans fly.

Don Smith døde i 1998. Han ønskede at hans aske skulle nedlægges ved siden af hans besætnings grave ved Svinø, et ønske som vi gerne ville efterkomme. Men vi havde ingen idé om, hvordan vi skulle forholde os til det rent praktisk. Dagen efter han døde modtog vi et brev fra Ron Wellings, en brite bosat i Danmark, og som tillige er medlem af en lokalhistorisk forening. Vi kontaktede Ron Wellings som var yderst hjælpsom med at forbinde os med de rette mennesker.

“The Commonwealth War Graves Commision” indvilligede i at nedlægge asken ved gravstedet ved Svinø, men da det kun var for dem som døde i aktiv tjeneste under krigen var der betingelser; ingen ceremoni, ingen mindehøjtidelighed og ingen offentlig omtale af nedlæggelsen. Ron havde også kontaktet den britiske ambassade og “7th Squadron R.A.F. Association”. De havde udarbejdet et kompromis og forberedt en rejseplan som blev sendt til os nogle få dage før vor afrejse.

I maj 1999 tog jeg, mine to brødre og deres koner, til Danmark. Jeg fløj i forvejen med min faders aske og skulle møde resten af familien den næste dag. Jeg blev modtaget i Københavns Lufthavn af Jørgen Helme og en ven, som tog os på sightseeing i København. Vi tog også op til Skodsborg for at se stranden, hvorfra min far og hans flugt-partner satte af med kurs mod Sverige, og Jørgen udpegede den strand i Sverige hvor de gik i land. Derefter tog vi til Menstrop, hvor jeg mødte mine brødre.

Den næste dag rejste femaf os til Kongsmark for at nedlægge en krans ved mindestenen som markerer stedet, hvor flyet styrtede ned. Vi mødte pilotens søster, Elizabeth Horsworth, hendes familie, og repræsentanter fra “7th Squadron Association”, samt et antal af de lokale beboere som havde været vigtige for oprettelsen af mindestenen.

På en tur gennem marken fandt vi små stykker af flyet. Manden som dyrkede marken forklarede at stykker af flyet dukker op hvert år, når han pløjer marken. Højtideligheden blev efterfulgt af en dejlig middag på rådhuset. Den næste dag kørte vi til Svinø til nedlæggelses-ceremonien.

Det var en vidunderlig forårsdag, og vi var meget glade for at se at gravstedet var så godt vedligeholdt af kirkeforeningen. Vi glædede os også over det arrangement som var blevet organiseret for at muliggøre ceremonien for vores fader, og senere den aften deltog vi i minde højtidelighederne for Befrielsen.

Don Smith’s gravsted er kun nogle få meter fra hans besætnings grave. På hans gravsten står skrevet:

MAJOR DONALD V. SMITH
D. F. M. C. D., 1921-1998

ENDELIG SAMMEN

 

Kommentarer til artiklen kan sendes til Dave Smith