Jeg hørte tilfældigt en af mestrene sige: “Hvor fanden sidder den “edderkopventil” henne?”

Jeg lukkede en lem i dørken op og sagde: “Her”. 1. mester spurgte, hvor jeg vidste det fra, og jeg kunne svare, at jeg havde anbragt den der, da maskinrummet blev monteret. Da 1. mester fik at vide, at jeg havde lært på Orlogsværftet og havde været med ved monteringen af maskin- og kedelrum i 2. T-gruppe, blev jeg “højtideligt udnævnt til uofficiel 4.mester” og blev sat på 2. Mesters vagt. Her skulle jeg betjene styrbords turbine mens overfyrbøder Henriksen fik tildelt bagbords. Den anden maskinist – Knud Hansen Lise – blev “torpedomaskinist” og skulle betjene kompressorerne, der gav trykluft til torpedoudskydningsrør og torpedoer.

Da arbejdet med luftpåfyldning af torpedoer og -rør foregik på dækket, huede det ikke ligefrem Knud Hansen Lise, hvorfor han – af “tjenesteiver” – sørgede for at stå så meget i vejen for torpedounderkvartermesteren, så den efter kort tids “samarbejde” beordrede maskinisten til “at skrubbe ned i kælderen, hvor han hørte hjemme”. Og så afgik HØGEN sammen med de øvrige enheder på øvelsestogtet, der endte med neutralitetsvagt, minepatrulje og bevogtning.

Hvorledes var den værnepligtige besætning sammensat?

For at begynde med “os selv” var de vpl. maskinister udlærte maskinarbejdere med mindst “Den almindelige Maskinisteksamen” fra landets forskellige maskinistskoler.

De værnepligtige fyrbødere var “ostefyrbødere”, hvilket vil sige, at de var mejerister med kedelcertificat. Men ved krigens udbrud fik vi tilkommanderet en rigtig søfyrbøder, der var et kapitel for sig, men mere herom senere.

Af de øvrige værnepligtige var der fire-fem befarne matroser, tre-fire fisker og en befaren kok, mens resten var “usøvante”, der rummede alle erhverv fra gartner til cand. polyt.

Søfyrbøderen – “Røde Calle fra Sofiegade” – var som nævnt et kapitel: for sig. Han var indkaldt i marts 1939 og var blevet udkommanderet med NIELS JUEL, men blev overflyttet til HØGEN, hvor han af en eller anden grund sluttede sig til mig.

Hans “synderegister” fra NIELS JUEL var langt. Han havde været omtrent konstant straffegast fra han kom om bord, til han blev overflytte til os – både for forhold om bord og i land. Han fortalte mig, at han ikke kendte sin far, og at han fra sin tidligste barndom var gået fra den ene “opdragelsesanstalt” til den anden. Han havde ikke kunnet udholde den “kadaverdisciplin”, der var om bord i NIELS JUEL idet den efter hans mening var værre end på Bråskovgård, men om bord i HØGEN blev han behandlet som et menneske, og ikke som blot et nummer.

I den tid, han var om bord i HØGEN, blev han ikke en eneste gang straffet for tjenstlige forhold, men derimod ofte for forhold i land, for når han havde landlov, var han en “vildmand”, der skulle drikke og slås, og det var der desværre for ham rig lejlighed til, da HØGEN lå indefrosset i Nyborg fra januar til april 1940.

At han blev kaldt “Røde Calle” var ikke alene på grund af hans røde hårtop, men også på grund af hans politiske indstilling. Den 26. september 1939, mens HØGEN lå i Århusbugten, skulle der være parade kl. 1200 i anledning af H.M.’s fødselsdag. Parolen lød: Paradedragt, danske og udenlandske ordner og medaljer bæres. Calle stillede derfor med spansk tapperhedsmedalje, som han havde fået for sin deltagelse i den spanske borgerkrig som medlem af “Den Internationale Brigade”.

At Calles “synderegister” i marinen var blevet så langt, kom ham til gode kort efter 9. april, idet han blev hjemsendt flere dage før, vi andre blev det. På denne skæbnesvangre dag sad han i arresten i Nyborg, hvor han afsone 14 dage, dels for udeblivelse efter landlov, dels for evindelige slagsmål i land. Han “skyldte” marinen ca. 90 dages ekstra tjeneste som kompensation for alle de “spjældture”, han havde haft.

Jeg traf ham kort efter min hjemsendelse, og han fortalte, at han var blevet løsladt d. 10. april og havde meldt sig til gruppechefen for 2. T-gruppe i Nyborg – HØGEN lå da i Nakskov – men hverken T-bådene eller Slipshavn ville have ham, hvorfor han blev beordret til at melde sig på Søværnets Kaserne. Her havde kasernemester Schirmer omgående hjemsendte ham. Man var tilsyneladende bange for – da man kendte hans temperament – at han ville gå i krig med “de grønne”, og det måtte han hellere gøre som civil end som orlogsgast.

Små glimt af livet om bord og i land

Når der på et orlogsskib på 63 m. x 6 m. proppes 60-65 mand sammen, der til daglig er afhængige af hinanden, vil der meget snart opstå et afslappet forhold mellem parterne. Det kan jo ikke lade sig gøre i de store skibe med 3-400 mands besætning, for der vil de ikke komme til at kende hinanden rigtigt, for der er for mange “led” mellem top og bund. Derfor kunne vi i HØGEN altid tale sammen som mand til mand uden de store armbevægelser.

Hen på sommeren 1939 skulle vor matroskvartermester afgå fra tjeneste på grund af alder, og der gik rygter om, at han skulle afløses af matroskvartermester Arthur Hansen fra NIELS JUEL. Den ny kvartermester var kendt som en hård hund, så hans ankomst blev imødeset med spænding af de værnepligtige.

Da han meldte sig om bord, arbejdede jeg med lysnettet i officersmessen. Da det “officielle” var overstået, sagde chefen: “Jeg vil lige gøre Dem opmærksom på, at her om bord hersker der en halvcivil, ja næsten familiær tone.” Hvorpå Arthur Hansen svarede. “Javel, chef, så er jeg ikke matroskvartermester, men bådsmand.” Han holdt ord, så der gik ikke mange dage, før vi var “dus” og på fornavn, og jeg tror egentligt, at han nød det frem for at skulle gå rundt stram i masken og lege bussemand.

På rolige vagter i maskinrummet når HØGEN bare gik frem med 10-12 knobs fart eller lå “Stand by” for anker, havde vi mange hyggelige samtal med 2.mester Cloetté-Petersen, der i øvrigt var en fremragende pædagog. Hans udtalelser var i allerhøjeste grad belærende om, hvad vi eventuelt kunne vente os, hvis “der skete noget” – og det havde længe “rumlet” i syd.

Han sagde engang – det er ikke ordret citeret, men lød omtrent således; “Det er ingen sag at være om bord i et orlogsskib i fredstid, for vi risikerer ikke som “landsoldaterne” at få vabler på fødderne af at trave, eller at skulle kravle på maven gennem pløre og kolort for at kunne uddannes til “krigens håndværk”.

Men jeg tror, at jeg ville foretrække at være “landsoldat”, hvis krigen kommer, for der er den forskel på dem og os, at en enhed – kompagni eller deling – på land, der kommer under beskydning, kan sprede sig over en hel tønde land, grave sig ned eller på anden måde søge dækning, mens vi stakler i flåden er lukket nede i en ‘”Sardindåse” som denne og vil ligge i en koncentreret ild fra de fjendtlige fartøjer, så vi har kun to muligheder, enten at sejre eller blive sendt til bunds, og således, som vi er omgivet af højeksplosiver i ammunitionsrummene og letfængeligt brændstof i tankene, samt højtryksdamp i maskinfeltet, vil det gå forbandet stærkt.

Hvis vi f.eks. får en granat i maskin- eller kedelrummet, vil den udstrømmende damp koge kødet af vore skeletter, inden disse falder sammen på dørken – ja, De får ikke engang tid til, som reglementet foreskriver, at rette Dem op, tage til huen og sige: “Tillader maskinmesteren at jeg dør?”, og jeg kan heller ikke give Dem tilladelsen.”

Makaber tale, men denne “undervisning” fortsatte 2.mester, da HØGEN mandag d. 4. september 1939 sammen med de øvrige skibe forlod Holmen for gå til Århus Bugt, hvor flåden skulle ligge “Stand by” som neutralitetsvagt.

Sejladsen foregik med 10-12 knobs fart og ingen manøvrer af betydning så vi kunne drøfte situationen. 2.mester sagde: “Nu er der krig i Europa. Danmark er foreløbig ikke indblandet, men da flåden skal håndhævde vor neutralitet, kan vi risikere – som flådeenhed betragtet – at komme i kamphandlinger ved at lægge os imellem stridende parter på dansk søterritorium.

Vi kan også risikere under en patruljesejlads, at en nervøs U-bådschef fra en af de krigsførende magter observerer os i sit periskop og tager fejl af flaget og sender os et par “sølvfisk”, eller at en pilot dykker ned under skylaget og beskyder os med maskinskyts eller sender os et par bombe, og så er det “Farvel venner”.

Det var den slags samtaler, der egentligt hærdede os maskinfolk, så vi hverken tabte hovedet eller bukserne d. 9. april 1940.

Mens HØGEN var stationeret i Århus i september 1939, havde vi tilholdssted på et lille hyggeligt værtshus med dans, og vi med blå kraver blev særligt populære blandt pigerne, for vi havde altid landlov til kl. 0700, mens hærens menige skulle være på kasernen kl. 2200.

En aften kom to kornetter ved 21-tiden, og da de så, at der sad 15-20 orlogsgaster, forlangte de, at vi skulle stå ret og hilse. Vi hilste dem nok men med en hånlatter og råbte, at de enten kunne sætte sig stille ned elle også skrubbe af. Det gik så stille af det første kvarters tid, for de satte sig og begyndte på bajerne og skulle så ud at danse på det ca. 9m2 dansegulv. Det kunne flåden ikke have noget imod, for der var “kjoletøj” nok.

Mens vi gnubbede os op ad hinanden på dansegulvet, var der en af gasterne, der “kom til” at træde på en kornets blankpolerede ridestøvle. Dette tog ejermanden meget unådigt op og rettede et gevaldigt knytnæveslag mod gasten, men da kornetten tilsyneladende ikke var en god skytte, ramte han gastens dame i det ene øje, og så brød helvede løs. I løbet af et halvt minut fik kornetterne så mange bank, der kunne ligge på dem og blev smidt ud af værtshuset, for vi fra flåden var jo gentlemen, der skulle forsvare vore damer.

Der hvilede så fred og ro over lokalet en halv times tid, men så ankom en politibetjent, og vi blev lidt urolige, for han kunne være forkommando for et udrykningshold. Til vores store lettelse gik han bare hen til garderoben og bad om at få udleveret to khaki-skråhuer og to bælter med bajonetter. Han vendte sig derefter om mod os og sagde han med et stort grin: “De unge herrer, der eje disse genstande, tør ikke selv hente dem – God nat”.

“Søsygens kvaler”. Det kunne jo ikke undgås, at i sådan en “slingrekasse” hvor halvdelen af de værnepligtige var usøvante, blev fiskene jævnligt fodret over den læ ræling. Men efterhånden lærte de usøvante så nogenlunde at holde tæt, med undtagelse af mandag morgen, hvor vi gik af havn efter en “landgangs-tyfon”. Det var egentligt så hyggeligt en mandag morgen ved udpurring, at den vagthavende kvartermester, i stedet for en lang skingrende tone fra bådsmandspiben sendte nogle små “pip-lyde”, indtil der begyndte at komme liv i “bananskallerne”, for så brød han ud i sang: “Nu vågne alle Guds “fulde” små” — -“Se så at komme ud af fiseposerne” – – -“Op og se land – der er skøger på kajen”.

Hvis en af gasterne tog sig til hovedet med et “Ååh” og faldt ned på ryggen igen, fortsatte kvartermesteren med at synge: “What shall we do with a drunken sailor” – “Fir ham så af, det fulde svin”, og så var der jo altid et par af de ædru (fordi de ikke havde haft landlov), der losnede køjestjerten ved hovedenden og firede køjen ned på dørken, og så kom fulderikken op.

Men det var ikke altid “fuldesyge”, der kunne vende kallunet, selv på en “søfolk”, men en kvik bemærkning kunne gøre samme udslag. HØGEN var på vej Skagen rundt i havvejr, og vi stod en halv snes gaster uden for kabyssen med ‘skrævende sømandsben” og drak gule ærter af vore kopper, for det var komplet umuligt at kunne spise af dybe tallerkener, sådan som “kassen” rullede. Mens vi stod sådan og gjorde “dybe knæbøjninger” til begge sider, kom næstkommanderende ned fra broen.

“Gartneren” råbte efter ham: “Næstkommanderende – hvorfor skal vi altid have gule ærter, når der er høj sø ?”. Næstkommanderende vendte sig og svarede med et stort smil: “Det er for at De ikke skal lægge mærke til, at kokken har været søsyg”. Og så var der nogle, der fik travlt med at komme hen til læ ræling,

En dag i november havde bødkeren fået oprydningsdille med hensyn til bødkeriet, der lå under dørken i “Slamhulen”. Jeg havde frivagt og lå og slangede på køjen, da han hev en ost op på dørken. Osten så godt ud, idet den nu havde sin halve højde i forhold til der dag, hvor den blev født, for den havde ligget nederst i stablen af oste, siden den kom om bord i maj måned, så man kan sige, at den var fuldbefaren.

Jeg spurgte, hvad han ville med osten, og han svarede, at den skulle hives over bord, for der var ingen, der ville æde sådan en. Men det ville jeg, så jeg reddede osten fra druknedøden og anbragte den i vort skab, og mine kolleger blev henrykte over at kunne få en ostemad med smag i stedet for den sædvanlige “gummiost”. Næstfølgende lørdag havde jeg bakstørn, og stod derfor i “Slamhulen” på post for inspektion, da chefen kom ind. Hans næsefløje vibrerede lidt, og han udbrød: “Er det gået galt for Dem, maskinist?”
Jeg: “Ikke forstået”.
Chefen: “Her er jo en hørm, som om De har skidt i bukserne”.
Jeg – idet jeg lukkede skabet op og tog osten frem: “Det må være den, chefen kan lugte”.
Han kiggede lidt og fik så refereret ostens historie, hvorefter han bad om en smagsprøve. Efter at have smagt på osten spurgte han, om officersmessen kunne få udleveres et stykke til frokost, for så ville han sende hovmesteren hen for at hente det. Det kunne jeg jo ikke nægte, eftersom det var skibskost, så hovmester kom og byttede en kvart ost for fire “HOF”, så alle parter blev glade.

Under vort “vinterhi” i Nyborg blev det besluttet, at der skulle foretages kedelrensning i HØGEN og SÆLEN, og denne rensning skulle foretag af de vpl. maskinister som led i vor uddannelse.

Da kedelrensning er et ubehageligt og beskidt arbejde, fik vi bevilget dagligt bad på den kommunale badstue, og fik derfor lov til at gå fra borde kl. 1600, så vi kunne blive vasket rene inden skaffetid. Vi slentrede så i land tre maskinister fra HØGEN og en fra SÆLEN, idet den ene af “Sælhundene” var gået i forvejen for at proviantere en nævefuld bajere, som vi kunne skylle halsen i, når vi sad og svedte i dampbadet.

Da vi kom ind i damprummet, så vi en numse, der stak lige i vejret, fordi ejermanden var ved at pille tæer. Maskinisten fra SÆLEN kunne ikke nære sig, men gav numsen et klask, samtidig med at han sagde: “Nå, Hansen, er du allerede kommet – men hvor er bajerne?”

Numsens ejermand vendte sig, og maskinisten stivnede i stram retstilling og udbrød: “Chefen må meget undskylde – men jeg troede, at det var maskinist Hansen, der allerede var kommet”‘. Chefen – orlogskaptajn Wittrup Hansen – sagde med et lille smil: “Alt forladt – for i den ende ligner vi jo alle hinanden” Lidt efter ankom maskinist Hansen, og det viste sig, at der var en bajer i overskud, og den fik orlogskaptajnen, og så sad vi alle og hyggede os.

Patruljetjenesten skagen rundt

Da 2. Torpedobådsgruppe i efteråret 1939 var stationeret i Frederikshavn, havde man en daglig patruljetjeneste rundt om “Lange Maren”, blandt andet for at uskadeliggøre drivende miner. For at der ikke skulle ske “beklagelige fejltagelser” fra de krigsførende magters side, måtte vi kun sejle mellem solopgang og solnedgang, men hvis vi ikke kunne nå havn inden solnedgang, skulle vi ankre med flaget vajende og belyst.

Men hvordan fandt man frem til en drivende mine? Jo, i de fleste tilfælde blev minen observeret af en fiskekutter, der så over radioen opgav en omtrentlig position. Hvis meldingen kom fra en dansk kutter, kunne vi selv se, om vi kunne finde minen, for fiskeren sejlede bare videre, men hvis minen var anmeldt af en svensk kutter, blev svenskeren liggende på stedet, dels for at advare andre fartøjer, dels for at vi hurtige muligt kunne finde minen og uskadeliggøre den.>

Bestemmelsen var, at en mine, der befandt sig uden for fiskepladserne kunne sænkes ved beskydning, mens en mine på fiskepladserne skulle sprænges. Derfor var der monteret et 37 mm “eksercerløb” i forreste 87 mm kanon, hvorfra man så beskød minen med ikke eksploderende projektiler, så den kur løbe fuld af vand og synke.

Sikkerhedsafstanden var 300 m, så højderetter og sidesigter havde nok at gøre med at holde “pusterøret” rettet mod minen, for vi lå som regel og rullede i søen, mens minen hoppede op og ned, og samtidig ikke viste mere end “bunden af en stor suppegryde”, så i starten røg der nogle skud, men artilleristerne blev dygtigere og dygtigere til den sport, så den sidste mine, vi skød, sank efter 7 skud.

Vi havde et tilfælde, hvor minen blev fundet på en fiskeplads, så vi måtte tilkalde en “Minørkutter”. På grund af positionen, lå en halv snes danske og svenske fiskekuttere og ventede på, at minen blev uskadeliggjort.

HØGEN blev således kun tilskuer til forløbet, men holdt samtidig fiskekutterne uden for sikkerheds-afstanden.

Vi, der havde frivagt, var på dækket for at følge begivenhedernes gang. Minørkutteren satte en “moses” i vandet bemandet med to mand, den en ved årerne, den anden – minøren – hængende ud over stævnen for at holde fra når de nåede ind på livet af minen og for samtidig at kunne anbringe sprængladningen på et af hornene.

Det var et livsfarligt job, for ingen kunne vide, om minen stadig var intakt og kunne detonere ved et stød mod et af hornene.

Da sprængladningen var anbragt, fik roeren travlt med at skodde væk, mens minøren stak ud på strømkablet, og da dette var ude på tamp, blev strømmen sluttet, og minen detonerede og sendte en vandsøjle op mod de grå skyer.

I samme øjeblik, som vandsøjlen rejste sig, og inden braget havde nå os, startede samtlige fiskekuttere og sejlede mod stedet (det lignede nærmest en start på galopbanen) hvor der nu drev i hundredevis, ja, måske i tusindvis af dræbte eller bedøvede torsk med bugen i vandoverfladen. Fiskerne skovlede torsk om bord, og vi fik vor andel, så vi blev hurtigt led ked af kogt torsk og plukfisk.

Som omtalt skulle vi helst søge havn inden solnedgang, og da vi en dag blev forsinket, så vi ikke kunne nå tilbage til Frederikshavn, gik HØGEN ind til Hirtshals. Byen var dengang en lille fiskerby, men med en stor kro. som vi, der havde landlov, besøgte, og hvor vi blev godt modtaget og “pyntet”. Fiskerne var allerede den gang begyndt at tjene story penge, så der var ingen smalle steder med hensyn til kaffepunche og romtoddyer.

Men der var også en flink toldforvalter, der udlevere en karton cigaretter pr. mand “på udførsel”, men på den betingelse, at de kun måtte ryges om bord, men kan jo ikke se på en cigaret, der ligger i et etui, om den er taget fra en pakke med eller uden banderole.

Officerskælderen blev – ifølge hovmesteren – suppleret op med forskellige gode flasker uden “skulderstropper” – ja, det var den gang.

Der var forskel på officerer

I december 1939, da HØGEN var stationeret i Frederikshavn, havde jeg fået fire dages orlov med rejsetilladelse til København for at deltage i festen ved mine forældres sølvbryllup, som der skulle skrives i ansøgningen.

Efter at have “sovet den ud” blev jeg ledsaget til banegården af mine forældre. Jeg skulle med toget kl. 1000 via Kalundborg-Århus til Frederikshavn. Jeg stod i sidegangen og talte med “de gamle” ud gennem et vindue efter at have anbragt hue, stortrøje og madpakke i en kupe. Mens jeg stod der, kom en premierløjtnant af hæren hen ad gangen slæbende på to store kufferter. Jeg trådte tilbage i kupeen og “samlede knoglerne” med et let hæleklap, da “primussen” passerede, men han vendte ryggen til mig ved passagen. Det var første akt.

Andet akt foregik om bord i Kalundborg-Århus båden, hvor jeg havde anbragt mig i salonen, åbnet for den gode madpakke og havde fået en øl og en snaps. Kort tid efter kom “primussen” ind i salonen uden kasket, så jeg fandt ikke anledning til at fare op i retstilling, men fortsatte med at tage rejemadder og andre lækkerier op af skotøjsæsken. Han skulede arrigt, men jeg lod som ingenting.

Tredie akt udspillede sig på Århus banegård således: Vi skulle øjensynligt ligt med samme tog nord på, og der var en halv times ventetid, så vi spadserede ud ad perronen, han 10-12 m foran mig. På vej passere vi 6-8 infanterister, der sad på en bænk. De fløj selvfølgelig op i retstilling og afgav den for hæren krampagtige honnør, da “primussen” gik forbi, hvorpå de atter faldt ned. Kort tid efter havde “primussen” gjort omkring, så vi mødtes – jeg hilste ikke.

Da vi havde passeret hinanden, hørte jeg et råb: “MATROS”, men da jeg ikke anså mig for at være matros, fortsatte jeg endnu et par skridt, indtil jeg pludselig blev grebet i venstre skulder og drejet om, så jeg nu stod ansigt til ansigt med “hans velbårenhed”, der nu var helt blå i hovedet af raseri.

Da han nu “direkte havde henvendt sig til mig”, hilste jeg nu på reglementeret ter vis, samtidig med at han hvæsede: “Hørte De ikke jeg kaldte?”
Jeg: “Jeg hørte HR. PREMIERLØJTNANTEN kalde på en matros, men det kan ikke være mig”, samtidig pegede jeg på de to røde vinkler på overærmet af min stortrøje.
Han: “Så er De vel math eller sådan noget”.
Jeg: “Jeg er hverken math eller sådan noget HR. PREMIERLØJTNANT, men jeg tillader mig at forespørge HR. PREMIERLØJTNANTEN, hvad det drejer sig om?”
Nu kunne jeg se på ham, at jeg havde “slået jorden væk” under ham, ved indirekte at have bevist at han ikke kendte marinens distinktioner, mens jeg havde tiltalt ham med hans charge, og oven i købet med HR. – for vi havde ingen HERRER i marinen – så nu kunne jeg tage det forholdsvis roligt.
Han: “Hvor hører De hjemme?”
Jeg: “Det står på huen”.
Han: “Så er De vel desertør – hvor skal De hen?”
Jeg: “Om bord i Frederikshavn og her er min orlovsseddel”.
Han blev nu lidt mere “mat i sokkerne” og sagde: “Nu har vi rejst i samme tog og skib siden i morges, og De har endnu ikke hilst”.
Jeg: “HR. PREMIERLØJTNANTEN må tage fejl, for da HR. PREMIERLØJTNANTEN kom ind i toget i København, gjorde jeg plads for HR. PREMIERLØJTNANTEN og indtog retstilling – da jeg ikke havde hue på, kunne jeg ikke gøre honnør men HR. PREMIERLØJTNANTEN vendte ryggen til mig, så jeg regnede med, “at der var vinket af”.
Da HR. PREMIERLØJTNANTEN kom ind i salonen på skibet, havde HR. PREMIERLØJTNANTEN ikke kasketten på, og det betyder – ifølge marinens reglement – at der ikke skal hilses – og i øvrigt mener jeg, at hilsepligt er ophævet mellem hær og flåde”.
Han: “Hvad mener De med det?”
Jeg: “Jo, nu har jeg passeret de infanterister der henne et par gange og de har ikke fundet anledning til at hilse på mig – og nu går jeg”, jeg hilste af og gik, og han tog også til kasketten.

Jeg vandrede ud til enden af perronen og vendte, men da jeg passerede infanteristerne, fløj de op i retstilling og gav mig den samme honnør, son de havde givet premierløjtnanten, så han må øjensynligt have givet dem en “balle”. På min videre vej tænkte jeg på at løjtnanten havde set min orlovsseddel, så nu kom der vel en indberetning til HØGEN om respektstridig opførsel, og så fik jeg mindst en uges nægtelse af landlov – men det skete aldrig.

Fjerde akt: Jeg meldte mig om bord ved 20-tiden, men fik at vide at kabys og bødkeri var lukket, men at mit skifte havde landlov til næste morgen, så jeg kunne gå i land igen.
Som sagt, så gjort. Jeg gik i land og ind i “Palmehaven” for at få et par stykker mad. Da jeg kom ind i lokalet, bemærkede jeg, at 2.mester Cloétte Petersen sad med en “alenlang” smørrebrødsseddel, så jeg hilste.
Han: “Nå, Olsen, er De på forbudte veje?”
Jeg: “Ikke forstået”.
Han: “Har De været om bord?”
Jeg: “Ja, og har fået at vide, at der ikke er mad, men at jeg har landlov til kl. 0800, så nu skal jeg have lidt at leve af”.
Han: “Sæt Dem ned her og bestil, hvad De vil have på min regning, men jeg bryder mig ikke om øl og snaps, så hvad siger De til at vi deler en fl. bourgogne?”
Jeg kunne kun sige tak til det fine tilbud, så vi sad og hyggede os sammen et par timer.

Jul i søen – nytår i havn

Omkring 20. december 1939 byttede 1. og 2. torpedobådsgruppe station, så 2. T-gruppe forlod Frederikshavn for at overtage bevogtningen ved minespærringen i Langelands Bælt. HØGEN fik base i Nakskov, mens GLENTEN og ØRNEN fik base i Korsør.

Vi overtog vagten ved minefeltet og “droppede krogen”. Det første eller andet døgn blæste det op med en “hyler fra vest”, der samtidig pressede vandet ind i de danske farvande, så strømmen i Langelands Bælt blev så kraftig sydgående, at HØGEN lå strømret men med vinden ind over bagbord, så “sardindåsen” dyppede rælingerne i søen.

Strømmen var så kraftig, at den drev skruerne rundt, så turbinernes omdrejningstællere viste 50 omdr/min, hvorfor vi blev nødt til at lade smøreoliepumperne gå. Det døgn var ikke sjovt – “Hvad må vi søfolk ikke døje”, som vi sagde. Vi måtte klamre os til alt opstående for at stå nogenlunde fast på dæk og dørk, og vi, der havde fast køje, gled af og til på dørken med hynder, tæpper og os selv, så da misundte vi dem, der lå i hængekøje.

Juleaften skulle HØGEN ud på post kl. 1200, og vi gruede for, at vi skulle opleve det samme, som ovenfor beskrevet, men til alt held var det så stille, at søen lignede et spejl. Hele formiddagen kom det ene bud efter det andet og afleverede forskellige ting som gaver fra de handlende i Nakskov, så der var nok at gøre med at fordele disse ting, hvoraf noget var tobak, andet frugt eller kager, inden vi stod fjorden ud.

Vel ankommen til liggepladsen, hvor der 4-5 sømil syd for os i internationalt farvand lå en tysk forpostbåd, som vi senere fik lejlighed til at “hilse” på, fik vi travlt med juleforberedelserne.

Et juletræ blev anbragt og pyntet på banjerne, og ved hjælp af nogle tomme ølkasser og et orlogsflag blev der arrangeret en “prædikestol”. Julegaverne blev stablet op – chefen havde den sidste uges tid tilbageholdt al pakkepost, for det var jo julegaver til alle. Ved 17-tiden blev der kimet med skibsklokken, og så samledes alle, der kunne undværes på posterne, på banjerne, hvor juletræet var tændt (el-lys).Vi sang et par julesalmer til harmonikaakkompagnement, hvorefter næstkommanderende besteg “prædikestolen” og læste Juleevangeliet, derpå atter en salme, og så blev gaverne delt ud – og der var mange.

Foruden fra familie og venner, var der gaver fra Marinen i form af et smukt tinaskebæger med kronet anker, skibsnavn og årstal. Gaver fra Sømandsmissionen (hjemmestrikkede uldne halstørklæder, vanter og underbukser). Der var dog én gave, som vi alle blev særligt glad for at modtage, nemlig en “godtepose” indeholdende konfekt, cigaretter, tandbørster og tandcreme. Denne gave var af hustruen til en løjtnant i 2.T-gruppe indsamlet hos de handlende i Århus.

Derefter åd vi os fede og ugidelige i gåsesteg og lagkage og drak “Nisseøl”. Vi skulle egentligt have haft punch, men da vi lå i søen “Stand-by”, måtte der ikke serveres stærke drikke, men vi fik at vide, at der ville blive serveret dobbelt ration punch nytårsaften, hvor vi skulle ligge i havn.

Da mit skifte kl. 0000 overtog hundevagten, syntes 2.mester, at vi skulle have en rigtig “menneskebajer”, og selv hentede dem i officersmessen, og det var vi selvfølgelig glade for, så vi sad i maskinrummet og drak “HOF” og røg “julecigarer” fra vore julepakker.

Da tørnen mellem de tre T-både var lagt, så vi lå et døgn i søen og to i havn, skulle HØGEN gå ind til Nakskov 1. juledags formiddag. Her havde mit skifte fået bevilget to døgns orlov med rejsetilladelse med afrejse kl. 1200 fra Nakskov, men dette arrangement var ved at glippe, for vi kom “i krig” omkring kl. 9.

Ved 9-tiden blev der pludselig slået “Fuld kraft frem”, og kort tid efter lød der et skud fra stævnkanonen. Vi fik at vide, at en finsk damper, der var på vej nord på gennem Langelands Bælt, blev forfulgt og beskudt af førnævnte tyske forpostbåd ind på dansk søterritorium, så derfor måtte vi lægge os imellem, skyde varselsskud og hejse protestsignal.

Tyskeren holdt ikke inde med skydningen før HØGEN var imellem – vi hørte projektilerne fra tyskerens maskinkanon fløjte hen over os, mens de klippede nogle pæne huller i toppen af finnens skorsten. Dog holdt ilden inde, da det vi selv anså for at være den danske flådes mest effektive orlogsskib med kanonerne bemandet og rettet mod tyskeren løb ind i skudlinien.

Efter nogen palaver mellem vor og tyskerens chefer, kunne alle tre skit sejle hver sin vej i fred, men denne episode forsinkede vor afgang fra posten så meget, at det kunne knibe med at nå havn i så god tid, at vi kunne nå toget, hvorfor der blev givet ordre til, at de gaster, der skulle have orlov, omklædte i paradedragt og skulle springe i land, så snart dette var muligt uden at afvente mønstring, og samtidig blev orlovssedler og rejsehjemmel uddelt.

Som sagt, så gjort, vi sprang i land ca. 5 minutter før togets afgang og styrtede med tungen ud af halsen op til Nakskov banegård, hvortil vi ankom ca. 1 minut, før “Den flyvende Lollænder” skulle afgå. Vi manglede dog en mand, nemlig næstkommanderende, så vi stillede os på skinnerne foran motorvognen og svor en drøj ed over for stationsforstanderen, at toget ikke fik lov til at køre, før næstkommanderende var med.

Han kom et par minutter senere, så vi bemandede kupeerne og futtede af mod Nykøbing F. Vi måtte på orlovsrejser normalt kun benytte persontog – dengang kaldt “Bumletog” – der holdt ved hver station, men da den ene tjeneste er den anden værd, gik næstkommanderende ind til stationsforstanderen i Nykøbing og fik udvirket, at vi kunne tage med “Gedserekspressen” til København, hvorved vi ankom en times tid før beregnet.

Den 31. december 1939 lå HØGEN atter ved kaj i Nakskov, og et af skifterne skulle have orlov. Det skifte, jeg tilhørte skulle have landlov, så 2. skifte måtte finde sig i at blive om bord nytårs aften som vagthold. Vi der havde landlov kunne gå i land kl. 1400, men vi var atter ombord ved 17-tiden for at skaffe.

Vi fik en rigtig festmiddag og dessert, og ved 20-tiden skulle vi have varm punch – dobbelt ration fordi vi var blevet “snydt” juleaften. Kokken røbede, at han havde fået udleveret seks flasker rom og seks flasker rødvin plus citroner til at lave punchen af, så den kunne jo blive ret kraftig. Da punchen var færdig og stod og dampede i kabyssen, kom vagthavende officer – løjtnant Helms – smagte på varen og satte en tændstik til for at brænde spritten af, for vi skulle – som reglementet bød – have afbrændt punch ligesom ved en børnefødselsdag. Da spritten var i brand, forlod løjtnanten kabyssen, og kokken kvalte ilden ved at lægge et låg over gryden, og så blev der festet på banjerne.

Ved 22-tiden gik vi, der havde landlov i land igen, for vi var blevet inviteret til nytårsfest på “Harmonien” af Nakskov Boldklub – og sikken en nat. Ja, sikken en nat, ikke mindst for vagtskiftet, for de havde øjensynligt skaffet sig nogle gode flasker et eller andet sted fra, der gik rygter om, at de havde fået oppasseren i officersmessen til at “organisere” nogle flasker whisky og gin.

En af underkvartermestrene så vi ikke mere om bord, for han var taget til Maribo og havde indladt sig i slagsmål, hvorved han havde brækket et ben, og hen på formiddagen nytårsdag bragte politiet en math om bord iført træskostøvler, arbejdstøj og håndjern. Han var gået i land hen på natten og havde forsøgt at trænge ind i cafe “Bristol”, hvor portieren havde nægtet ham adgang med det resultat, at portieren havde “fået en på frakken”, og politiet var tilkaldt.

Men ikke nok med det. Da jeg kom om bord “i løftet stemning” ved 6-tider og passerede banjerne, bemærkede jeg en numse, der stak ud under et tæppe i en af de faste køjer. Da denne bagdel var betydelig bredere, end dem jeg var vant til at se under badning, hev jeg tæppet væk og så, at der var et par ret store “buler” på modsatte side og ende af kroppen. Det var “Nattens Dronning”, der havde beæret HØGEN med en eller flere “audienser”.

Ihukommende højsalig Christian d. fjerdes forordningorder lød således: “Quinder og Sviin må ej være om bord i Kongens Skiibe”, fik jeg “Dronningen” på højkant, klædt på og sat i land. Dog kunne hun ikke finde en bestemt beklædningsgenstand, men det gjaldt jo om, at få hende fra borde inde udpurring kl. 0700. Da det blev lyst, lød der et råb: “Signalgast – se at få det stads halet ned.” Det viste sig, at under signalråen blafrede et par blondekantede, lyserøde damebenklæder, der blev halet ned og foræret til havfruerne.

Da jeg d. 2. januar blev 25 år og skulle tiltræde vagten kl. 0000, havde mine kolleger pyntet styrbords turbine med et i pap udskåret og bemalet “sølvbryllupsskjold” og et par papirflag.
Som sædvane var, havde det afgående hold brygget en kande kaffe, så vi “kunne få øjne”, når vi tørnede til. Jeg syntes, efter at have modtaget lykønskninger i “nattens anledning”, at denne kaffe var for stærk og burde for tyndes, så jeg hentede den ½ flaske snaps, jeg havde fået i fødselsdagsgave af mine forældre samt cigarkassen, så vi kunne få en kaffepunch og en røgpind. Senere på vagten hentede overfyrbøderen en nævefuld “HOF”, så det var en god fødselsdags-hundevagt.

Nå, men nok om det. Den 5. eller 6. januar blev vi beordret til at gå til Nyborg, idet der var begyndende isvanskeligheder, og der lå vi så samme med INGOLF, SØLØVEN og SÆLEN indtil ca. 6. april.

Den lange rejse

I jan/feb 1940 fik besætningerne på de orlogsskibe, der lå indefrosset i fynske og jyske havne fire dages orlov, for “Kong Frost” havde jo sørget for, at der ikke kunne ske maritime krigshandlinger i de danske farvande. Denne orlov skulle være slut på Københavns Hovedbanegård mandag morgen kl. 0800, så vi kunne komme med toget til Korsør kl. 0830.

Vi mønstrede ca. 80 orlogsgaster mv. mandag kl. 0800, men fik at vide, at vi skulle henvende os på trafikkontoret og få påtegnet vor rejsehjemmel med: Retur via Kalundborg-Århus med afgang kl. 1000. Årsag: Store Bælt var totalt lukket af is.

Så blev der jo tid til en ekstra morgenbajer i banegårdens restaurant – hvis vi havde flere penge. Men vi dampede af til Kalundborg, hvorfra DSB-færgen afgik kl. 1200 overbelagt med passagerer. Færgen “stangede” sig ud gennem Kalundborg Fjord med kurs mod Samsø efter princippet: 10 m. frem, derefter 50 m. bak, og så på den igen.

De andre passagerer blev mere og mere nervøse, for det knaldede og bragede, når færgen rendte næsen ind i isen for derefter at ligge stille et øjeblik, inden der blev slået bak for at tage tilløb til det næste brag. Orlogsgasterne vandrede rundt på dækket, for dengang var vi jo så “veldresserede”, at vi ikke beslaglagde siddepladser af hensyn til de civile passagerer.

Efterhånden som tiden gik, blev vi mere og mere sultne, for vi havde regnet med at kunne være om bord i vore skibe inden skaffetid, så vi havde ikke taget madpakker med hjemmefra, og pengene var brugt, så vi kunne ikke købe mad om bord. Men heldigvis fik vi et godt forhold til færgens kok. Han sørgede for at få fremskaffet en kasse beskøjter fra færgens nødforsyning, som vi så kunne “proviantere” fra, og det gjorde vi.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, så vi var tre “Høge-unger”, der satte os ned på dækket, nød solen og gnaskede beskøjter. Mens vi sad sådan, kom tre kendte personer hen ad dækket, det var skuespillerne Johs. Meyer, Rasmus Christiansen og forfatteren Thomas Olesen Løkken. Da de passerede os, udbrød Johs. Meyer med sin pragtfulde hæse røst: “HÆ-Æ, søfolk, sidder I her på jeres flade røv og æder hundekiks.”

Det kunne vi jo ikke nægte, så vi satte kort d’herrer ind i vor situation, hvorefter Johs. Meyer vendte sig til Rasmus Christiansen og sagde: “Rasmus – vil du gå hen i salonen og hente tre bajere til vore tapre søkrigere.” Det ville Rasmus Christiansen gerne, så han forlod selskabet, men da han var 3-4 m væk, råbte Johs. Meyer efter ham: “Du – Rasmus – det bliver på din regning.” OK – vi fik en bajer til at skylle det tørre stads ned med, så vi takkede pænt, og lovede Johs. Meyer, at hvis han fik brug for en torpedobåd til en forestilling på Det kgl. Teater, kunne han blot henvende sig til os.

Trods hundekiks, så nagede sulten, så vi orlogsgaster rottede os sammen, og fik – måske for første gang i forsvarets historie – valgt tre “talsmænd”, der skulle henvende sig i 1.kl. salonen til de tre orlogskaptajner (skibschefer), der sad der og hyggede sig, for at forklare dem, at vi ville have noget at spise.

Den ene af “talsmændene” var fra HØGEN, så derfra ved jeg, at de overfor cheferne forelagde, at da orloven var slut samme dags morgen kl. 0800 måtte vi være under kommando, og således være under militær forplejning, og nu var kl. 17, så nu ville vi have mad. Cheferne udbad sig et kvarters betænkningstid, så de kunne holde råd.

Resultatet blev, da det blev oplyst, at færgen kun ville sejle til Samsø og først fortsætte næste morgen til Århus, at orlogsgasterne fik udleveret 2 bon’er fra færgens hovmester, den ene gjaldt for aftensmad, den anden for morgenmad, men begge måltider skulle indtages i færgens matros- og fyrbødermesser.

Vi maskinfolk fra HØGEN – to maskinister og Røde Calle – hjemsøgte selvfølgelig fyrbødermessen, hvor vi fik fire halve flade madder og en kop kaffe, men til alt held for os havde Calle sejlet sammen med en af smørerne så vi fik tilbudt nattelogi i messen.
Færgen ankom til Kolby Kås ved 20-tiden, og samtidig ankom færgen fra Århus – også fuldt belagt. Begge færgers passagerer spredte sig som en græshoppesværm over Samsø for at få noget at leve af, for ingen af DSB’s hovmestre havde sørget for ekstraproviant, men havde kun haft madvarer med til den normale 3-4 timers sejlads.

Vi gik også i land, men da vi ikke havde flere penge, kunne vi ikke købe noget på kroen, hvor folk i øvrigt stod som sild i en tønde, så vi samledes hurtigt i fyrbødermessen igen, men det viste sig, at Røde Calle kom ombord med en halv flaske whisky i lommen – den var faldet ned i lommen på ham på en fuldstændig uforklarlig måde – med det gav glæde blandt “Høgeungerne” og færgens smørere.

Tirsdag morgen forlod færgen Kolby Kås kl. 0800 med kurs mod Århus. Vi havde fået vores morgenmad og regnede med en forholdsvis hurtig overfart, idet man mente, at færgen nogenlunde kunne sejle i den rende, som gårsdagen færge havde brudt – men “God morgen min bare – – ” vi ankom til Århus kl. 1700, og så entrede vi det sydgående tog på Århus H. Og det var et tog, forrest en sneplov, derefter to store dampheste og en række personvogne, alle fuldt besat.

Vi nåede Nyborg ved 21-tiden, og da vor chef var med, beordrede han bødkeriet åbnet og vand på kabyssen, så vi hungrende gaster i alt fald kunne få tørkost og kaffe, inden vi skulle til køjs.

At dette afsnit har fået overskriften den lange rejse skyldes, at rejsen fra København til Nyborg under normale forhold ville vare henved tre timer, mens den tog ca. 36 timer.

Der blev selvfølgelig ballade, da ministeriet modtog regningen fra DSB på vor fortæring, men slutresultatet blev – vist nok for hele forsvaret – at man, når der blev givet orlov foruden frirejsen fik udleveret kostpenge på forskud, hvilket beløb sig til den formidable sum på 1,18 kr. (skriver en krone og atten øre) pr. døgn.

9. april 1940 og tiden, der fulgte

Omkring d. 6. april 1940 kunne HØGEN forlade sit “vinterhi” i Nyborg for at rette kompasser, optage en drivende mine (dansk) og atter indtage sin post ved minefeltet i Langelands Bælt. Den 8. hen på eftermiddagen havde vi den fornøjelse, at se den tyske flåde stå nord på. Vi talte om, at den nok ville forsøge at gå Skagen rundt for at prøve, om den kunne tage englænderne “på sengen”, Lidet anede vi, at det var Norge og Danmark, det gjaldt.

Mit skifte havde haft hundevagten, og var lige blevet afløst, da der kl. 0410 blev pebet “KLART SKIB”, så vi styrtede alle til vore poster. Da vi kom ned i maskinrummet, “besværede” vi os omtrent således: “Hvad fanden – kan vi nu ikke få lov til at sove mere – har vi ikke haft øvelser nok siden maj?”

2.mester O. Jensen svarede med et stort grin: “Tyskerne er gået over vor grænse kl. 0400”. Vi sagde med det samme: “Det er løgn – vi skal vel bare lege.; men i det samme kom 1.mester ned ad lejderen – det var noget nyt for os på denne tid af døgnet.

Han samlede os på manøvredørken og sagde kort: “Vi er i krig – tyskerne er gået over grænsen – fyrbøderne til tjeneste på fyrpladserne – dampen op på den kolde kedel – M-maskinisterne til manøvrerattene – T-maskinisterne til torpedokvartermesteren – afgang”. Da alle var på deres poster, lød næste ordre: “Blænde og lukke vandtæt over alt – klar til at slås.”

Der var ingen angst eller nervøsitet at spore hos maskinbesætningen – undtagen hos mig, men af en anden grund. Jeg blev beordret til bagbords turbine (jeg havde hidtil betjent styrbords) hvor alle manøvregreb var modsat af dem, jeg havde vænnet mig til, og det havde jo været katastrofalt, hvis jeg kom til at slå bak, når maskintelegrafen viste frem, eller omvendt, så det var om at holde tungen lige i munden og ørene stive.

Men på grund af travlhed fik vi ikke ret megen tid til at spekulere over situationen, for vi skulle holde øje med maskintelegrafen og manøvrere efter den, følge manometret, der viste kedeltrykket på kedlen under opfyring, det tog ca. 8 minutter at “rejse dampen” fra 0 kg til 18 kg/cm2, og da dette kedeltryk var nået, skulle systemerne kobles sammen og alle dyseventiler åbnes, således at HØGEN nu kunne løbe topfarten på 28-29 knob. Samtidig skulle vi stikke seks patroner i den udlevere revolver, og det tog sin tid, på grund af alle de manøvrer der blev forlangt via maskintelegrafen.

Pludselig stillede kokken i maskinrummet med en kande frisklavet kaffe og nogle kopper, for han syntes ikke, at vi skulle slås på en tom mave. Han havde kabyssens største køkkenkniv stukket ned i livremmen, så han havde også gjort klart skib.

Således sejlede vi rundt – kampklare og energiske – indtil omkring kl. 0600, hvor der var “kommet ordre fra København” til daglig orden og afgang til Nakskov. Vi ankom til Nakskov ved 0730-tiden og gik til kaj med bagbords side til denne og kajplads lige ud for “Det Tyske Riges Konsulat”. Kajen ud for skibet blev spærret af med tovværk, og der blev sat to skildvagter i land med dragne sabler.

Vi fik så at vide, at al landlov var stoppet indtil videre, men at vi måtte skrive hjem, men at alle breve skulle afleveres for censur hos chefen. Mens mine kammerater forfattede lange skrivelser, skrev jeg kort og godt (måske det mest kortfattede brev der er sendt d. 9. april fra samtlige danske “krigsdeltagere”): “Kære far og mor. Alt vel – er i havn – tag det roligt – kærlig hilsen.

I løbet af formiddagen kom der en indbydelse fra Nakskovs borgmester og byråd lydende på, at alle, der ville og kunne, var velkomne til en reception på Rådhuset kl. 1400. Indbydelsen blev modtaget, hvorfor alle, der kunne undværes om bord marcherede af sted under kommando af næstkommanderende gennem byen til en imponerende rødstensbygning, der viste sig at være “Rets- og Politibygning”, men næstkommanderende fik herfra “den rigtige kurs”, så vi marcherede videre og fandt Rådhuset.

Her blev vi budt velkommen af borgmesteren, der derefter viste os rundt i lokalerne, der indeholdt mange herlige historiske ting fra byens historie, bl.a. stod der i byrådssalen en glasmontre indeholdende en sølvmodel af verdens første oceangående motorskib: ØK’s SELANDIA. Etatsråd H.N. Andersen glemte jo aldrig sin fødeby. Efter rundvisningen blev der budt på portvin, sherry, småkager, cigarer eller cigaretter. Borgmesteren holdt en smuk tale, hvori han berørte landets øjeblikkelige situation, og udtalte at det ikke kunne regnes os til last, at vi ikke havde måttet løsne et skud og kæmpe og dø for “Gud – Konge og Fædreland”.

Da flasker og fade var ved at være tømt, sagde borgmesteren: “Herefter er der kaffe og kager på hotel “Harmonien”, men der får De ikke noget i små glas, for regeringen har udstedt totalt forbud mod udskænkning af stære drikke.” Vi var ikke færdige med cigarerne, hvorfor næstkommanderende besluttede, at vi skulle spadsere som almindelige fodgængere, for som han sagde:”Vi kan ikke gå i marchkolonne med cigar i munden – og de er sgu for gode til at smide væk – så vi går.”

På hotellet blev der serveret kaffe og i tonsvis af lagkage og flere cigarer og cigaretter. Her var jeg så heldig at have en ikke-ryger som “borddame”, så vi traf lynhurtigt den aftale, at han selvfølgelig modtog tobakken og senere afleverede den til mig, mod at jeg ved lejlighed gav en bajer.

Trods venlighed fra byens side hvilede der en trykket stemning over alle om bord, så vi anmodede chefen om at forsøge at udvirke, at vi blev hjemsendt snarest muligt med den begrundelse, at vi nu havde vi været “inde” i 12 måneder, og var i den tid uddannede til “søkrigere”, men da det endeligt kom til stykket, måtte vi ikke slås. Hvad vi ikke udtalte direkte, var at vi var bange for, at vor regering blev tvunget til “frivilligt” at stille forsvarets materiel og personel til rådighed for Tyskland.

Men vi skulle jo beskæftiges, så der blev ordentligt sat rengøring og småreparationer i gang. Den 10. april blev der skrubbet og skuret over alt, ja, man satte endog et af fartøjerne i vandet med to gaster med svabere og sæbevand. De skulle rengøre styrbords side – vi syntes nok, at den var ren nok, men at der mulig vis var “noget i gære” – for da styrbord var vasket ned, blev HØGEN vendt med hånd og magt, og gasterne begyndte nu at rengøre bagbords side.

Nu lå vi derfor med stævnen ud mod fjorden, og fortsatte “rengøringsvanviddet”. Ved 16-tiden kom 2. mester O. Jensen hen til maskinlugen, slog på kanten med sit nøgleknippe og råbte, så det kunne høres over hele byen – og ikke mindst på det tyske konsulat: “Maskinister og fyrbødere – fuld damp på begge kedler kl. 2000”.

Så var vi klar over, at der virkeligt skulle ske noget, for den ordre betød sikkert, at “skibsrådet” havde besluttet, at vi skulle forsøge at slå os igennem til svensk havn, for hvis vi bare skulle sejle til Nyborg, hvor GLENTEN og ØRNEN lå, ville det ske om dagen og kun med dampen oppe på den ene kedel – så vi glædede os.

Men glæden blev kort, for ca. ½ time senere kom der ordre fra København til, at manøvreventilerne skulle demonteres, og ventilspindlerne deponeres i en bankbox i Nakskov.

I begyndelsen af maj begyndte man at hjemsende de værnepligtige. Dette skete i tre hold, og samtidig ankom en reduceret ny besætning. Jeg hørte til det sidste hold, der forlod HØGEN den 15. maj om morgenen for at melde os på Søværnets Kaserne. Vi var tre frigængere og mig, men da vi hen på eftermiddagen meldte os til kasernemester Schirmer, blev vi bogstaveligt talt smidt ud af hans kontor, da han så skibsnavnet i huen.

Vi fik en orlovsseddel gældende til den 16. maj kl. 0900 (og ikke et sekund senere, for så ville han sætte os over i “Under Kronen”) hvor vi så ville blive hjemsendt, for han havde haft ballade nok med “de to hold sørøvere fra HØGEN, der tidligere var ankommet til kasernen.

Efter at have afregnet med marinen gik jeg fra personelkontoret direkte til Maskinværkstedet og Opstillerværkstedet på Orlogsværftet for at høre om arbejde, men skønt man var forpligtet til at genantage mig – idet jeg var afgået fra værkstedet d. 11. april 1939 for at tiltræde værnepligten d. 12 – var der intet arbejde at få – heller ikke ude i byen – så jeg måtte gå ledig, indtil jeg i juni 1941 blev ansat ved politiet.

Og så kom de svære år for os alle, men det er en anden historie.

Efter tjenestetiden

Den 26. september 1940 afholdt Marineforeningen en stor fest i Idrætshuset i København i anledning af Christian den X’s 70-års fødselsdag.

Min far, der havde aftjent sin værnepligt i 1912 som hovmester i opmålingsfartøjet WILLEMOES, og jeg stod i forhallen, da der kom en kommandør med et forfærdeligt vansiret ansigt. Han kiggede et øjeblik på far og udbrød så: “Men det er jo Vilhelm.”
Far så på kommandøren og svarede: “Ja, jeg er Vilhelm, men – men?”
Kommandøren: “Jeg er Peter Jensen.”
Så blev der stukket på næven og snakket et par minutter, hvorefter vi skiltes for at indtage vore pladser i salen.

Så fortalte far, at Peter Jensen var løjtnant i WILLEMOES i 1912, og at han var blevet frygteligt forbrændt ved ulykken i GEYSER i 1922. Min far var rørt over, at en officer efter 28 års forløb kunne huske en værnepligtigs ansigt og navn, for officeren havde jo i de år set i tusindvis af ansigter under en rund hue.

I 1948-50 var tjenstgørende ved Københavns Politis Søpolitiafdelings vagt på Langelinie. En en mørk efterårsnat med en piv storm fra vest, styrtregn og en vandstand på mere end en meter over daglig vande, havde jeg vagten fra kl. 2300 til 0700. Her kom en af vore fregatter til kaj omkring midnat.

Man prøvede forgæves 3-4 gange at få sat en gast i land fra bakken, men på grund af den høje bak og højvandet, var der “højt ned”, så der er vel ikke noget at sige, at gasten kviede sig ved at springe ned uden faldskærm.
Jeg kunne ikke nære mig og råbte: “Hiv en kasteline – for helvede”.
Dette skete omgående, og få sekunder efter kunne jeg praje: “Fast – gå frem i springet.”
Da fregatten lå ved kaj, lød et råb “oppe fra”: “Hvem tog trossen?”
Jeg: “Hvem spø’r?”
Oppe fra: “Kommandørkaptajn Dinesen.”
Jeg: “0K, chef – så er det forhenværende maskinist Olsen fra HØGEN.”
Dinesen: “Så kom om bord, gamle ven”.
Som sagt, så gjort, så jeg hyggede mig en halv times tid med min gamle chef, hvor vi snakkede “gammelt” og fik lidt varmt til at tage det ru af halsen med.