Karl Christensen gjorde tjeneste ombord på torpedobåden Nordkaperen under besættelsen. I artiklen fortæller han om livet ombord.

af Karl Christensen (1921-2005)

Den 7. oktober 1942 skulle jeg så ind som soldat. Jeg startede i god tid på rejsen fra Randers og nåede som sidst kun til Odense – den første dag på grund af jernbanesabotage. Togene dengang var tæt pakkede med passagerer, både i sidegangene, kupeerne, sågar også på toiletterne. Overnattede igen på Odense missionshotel med bibelen på natbordet og meget venligt personale.

Videre næste morgen mod København, som jeg nåede hen ad aften. Overnattede hos min bror Holger, som boede der. Mødte på Holmen den 7. oktober 1942 kl. 11, hvor vi allesammen blev samlet uden for vagten og senere blev transporteret videre til uniformering og fik udleveret gevær, plus meget andet. Fik endelig noget mad, meget sent og spiste med god appetit.

Nu begyndte militærskolen med mange forskellige færdigheder som skulle indøves. Det første vi skulle lære var at hilse korrekt, med to fingres bredde under højre huekant og tre fingerbredder under den venstre plus rette alle tommelfingrene strakte.

Vi havde en masse eksercits med geværet og bajonetfægtning, kast med håndgranater og prøve med gasmasker i gaskammer, hvor man skulle skifte filter. Der var en hel del, som måtte skynde sig ud i den friske luft, hvis de ikke var hurtige nok til at skifte. Skydeøvelser havde vi i Planbygningen som lå i forbindelse med den gamle mastekran. Vi husker alle vores skydelærer. Han havde røde øjne som en kanin men var en dygtig instruktør som fik rimelige gode skytter ud af os.

Når vi skulle på skydebanerne på Amager, gik vi i samlet trop derudaf og sang fædrelandssange og spejdersange, meget højt og godt. Vi skulle gerne overgå tyskerne som altid sang på deres marchture. Vi havde lange militærkapper og skråhuer på til de ture, så man hørte mange bemærkninger om, at det var CF-ere på øvelse, men det var altså Marinen på vej til præcisionsskydning.

Indkvarteringen ved militærskolen havde vi ombord på Panserkrydseren “Peder Skram” og Inspektionsskibet “Ingolf’, hvor der var meget trange pladsforhold. Vi lå hele vejen rundt på Dørken (gulvet) plus op til tre hængekøjer oven over hinanden. Det var noget af en balancekunst at komme helt øverst. Når der var vagtskifte blev der uro i lejren, når de øverste skulle purres ud. Der blev bandet og svovlet meget fælt, dog uden at nogen blev lysvågne af det.

Efter endt militærskole, skulle vi nu fordeles til de forskellige udstationeringer. Det var ret spændende. Jeg blev udtaget til fyrbøder på torpedobåden “Nordkaperen”. Den var fra 1917 – tyskerne havde “lånt” de nye torpedobåde. Men der var ved at gå koks i hele foretagendet på grund af besættelsen. Vi fik ikke at vide for hvad, men vi var lige ved at blive hjemsendt allesammen og var i den tid tre dage på Lynetten udenfor Københavns havn.

Men den 6.12. 1942 mønstrede jeg på torpedobåden “Nordkaperen” som fyrbøder. Der var 25 mands besætning, og vi var bevæbnet med to torpedorør, en 57 mm. kanon og en 20 mm. luftværnskanon, så bare pas på. Jeg var som sagt med som fyrbøder, fordi jeg havde lært fyring som mejerist. “Nordkaperen” var kulfyret, med to stk. store dampkedler i bunden af skibet. Fyrpladsen var sat under tryk for at få godt træk under kedlerne, og skulle man op eller ned af fyrrummet skulle der gives tydeligt signal – ellers kunne trommehinderne sprænges.

Vi havde fast anløbsplads ved kulkajen på Holmen, hvor vi fik kul ombord i mange forskellige størrelser, fra småstykker til nogen så store som en boghylde. De blev nu læsset op på dækket med en kran, og så var det min opgave at lempe dem ned i kulrummet på skibet gennem et meget lille hul. De skulle så hamres i passende størrelse til fyret. Det var hvad, man kunne kalde for sort arbejde.

Vi havde ellers fast patruljesejlads fra Køge bugt til Rungsted kyst for at overvåge at alt gik rigtigt til. Blandt meget andet skulle vi overvåge, at lystfartøjer kom i havn inden mørkets frembrud. Så nogen gange havde vi en anselig stribe fartøjer med på slæb til havnen, hvis det var meget vindstille. Vi assisterede også ved kæntringsulykker og meget andet. Fra Køge bugt til syd for Københavns havn var der en veritabel skibskirkegård med op til seks-otte skibsvrag som var blevet minesprængt. Kun master og skorstene stak op over vandet. Man kunne også følge bjergningsforsøgene på nært hold. Det foregik ved hjælp af kraner og pontoner.

Vores patruljevagt var to døgn på søen og et døgn i havn. Noget af vores frivagt gik somme tider med at pilke torsk. De blev lagt i en kasse på dækket både sommer og vinter. – Det lugtede virkeligt fælt af fisk. Så vi havde faet fisk nok for lang tid efter. Vi badede også nogen gange fra skibet. Officererne sejlede nu meget tæt på land. Gerne ved Bellevue, vist nok for at se på damer. Besætningen blev nu iført korkredningsbælter, stive som et bræt, og svømmede så rundt om skibet. Dejligt opkvikkende på en hed sommerdag.

Juleaften 1942 sejlede vi ind til Skovshoved havn, hvor alle officerer og besætning, undtaget lidt vagtmandskab, gik til julemesse i Skovshoved Kirke. Officererne dirigerede os til en ståplads ved en væg bagest i kirken. En dejlig afveksling i den faste rutine.

Jeg vil lige give en lønberetning. De første måneder fik vi 6.50 kr. hver tiende dag. Det steg så efter nogen tid til 10 kr. hver tiende dag. Da vi kom ud at sejle, fik vi 15 kr. også hver tiende dag. plus 10 øre pr. sejltime i risikotillæg for minesprængning. Jeg fik 215 kr. i hjemsendelsespenge. Det var mange penge dengang.

Ifølge flådens gamle traditioner, skulle der udleveres 2 stk. skibsøl dagligt, når vi var på søen. Det smagte noget lignende som tjæret reb, men var alligevel godt at skylle halsen med. Cigaretter købte man til toldfri pris, når man sejlede. 70 øre for en 10-stks. pakke dengang. Til gengæld kom vi ikke på langfart, som man gør nu. Vi måtte ikke forlade dansk farvand. Så den længste sejltur jeg var med på som marinesoldat nåede kun til Gilleleje.

Vi havde alle et legitimationskort, som skulle fremvises ved ind- og udgang af vagten. Der var fri orlov med nattegn, når vi var i havn. Bortset fra enkelte vagter. Engang skulle jeg ud med en meddelelse til Anden maskinmester på Østerbro. Men da jeg kom til Knippelsbro, strøg en stribe engelske bombemaskiner hen over havneindløbet i ca. 10-20 meters højde. De havde bombet Sukkerfabrikkerne på Christianshavn. Det var effektivt arbejde og forårsagede en voldsom eksplosion og brand.

På militærskolen havde vores delingsfører opfordret os til at hilse på de tyske officerer, som de gode soldater, de var. Men når jeg og mine kammerater fik øje på dem, vendte vi hurtigt ryggen mod fortov og gade og kiggede meget interesseret på en køkkenudstilling, en manufakturforretning, en kolonialbutik eller hvad der nu var nærmest.

Den 28. juni 1943 blev vores årgang hjemsendt – to måneder før den bedrøvelige 29. august 1943, hvor nogen af flådens skibe stak til Sverige, og “Niels Juel” var i kamp mod tyskerne på Isefjorden. Resten af flåden blev sænket på Holmen der iblandt “Nordkaperen”.

Jeg og en af mine kammerater, en brugsforeningskommis, som skulle til Viborg, overnattede hos hans søster og svoger i København. Vi startede hjemturen tidligt om morgenen men nåede kun til Århus den første dag. Der overnattede vi på et par bænke i banegårdshallen, og så videre mod hjemmet næste morgen tidligt.

Min tidligere læremester fra Moselund mejeri havde været hjemme hos mine forældre, for at få min adresse til “Nordkaperen” og skaffet mig arbejde på Kallehave mejeri mellem Århus og Viborg. Der startede jeg straks efter hjemsendelsen fra Søværnet. Men jeg længtes tilbage til det skønne Nordsjælland, som jeg havde nydt udsigten til gennem flere måneder fra “Nordkaperen”, medens vi sejlede frem og tilbage på Øresund. Det så meget skønt og idyllisk ud fra søsiden med alle de små havne, den friske, grønne skov og kystbanetoget kørende med røg og damp gennem landskabet.

Jeg rejste nu tilbage til Nordsjælland, hvor jeg havde fået arbejde på Ørekilde mejeri mellem Helsinge og Tisvilde. Lønnen var i mellem tiden steget til 90 kr. om ugen. Jeg spillede håndbold og badminton på turneringsplan i serierne for Vejby idrætsforening. Jeg var der den 4. maj 1945, hvor vi hørte det glædelige budskab i radioen fra London kl. 20.30 om tyskernes kapitulation. Alle mødtes med hinanden i lykkelig omfavnelse, under en speciel stemning, som ikke kan beskrives men skulle opleves. Nu troede ingen på, at der nogensinde mere ville blive krig og ufred i verden. Jeg vil slutte mine erindringer med fredsklokkernes klang, som lød i vore øren og helt ind i sjælen på os alle.