Af JG
I 2016 er det 100 år siden, at 1. Verdenskrigs længste slag rasede i mere end 300 dage fra 21. februar til 18. december 1916; slaget ved Verdun. Med mere end 700.000 unge mænd døde, sårede og savnede var det også et af verdenskrigens største og mest blodige slag. Hundredvis af dansksindede nordslesvigere måtte kæmpe med i dette helvede.
Da grænsen mellem Danmark og Tyskland siden 1864 have ligget lige syd for Kolding måtte op mod 30.000 dansksindede kæmpe med i verdenskrigen på tysk side. En af disse soldater var journalisten og redaktør på den dansksprogede avis ’Dybbøl Posten’, Morten Kamphøvener. Han skrev i 1919 den velskrevne, medrivende og dramatiske bog ”Det slesvigske regiment” om sine oplevelser, fra hvilken en stor del af denne beretning, i udvalgte uddrag, stammer.
Kampene var intense, ikke mindst kampene om højdedragene ”Mort Homme” (Den døde mand) og Højde 304 på Verdun-frontens nordlige flanke, hvor Regiment 84 ”Manstein” (Schleswigsches) med base i Slesvig og Haderslev og mange sønderjyder i rækkerne, blev indsat.
Tyskernes første forsøg på at erobre højdedraget ”Mort Homme” blev forhindret af stærk fransk ild fra Høj 304, hvorfra de med god udsigt kunne beskyde tyskernes flanke. Her skulle Regiment 84 afløse et bayersk regiment, der fra 20. marts 1916 havde kæmpet hårdt om højdedraget, og som i intense kampe til sidst havde erobret højden d. 8. maj. Fire dage senere blev Regiment 84 sendt på den farefulde færd ud til højden. Morten Kamphøvener skriver:
”Kompagniet, der skulle afløse bayerske soldater oppe på højen, bevægede sig frem. Folkene skrævede over de dødes fødder, der lå inde på den fodsti, de fulgte. Hvert øjeblik belyste skæret fra fronten de sorte, vandfyldte granathuller. Ved dette magiske, fosforagtige lysskær så det hele endnu mere uhyggeligt ud, det var, som om dette var indgangen til Dødens residens.”
”Da steg pludselig en fransk til vejrs og spredte sine smaragdgrønne stjerner ud over himlen. I samme øjeblik åbnede kanonportene sig på de franske batterier og sendte en regn af jern og bly ned over det fremrykkende kompagni. De forreste styrtede frem, de bagerste vaklede i deres beslutning. ”Los, los, geht doch zu!” lød det med klynkende angst fra de bagerste i rækken. At tøve her måtte være den visse død.”
Første verdenskrigs kampe udviklede sig til rene materielslag, hvor tusindvis af kanoner spyede granater ud mod fjenden. Ved Verdun samlede franskmændene op mod 1200 kanoner i løbet af slaget, mens tyskerne mønstrede op mod 1300. Ved Høj 304 begyndte op mod 500 tyske kanoner d. 3. maj et 36 timers bombardement mod kun et frontafsnit på blot 2 km, som indledning til den endelige storm og erobring af højen. De massive bombardementer, der fortsatte slaget ud, skal have gjort højen hele 7 meter lavere.
Om artilleriilden skriver Morten: ”Det var, som skulle jorden revne og opsluge alt, som rejste der sig en ufremkommelig dæmning mod den fremrykkende skare. Hjernen holdt op med at virke, tanken, hørelsen, alt var borte. Det flimrede rødt for øjet, man så kun blod og død, hvorhen man vendte blikket. I sådanne øjeblikke er der kun tale om sjæle, stakkels forpinte sjæle, der råber og skriger til Skaberen om frelse.”
”Følg efter mig! Er i da alle sammen en flok feje hunde og krystere; det havde jeg ikke troet om fok fra et slesvigsk regiment. Det hjalp. En for en rejste folkene sig og fulgte efter den lille oversergent, der ufortrødent gik i spidsen. Selv løjtnanten krøb frem af sit skjul og sjokkede med. Over hals og hoved styrtede folkene fremad. Vejen gik stadig over henover stinkende, opløste lig. Hist og her lå også lig af folk, der måske var faldne for få timer siden.”
”I dødningekløften rasede spærreilden i fuld styrke, og minerne slyngedes ned mod kløftens bund, syngende deres bløde, hvislende dødssang. Så kom det dumpe smæld mod den bløde, opløste lerjord, to-tre sekunders pause, så et skarpt blink, og uhyret eksploderede, så jorden rystede. Åndeløst gik det ned gennem ildhavet, og den hjertesønderrivende larm. Uden tab gik det ikke, da de svirrende splinter lyste op i kompagniet. Hist og her faldt en ud af rækken, men ingen lagde mærke til hans dødsskrig, enhver havde nok med sig selv
”Andreas og Maleren var i spidsen med sammen med Jensen nået op til skrænten, intet anende, at de nu stod ved foden af den berømte Højde 304, der allerede havde fået sit navn skrevet i den nyfødte historie med så blodrøde tal, da de pludselig modtoges af en rasende ild fra de franske mitrailleuser, der fuldstændig berøvede dem sans og samling. Vi har franskmændene lige foran os, hviskede Andreas.”
Morten Kamphøvener beskriver et yderligere fremstød på toppen af højdedraget således: ”Som de således bugtede sig frem over den granatpløjede mark lignede de en folk springende djævle, der var på jagt efter bytte. For sent var franskmændene blevet opmærksomme på angrebet; de springende bødler havde allerede antændt væsken og sendte de dødbringende flammer over mod dem. Som en glødende slange krøb ilden ned langs de franske linjer.”
For som om situationen ikke var lig helvede nok, så var det på regimentets afsnit, at mobile flammekastere, der kunne affyre en stråle af brændende olie, blev sat ind i større skala; en enmands Kleinflammwerfer kunne skyde op til 20 meter, og den tomandsbetjente Grossflammwerfer op til 40 meter. Oftest blev de sidstnævnte indsat i grupper af seks flammekastere i begyndelsen af et angreb, for at rydde vejen for efterfølgende soldater. Det frygtelige våben var velegnet mod særligt bunkers, til dels mod skyttegrave, og skræmte naturligvis de soldater, som var indenfor dens rækkevidde.
Regiment 84 forblev på Højde 304 indtil 12. september 1916 og mistede i perioden 325 dræbte og 1346 mand meldtes sårede eller savnede. Et tysk regiment på fuld styrke havde omkring 3000 mand. Opholdet på højdedraget foregik i en 5-dages turnus, hvor fem dage på højen afløstes i det umiddelbare bagland i landsbyen Malancourt nogle få kilometer væk. Løbende udbyggedes stillingerne, mens bombardementer regnede ned over højen, men en række mindre angrebsoperationer blev også udført, som fx erobringer af observationsposter, for at presse fjenden. Kun et enkelt større, og mislykket, angreb blev sat ind 9. juni.
Fort Douaumont
Fra 1. juli, hvor briterne lancerede en storoffensiv ved Somme i Nordfrankrig, for at hjælpe franskmændene ved Verdun, trak tyskerne en del af deres artilleri væk fra Verdun, hvilket betød, at franskmændene kunne begynde at forberede at angreb på den centrale tyske front øst for Meuse-floden. 12. september blev Regimentet 84 så trukket ud af stillingerne på Høj 304 og indsat mellem Fort Douaumont, som var blevet erobret i februar 1916, og Fort Souville. Tiden her var i starten rolig, og flere blev indlagt for sygdom end for kampskader. Men i oktober skiftede det, da franskmændene åbnede deres første offensiv ved Verdun, for at generobre Fort Douaumont.
En anden dansker, Johannes Christensen, fik sin ilddåb ved Douaumont, beskriver et fransk bombardement d. 15. oktober således: ”Jeg husker en aften i alarmtiden, da der med ét brød et frygteligt spektakel løs. Det var som alt helvedes yngel var sluppet løs på en gang. Jord og himmel stod i ét af ild og røg. Tusinder af geværer knitrede, håndgranater eksploderede uafladeligt, miner, shrapnels og granater hylede og hamrede. Hundrede af flimrende lyskugler steg til vejrs i alle mulige farver. Vi stod med opplantede geværer, fingeren på aftrækkeren og håndgranater foran os.”
Dette angreb var dog blot en prøve af det tyske forsvar, foruden en del af den stadige nedslidning af forsvaret, som forløberen for en storoffensiv. 19. oktober rettedes en om end endnu mere intens trommeild fra omkring 700 franske kanoner mod linjerne, som i løbet af nogle dage pulveriserede regimentets stillinger. Fra d. 23. satte gigantiske 400 mm kanoner, der kunne gennemtrænge fortets 12 meter tykke beton, 20 træffere ind på fortet, hvor flere hundrede ”84’ere” havde søgt tilflugt som derefter blev delvist rømmet. D. 24. gik franske soldater frem bag en lammende trommeild, der bevægede sig frem med 50 meter på to minutter, og generobrede Douaumont.
Et påtænkt generobringsforsøg blev ikke til noget, og hermed var Regiment 84’s indsats ved Verdun ovre. Men kampene fortsatte, og Højde 304 og ”Mort Homme” blev generobret af franskmændene i august 1917. Op mod 10.000 soldater fra begge sider skal være faldet i kampene om højen. Ikke kun den franske hær forblødte.
Samme år som Regiment 84 kæmpede ved Verdun kæmpede to andre ”danskerregimenter” fra juli til oktober i den tyske hær – Regiment 86 ”Königin” og Reserve-Regiment 86 – i et lignende helvede: Slaget ved Somme.
Læs også artiklen I kamp ved Somme
Læs mere:
Danskere på Vestfronten 1914-1918, Claus Bundgaard Christensen
Det slesvigske regiment, Morten Kamphøvener
Dansksindet under ørnebanneret, Sune Wadskjær Nielsen
The Battle of Verdun, Alan Axelrod
www.werelderloog1418.nl/battleverdun/battleverdun44/index.htm