Tom Buk Swienty’s ’Dommedag Als’ fortsætter hvor ’Slagtebænk Dybbøl’ slap. I starten kommer vi stormen på Als nærmere, dag for dag, time for time, og til sidst næsten minut for minut. Via breve får man et sjældent levende og intenst indtryk at stemningen hos soldaterne og de civile indbyggere i omegnen af det der skulle blive en kampzone. Særligt beskrivelsen af kampen på Als efter den prøjsiske overgang er medrivende og dramatisk. Historisk dokumentar så spændende som en roman.

Som også i Slagtebænk Dybbøl springes der forbilledligt og gnidningsløst mellem de forskellige militære niveauer, lige fra soldaten på vagtposten til de førende officerer på begge sider. Der springes også fra den militære nedtælling og til det politiske niveau, der på glimrende vis giver et dybt indblik i de politiske overvejelser på både den danske, prøjsiske og østrigske side. Denne del fylder væsentligt mere i ’Dommedag Als’ end i forgængeren da kampene om Als varede betydeligt kortere tid. Selve slaget var ovre på blot én nat.

De politiske overvejelser er lige så spændende fortalt som den militære del, og særligt fascinerende er det at følge den tilsyneladende psykisk uligevægtige (maniodepressive) statsminister Monrads beslutninger, og udredningen af hans bevæggrunde for de skæbnesvangre politiske beslutninger han tog. Der tegnes et billede af et lidet kompetent dansk lederskab på både den politiske og militære front, og Buk-Swienty tegner et krystalklart billede af hvorfor det endte så galt, at hele Sønderjylland op til Kongeåen gik tabt.

Det uden på nogen måde at gøre prøjserne eller Bismarck, Jernkansleren til skurke. Det var ikke ansvarlig for, at de stærkt ophidsede dansk-nationale kræfter havde pisket en krigsstemning op, samtidigt med at de udsultede forsvaret og lod landets fæstninger forfalde. At at de på helt og aldeles inkompetent vis også forkludrede de ellers fordelagtige forhandlingsløsninger der blev stillet Danmark i udsigt af de venligt sindede europæiske stormagter, England og Frankrig, kan retteligt heller ikke bebrejdes Prøjsen og Bismarck. Danmark blev et selvforskyldt offer for den nationalistiske feber.

Netop billedet af en samling uduelige danske politikere opfyldt af nationalromantiske drømmerier, og derfor med et stort behov for at skyde skylden for katastrofen på andre, er også et interessant aspekt. Først nu retter Buk-Swienty op på den historiske uretfærdighed som danske historiebøger har berettet om i forhold til skyldsspørgsmålet. Bogens helt store scoop er den overraskende og yderst oplysende belysning af de indbyrdes uenigheder; kongen ville allerhelst fortsætte den helstat som de nationalliberale helst så stendød. Så gerne at han foretrak, at ofre dansk selvstændighed og se Danmark blive optaget som stat i Tyskland, hvis det kunne bevare helstaten – og dermed kongens overhøjhed over Slesvig og Holsten.

Bismarck afslog dog, så tak til Jernkansleren for at have bevaret Danmark. Behandlingen af de potentielt tørre politiske aspekter udfoldes igen, som også i Slagtebænk Dybbøl, uden at rode sig ind i lange og indviklede udredninger. På enkelt og tilgængelig vis udredes historien om datidens europæiske magtbalance, og om hvordan det politiske spilfægteri og luren hinanden af spillede ind på udlandets holdning til konflikten, og hvordan det påvirkede særligt prøjserne og Bismarck. Sublim historiefortællling.

Tilmed er bogen godt illustreret med tidens fotografier. Eneste anke er måske, at der bruges uforholdmæssigt megen tid og plads på at beskrive stemningen i København via breve fra Luise Heiberg og H.C. Andersen, samt en del digte. Her kommer vi vel lidt bort fra selve emnet, selvom beretningen om den nationale stemning naturligvis også har en vis værdi.

Anmeldelse af Jens Geisler

Fakta om bogen

Titel: Dommedag Als

Forfatter: Tom Buk Swienty

Omfang: 408 sider

Forlag: 396 sider

Pris: 299,95 på www.saxo.dk