Med udbruddet af revolutionerne i 1848, blev regenterne i næsten alle de centraleuropæiske lande, stillet overfor to basale krav: En forfatning og national enhed. For det danske monarki betød disse krav starten på tre års krig. For Kong Frederik VII, var en liberal forfatning svær, men “national enhed” var næsten umulig.

Mere end en tredjedel af Danmarks befolkning var tyskere der boede i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Disse tre sydlige regioner i den danske Helstat (et almindelig brugt navn for kongeriget og hertugdømmerne), udgjorde omkring en tredjedel af kongerigets økonomiske styrke.

Efter afslutningen på Napoleonskrigene, var nationalismen vokset på begge sider. Danskerne drømte om et national, homogent kongerige med hertugdømmet Slesvig indlemmet. Tyskerne på deres side holdt fast i ideen om en personel union imellem det danske kongerige og hertugdømmerne, som de så som en udelelig føderation. Deraf kom navnet Slesvig-Holsten, skrevet som et ord.

Omdrejningspunktet for den nationale kamp var hertugdømmet Slesvig. Denne del af det danske rige var beboet af tyskere, danskere, frisere og en del mennesker der ikke var helt sikker på deres “nationalitet”.

Yderligere, og sommetider en glemt grund til at krigen brød ud, var spørgsmålet om arvefølgen. Da Kong Christian VIII af Danmark i januar 1848 døde barnløs, skulle hertugdømmerne ifølge arvefølgeloven været gået til huset Oldenburg. For at forhindre en deling af det danske kongerige, blev den danske “Kongelov” (Lex Regia) der tilgodeså kvindelige tronarvinger, ulovligt indført i hertugdømmerne.

En opsummering af årsagerne til Treårskrigen lyder: Gamle og nye ideer kolliderede med hinanden og både danskere og tyskere retfærdiggjorde brugen af våbenmagt ved at henvise til disse “nye” eller de “gamle” ideer.

Den provisoriske regering og den 24. marts 1848

Efter et spontant møde den 21. marts, hvor indbyggere i København demonstrede og forlangte en liberal konstitution, brød rygterne ud i hertugdømmerne. Nu viste årene med skjult konfrontation imellem nationaliteterne sig. I Kiel som var det politiske center for det tyske nationalistiske og legalist parti, vidste ingen hvad der præcist foregik i København.

De ledende lokale embedsmænd og andre vigtige personer, samledes d. 24. marts i Kiel og proklamerede en “provisorisk regering”. For den danske centralregering var dette et oprør, men for tyskerne var det en loyalitetshandling, da de troede at deres konge var i hænderne på de revolutionære I København.

Rent faktisk havde den danske konge udnævnt nye ministre, hvoraf nogle kunne kaldes radikale nationalister. Især udnævnelsen af Kaptajn (!) Tscherning som ny krigsminister, gjorde det klart at “Ejder danskerne”, Danmarks liberal-nationalistisk parti, der forlangte floden Ejder som grænse for den danske stat, havde vundet.

Proklamationen af den slesvig-holstenske provisoriske regering, var et første men ineffektivt tiltag imod national integration for tyskerne, fordi deres krav ikke var baseret på et militært fundament. Rendsburg, som lå i hjertet af hertugdømmerne, var den vigtigste garnison og fæstning i Slesvig-Holsten. Tre infanteri bataljoner (14.,15. og 16.) det 2. Artilleriregiment, ingeniører og hovedarsenalet lå her.

Kuppet i Rendsburg

Under ledelse af prins Frederik (Slesvig-Holstein-Augustenburg) af Noer, en tidligere dansk generalmajor (og et medlem af den slesvig-holstenske regentlinie som anført ovenfor), udførte et kontingent soldater fra det 5. “Lauenburger Riffelkorps (Jægerkorps) og studenter fra Kiels universitet et kup i Rendsburg.

Ved at bruge jernbanen imellem Kiel og Rendsburg, som havde en direkte forbindelse til fortet, passerede de slesvig-holstenske tropper simpelthen igennem portene, som af ukendte grunde stod åbne.

Selvom næsten alle de soldater der var stationeret i Rendsburg var tyske, var de fleste af officererne danske. Ikke overraskende nægtede disse officerer at følge Prinsens ordrer, men heldigvis flød der ingen blod denne dag. Efter at Prinsen havde holdt en patriotisk tale, gik infanteri bataljonerne og artilleri regimentet over på den provisoriske regerings side.

Det blev tilladt de danske officerer at rejse til Danmark, men de matte sværge ikke at kæmpe imod Slesvig-Holsten i den kommende krig. Selv nogle ældre officerer af tysk oprindelse tog nordpå. De var veteraner fra napoleonskrigene og havde stærke patriotiske følelser for Kongen. Imens fulgte yngre officerer og mandskab fra de andre garnisoner i Glückstadt (17. Infanteri Bataljon), Itzehoe og Plön (2. Dragon Regiment) deres nationale følelser og tilsluttede sig den samme dag, 24. marts, den provisoriske regering.

Tilslutning fra det 1. Dragonregiment og det 4. Riffelkorps, begge med garnisoner i Slesvig var mere kompliceret. De danske officerer der var alarmeret af rygterne, og de bevæbnede pro-tyske civile vagters aktiviteter, samlede deres tropper og besluttede at marchere imod Flensburg. Denne by var kendt for dens pro-danske følelser, selvom befolkningen var blandet ligesom i de fleste byer i den nordlige del af hertugdømmerne.

Det lykkedes for nogle af de unge tyske løjtnanter, at overbevise 2/3 af regimentet om, at de skulle kæmpe for den provisoriske regering, imens resten fulgte deres chefer nordpå. Det 4. Riffelkorps adlød modstræbende. Om aftenen ankom jægerne til Flensborg, hvor de overnattede. Næste morgen var korpset reduceret til det halve.

Jægerne var fulde og ikke villige til at adlyde ordrer. Snart efter besluttede officererne at gå til Aabenraa, imens mændene blev sendt hjem. Dette foregik imellem den 25. og 26. marts. På det tidspunkt havde hver eneste soldat i Slesvig-Holsten besluttet, på hvilken side han ville sætte livet på spil i den kommende kamp.

Selvom adskillelsen imellem danskere og tyskere i militæret ikke altid foregik uden problemer, så bevarede de fleste af officererne et stærkt venskab med deres tidligere kammerater. Især i kampen ved Bov (9. april 1848) beskriver samtidige beretninger “mørke følelser i enhver ægte soldats sind”, da slesvig-holstenske og danske officerer mødte gamle venner der nu kæmpede for “fjenden”.

Dannelsen af oprørshæren 25.marts – 9. april

Da det åbne oprør brød ud, var der ikke tvivl om, at hertugdømmerne snart ville møde et dansk ekspeditionskorps. Slesvig-Holstein manglede enhver institution der var nødvendigt for at opretholde en hær i krig. Der var intet krigsministerium, intet organiseret militært forsynings og transportsystem og ikke engang nok officerer og underofficerer til at lede tropperne. Af 159 officerer forblev kun 65, den tyske del af officerskorpset, i oprørshæren.

Siden januar/februar var styrken på de slesvig-holstenske garnisoner holdt meget lav (ca. 1500 mand), da Danmark frygtede for et militært oprør. Derfor var den provisoriske regerings første skridt en opfordring til at melde sig under fanen, og at indrullere lokale og “udenlandske” (dvs. tyske) frivillige. De sidstnævnte udgjorde frikorpsene – frivillige enheder af bataljonsstørrelse, og ofte af tvivlsom militær værdi.

De regulære infanteri enheder (1.–4. Bataljon) blev bragt op på kampstyrke og to bataljoner mere (5. og 6.) blev oprettet nogle få dage efter d. 24. marts. Arsenalerne i Rendsburg indeholdt nok artilleri til, at man kunne danne seks feltbatterier bestående af 6 og 12 punds kanoner, men der var ikke heste nok til at gøre artilleriet mobilt. Højst 3 6 pund kanoner kunne blive bemandet og trukket af heste.

Kavaleriet med dets to dragonregimenter blev betragtet som den mest ineffektive del af hæren. Terrænet i hertugdømmerne bestod af hække, skove og bakker og var dårligt egnet til kavaleriangreb. Mandskabet i de to regimenter blev udgjort af adelsfolk fra hertugdømmerne. Som repræsentanterne fra Slesvig-holsten-augustenborg dynastiet, frygtede denne overklasse konsekvenserne af bevæbnede demokrater, frikorpsene, mere end det kommende danske angreb.

Deres synspunkt gik på det legitime. Den danske konge var ikke deres fjende. Han forblev det “ufrie” overhoved for hertugdømmerne. Fjenderne var det liberale og nationale danske “revolutions” parti, som truede det dansk tyske fælles kongedømmes (Helstaten) traditionelle orden.

Oprørernes flåde

Den provisoriske regerings eneste tilgængelige flådefartøj i marts 1848 var damperen CHRISTIAN VIII. Det var et forældet fartøj som blev brugt til regerings formål og posttransport i fredstid. En inspektion afslørede snart “CHRISTIAN VIII”s uegnethed til militært brug. Selvom Danmarks flåde var blevet genopbygget siden krigen med England (1801-1815), var der ikke stationeret et eneste krigsskib udfor Slesvig-Holstens kyst.

Den provisoriske regering havde derfor ingen flåde i marts/april 1848. Kun grundlæggelsen af en tysk rigsflåde (Reichflotte) i 1848/49 gjorde det muligt at oprette en lille slesvig-holstensk flåde som kom i kamp i 1849 og 1850.