Isvinteren i 1658 var afgørende for danmarkshistorien. Den 29.-30. januar for 352 år siden knækkede isen ikke under den svenske invasionshær; til gengæld knækkede den Danmark som politisk stormagt.
af Jens Geisler
Vinter- og juletid har i danmarkshistorien ikke været fredens tid; særligt svenskekrigene – konflikterne i det 1600 og 1700-tallet hvor Sverige fortrængte Danmark fra tronen som skandinavisk stormagt – afgørende slag udspillede sig gerne i årets koldeste tid, og ofte var Nordtyskland skueplads for vinterkampene. Svenskehæren var ikke den eneste fjende; også ‘Kong Vinter’ vendte sig flere gange mod Danmark.
Vinterkatastrofen i 1658
Takket være en ekstremt kold isvinter som frøs de indre danske farvande til blev den ellers stærke danske flåde, som gav Danmark en stor del af dets militære styrke, neutraliseret. Det gjorde det muligt for den Karl den XX’s svenske hær, at krydse Lillebælt den 29.-30. januar 1658, og den 6. februar gik fjenden over isen til Sjælland via Langeland og Lolland-Falster, efter at have krydset grænsen til Danmark fra Nordtyskland.
Kort tid efter stod den svenske hær ved København. Det danske forsvar blev fuldstændigt overrasket, og lederskabet gik i panik. Den danske kong Frederik III måtte underskrive en ydmygende fredsaftale i Roskilde i slutningen af februar, som betød tabet af Skåne, Blekinge og Bornholm til Sverige. Danmark havde mistet alle resterende områder øst for København og Østersøen, med al dens indbringende handel, var mere eller mindre blevet et svensk domæne.
Stormen på København
Det skulle dog ikke være nok for den svenske konge. Året efter satte han næsen op efter helt at opsluge Danmark. De svenske tropper som tidligere havde besat Danmark blev nu samlet i Kiel, og herfra sejlede en svensk flåde på 10 orlogsskibe og 60 transportskibe 6000 soldater til Korsør, hvorfra de marcherede mod København.
Den svenske konge var i tidsnød, for de europæiske magter så ikke gerne et dansk monopol på Øresund og østersøhandelen opløst – blot for at overgå til Sverige. En dansk styrke, støttet af østrigske, poIske og brandenburgske tropper, havde allerede generobret Jylland og Fyn i oktober-november 1658. Så, i februar 1659, efter et halvt års belejring, gav Karl Gustav XX ordre til storm. Selve stormen begyndte lidt over midnat natten mellem den 10. og 11. februar.
To mindre angreb mod kastelområdet i nordøst og fæstningens centrum ved Nørreport skulle åbne op for et rytterangreb i ryggen på forsvaret af Slotsholmen. Hovedangrebet kunne – igen takket være den tykke is – overraskende sættes ind dér, over havet i Kalveboderne, hvor forsvaret var svagt og blot bestod af en muret hjørnebastion og en lav mur.
Klædt i hvide overtræksklæder og i ly af kaftigt snevejr rykkede de svenske soldater frem, nåede enkelte steder op på voldene, men blev alle steder drevet tilbage af de kampklare forsvarernes ild; spioner havde forinden opsnappet angrebstidspunktet. Danmark blev reddet på målstregen.
Bornholms december-opstand
Helt uafhængigt af udviklingen på Sjælland havde Bornholm i 1658 befriet sig selv fra svensk besættelse. Overfaldet og drabet på den svenske kommandant Printzenskjold den 8. december bevirkede, at den svenske 116 mand store styrke på fæstningen Hammarshus forhandlede sig til overgivelse dagen efter. Også i Malmø skulle en opstand have fundet sted, men blev afsløret af den svenske efterretningstjeneste, som gjorde det af med lederne.
Torstenssons vinterlynkrig 1643
Men før Bornholm selv-befrielse og det katastrofale nederlag i vinterkrigen 1657-58 udspilledes en næsten lige så afgørende krig. Som konsekvens af Sveriges engagement i den europæiske 30-års-krig befandt svenske tropper sig i Bøhmen, langt nede i Centraleuropa. I dybeste hemmelighed blev de dirigeret mod nord for, som led i en svensk-hollandsk konspiration om at bekæmpe dansk kontrol med Østersøhandelen, at rette et lammende angreb mod Danmark.
Den 11. december 1643 strømmede derfor 15.000 svenske tropper under kommando af general Torstensson pludseligt ind i det danske kontrollerede Holsten og Slesvig. De danske tropper befæstninger og også helt uforberedte på et angreb; den 18. december faldt fæstningen Christianspris ved Kiel ved storm, og fæstningen Rendsburg faldt juleaften. I januar faldt hele Jylland.
Overraskelsesangrebet lykkedes til fulde. De danske bælter kunne svenskehæren dog ikke krydse, hverken fra Jylland eller Skåne, som den svenske general Horn havde invaderet og hårdhændet førte krig mod de skånske partisaner, kaldet ‘gønger’ eller ‘snaphaner’.
Selvom også partisaner kæmpede i marsklandet og i Nordjylland kunne intet forhindre, at krigen afsluttedes med freden ved Brømsebro, hvor Danmark måtte afstå dele af Norge, samt Gotland, Øsel i Østersøen, samt Halland. Danmark havde med ét mistet kontrollen med Østersøen, hvor svenskerne fra da af også kunne gøre sig gældende.
Decemberstorm på Wismar
Den danske konge sukkede efter en mulighed for at revanchere nederlagene fra 1643-45 og 1657-58, og med Skånske Krig 1675-79 gjordes forsøget. Men før man kunne krydse Øresund og generobre Skåne, Halland og Blekinge var det nødvendigt, at sikre ryggen. Svenske besiddelser i Nordtyskland, som fæstningsbyerne Stralsund og Wismar m.fl., var som en dolk i ryggen på Danmark, og først når disse var nedkæmpet kunne en invasion af Skåne foretages.
Wismar var på den tid Nordeuropas stærkeste fæstningsværk, men alligevel lykkedes det den 13. december 1675 at storme byens ydre fæstningsværker, hvorefter selve citadellet inde i byen kapitulerede. Et svensk undsætningsforsøg med 3000 mand fra Stralsund blev samme dag afværget ved kampen ved Ribnitz, da en dansk styrke på 3000 ryttere under Carl Arensdorf, i forening med 1300 mand under prinsen af Hessen-Homburg, spærrede vejen til byen.
Katastrofen ved Lund
Da kampagnen for at tage de svenske besiddelser i Nordtyskland under kontrol var veloverstået løb invasionen af Skåne af stabelen. Året efter, den 4. december 1676, mødtes de to hære nord for byen Lund. De danske havde ødelagt alle broer i området og forskanset sig bag åen Kevle og troede sig sikre. Men igen spillede vinterkulden en rolle, for isen var frosset til og svenskehæren kunne alligevel krydse åen.
Det gav dem mulighed for, at lancere et fremstød mod syd som skulle omringe den danske hær og undsætte det belejrede Malmø. Den danske hær måtte rykke teltpælene op og manøvrere for at blokere omringningsforsøget. Det resulterede i, at hæren mødte den svenske hær på et højdedrag nord for byen Lund. På trods af svenskehærens gode forsvarsposition på toppen af højdedraget, lykkedes det dog efter nogle timers kampe alligevel den talmæssigt overlegne danske hær på 13.000 mand, at lægge den et stort pres på blot de 8000 svenske soldater.
Men inden denne kamp var startet havde en svensk rytterstyrke, med kong Karl XI i spidsen, dreven en dansk rytterstyrke væk. På dette kritiske tidspunkt vendte den svenske styrke tilbage, brasede igennem de danske linjer bagfra, og sluttede sig til hovedstyrken.
Angrebet bagfra havde skabt kaos i de danske rækker, og med et nyt, samlet svensk modangreb på hæren gik den i panik og opløstes. Slaget forvandledes til en massakre på de flygtende danske tropper, og med omtrent 6000 danske og 3000 svenske døde blev slaget Nordens blodigste nogensinde. Sverige sad sikrere end nogensinde på tronen, som Skandinaviens stærkeste magt.
Forår for Danmark?
24 år senere begyndte den Store Nordiske Krig. I årene 1700-1721, kæmpede Sverige mod en alliance bestående af Rusland, Polen, flere tyske stater, og fra 1709 også Danmark. Sveriges tid som stormagt var dog allerede for nedadgående; særligt efter, at den russiske zar Peter den Store samme år havde slået den svenske hær eftertrykkeligt i slaget ved Poltava. Med det svenske nederlag så Danmark endnu en chance for, at revanchere de smertelige nederlag og generobre de tabte Skånelande.
Ny vinterkatastrofe i Skåne
Igen måtte de svenske områder i Nordtyskland neutraliseres før en dansk hær sikkert kunne føres over Øresund, og næsten som en gentagelse af felttoget i 1675 stod den danske hær igen ved Wismars porte og en belejring indledtes. Dermed var ryggen sikret tilstrækkeligt, og i 1710 sendtes igen en dansk hær til Skåne, som den 28 februar mødte den svenske hær nær Helsingborg.
Under kampen kom den danske hærs højre fløj lidt for langt væk fra resten af linjen. Der opstod derved et hul i de danske linjer, som svenskerne udnyttede; et modangreb ind i hullet mellem de danske styrker pressede forsvaret hårdt, og da den danske øverstkommanderende, general Rantzau, samtidigt blev hårdt hårdt brød forsvaret sammen. Nederlaget, som kostede 5000 danske livet og 2500 fanger – halvdelen af styrken, mod et svensk tab på blot 800 mand – var så stort, at det skånske felttog måtte opgives. Det blev aldrig genoptaget.
Flere decemberkampe om Wismar
Men i Nordtyskland fortsatte belejringen af Wismar og andre svenske støttepunkter. Et svensk udfald den 5. december 1711, med godt 2500 mand og 12 kanoner af fæstningens besætning, mod den noget mindre danske omringningsstyrke på 1600 mand led fuldstændigt nederlag; praktisk taget hele den svenske udfaldsstyrke gik tabt, mod et mindre dansk tab på under 300 mand. Kun den svenske kommandant Schoultz selv og få andre nåede tilbage til fæstningen, som de dog bevarede kontrollen over.
Året efter forsøgte den svenske hær at løsne det danske greb om Nordtyskland, og kom det belejrede Wismar til undsætning. Den 20. december 1712 stod slaget ved Gadebusch, nogle få kilometer syd for Wismar, hvor en svensk hær på 17.000 under Magnus Stenbock mødte general Scholtens danske hær på 11.500 mand, støttet af 3.200 saksiske ryttere. Danskerne var først opstillet i traditionel slagorden mellem en mose og en ådal, som dækkede flankerne, mens de afventede den svenske hærs tilsynekomst. Men da den sachsiske rytterfeltmarskal Flemming protesterede over, at hans styrke ikke havde tilstrækkeligt manøvrerum påbegyndtes en omgruppering.
Netop da nåede de svenske styrker frem og gik til angreb. Slaget varede fra kl. 11 om formiddagen til mørkets frembrud. Under kampen brød den danske venstrefløj sammen, og i centrum måtte det danske infanteri trække sig tilbage pga. den svenske kardæsk-ild; poser med jernkugler affyret fra kanoner. Kun den danske højrefløj, med bl.a. Flemmings rytterstyrker, rykkede frem, men kunne trods flere stormløb ikke fremtvinge en afgørelse. Igen var nederlaget eftertrykkeligt da kun halvdelen af den dansk-sachsiske styrke kunne reddes, mens svenskerne slap med et tab på 1600 mand.
Julesejr ved Stralsund
Krigslykken vendte, og i 1715 erobrede en stor dansk-sachsisk styrke på 17.000 mand hurtigt Wismar, samt halvøen Rygen (hvor Valdemar den Store og biskop Absalon havde slået venderne i Arkona ca. 550 år tidligere). Fæstningsbyen Stralsund, som for daværende var det eneste tilbageværende svenske støttepunkt i Nordtyskland, blev lagt under belejring, og næsten nøjagtigt tre år efter efter nederlaget ved Gadebusch faldt Stralsund.
Efter et stædigt forsvar ledet af den svenske konge Karl XII personligt, og efter at alle de ydre forsvarsværker var erobret ved storm, kapitulerede fæstningen den 23. december til et dansk-prøjsisk-sachsisk korps. Fæstningens besætning på 10.000 mand gik i krigsfangenskab, men natten mellem den 21. og 22. december var Karl XII dog smuttet ud gennem den danske flådes blokade af byen og nåede sikkert hjem til Sverige. Sejren var dog forgæves, for nederlaget i 1721 til trods bevarede Sverige kontrollen med Skånelandene.
Napoleonskrigene
For Danmark varede freden helt frem til den franske kejser Napoleons serie af krige, som involverede store dele af det europæiske kontinent i over perioden 1793-1815. Med et par nævneværdige undtagelser – søslaget på Københavns red i 1801 mod den engelske flåde, og briternes bombardement af København og efterfølgende bortførelse af flåden i 1807 – var Danmark ikke involveret.
Men i 1812 sendte Napoleon en kæmpehær på omkring 500.000 mand mod Rusland, som imidlertid led nederlag og gik under på tilbagetoget i den bidende russiske vinter. Russiske og allierede hære stormede frem og i december nåede de Nordtyskland, hvor Danmark i juli 1813 havde opstillet et korps på 12.000 mand, som sammen med to franske divisioner udgjorde marskal Davouts 13. armékorps. Mens de franske divisioner forsvarede Hamburg trak den danske styrke sig under kamp tilbage til Holsten.
Kolde retræte-kampe
Den 4. december 1813 udkæmpedes en træfning ved landsbyen Boden, hvor en brigade, bestående af Slesvigske og Fynske Infanterirregiment samt en eskadron af Fynske Regiments lette dragoner, standsede en forfølgende fortrop fra den svenske general Wallmodens russisk-tysk-svenske armékorps, og drev den på flugt.
Den 6. december splittede Jyske Regiments lette dragoner, og et regiment franske ridende jægere, en stor kosakstyrke ved landsbyen Tonnendorf, og forfulgte fjenden indtil andre kosakker og tysk-russiske husarer gik til modangreb. Det tvang den danske styrke til at trække sig tilbage, samtidigt med at de måtte udføre modangreb for at holde fjenden på afstand.
Den 7. december kæmpedes der ved landsbyen Bornhøved, hvor en svensk rytterbrigade på et par tusind mand rettede et overraskende angreb på den danske hærs bagtrop. De blev dog standset af kanonild, og et modangreb udført af Holstenske Infanteriregiment tvang svenskerne tilbage.
Slaget ved Sehestedt
Målet for de danske troppers tilbagetrækning var Rendsburg. Den 9. december var den danske styrke samlet i Kiel, men fjendtlige styrker var i mellemtiden gået nord om styrken og spærrede derfor vejen til Rendsburg. Den 10. december rykkede styrken frem mod landsbyen Sehested, hvor en styrke på 7-8000 mand fra Wallmodens korps blokerede vejen til Rendsburg.
Det første danske angreb, udført af let infanteri, mod landsbyen blev afvist, men efter et bombardement lykkedes det en stormkolonne at indtage byen kl. ca. 10.30. Den danske hær og de fjendtlige styrker udvekslede i de efterfølgende fem timer angreb og modangreb i terrænet sydvest for Sehested; først rykkede fjendtligt infanteri frem sydfra, som blev angrebet og afvist af Fynske Dragonregiment, og efterfølgende rytterangreb støttet af infanteri blev også afvist af de danske styrker.
Mens dele af den danske styrke kæmpede for at holde Sehested åben førtes andre gennem byen, og ved 13-tiden var alle danske styrker kommet igennem. Marchen kunne fortsætte og styrken nåede frem til fæstningen Rendsburg.
Januar 1814
I nord forekom ikke yderligere kampe, men længere mod syd var fæstningsbyen Glyckstadt, med en dansk styrke på 3000 mand, blevet omringet. De stridende parter, som også omfattede en dansk flådestyrke på Elben bestående af en brig og otte kanonbåde, bombarderede hinanden frem til 5. januar uden at komme til nogen afgørelse. Men pga. tiltagende desertering blandt fæstningens mange holstenske soldater kapituleredes den 5. januar 1814. Ni dage senere, 14. januar 1814, indgik kong Frederik VI en fredsaftale i Kiel, og afskrev sig for altid Norge, som Sverige overtog.
Frosten anno 1864
Nationalismen prægede i årtierne efter Napoleon det europæiske kontinent, og inddrog også Danmark, som havde et stor tysksindet befolkning i Holsten og Slesvig. En stejl dansk politik ledte først til Tre-årskrigen 1848-50, som dog ikke løste noget, hvilket ledte til krigen i 1864 mod Preussen og Østrig.
Den danske hærs forsvar baseredes på Dannevirke-linjen, men det gamle forsvarsværk var afhængigt af, at store vådområder vest for forsvarslinjen blokerede fjendtlige hæres mulighed for at rundt om Dannevirke, og falde forsvaret i ryggen. Og netop da krigen brød ud 1. februar 1864 var moser og sumpet terræn frosset til, hvilket gjorde et forsvar af Dannevirke-linjen nytteløs.
Den lille danske hærs slidsomme retræte til fods til Dybbøl-stillingen, i bidende februarkulde og ad sne- og isglatte veje, fremstår symbolsk, som det lille lands heroiske kamp for overlevelse under vanskelige politiske vilkår: Over tre århundreders isvintre og vinterkampe gled Danmark ned fra positionen som regional stormagt til lille-put nation.
Læs mere:
Danmarks krigshistorie I-II
natmus.dk
danskskaanskforening.dk
bornholmsmuseeum.dk