Da zarens kejserlige Rusland i 1917 var blevet væltet, tog balterne – estere, lettere og litauere – chancen for at erklære sig uafhængige. Bolsjevikføreren Lenin og mange af hans tilhængere i Baltikum kæmpede dog for, at regionen skulle være del af den nye revolutionære Sovjetunion, mens briterne kæmpede for at holde tyskere og franskmænd ude af Østersøen. Danmark, neutralt siden begyndelsen af 1800-tallet, bekendte kulør, og var fra 1918 at regne som vestallieret, da man reelt støttede briternes anti-bolsjevikiske indsats.

I seng med briterne

Sympatien for den særligt estiske uafhængighedskamp, som historisk er forbundet med Danmark siden Dannebrogs fald i Tallinn i 1219, var stor. Intentionen var, at udsende et frivillig korps på omkring 1000 mand, men forsigtighed overfor Sovjetunionen og intern strid i Socialdemokratiet mellem bolsjevik-sympatisører og antibolsjevikker ledte til, at kun omkring 200 mand kom af sted. Da man ikke stod samlet bag en udsendelse af tjenstgørende officerer blev løjtnant af reserven, Richard Borgelin, forfremmet til kaptajn og kompagnichef. De frivillige, som for en stor dels vedkommende ikke havde nogen militær uddannelse, mens en mindre del havde en værnepligtig uddannelse, og andre igen en form for hjemmeværns grunduddannelse, ankom til Tallinn d. 4. april 1919.

København – Royal Navy’s base

Det mest værdifulde bidrag til kampen mod bolsjevikkerne var dog, at den danske regering i november 1918 tillod den britiske flåde, at bruge Københavns red som flådebase i kampen om herredømmet over Østersøen. Det, selvom forsvarslovene fra 1909 netop skulle imødegå britisk brug af danske havne og indre farvande. Den ”røde” flåde, med base i Kronstadt, var den britiske flådestyrke underlegen, hvilket betød, at  briterne nemt kunne udruste og træne den estiske hær. Den britiske støtte kulminerede med et ødelæggende torpedobådsangreb mod den sovjetiske flådestyrke i sommeren 1919. Briternes brug af København som hovedbase ophørte da slagkrydserne HMS Tiger og HMS Hood forlod Københavns red i maj 1920.

Patruljetjeneste i Tallinn

Et par uger efter ankomsten til byen skulle tropperne sikre roen i Tallinn ved at gå patruljetjeneste i byen. I forbindelse med den forstående åbning af parlamentet, hvor de valgte til en grundlovsgivende forsamling skulle træde til, frygtede den estiske militære ledelse uro, da meget stod på spil for både det estiske flertal og det tyske mindretal, de ”hvide” og de ”røde”, foruden zar-loyale russere. Men dobbeltpatruljer med 10 mand gående i hver side af gaden med påsatte bajonetter havde tilsyneladende en afdæmpende virkning, og valget foregik i ro og orden. Byen var et virvar af forskellige soldater fra en bl.a. fransk militær delegation, baltisk-tyske soldater, og svenske frivillige, og kombineret med alkohol og letlevende damer, var der en del problemer med disciplinen. Det hvilket også gjaldt for de danske frivillige, og få dage efter valgte man at flytte enheden til en kaserne i Nómme udenfor byen.

Til fronten

Den 18. maj marcherede kompagniet ud til fronten organiseret i fire delinger bevæbnet med russiske repetérgeværer M 1891 og en rekylgeværdeling med danskproducerede Madsen-rekylgeværer. Efter få dage i venteposition skulle styrken afløse en estisk bataljon på 600 mand i området kaldet ”de estiske alper” nær Munimäggi, Æggebjerget, Estlands højeste punkt – 318 meter over havet – og nær godset Hahnhof ved landsbyen Rouge. En tynd linje baseret på otte feltvagter, hver centreret om et rekylgevær, dækkede 800 meter frontlinje. Snigpatruljevirksomhed, dvs. overraskende ildoverfald på fjenden, hvor de lette Madsen-maskingeværer var langt mere egnede i modsætning til bolsjevikkernes tunge Maxim-maskingeværer, prægede hurtigt fronttjenesten. En enkelt frivillig mistede livet her.

16. maj havde den estiske 2. division indtaget den russiske by Pskov. Russerne trak sig tilbage og danskerne fulgte med frem. Man nærmest stødte ind i russerne ved landbyen Vange/Wungi, hvor 1. deling i midten, 2. deling til højre, 3. deling til venstre, med 4. deling i reserve, rykkede frem under ild og indtog landsbyen uden tab. Men så var det slut med den østlige fremrykning, for herefter blev kompagniet del af en estisk kampgruppe, der skulle rykke sydpå og ind i Letland for at hjælpe med at trænge de røde væk, ved at afskære dem fra forbindelserne mod øst. Målet var Kreutzberg-Jacobsstadt ved Düna-floden.

Efter en march på mere end 30 km i 30 graders varme fra Aluksne/Marienburg, hvor man havde overnattet, med sporadisk kontakt med fjenden, stødte styrken d. 30. maj på den Røde Hær, der havde forskanset sig ved herregården Litene/Lettin. Efter 20 min. skydning på en afstand af omkring 400 meter rykkede korpset frem i skyttekæder og indtog godset, da bolsjevikkerne trak sig væk i retning af jernbanestationen Sita, da skyttekæderne var ved at nå frem til deres stillinger. Dagen rykkede man frem til jernbaneknudepunktet Gulbene/Alt-Schwanenburg, og kunne konstatere, at de røde var på generelt tilbagetog, og havde været nødt til at efterlade bl.a. godsvogne med ammunition, mængder af våben, foruden to pansertog. Igen døde en enkelt frivillig af sine sår fra de foregående kampe.

Videre sydpå gik turen, dels med tog, men mest til fods, hvorefter man nåede godset Cesvaine/Sesswegen. De røde havde her tænkt at angribe den dansk-estiske styrke, men heldet var med sidstnævnte, for den 3. juni red regimentschefen for det røde 9. lettiske regiment, bestående af to bataljoner, ind på godset i den tro, at det endnu ikke var okkuperet, og blev taget til fange. Herefter var det en smal sag for kompagni Borgelin – støttet af to estiske eskadroner rytteri og et batteri artilleri – at nedkæmpe de føringsløse røde tropper, hvoraf 300 blev taget til fange. Dagen efter marcherede styrken videre sydpå, nu forstærket med flere eksemplarer af de vigtige Madsen rekylgeværer, som man nu havde 16 af.  5. juni nåede man målet; Kreutzberg-Jacobstadt. Eller rettere, kun den ene halvdel af dobbelt-byen på den nordre bred af floden Düna, Kreutzberg.

I den ”jødiske bolsjevik-rede”

Den var en sammenskudt samling ruiner, da tyskerne havde bombarderet russernes stillinger i byen i årene 1915-17. Dagbøger afslører, at i hvert fald et par af de danske frivillige ikke brød sig meget om byen, da den skulle være en ”bolsjevik-rede” beboet af mestendels jøder, der beskrives som ”modbydelige” og ”snavsede”. Fra estisk side blev der advaret om, ikke at tage imod jødiske skønheders invitationer, da de skulle være øvede i snigmord og grusomme pinsler. En patrulje, der bevægede sig tværs gennem den ligeledes sønderskudte sydlige del af byen, Jacobstadt, for kun at støde på en tysk patrulje fra den såkaldte ”Eiserne Division”, Jerndivisionen, der også kæmpede mod bolsjevikkerne – og naturligvis for tyskernes interesser – afslørede, at byen var blevet forladt af de røde.

Den sidste kamp ved Ostrow

Kompagniet gik derefter i tiltrængt reserve- og hvilestilling forskelige steder i baglandet bag fronten, men kom til sidst tilbage til Estland, hvor de blev indkvarteret i universitetsbyen Tartu, hvor de lå indtil afmarch d. 24. juli. Fra jernbanestationen i landsbyen Tsherskaya bevægede de sig videre øst på, ud i sumpene der prægede området, og nåede frem til angrebspositionen mellem Pskov og Ostrow. Her stødte kompagniet til den estiske såkaldte Scout-bataljon, bestående af unge og entusiastiske gymnasiaster og realskoleelever. Hovedangrebet skulle foregå fra nord, hvor en landevej og en jernbane kunne føre de estiske styrker, herunder et pansertog, til Ostrow. Den dansk-estiske styrke skulle, sammen med et mindre angreb fra vest, levere et supplerende pres på de røde styrker fra øst.

Allerede fra start d. 26. juli kom de under beskydning af det røde artilleri, der støttede en række godt udhvilede, udrustede og ligeledes entusiastiske røde enheder. Trods beskydningen lykkedes det danskerne, at bevæge sig 2 km frem i det svært tilgængelige skov- og sumpterræn – frem til det første af to passager, Prudy-passet, der gav adgang til Ostrow. Med estiske styrker som fløjsikring rykkede en deling frem som forspids med 2, siden 4 rekylgeværer, og til sidst 2 delinger og 8 rekylgeværer, og ryddede vejen til Prudy, Efter at de estiske fløje var nået op fortsattes fremrykningen til landsbyen Sjakovsina.

D. 27. rykkede styrken videre frem mod landsbyen Samukinor, hvor man igen ventede på, at de estiske fløje støttede op. D. 28. blev hele kompagniet sat samlet ind med støtte af 12 rekylgeværer mod de røde styrker. En dansk soldat skrev, at de danskes hurrah-råb i den tætte og mørke skov i ét tilfælde jog de røde på flugt, da de ekkoet mangedoblede lyden, hvorfor de røde troede, at styrken var meget større end den var. D. 28. juli intensiveredes modstanden; reserver blev trukket til, og intens granatild fra de rødes artilleri samt maskingeværild fra en panserautomobil gjorde sit til, at fremrykningen stoppede, og til sidst blev styrken kastet tilbage til Sjakovsina. Her lå de i kamp i tre dage, afviste flere angreb, alt imens hundredvis af granater dagligt regnede ned over stillingerne.

2. august blev styrken trukket nogle få hundrede meter ud af linjen, men patruljetjeneste og et enkelt bagholdsangreb tilførte alligevel styrken tab. 8. august blev den godt slidte styrke trukket helt væk fra fronten. Samme måned blev trykket mod de estiske styrker mærkbart lettet, da bolsjevikkernes interesse skiftede mod syd, hvor den ”hvide-russiske” general Denikin rykkede frem i Ukraine og truede med at indtage de store byer Kharkov og Kiev.

2. september marcherede det danske kompagni fulgt af en estisk æresgarde på 1000 mand bestående af en husareskadron, et infanteri og marinesoldater, officerer fra Talllins militærskole, og hele tre militærorkestre gennem byen ned til havnen og skibet ”Kalevipolg”, der skulle sejle danskerne tilbage til København. Den estiske øverstbefalende general Johan Laidoner i selskab med bl.a. den estiske statsminister Otto Strandman takkede for indsatsen. 7 døde (4 Ostrow), 20 sårede, og 4 fangne (Ostrow) var tabene. Resultatet var en lille, men mærkbar, indsats for estisk selvstændighed, der blev bevaret indtil 1940.

Af JG

Læs mere:

Hvor Dannebrog faldt ned – kaptajn Richard Gustav Borgelins erindringer fra den estiske frihedskrig, Ann-Mari Borgelin
For Dannebrogs ære – danske frivillige i Estland og Letlands frihedskamp, Niels Jensen
Dansk Baltisk Auxiliare Corps i Randstaternes Frihedskamp 1919, Max Arildskov