Drukningen af munkene skete i forbindelse med et lokalt oprør, hvor munkene blev beskyldt for at have støttet oprørerne. I tiden efter blodbadet i Stockholm var der opstået en række mindre lokale oprør, men ikke pga. begivenhederne i Stockholm. Blodbadet gik ud over adelige og gejstlige, hvilket bønderne ikke var ikke var særligt oprørte over. Det var Christians 2.s ordre om skattestigninger, og ikke mindst forbud mod at bønderne lå inde med våben, der ophidsede dem. I de forgangne årtier havde den svenske adel med stor fordel netop kunne trække på bønder med egne våben, når de ville kæmpe mod dansk overherredømme. Derfor Christian 2.s interesse i at stække dem.  

Søren Norby, kongens håndgangne mand i Sverige, anførte i et brev til kongen at op mod 1000 bønder i Kalmar len det seneste årti havde nydt godt af skattefrihed for deres medvirken i grænseforsvaret, hvor de også havde ret til at bære våben. Skattefriheden kunne de til nød gå med til at tale om – men ikke våbenretten. Det drejede sig ikke mindst om armbrøster. Han understreger også, at afvæbningen var den gnist, der fik det til at brænde i Kalmar len, som et af de første.

Ofte opstod der tumult når kongens fogeder kom for at afvæbne bønderne. Det udviklede sig gradvist til et regulært oprør, hvor bønderne plyndrede og nedbrændte kongens hovedgårde, tilbageholdt skatter, og jagtede fogeder og riddere. Norby skriver igen til kongen for at anbefale, at sende et brev med budskabet om, at de ville kunne få lov at beholde deres våben ”en tid”, så ville tingene falde til ro.  

Svensk samling i Dalarne

Christian 2. tilbagekaldte ikke sin ordre. De lokale oprør blev fra begyndelsen af 1521 afløst af en mere organiseret modstand med base i Mora, beliggende ca. 300 km nordvest for Stockholm. Her samledes svenske adelsmænd, der samstemmende kunne berette for dalkarlene om Christian 2.s fremfærd, blodbadet i Stockholm, og desuden om hvordan Sten Sture den yngres lig var blevet skændet.    

Legenden fortæller, at Gustav Vasa, der tidligere forgæves havde forsøgt at anstifte oprør blandt netop dalkarlene, blev opsøgt ved grænsen til Norge af skiløbere udsendt af adelsfolkene i Mora, og vendte tilbage. I midten af januar 1521 blev Gustav Vasa, 24 år gammel, så udnævnt til høvedsmand over Dalarna og resten af Sveriges rige. Dalkarlene var nu med på oprørenes side.

En årsag til at de netop mødtes i Mora i Dalarna var, at de i forbindelse med et oprør havde stærkt brug for dalkarlenes armbrøster, deres fremmeste våben, der kunne trænge gennem rustninger på op til 100 meters afstand. Vigtigt når man skulle op mod rustningsklædte lejesoldater i dansk tjeneste.

Dalarne – et europæisk økonomisk knudepunkt

Netop Dalarna og Mora, og Falun mod syd, havde stor strategisk betydning pga. de vigtige miner med kobber og jern, som området var rig på. Våbenproduktion og store handelsindtægter udsprang fra regionen. Af samme årsag var minerne vigtige for Christian 2., og vigtige på europæisk plan, hvor den stenrige Fugger-familie fra Bayern havde ambitioner om at ville udfordre Hansaens, den nordtyske handelsliga, kontrol med Østersøen og Norden. Derfor støttede de Christian 2. for gennem ham at få adgang til minerne; omvendt blev Sten Sture den yngre støttet af Hansaen, og efter hans død hans efterfølger, Gustav Vasa.

Gustav Vasa som oprørsleder, hæren uniformeres

Ikke medregnet de oprørske bønder landet over, var den svenske oprørshær var på dette tidspunkt på blot på måske nogle få hundrede, nogle hævder op mod 1500, mand. Armbrøster var i hænde, nu manglede man bare lanser og musketter. Derfor blev en af Gustav Vasas første handlinger den 5. februar 1521, at sende den lille oprørsstyrke mod våbensmedjerne i Falun, lidt mere end 200 km nordvest for Stockholm. De jog den lille danske garnison væk, tog den danske foged til fange, og konfiskerede alt brugbart grej. Herunder store mængder stof der anvendtes til uniformer og faner. Senere lykkedes det også at få bjergmændene i Falun til at tilslutte sig oprøret.    

Svensk partisankrig og det første slag

Gustav Vasas strategi blev at forhindre fjenden i at koncentrere sine styrker ved at angribe på mange forskellige punkter på samme tid. Overalt foregår der foregik der nu småkrig mellem de danske fogeder og bondestyrker.

Med den nu regulære og uniformerede oprørshær tog Gustav Vasa næste skridt, nemlig i retning af det vigtige støttepunkt Västerås, vest for Stockholm. Stadigt flere egne og adelige, der hidtil havde holdt sig tilbage, meldte sig under de nye oprørsfaner. Det danske styre i Stockholm forstod nu, at der var noget alvorligt på færde og sendte derfor en stærk styrke ud for én gang for alle at knuse oprøret. Hærene mødtes i begyndelsen af april 1521, omtrent halvvejs mellem Falun og Västerås, ca. 150 km nordvest for Stockholm.

Slaget ved Brunbäck færgeleje

Bondehæren begyndte med at beskyde de danske styrker med pile fra den nordlige flodbred. Pileregnen var så intens, at den danske styrke var nødt til at trække sig lidt på afstand. Under indtryk af den kraftige pileregn virkede danskernes kampvilje begrænset, men dalkarlene ville slås. Mens danskerne forberedte en egentlig retræte, førtes en mindre svensk styrke over Dalelven, udenfor danskernes synsvidde.

Styrken nåede frem til den danske lejr netop da den stod klar til at bryde op. Samtidigt gik hovedparten af dalkarlene over elven. Kampen stod på en åben plads kaldet Sonnbohed, hvor danskerne faktisk kæmpede tappert, men dalkarlenes angreb fra to sider var for voldsomt. Størstedelen af den danske styrke af landsknægte blev hugget ned, andre kastede sig i elven, mange blev taget til fange, og kun en mindre del formåede at flygte.

Slaget ved Västerås

En lille måneds tid senere, d. 29. april 1521, møder Gustav Vasa en ny dansk styrke landsknægte ved Badelundaåsen, lidt nordvest for Västerås, lidt over 100 km vest for Stockholm. Først angribes en del af den svenske styrke af stridslystent dansk rytteri, men blev afvist af en mur af piker. Samtidigt sendte dalkarlene igen byge efter byge af pile mod fjenden, hvilket fik rytteriet til at bryde sammen og flygte i panik. Flugten medfører uorden og døde og sårede blandt det fremrykkende danske fodfolk. Danskerne trak sig så tilbage og ind i Västerås, hvor svenskerne stoppes af de danske bøsseskytters overlegne ildkraft (dem har svenskerne kun få af her).  

Bøsseskytterne, der har forskanset sig på torvet, faldes dog i ryggen af en anden svensk styrke og bliver nedkæmpet. Danskerne satte så ild på byen, hvilket tvang svenskerne til at forsøge at redde som meget som muligt. Det gav danskerne en tiltrængt pause, og efter kort tid angreb de igen fra det nærliggende slot ind i byen. Gustav Vasa sendte sin reserve ind mod angriberne og i byens midte udkæmpes nu en rasende kamp. Svenskerne vinder overhånden og danskerne må trække sig tilbage til slottet, hvor de holdt ud til maj 1521.   

Lybeck sender flåde – løkken strammes om den danske hals

Så er løbet næsten kørt. I sommeren 1521 er hovedparten af landet udenfor byerne er nu på oprørske bønders hænder, og større byer og fæstninger ved kysterne belejres af oprørsstyrker. Kort før jul 1521 gik kommandanten på Stegeborg i Östergötland, Berend von Melen, dog over til Gustav Vasa. Hermed fik svenskerne en soldat med stor militær erfaring og gode kontakter til Lübeck.

De store kystfæstninger som Stockholm, Kalmar og Elfsborg, kunne ikke erobres uden tungt artilleri og orlogsskibe, men efter løfte om toldfrihed var Lübeck mere end villig til at levere dette. Fra maj 1522 deltog de med fartøjer, krigsfolk, kanoner og andre forsyninger. Da en stor dansk forsyningsflåde, der skulle undsætte Stockholm, i november 1522 opsnappes af en lybsk-svensk flådestyrke var enden nær.

Af JG