I den lille landsby går livet sin stille gang. Men så bliver krigen pludselig nærværende. Et valg er uundgåeligt.

Krigen står på ude i verden, men i landsbyen på Lolland lægger man ikke så meget mærke til det. Meget symptomatisk for situationen gør lægen, en af landsbyens autoriteter, nøgternt spillet af John Wittig (der bl.a. også spillede skolelærer i Pelle Erobreren) en ære ud af, at være neutral. Men da et par faldskærmsfolk kastes ned og modtages af de lokale modstandsfolk, der indtil videre kun har beskæftiget sig med mindre propagandamæssige opgaver, krakelerer den fredsommelige overflade.

For faldskærmsfolkene må og skal transporteres videre til København, og samtidigt har egnens tyske garnison, under ledelse af den flinke tysker, oberleutnant Ahlbach, der har venskabelige relationer med lægen, bemærket nedkastningen. Det bringer pludselig krigen tæt på, for den tyske officer insisterer på at gøre sin pligt og fange faldskærmsfolkene, men prøver dog også at holde det brutale tyske hemmelige politi, Gestapo, ude af sagen.

Skal den lokale modstandsbevægelse, hvor blandt andre den fornøjelige Preben Kaas, der vist mest er kendt som skuespiller i talrige lystspil, herunder ’Olsen banden’, foruden ’Huset på Christianshavn’, på udmærket vis viser modstandsfolkenes status af glade amatører, så ikke gøre, hvad de opfatter som deres pligt, men udlevere faldskærmsfolkene til den lokale tyske garnison, der så vil redde dem fra Gestapos kløer? Gennem primært den ellers altid så velovervejede læge, der må tage sin position op til overvejelse, fremlægges det moralske dilemma på klar og pædagogisk vis, men uden overdreven moraliseren.

På samme stille og rolige facon fremstilles de tyske soldaters omgang med byens civile, som de fx møder til dans på den lokale kro på fredelig, hvor både den menige tyskers venlige interesse for den kønne pige og den danske ”følg-med-strømmen” mentalitet demonstreres. Men når krigen pludseligt er blevet kastet ned fra himlen er det heller ikke uproblematisk længere. Mange af modstandsfolkene – der bl.a. omfatter en altid troværdig Axel Strøbye og en alvorlig Preben Neergaard som højstående modstandsmand (men slesk stikker i ’De røde enge’) – er skræmte og usikre, og ikke mener, at den nye fare, de står over for, er hvad de har meldt sig til.

Ikke at vælge side viser sig at være umuligt, lige som det viser sig, at stillingtagen i en krigstid kan have store personlige konsekvenser. At rollelisten inkluderer en englænder og tysker i to af filmens nøgleroller understreger bare ambitionen, om at vise krigens dilemmaer så realistisk så muligt, uden det store melodrama. Den stramme historiske ramme gør filmen ære, men lægger muligvis også en dæmper på det store skuespil. Men resultatet er et sobert og ægte indblik i krigens vilkår på det helt nære menneskelige plan.   

Anmeldelse af JG