Den jyske vuvuzela

Hvem kan ikke huske vuvuzelaen, fodboldhornet fra fodbold-VM i Sydafrika 2010 ? Nu også kåret som ‘årets ord’! Da det blev kendt var man vakse på Moesgaard Museum og gjorde hurtigt opmærksom på, at de havde en pendant til hornet; en såkaldt ‘jysk vuvuzela’ – hvis lyd efter sigende skulle være ligeså øredøvende som nutidens sydafrikanske pendant.

Krigshorn

Hornet er egentlig kendt som Nydam-luren da det blev fundet i Nydam-mosen nær Sønderborg. Hornet dateres fra det 1. til det 4. århundrede e.kr og var hovedsageligt af træ, men er rekonstrueret ud fra et bevaret mundstykke af metal. Museet gætter på, at det oprindelig blev brugt til at opildne krigere, intimidere modstandere, og måske også til at afgive signaler i slag.

Eksperterne fik inspiration til hvor Nydam-luren kan have set ud ud fra Trajans sejrssøjle, hvor slagne germanske krigere føres frem af romerske legionærer, nogle udrustet med trompeter, også kendt som den romerske tuba.

Den romerske legion

Den romerske tuba (ikke at forveksle med vore dages tuba) anvendtes til at dirigere angreb, retræte og andre taktiske bevægelser i felten. Romerne anses for at være den primære drivkraft bag brugen af horn til militære formål i Europa og flere enheder i en legion var udstyret med trompeter af forskellige typer.

Det menes, at helt op til 43 forskellige signaler regulerede de romerske legioners bevægelser. Forbindelsen mellem Nydam-luren og romersk militær åbner op for muligheden, at hornet har været anvendt på samme militære vis af en germansk jernalder hær, hvilket indikerer, at de germanske jernaldersamfund har været overraskende højt organiserede.

Legionærer kontra krigere

Den romerske tuba anvendtes til styring af legionens mange enheder. En legion bestod typisk af 10 kohorter på ca. 500 mand opdelt i centurier på ca. 60-80, der igen var opdelt i manipler på 6-8 mand. De mange små enheder fungerede alligevel som én enhed under en central ledelse ved brug af tubaen og andet signaludstyr til at koordinere deres bevægelser.

En sådan hær kan kun opstilles og fastholdes af et velorganiseret og centralt ledet samfund, som fx det romerske. Datidens germanske samfund anses ellers generelt for, at have været præget af mangel på central styring da høvdinge som oftest kun havde svag autoritet og løs kontrol over befolkningen i et område. Kun i krigstid kunne en strengere grad af styring håndhæves, hvilket betød en afgørende forskel i kamp med de romerske legioner.

Primitive stammekrige

Perioden anses for at have været præget af en kontinuerlig lavintens krigstilstand, hvor kampe var højt regulerede med et stærkt rituelt præg. Fra kelterne ved man, at kampene drejede sig om at udvise mod samt, at påkalde sig forfædres heltegerninger og gudernes velvilje.

Kampene drejede sig primært om prestige og formodes ikke at have resulteret i store tab. Kun sjældent havde en konflikt til formål at fordrive eller nedkæmpe en fjende. Stammekrige i Germanien i det 1. og 2. århundrede, inklusive det senere danske område, menes at have fulgt samme mønster.

Kimbrerne 101 f.kr

Relativt kort tid forinden, historisk set i hvert fald, berettede romerske forfattere om kampene med de germanske kimbrere, som menes at stamme fra Nordjylland. Plutarch skriver fx i sin bog om den romerske hærfører Marius’ liv, at kimbrernes kampformation i slaget ved Vercellae i år 101 f.kr bestod af en samlet falanks (masse, blok), lige så bred som den var dyb, og at de forreste var lænket sammen med kæder.

Det lyder mest som en samlet horde uden mulighed for andet end direkte stormangreb. Andre bemærker om slaget, at romerne var velbekendt med fjendtlige styrkers stormløb fra kampe i Ligurien og Spanien i 2. årh. f.kr, hvilket også tyder på, at kimbrerne ikke har anvendt en alt for sofistikeret kampteknik.

Hæren fra Illerup

Men andre eksperter vurderer dog, at den omkring tusind-mand stærke jernalder hær, hvis våben og udstyr er fundet i en mose i Illerup Ådal nær Skanderborg, kan have medbragt signaludstyr. Det samlede fund rummer op mod 15.000 stykker våben og udstyr fra hære som invaderede det østjyske område fra andre dele af Skandinavien og Nordtyskland, herunder mange romerske sværd, men hovedparten stammer fra årene omkring 200 e.kr.

Selve hærens størrelse samt en opfattelse af, at den kan have været opdelt i enheder på omkring halvtreds mand kan have betydet et behov for kommunikation ud over lederes kommandoråb, jf. fx et horn. Hvis billedet af hærens organisation stemmer er der sket en drastisk udvikling væk fra kimbrernes og andre germanske stammekrigeres verden.

Felttogene i Germanien

Situationen i Germanien i begyndelsen af det 1. århundrede kan have ændret på forholdene. I denne periode rykkede de romerske legioner mod nord, og trods et stort romersk nederlag til den germanske høvding Arminius i år 9 i ved Kalkriese, hvor tre legioner og ca. 20.000 legionærer blev nedkæmpet, spillede romerne under alle omstændigheder fortsat en rolle i Germanien.

En befæstet grænse etableredes ved Rhinen og Donau, og mange unge germanske mænd, også fra det nuværende danske område, gjorde tjeneste i den romerske hær. Det bekræftes bl.a. af fundet fra Vimose på Fyn, der omfatter en stor mængde romersk udstyr, formentlig bragt til Fyn af tidligere soldater i den romerske hær. Disse forhold kan have bragt viden om signalhornets militære anvendelse til Skandinavien.

Befæstninger og hære

Netop Vimose-fundets indhold af ensartet romersk udrustning fra 1.-2. århundrede e.kr kan fremhæves som et tegn på et grundlæggende skift i jernaldersamfundets militære kapacitet i retning af større hære og bedre organisering. Fund af bestående bosteder fra Borremose og Lyngsmose i 1970’erne viser en samtidig stigende samfundsorganisering i århundrederne op mod år 0.

Mindre bosteder af et par langhuse, måske omgivet af små hytter, blev afløst af mindre befæstede bydannelser. Disse blev beskyttet af palisader, volde og grave, sidstnævnte ofte med de såkaldte ‘Cæsars liljer’ i form af spidse træpigge banket ned i voldgravenes bund for at forhindre en overgang. Navnet stammer Cæsars felttog i Gallien i ca. år 50 f.kr, hvor legionærerne anvendte forsvarssystemet i fx belejringen af Alesia, gallernes hovedborg.

Militær vidensdeling

Netop under gallerkrigene noterer Cæsar sig i sin bog om felttogene, at gallerne evnede at tage romernes militære færdigheder til sig og vendte dem mod legionerne. Det gælder både taktisk, ved brug af skildpadde-formationen (Testudo), og til brugen af belejringsmaskiner, støttet af tilfangetagne romerske ingeniører.

Ligeledes er indtrykket, at den romerske militære tilstedeværelse i det nordlige Europa påvirkede germanske jernalderhære i det senere danske område, jf. de mange fund af romersk udstyr og våben. Det er også i samme periode, at man ser de første “danske” militære anlæg, som voldanlægget Vendersvold nær Åbenrå, Margrethediget nord for Jelling og Rammediget med klar romersk inspiration nær Lemvig.

Nyt samfund

Forsvarsværkerne fortæller en historie om en overordnet ledelse, der kunne planlægge og mobilisere ressourcer til at bygge sådanne forsvarsværker. Det er derfor ikke usandsynligt, at den romerske ekspansion i løbet af en periode på ca. 100-200 år fremtvang en grundlæggende ændring af de hidtil spredte stammesamfund i retning af en samling i små kongedømmer, der muliggjorde konstruktionen af forsvarsværker og opstillingen af bedre organiserede militære styrker.

Hyppige sammenstød mellem jyder, angler, daner og herulere m.fl. i hvad der betegnes som en folkevandringsperiode har givet været en medvirkende faktor til udviklingen – men sikkert er det, at det romerske imperiums nærhed har betydet en afgørende forskel for de danske jernaldersamfund. Hvis man kan abstrahere fra støjen er det dét ‘den jyske vuvuzela’ trutter om.