Den gale svenskekonges ransmænd jages fra Bornholm

Da Bornholms redningsmand var en lybsk foged kaldet Schweder Ketting, som en håndfuld gange reddede øen fra et voldsorgie af mordbrand, voldtægt og plyndring takket være en energisk forsvarsindsats.

Levende brændt

Et af de erobrede skibe blev fyldt med nogle af de tilfangetagne søfolk, der blev bundet fast. Derefter blev skibet blev sat i brand. Ilden fængede dog ikke rigtigt, så de stakkels mennesker blev over en længere tid stegt levende. ”Dath volck eine effene tidt geschmoecket”, som det skrives om grusomheden. Senere kom 4 svenske både til for at få ilden til rigtigt at fænge. Fra andre skibe blev lybske søfolk smidt overbord.

Den gale og brutale kong Erik

Krige blev (også) på den tid ført med stor grusomhed, hvor lejesoldater ofte fik lov at hærge frit i en periode efter at have erobret en by. Men denne krig blev ført med særlig stor grusomhed fra svensk side på befaling af den svenske kong Erik 14. Kongen havde læst Machiavellis ’Fyrsten’, en magtpolitisk manual til regenter, der anbefaler at sprede frygt blandt fyrstens fjender; måske baggrunden for massakren ved Rønneby i Blekinge den 4. september 1564, hvor omkring 2000 mennesker blev dræbt som hævn for et overfald på svenske tropper begået af danske partisaner, kendt som Snaphaner eller Gønger.

Måske spillede kongens tiltagende sindssyge også en rolle i brutaliteten. I hvert fald var livet ved hoffet præget af kongens voldsomme raseriudbrud; en forkert bevægelse eller en rømmen kunne i dårlige perioder udløse raseri, hvilket bl.a. kostede flere tjenere livet. Eriks halvbrødre, Johan 3. og Karl 9., fik i 1568 afsat Erik 14. som tyran.

Svenskerne kommer! – men får varm modtagelse

Baggrunden for det hele var, at den Nordiske Syvårskrig var brudt ud i 1563. Den 7. juli 1565 endte et søslag mellem Rügen og Bornholm med svensk sejr, hvilket åbnede op for en svensk landgang på Bornholm. I juli mislykkedes det første gang at landsætte soldater, men en svensk flåde med 36 under admiral Klas Horn skibe dukkede igen op ved Bornholm den 10. sept. for at erobre øen. 3 dage og nætter sejlede han med flåden rundt om hele øen, som han lod beskyde. Men øen havde et yderst aktivt forsvar – ifølge Ketting selv skal hans styrker have skudt 8 skud for hver 4. svenske. Han skrev; ”..hverken sparede krudt eller bly fra sine hele og halve kartover”.

Tyske lejesoldater, bornholmske bønder, kanoner og disciplin

Så sejlede flåden på skrømt mod syd, men Ketting forstærkede sit kystværn med folk og kanoner og sammenkaldte landeværnet fra 10 sogne for at give Horn, der vendte tilbage efter tre dage, endnu en varm modtagelse. Da denne til slut havde sendt 5 espinger (chalupper) med soldater for at gøre landgang, der under beskydning måtte vende om, sejlede han bort, men lod 6 skibe tilbage at krydse under øen. Ketting skrev til Frederik II at ”..jeg har nogle tyske landsknægte og bønderne i anstændig rustning, anvender flid dag og nat, ligger selv på stranden og holder bønderne under hård straf, at de skulle værge sig under livsstraf..”.

Kettings reaktionsstyrke

400 lybske professionelle lejesoldater, Kettings egen energiske ledelse af forsvaret, kanoner fra Lybæk og truslen om dødsstraf til bondekarle, der stak af, har givet været udslagsgivende for det succesrige forsvar.

Vigtigt var nok også de mange kystskanser som Ketting lod anlægge, hvor soldater og kanoner var godt beskyttet mod de svenske skibes beskydning; i forbindelse med svenskernes forsøg på landgang 10. sept. skulle blot 2 ænder! Have mistet livet. Mange af skanserne blev også brugt under senere krige, som i 1807-14.

Den svenske flådes bevægelser blev nøje overvåget via øens talrige bavnehøje, brugt fra gammel tid til signal om fjenders ankomst. Ketting lod også flere feltlejre anlægge, hvorfra en reaktionsstyrke kunne mobiliseres hurtigt, herunder Korreslot på Rispebjerg på Bornholms sydøst-side, hvor sandsynligheden for landgang var størst. Lejrene blev også brugt til at udruste og træne landeværnet af bønder, der havde fået gode ”rør” (skydevåben) og andre våben fra Lybæk, så de effektivt kunne støtte lejesoldaterne, som der fra 1566 kun var 200 af.

Natligt modangreb

10. juni 1566 vendte admiral Horn tilbage og 14 dage i træk lå en flåde på 36 store og 24 mindre skibe, foruden ca. 100 opbragte koffardiskibe, der forsynede flåden med proviant, igen under Bornholm. Ketting lod sig ikke skræmme, men sendte en nat 2 både, bemandet med 12 mand ud til den svenske flåde. De kom tilbage med en pram (skøjte) ladet med købmandsvarer og 3 tilfangetagne søfolk. De berettede i øvrigt, at der på de svenske skibe kun ”ein arm nackendig Volkg sei”, dvs. skibene var bemandet med fattigt udrustede søfolk.

Trusler om ild og barnedrab

25. juli 1567 viste de sig igen ud for Hammershus med 33 orlogsskibe og 23 andre skibe. 13 både, som straks blev sat ud for at gøre landgang, blev i Kettings nærværelse afvist af den i begyndelsen ikke særligt talstærke kampstyrke, som – ”..heftig mit ihnen gescharmützelt..” – kæmpede hårdt mod dem og klarede sig ganske godt. Så kom svensken igen med 19 skibe, som imidlertid også måtte vige med ”spot og spe” efter en intens kamp med det nu forstærkede mandskab, en kamp der varede til mørkets frembrud. Den 4. august sejlede svenskerne atter bort og truede i et brev med, at når de vendte tilbage, ville de dræbe hvert barn i vuggen og stikke ild på hvert hus.

Kettings kapere

Ketting formåede ikke blot at forsvare Bornholm, for lige siden krigens begyndelse i 1563 havde han sine egne krigsmæssigt udrustede kaperjagter, eller pinker, i søen. Dels for at være ajour med den fjendtlige flådes bevægelser og styrke, dels at føre krigen over mod fjenden og deres hjælpere. Andre hanseatiske købstæder handlede gerne med svenskerne og sendte en strøm af våben, ammunition, krigsfolk og en række andre livsvigtige forsyninger til Erik 14.s krigsmagt. Stralsund var de værste, mente Ketting og skrev: ”Hvis Stralsund ikke var der, kunne krigen ikke vare længe”.

Ketting selv var højt respekteret i kaperkredse; da en fribytter fra Danzig vædrede skipper Asmus Hansen, hjemmehørende i Rønne, lagde han straks fra igen, da han hørte, at en datter af høvedsmand Schweder Ketting var ombord. Ketting stod i øvrigt i god forbindelse med den dansk-moskovitiske kaper Carsten Rode, som de fik efterretninger og erobrede varer fra.

Mærkeligt drivgods skvulper i strandbredden

I 1570 kom endnu en svensk flådestyrke på 43 skibe til Bornholm, sejlede rund om øen for at opsnappe handelsskibe, og ville endnu en gang gøre landgang. Men igen var flåden blevet opdaget i tide, og landfolket, lejesoldater og skyts fulgte efter den, og forhindrede dem på ny i at komme i land med både døde og sårede til følge. De døde bandt svenskerne til brædder med en mark til tærepenge, så de kunne blive begravet på stranden.

Lystigt falder svensken

Et af de svenske skibe kom på et tidspunkt tæt på land, hvilket gav Kettings folk anledning til at angribe og borde skibet med 30 mand i tre både. Da svenskerne så at skibet var blevet erobret, lod de en pinke med måske over 100 mand sejle op på siden for at generobre det; men Ketting lod fra sin position inde på stranden tre falkonetter og hageskyts løsne mod svenskerne ”..så at man med stor lyst kunne se, hvor jammerlig de faldt over ende”.

Tak – og farvel, farvel

Herefter var der ikke flere svenske forsøg på at erobre Bornholm, og desuden lakkede krigen lakkede mod enden. Ingen af parterne kunne få overtaget og freden i Stettin 13. december 1570 afsluttede krigen. Kettings indsats blev værdsat af Frederik II allerede i 1565 hvor han blev udnævnt til kongelig foged over kirkegodset og fik tildelt 30 bøndergårde som len. Men selv om bornholmerne anerkendte hans krigsindsats, uden hvilken man indrømmede at have være fortabt, og selv om han inden krigen havde forsøgt at rette op på tidligere fogeders kritisable styre af Bornholm, blev han aldrig populær.

Måske fordi 900 daler i uretmæssige bøder, som han havde lovet at tilbagebetale til bornholmerne, aldrig blev udbetalt af Lybæk. Kongen afsatte Ketting som kongelig kirkefoged i 1571, og forlangte ham desuden afsat som foged pga. sagen om de 900 daler. 19. marts 1573 takkede han på Bornholms Landsting af efter 17 års tjeneste. Sine sidste år arbejdede han i bryggerihvervet i Lybæk, som han også gjorde før tiden som bornholmsk foged. Han døde i august 1577.

Læs også artiklen Med sværd og ild, i havne og på åbent hav. 

Forfatter: JG

Kilder:

• Bornholmske samlinger, II række 19. bind, M. K. Zarhtmann; Lybækkerne på Bornholm
• Bornholms historie fra oldtiden til år 1900, J. A, Jørgensen
• Palle Lauring, Dansk renæssance
• Dansk biografisk leksikon, Schweder Kettingk
• naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/rispebjerg/middelalderen-moderne-tid/
• madmonarchs.guusbeltman.nl/madmonarchs/eric14/eric14_bio.htm