Et lavmælt, fint afstemt og fængslende krigsdrama

Bogen er andet bind Claes Johansens besættelsestrilogi og romanen følger naturligvis den kronologiske udvikling og fortsætter, hvor del 1, ”Og ingen ved hvordan det går”, sluttede, hvorfor vi starter fra sommeren 1942 til og op til samarbejdspolitikkens ophør i august 1943. Og heldigvis holder den svære  to’er stilen og niveauet.

Modstanden mod besættelsesmagten og den eftergivende regering vokser, og sabotagen stiger efter modtagelsen af faldskærmsfolk fra England. Samtidigt afsendes tusinder af danske frivillige i tysk uniform til Østfronten, hvor de konfronteres med krigens og nazismens sande ansigt i nogle stærke scener, der er særligt berigende for læsningen. Vi følger den pro-nazistiske forfatter Tom Løkkegaards oplevelser på Østfronten, hvor den nøgterne og beskrivelse af krigen effektivt indkapsler det, ja, bogstaveligt talt, eksplosivt højere spændingsniveau på den virkelige front, der står i skærende kontrast til den leverpostej-grå hverdag i Danmark.

Den knugende mur af modvilje og træghed, som de første tændte modstandsfolk må have oplevet får man ligeledes en god fornemmelse af, men omsvinget fra negativ eller ligegyldig indstilling til modstandskampen til en mere interesseret indstilling fra den brede befolknings side demonstreres også på overbevisende vis. Det må nok regnes som en af forfatterens helt store styrker i romanskrivningen, at han med ret enkle midler formår at skabe og formidle en stemning, der bringer læseren ind under huden på enkeltpersoner, gruppedynamikken og stemningen i omgangskredsen, og i landet som sådan.

Det gælder også forklaringen på grundene bag omsvinget i befolkningen, der, efter at have givet modstandsfolkene den kolde skulder, i den beskrevne periode nu varmede lidt mere op og blev lidt mere venligt-neutralt stillede i forhold til modstandsfolkene. En plausibel og konkret anledning, som ofte sætter skub i en udvikling, beskrives som de forråede krigsopgejlede østfrontfrivilliges grove opførsel under den store orlov i Danmark.

Men naturligvis spiller også et af de første tyske nederlag, nemlig slaget ved El Alamein i Egybten oktober 1942, hvor den markante og kendte britiske feltmarskal Montgomery slog den legendariske tyske general Rommel, også kendt som ”Ørkenræven”. Hvilket også demonstrerer befolkningens fokus på den engelske alliancepartner, der på det tidspunkt fyldte mere end den amerikanske, hvilket mange måske har lidt svært ved at se for sig i disse på mange fronter og niveauer, politisk som kulturelt, USA-dominerede tider.

Det betyder, at nogle af de, som tidligere var ret så storskrydende, nu dukker sig og frygter for fremtiden mens andre vejrer frisk morgenluft, efter en tung nat. Men ellers går dagligdagen i Danmark sin vante gang med jazzmusik, kærestesorger, familieskænderier, og sortbørshandel – indtil vendepunktet indtræffer i august 1943, beskrevet gennem bl.a. den danske overofficiant Refsnæs’ kamp mod en deling tyske soldater.

Claes Johansens besættelsestrilogi fra en ikke så fjern, men alligevel svunden fortid, er varm og spændende, uden voldsomme dramaer eller store armbevægelser for effektens skyld. Alligevel læser man fortællingen om personernes liv med en lyst, som kun gode bøger formår at indgyde læseren. Fordi de er nærværende og realistiske, selvom, eller nok snarere netop derfor, at der ingen helte er – kun mennesker, der plages af frygt, tvivl og personlige problemer, alt i mens verdenskrigen raser.

Anmeldelse af JG