”Kæmp for alt, hvad du har kært. Dø om det så gælder, da er livet ej så svært, døden heller ikke.” Denne strofe fra sangen ’Altid frejdig når du går, dukkede op i sønderjyden Johannes Christensens sind i juledagene 1916, mens han stod i skyttegravene i Frankrig under 1. verdenskrig. Ordene blev afgørende for ham. At forsidebilledet, hvor Johannes står i tysk uniform – i ”ørnebannerets” (Tysklands) tjeneste – kun repræsenterer bogens første ca. 60 sider betyder ikke så meget, for krigen kastede lange skygger i hans liv. Som Mette Bock meget præcist skriver i forordet, så omsætter bogen fakta og nøgterne informationer om Sønderjyllands og Danmarks historie til personlige oplevelser. En fin idé, der dog både har styrker og svagheder.

Johannes Christensens måtte som tusindvis af andre dansksindede sydslesvigere kæmpe med i 1. Verdenskrig i den tyske hær, og kunne som omkring utallige andre unge mænd nemt have endt sit liv som tysk soldat under den sidste del af slaget ved Verdun, ved fæstningen Douaomont i 1916, eller i de senere kampe ved Metz og i Champagne i Nordfrankrig. Oplevelserne, der beskrives med Johannes egne ord, og bringer læseren helt ind i soldatertilværelsen, er elementært spændende – hvis bombardementer, gasangreb og en fronttjeneste præget af kedsomhed, luse-plager og en såkaldt ”fredelig” skyttegravs-tjeneste i frontlinjen, fordi kun hver 10. blev såret eller dræbt, når de var i stilling, ellers må kaldes det.   

Her slog det ham, at hvis han overlevede dette spild af menneskeliv, så ville han dedikere sit liv til arbejdet for en god sag; sagen blev den danske sag i Sydslesvig, og bestræbelserne på at knytte regionen tættere til Danmark. I det efterfølgende berettes der om hans livslange indsats for sagen, hvor ikke mindst hans engagement i kampagnen op til afstemningen om genforeningen er interessant at læse om; for der var skarpe meningsforskelle mellem de, som passioneret ønskede en sydligere linje langs Ejderen, inkl. ham selv, og mange politikere, der lige så stærkt ønskede en nordligere beliggende grænselinje, der ville begrænse omfanget af en tysksindet befolkning i Danmark. I den heftige debat pointerede Johannes selv, at Sydslesvig med en fælles skæbne med Tyskland ville opleve mere krig, mens en tilslutning til Danmark ville betyde fred.

Det viste sin sandhedsværdi efter Hitlers magtovertagelse i 1933, der også berørte Johannes og hans kone, Martha på gården Langholtegaard på Sjælland, da parret havde danske soldater indkvarteret i tiden omkring invasionen af Danmark 9. april. Fascinerende at læse om, med Johannes baggrund i tankerne. Det gælder bestemt også, at stormagterne i 1945 så med skepsis på sydslesvigernes sag, hvor separatisme trivedes blandt de dansksindede sydslesvigere, der af tyskerne som modreaktion blev chikaneret og kaldt ”flæskedanskere” og ”svajende siv”.  Men grænse- og nationalitetsspørgsmålet havde europæisk betydning, i et kontinent i opbrud efter begge verdenskrige. Et spændende perspektiv, der kunne have løftet fortællingen lidt op af sporet og givet beretningen lidt tiltrængt udblik og overblik.

Men loyalt holdes fokus på Johannes Christensen, hvilket betyder, at der også præsenteres en hel del oplysninger, som ikke altid er lige interessante. I et afsnit om driften af gården efter 1. Verdenskrig får man at vide, at Johannes modstand mod mekanisering betød, at Martha måtte malke manuelt helt op til 1947, selvom svigerfamilien allerede havde anskaffet malkemaskine i 1928. Fint nok, men også, at Johannes arrangerede roelugningskonkurrencer for de unge – samt en lang række andre oplysninger, som man med fordel kunne være gået lettere over. Vel er det en biografi, men man skal nok være ualmindelig interesseret i lige præcis Johannes Christensen for, at kunne fastholde interessen for alle detaljer og oplysninger om hovedpersonens gøren og laden hele vejen.

Og afsnittet om dansksindede Christian Jepsen, der først tjente i en tysk pionérenhed i ’41 ved Dunkerque og siden flere steder på Østfronten, virker irrelevant, hvilket hans almene betragtninger og observationer – hvordan de franske koner slås om at få tøj til vask, og står i kø til det lidt kød der findes o.lign., ikke ændrer ved. Men det er da pudsigt, at Christian Jepsen, der deserterer 1. januar 1944, kommer forbi netop Langholtegaard, hvor Johannes hjalp ham videre til Sverige. Meget kunne have været fortalt kortere, men er man vedholdende, så dukker der oplysninger op, der er værd at bide mærke i, herunder oplysningen om, mange dansksindede trak i tysk uniform for ikke at svække den danske sag i Sydslesvig. Ser man gennem ”fyldet”, så er der alligevel megen oplysning og værdifuld indsigt i historien om vilkårene for livet i et delt grænseland.     

Anmeldelse af JG