Et nyligt fund af op mod 38 unge og stærke vikinger i to massegrave i Oxford kaster et klarere lys på en uhyggelig hændelse, og vikingernes voldsomme og gangsteragtige tilstedeværelse på de britiske øer.

Vikingerne hærger

Baggrunden er vikingernes angreb og massive udplyndring af de britiske øer. Fra omkring år 793, hvor angrebet på klosteret på Lindisfarne fandt sted, angreb og plyndrede vikingehære England. Den samtidige Angelsaksiske Krønike opgiver, at vikingerne udkæmpede omkring 50 slag og hærgede talrige bosættelser. Dublin, en af de største vikingebyer på de britiske øer, blev et større europæisk slavehandelscenter. Historikere vurderer at titusinder af bortførte irere, skotter, angelsaksere og andre blev købt og solgt her.

Den sidste modstandslomme

Det angelsaksiske kongedømme Wessex, regeret af Alfred den Store, holdt dog stand. Alfred og hans søn, Edward, opstillede en hær og en flåde og byggede et netværk af befæstninger, og herfra kæmpede de videre mod vikingerne. Men selv her måtte man senere ty til at betale sig til fred. Da vikinger efter en længere årrække med fred igen begyndte at hærge og plyndre England måtte den angelsaksiske konge i Wessex, Æthelred the Unraed, dvs. ’den rådvilde’, punge ud. Mellem år 991 og 994 betalte han vikingerne omkring 26,000 pund sølv for at undgå angreb.

Fra hærgere til beskyttere

Meget lig vore dages organiserede kriminalitet tyede vikingerne også til ”beskyttelses” -forretninger. I 994 indgik Æthelred en beskyttelsesaftale med en vikingehær ledet af høvdingene Olav, Jostein og Gudmund. Mod passende betaling skulle de blive tilbage, og som lejetropper hjælpe med at forsvare England mod fremtidige vikingeangreb. ’Olav’ var faktisk kong Olav Tryggveson af Norge som tidligere havde hærget England sammen med kong Svend Tveskæg af Danmark. Med aftalen forsøgte Æthelred formentlig også at udnytte en splittelse mellem de to store vikingeførere – for Olav og Svend kæmpede samtidigt om herredømmet over Norge, som danske konger traditionelt gjorde krav på.

Forræderi

Nogle af Æthelreds hyrede vikinger havde dog ikke nok i de penge de fik for at beskytte England. I år 997 vendte de sig mod deres kongelige arbejdsgiver og begyndte at hærge de angelsaksiske områder Devon, Cornwall og Wales. I år 998 gik de mod Dorset, slog sig ned på Isle of Wight, og i 999 drog de af Themsen-floden for at angreb Kent.

Efter et ’fransk visit’ i Normandiet vendte de tilbage i 1001 og angreb Sussex og Hampshire. Her blev kong Æthelred udsat for endnu et forræderi, for her sluttede Pallig Tokesen, en vikingeleder som formentlig var hyret af kongen som flådekyndig, sig til dem med sin flåde. I år 1002 måtte Æthelred igen bide i det sure æble og købe sig til fred, denne gang med omkring 24,000 pund sølv.

Et forebyggende massemord

Det gav umiddelbart ro. Men hvis de vikinger som var gået i kongelig tjeneste blot udgjorde en femte kolonne af forrædere kunne man lige så godt gøre op med dem, synes kongen at have ment. Ifølge den Angelsaksiske Krønike var Æthelred blevet informeret om, at hans hyrede vikinger havde til hensigt at myrde ham. Det er dog uvist om en informant fik kendskab til et reel plan eller om Æthelred og hans råd selv fandt på historien. Uanset hvad, så organiserede Æthelred derefter et massemord på danskere i hele kongens magtområde, og udåden blev udført på St. Brices messes dag, den 13. november, 1002.

Mordene i Oxford

Han skrev selv to år senere: “..a decree was sent out by me, with the counsel of my leading men and magnates, to the effect that all the Danes who had sprung up in this island, sprouting like cockle amongst the wheat, were to be destroyed by a most just extermination..”

Han berettede derefter om hvordan indbyggerne i Oxford myrdede danskere i en kirke: “..striving to escape death, they entered sanctuary of Christ, having broken by force the doors and bolts, and resolved to make a refuge and defence for themselves therein against the people of the town and the suburbs; but when all the people in pursuit strove, forced by necessity, to drive them out, and could not, they set fire to the timbers and burnt it down..”

Forhadte indvandrere

I århundrederne efter massakren på St. Brices-dag mente mange kronikører, at hele det danske samfund i England var blevet udsat for et systematisk massemord. Selvom der utvivlsomt fandtes et had til skandinaverne, som af samtidige kronikører blev beskrevet som “a most vile people,” “a filthy pestilence” and “the hated ones”

I vore dage anses det dog for at være tvivlsomt, for ud af en befolkning på omkring to millioner anslås det, at ca. halvdelen helt eller delvist var af skandinavisk herkomst. Og langt hovedparten af de skandinaviske bosættere havde slået sig ned i Danelagen i det østlige England, uden for Æthelreds sværds rækkevidde.

Politiaktion mod banditter

Massakren anses snarere for at have været en politiaktion mod de der blev anset for at være en trussel mod styret, og massegravene i Oxford underbygger teorien. Laboratorieundersøgelser af ligenes tænder tyder på, at de var skandinaver, og angiver ofrenes død til mellem år 910 and 1030. Historiske optegnelser over vikingernes aktiviteter i England indsnævrer yderligere gravens oprindelse til mellem år 980 and 1009.

De hyrede vikingestyrker formodes ud fra militære og politiske årsager at have været stationeret tæt ved de kongelige administrative centre i byer, eller nær vigtige kongelige ejendomme på Englands sydkyst og i Themsen-dalen. Her passer fundet af ofrene i Oxford ind. Samtidigt er der hidtil ingen fund af lignende massegrave i Danelagen.

Svend Tveskæg erobrer England

Æthelreds forebyggende mord gav dog bagslag. To år efter massakren iværksatte kong Svend et omfattende angreb mod det angelsaksiske England. Det anses for sandsynligt at hævn udgjorde i hvert fald en del af motivationen for Svends egen søster, Gunnhild, var et af ofrene for St. Brices-dag massakren. Som kone til netop Pallig, der svigtede Æthelred, kunne hendes kongelige blod ikke redde hende. Desuden fandtes der familiære relationer mellem ofrene for massakren og mange danske stormænd. Svends vikinger erobrede til sidst England i år 1013.