I krig for kejseren

Mens 1. Verdenskrig rasede i Europa tjente gullash-baronerne store penge i ly af den danske neutralitet, håndhævet gennem mobiliseringen af 50.000 soldater. Men selvom Danmark som nation ikke var krigsførende måtte danske alligevel springe soldat for Tyskland. For som resultat af krigen i 1864, hvor Preussen for alvor trådte ind på den europæiske scene som stormagt – og siden slog Østrig i 1866 og Frankrig i 1871 – blev grænsen lagt ved Kolding å.

Titusindvis af dansk-sindede sønderjyder boede således på den tyske side af grænsen da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, og det skønnes at omkring 26.000 dansk-sindede mænd fra det nuværende Sønderjylland blev indkaldt til den tyske hær. De divisioner som flest blev tilknyttet indsattes i 1914 i Belgien og den centrale del af fronten i Frankrig, men fra 1915 udgjorde den nordlige del af Vestfronten, og særligt Flandern, det primære operationsområde, hvor de stod overfor britiske tropper.

Nationalismen fyrer op under kedlerne

Trods sejrene i 1864, 1866, og 1871, hvor også de tyske stater samledes i et preussisk domineret tysk kejserrige, følte tyskerne at de som nation i 1914 stadigt ikke betragtedes som ligeværdige med det franske og britiske imperium. Samme nationalisme udgjorde i Central- og Østeuropa et langt mere dominerende og betændt spørgsmål. Det Habsburgske kejserrige (Østrig-Ungarn) var et multikulturelt imperie – men var reelt styret og domineret af tysk-østrigere. Særligt rigets slaviske befolkningers utilfredshed var stor og de satte med deres stræben efter selvstændighed riget under pres; andre mindretal ville følge efter hvis de fik frihed.

Som brødre vi dele krigens byrde

Men presset kom også udefra da Serbien var en meget aktiv agent for de slaviske folks sag, som de ønskede at samle under serbisk overherredømme. Konflikten spidsede til, og da den serbiske terror-gruppe ‘Sorte Hånd’ begik attentatet på den østrigske ærkehertug og tronfølger Franz Ferdinand og hans kone faldt dråben som fik bægeret til at flyde over. Habsburg-Østrig forsøgte én gang for alle at løse det slaviske spørgsmål ved at knuse Serbien. Da Rusland, som siden 1800-tallet havde slået sig op som slavernes befrier, stillede sig på deres serbiske “brødres” side, valgte Tyskland at støtte deres germanske “brødre”. Nationalismen havde kollapset det europæiske sikkerhedssystem.

Iblandt de feltgrå tyske masser

Da krigen kom hvirvledes de fortabte danske sønderjyder ind i konflikten. De måtte kæmpe på alle fronter; Balkan, Vestfronten, Østfronten, endda Palæstina. Andre gjorde under hjemligere strøg tjeneste på Zeppelin-basen i Tønder, eller deltog i etableringen af ‘Sicherungsstellung Nord’s ca. 900 bunkers og 40 kanonbatterier. Stillingen skulle værne det nordlige Tyskland mod et britisk angreb, hvor den tyske flåde, også med dansk-sindede sønderjyder i tjeneste, var stationeret. Men de fleste indkaldtes til hæren, hvor særligt 18. division, tildels 18. reservedivision, tilhørende henholdsvis IX (9.) korps og IX reservekorps havde en stor koncentration af dansk-sindede.

Infanteriet fra Slesvig-Holsten

18. division inkluderede bl.a. Slesvigske infanteri-regiment nr. 84, “von Manstein”, Slesvig-Holstenske skytte (fusilier) regiment nr. 86, “Kønigin”, og Holstenske infanteri-regiment nr. 85, “Herzog von Holstein”. Regimenterne blev mobiliseret i henholdsvis Slesvig, Flensborg, og Rendsborg. 18. reservedivision mobiliseres i Flensborg og Slesvig, med bl.a. 84. og 86. Slesvigske reserveregimenter bestående af ældre mandskab. Desuden udgjorde Slesvig-Holstenske infanteri-regiment nr. 163 en del af 17. reservedivision, og desuden indkaldtes divisionernes støtteenheder, som sanitets- og forsynings tropper samt artilleri og pionerer (ingeniører), også fra Slesvig-Holsten.

Schlieffenplanen

Med 18. division og 18. reservedivisions rekruttering og mobilisering i Nordslesvig repræsenterer disse to divisioners bevægelser ganske givet en stor del af de danske sønderjyders historie, som soldater i 1. Verdenskrig. I vest startede krigen 4. august med en tysk invasion af Belgien. Den tyske hærledelse havde med Schlieffen-planen planlagt, at slå Frankrig hurtigt ud af krigen for at undgå en to-frontskrig; for Rusland og Frankrig havde indgået en forsvarsalliance, og desuden brændte franskmændene efter revanche for nederlaget i 1871.

I kamp mod belgiere og briter

Efter at de politiske vinde havde startet krigen tog militær logik og nødvendighed over. Ifølge planen skulle 1. armé, som 18. division var underlagt, udgøre den tyske hærs knytnæve i angrebet og divisionen kom derfor først i aktion efter at det stærke belgiske fæstningskompleks omkring Liége var blevet nedkæmpet og fronten gennembrudt. Men 16. august mødte divisionen den belgiske hær i slaget ved Tirlemont, øst for Bruxelles, som de trængte tilbage. Derefter svingede divisionen med 1. armé mod syd og mødte den britiske hær i slaget ved Mons 23. august; et legendarisk slag for englænderne, da det var første gang siden 1815 at nationens soldater kæmpede på kontinentet.

De tyske styrker tiltvang sig adgang over Mons-kanalen og drog efter planen ind i Frankrig, mens reservestyrker blev trukket til for at dække de fremrykkende tyske troppers ryg. 18. reservedivision, som indtil 22. aug. havde bevogtet grænsen mod Danmark, var del af denne anden bølge og blev indsat ved fæstningsbyen Antwerpen, hvor de resterende belgiske tropper skulle holdes indesluttet. Belgierne forsøgte at falde de tyske styrker i ryggen ved et udbrudsforsøg 25.-27.. august, som IX reservekorps måtte afvise i kampe omkring byen Mechelen.

Slaget ved Marne

18. division var på vejen mod syd løbende engageret i kampe – først ved Genly og Chateau-Thierry nord for Paris, og siden i kampe ved Maison-Montmirail og Esternay 80-100 km øst for Paris. Men så lancerede franskmændene et flankeangreb nord for Paris, hvilket tvang tyskerne til at overføre 1. armé til området for at afværge offensiven, inklusive IX korps som overførtes til Villers-Cotterets skoven. 1. armé lagde så stort pres på franskmændene, at verdenshistoriens første store indsats af biler i krig måtte arrangeres; en flåde på 600 parisiske taxier transporterede 6000 soldater til frontlinjen for at redde situationen.

Også de nye flyvemaskiner ændrede slagets gang, for ved brug af fly-rekognisering opdagede de allierede, at 1. armés overførsel havde efterladt et hul mellem den tyske 1. armé og 2. armé. En hurtig offensiv, som tvang de tyske styrker på hastigt tilbagetog, blev sat ind, og først ved Aisne-floden, 70-80 km nord for Paris, blev en ny tysk forsvarlinje etableret. 18. reservedivision m.fl. blev trukket til området ved byen Noyon for at forstærke forsvaret; ikke langt fra 18. division, som lå syd for ved landsbyen Moulin-sous-Touvent.

Skyttegravskrigen starter

I september 1914 løb de britiske og franske modangreb på tyske forsvarslinje ud, samlet kendt som det 1. Aisne-slag, og den siden så kendte skyttegravskrig begyndte. 18. division og 18. reservedivision lå indtil starten af 1915 i samme område og afviste, som led i den franske marskal Joffres strategi om offensivt forsvar, en offensiv ved Soissons i januar 1915. I foråret 1915 flyttedes 18. reservedivision imidlertid til fronten i Flandern og Artois (en lille stribe land i Belgien som tyskerne aldrig tog, og den fransk region umiddelbart syd for), hvor de allierede lancerede en offensiv ved Vimy i det 2. slag ved Ypres. Divisionen forblev i denne region for resten af krigen.

I Champagne

Imens rykkedes 18. division ca. 30-40 km øst for Reims til Champagne-regionen (her kæmpede også en del danske frivillige i Fremmedlegionen), hvor divisionen igen kom i ilden under en fortsættelse af Soissons-offensiven, samlet kendt som det 1. Champagne-slag, som også var forgæves. Tropperne undgik derfor den første store brug af gas i det 2. slag ved Ypres da de fortsatte med at udkæmpe stillingskampe til understøttelse af den tyske indsats i slaget om Verdun, særligt ved landsbyerne Souvain og Navarine-Ferme.

“Il ne passeront pas!”

Det 84. Slesvigske regiment var i marts 1915 blevet overført til 54. division og deltog bl.a. fra juli til oktober 1915 i kampe på Østfronten frem mod Beresina-floden og de litauiske sumpe, før det franske pres i det 2. Champagne-slag i september-oktober 1915 trak den tilbage til Vestfronten. Det betød, at regimentet fra maj 1916 var inddraget i et af verdenskrigens hårdeste og længste slag; slaget ved Verdun.

Måske iført de nye ‘Stahlhelm model 16’, sendt til fronten i februar 1916, blev slesvigerne indsat i slagets mest intense brændpunkter, som kampene ved høj 304 nær slagets center i dagene 18-29. maj, og senere kampene i oktober i selve slagets midte omkring forterne Vaux og Douaumont. “De skal ikke komme igennem”, hævdes den franske kommandant Petain at have sagt. For en pris på 976.000 mand døde, sårede, og savnede rykkedes frontlinjen sig kun ganske få kilometer.

Sol over helvede

Efter Verdun var den franske hær på mytteriets rand, og 54. division og slesvigske regiment kunne siden nøjes med at ligge i skyttegravstilling i Champagne-regionen. Imens var 18. division i mellemtiden var blevet overført til Artois. Frankmændene havde bedt briterne om at fremskynde en planlagt offensiv for at aflaste de franske styrker ved Verdun. I sommeren 1916 iværksatte de så, under høj sol og blå himmel, en modoffensiv ved floden Somme. Offensiven blev som så mange andre afvist med enorme tab og meget begrænsede territoriale gevinster. Den britiske digter Siegfried Sassoon beskrev det som han “… stirrede på et solbeskinnet billede af helvede”.

De pansrede uhyrer ruller

I foråret 1917 var 18. division involveret i kampene da det lykkedes de allierede i slaget ved Arras at indtage højdedraget ved Vimy. Ingen af de “danske” enheder blev inddraget i den franske støtte-angreb, Nivelle-offensiven, men til gengæld var 84. Slesvigske var i forreste linje, og blev hårdt ramt, i verdenskrigens første store kampvognsangreb. I et nyt forsøg på at bryde med skyttegravskrigen lancerede briterne i sommeren 1917 den første koncentrerede brug af det nye revolutionerende våben i slaget ved Cambrai, som gav betydelige territoriale gevinster i forhold til de få hundrede meter man havde erobret ved mange tidligere angreb.

Passchendaele

Juni-slaget ved Messines nær ved Ypres, hvor gigantiske miner på flere hundrede tons blev bragt til sprængning under de tyske skyttegravslinjer, gik også uden om 18. division og 18. rservedivision, men om efteråret kæmpede begge divisioner i slaget ved Passchendaele lidt nord for Ypres. 18. division var tilknyttet Gruppe Diksmuijde og kom særligt i ilden i dagene omkring 26. september og 9. oktober, hvor britiske storangreb måtte afværges. 18. reservedivision tilknyttet Gruppe Wijtschate var i ilden i dagene omkring 22. oktober. 54. division med 84. Slesvigske lå nu også i området og lancerede adskillige, men forgæves, modangreb i løbet af kampen. Det lykkedes de allierede at trænge de tyske styrker tilbage og fastholde landvindingen.

Alt eller intet!

Skriften på væggen var nu klar for den tyske overkommando. En ny storoffensiv, ‘Operation Michael’, blev organiseret og skulle afslutte krigen på Vestfronten inden for mange amerikanske soldater kunne nå at ankomme til Europa. 18. division vendte i foråeret 1918 tilbage til Artois efter en periode i skyttegravene i Ober-Elsass. Her tog den del i forårsoffensiven og kæmpede indledningsvist vest for byen Baupaume, 40-50 km syd for Arras, i slagets første fase i april-maj, og senere på den for divisionen så velkendte Champagne-egn mellem Soissons og Reims. Men da også denne offensiv løb ud i sandet endte både 18. division og 18. reservedivision krigen i forsvarsstillinger ved floden Maas i Belgien, tvunget til retræte af en lang række allierede sejre.

Fortidens gigantiske kamp

Det store monument i Mindeparken i Århus – opført af sandsten fra Verdun-egnen – viser navnene på i alt 4120 danske faldne i 1. Verdenskrig. Men det menes at op mod 5200 danske fra det nuværende Sønderjylland mistede livet som konsekvens af krigen, og langt de fleste, omkring 70 %, faldt på Vestfronten.

Nationalismen slap mægtige kræfter løs, og første del af hvad mange i dag anerkender som en europæisk 30-års krig blev til dels skrevet i Vestfrontens mudrede skyttegrave med danske sønderjyders blod, sved og tårer. Anden del af denne racernes kamp blev for dansk vedkommende primært skrevet på Østfronten mellem 1939-45, men det er en anden historie. Først da var de nationale spørgsmål i Østeuropa og det stærke og ambitiøse Tyskland indbundet af et nyt, europæisk sikkerhe