Danmark indgik fra slutningen af 1600-tallet en strategisk vigtig alliance med det mægtige og fremstormende Akwamu-rige. Det betød en kraftig stigning for dansk slavehandel og det danske engagement i våbenhandelen på Guldkysten. Våbnene til Akwamu og slaverne til de danske kolonier i Caribien, kendt som Dansk Vest-Indien, passerede hver sin vej gennem det danske Christiansborg fort, som blev en tro støtte for Akwamu i dets 50-årige krigspolitik mod næsten alle andre folk i regionen.

Akwamus krigspolitik

I 1702 var Akwonno, af danskerne kaldet Aquando, blevet konge over Akwamu-folket og havde indledte en lang periode med utallige krige. I 1703 belejrede han både det hollandske Fort Creveceur og Christiansborg og opgav først da han fik en mængde guld samt en aftale om lavere priser på forternes varer.

I 1707 startede Aquando et nyt krigstog som bragte ham til Volta, derefter op i landet til Krepi-folket, og sidst til Kwahu-folket som han forfulgte helt til Ashanti, hvor han dog led nederlag. I 1708 vendte han sig mod accraerne som boede i området ved Christiansborg. Forholdet mellem accraerne og danskerne havde i mange år været godt og tæt. Tilbage i 1678 havde danske kanoner støttet accra-folks hær mod Akwamus angreb og havde dengang afværget dets nederlag.

Og da Aquando igen bekrigede accraerne fra november 1708 til april 1709, og ødelagde accra-landsbyerne Labadi, Teshi, Ningo, og Orsu tæt ved Christiansborg, flygtede accraerne igen til Christiansborg i håb om at kunne få beskyttelse bag murene og af kanonerne som i 1678.

Men denne gang svigtede danskerne. Af hensyn til kommercielle interesser, dvs. den meget indbringende slavehandel, valgte kommandant Lygaard at forråde danskernes tidligere venner og allierede. Den danske besætning forholdt sig passivt på fortet og så på mens brutale scener udspilledes neden for murene; mange accraer blev massakreret og mange andre taget til fange.

I 1710 vendte han sig igen mod Kwahu som han besejrede. Akwamu-imperiet var på det tidspunkt på sit højeste og strakte sig over 250 km af Guldkystens kystlinie.

Dansk-Akwamu alliance

Den danske passivitet havde rod i vores nære alliance med stormagten Akwamu. Deres udenrigspolitik primært bestod i at føre krig med henblik på ekspansion og imperiebygning – og Akwamu-hærens succes bestod netop i at de havde et større antal musketter end mange af nabofolkene, som fx Accraerne. Akwamu skal endda have haft et mindre antal kanoner.

Fra Christiansborg solgte man gladeligt flint, krudt og geværer til Akwamu og våbenhandelen gav os store indtægter. Betalingen blev som oftest aflagt i fanger fra krigene som blev solgt som slaver. Danskerne havde under kommandant Lygaard (kommandant fra 1704-11) sluttet en alliance med Aquando med det formål at holde sig ude af lokal politik og konflikter for at koncentrere sig om at drive handel. Det betød i realiteten at han måtte stå sig godt med Akwamu som ubetinget var den stærkeste magt i området.

De førte en meget aggressiv politik i forhold til slavejagter og udsendte talrige små grupper af slavejægere, såkaldte sikadings (sika ding; sort guld), som angreb nabofolkenes landsbyer med det ene formål at tage slaver. Hidtil havde lokale folk på kysten forhandlet sig til en lang række varer de ikke selv kunne producere, fx klæde, glas, porcelæn og brændevin og våben, og kun når der var krig forlangte de at betalingen skulle falde i form af våben – og at betalingsmidlet skulle være krigsfanger som slaver.

Men Akwamu førte under kong Aquando næsten konstant krig mod naboerne som en del af hans strategi for at opbygge et stort rige, og danskerne blev, qua deres fokus på at drive handel og holde sig uden for politik, vigtige allierede i denne praksis.

Slave-økonomi

Prisen for en slave steg og faldt med efterspørgslen og mængden, men en ung, sund, mandlig slave kunne godt give Akwamu omkring 25 geværer. En hel del danske geværer blev i forbindelse med handels-alliancen med Akwamu indført til Guldkysten og Danmark var derfor en væsentlig faktor i etaberingen af slaver-for-våben handelsmønstret.

Hollænderne og englænderne solgte også våben for slaver, men involverede sig ofte også i det politiske spil i området. Kongen anså dem derfor at være en større trussel mod Akwamu end danskerne. Guldkysten var, som navnet antyder, i begyndelsen primært kendt for sit guld. Men ved europæernes blivende tilstedeværelse ændredes handelen og slaver blev i løbet af 1700-tallet mere værdifulde for de lokale kongeriger end selv guldet.

Slaveri var dog ikke et nyt fænomen. De afrikanske riger på Guldkysten havde længe inden europæernes ankomst holdt slaver. Der var knyttet prestige og politisk magt til fænomenet; desto flere slaver – desto mægtigere var kongen og hans rige. Den europæiske handel med slaver betød derfor ikke et grundlæggende skift med praksis og skydevåbene medførte i sig selv heller ikke en dramatisk ændring.

Men kombinationen af geværer og de arbejdskraft-krævende plantager i Amerika ændrede slaveriet på Guldkysten fra at være et kulturelt og politisk fænomen til at være et rent økonomisk spørgsmål. Geværerne gav en klar militær fordel for de som havde dem, hvilket startede et våbenkapløb mellem kongerigerne i området.

Kapløbet kostede penge og det kunne nemmest financieres ved at sælge krigsfanger til europæerne, som betød en kraftig intensivering af den allerede etaberede skik med at tage slaver. Så stor blev værdien af slaver for fx Akwamu, at selv små forbrydelser som tyveri blev brugt som begrundelse for at sende et medlem af et undertvunget folk, eller endda en undersåt fra egen folk, i slaveri.

Med musketten for tindingen…

Der var flere årsager til det danske engagement i slavehandelen. Det danske fort og dets besætning havde “stolen for døren”. Konkurrencen mellem europæerne var hård; hollænderne, men specielt englænderne, sendte i disse år en mængde skibe til området.

Det engelske Fort James og det hollandske Fort Creveceur lå begge i ganske kort afstand af Christiansborg og kunne snildt skubbe Danmark helt ud og overtage al handel på Guldkysten hvis de fik chancen. Desperat efter at få handel til fortet nu og her, og for at holde sig inde i handelen på langt sigt, valgte de danske at alliere sig med Akwamu og acceptere slavehandel i stor skala.

Kommandant Lygaard knæsatte politiken, men den blev i hovedsagen videreført af samtlige kommandanter som efterfulgte ham i tiden efter hans død i 1611. Desuden; skulle man overleve såvel økonomisk som fysisk måtte man nødvendigvis levere de våben som “kunden” ønskede – og acceptere den betaling i mennesker han ville betale med. Gjorde man ikke det fik man ingen handel og måtte overleve på de forråd man havde på lager. Det var ofte meget lidt da danske skibe kun sjældent kom forbi, måske 1-2 gange pr. år.

Tilmed blev man anset for at være “i vejen” hvilket kunne have dramatiske konsekvenser. I starten af 1690’erne havde danskerne netop af moralske grunde kun købt begrænsede mængder slaver. Både det dansk-guinesiske kompagnis ledelse i København og kommandanterne på fortet havde skrupler over at deltage i menneskehandel.

Men på kysten betød det at Danmark blev set som en hæmsko, og i 1693 blev Christiansborg udsat for et kup som kostede flere af besætningen livet. Det hele var formentligt arrangeret af den daværende Akwamu-konge Bansiar – og under den nye kommandant Assemoni blev slavehandelen straks intensiveret. Danskerne fik fortet tilbage, men måtte punge ud med en stor sum penge for generhvervelsen.

Dansk slavehandel i vækst

I 1694 blev fortet blev købt tilbage og samtidigt skiftede ejerforholdene; det dansk-vestindiske kompagni blev stiftet og derved opstod en direkte forbindelse mellem Christiansborg i Guinea/ Guldkysten og de arbejdskraft-hungrende plantager i Vestindien.

Hændelserne året før og den dårlige økonomi banede vejen for et generelt kursskifte og reservationerne mod slavehandel blev kastet over bord. Akwamus mange krige gav netop den efterstræbte mulighed for økonomisk gevinst da der med mellemrum blev bragt mængder af krigsfanger ned til kysten med henblik på salg.

I løbet af 1690’erne tog den danske handel med mennesker fart: Den 25. april 1699 afsejlede “Christianus Quintus” med 549 slaver samt 61 stødtænder, svarende til ca. 1,1 ton, og guld til en værdi af 2488 rigsdaler til Vestindien. Næste skib, “Fridericus Quartus”, afsejlede i juli året efter med 542 slaver og ca. 3,5 ton elfenben.

I september 1706 afgik den største ladning slaver på noget tidspunkt i dansk Guinea-historie; 460 mandeslaver og 360 kvindeslaver, i alt 820. Mange døde under overfarten, men i sidstnævnte tilfælde gik det helt galt; alle på skibet omkom undtaget 5 da der gik ild i “Cron-Printzens” krudtkammer og skibet eksploderede. Skibenes ladninger giver et godt billede af hvad handelen nu primært drejede sig om. Guld og elfenben spillede stadigt en stor rolle, men slavehandelen blev et mere og mere fremtrædende element i handelen.

Den stigende mængde af slaver betød at kommandant Lygaard i 1704 var nødt til at bygge en “lagerhal” med plads til 300-400 mennesker uden for murene, hvor man tidligere havde man kunnet nøjes med at indkvartere slaverne i fortets kældre.

Slaveoprør

Sikkerhedsforanstaltningerne i forbindelse med slavehandelen var store. Besætningerne på skibene var naturligvis bevæbnede og midt på skibene fandtes ofte en skanse med kanoner som kunne beskyde både skibets for-og agterdæk. De var ladet med “skråsække” – dvs. en masse små metalstykker som spredtes når kanonen blev affyret. Dette var et meget velegnet middel til nedkæmpelse af slaveoprør når de var ovendæk for at blive luftet.

Slaverne var både i fortet før afsejling, og på skibet under transporten, lagt i jern. De havde jernringe om hals eller ankler og var forbundet med hinanden af lænker. I lastrummet var de tillige fæstnet til skibet med metalbøjer.

Men alligevel var det fra tid til anden muligt for slaverne at slippe fri og i august 1727 måtte man nedkæmpe en natlig opstand på Christiansborg. En gruppe slaver overfaldt slavevogteren, “bombaen”, og dræbte ham. Derefter lykkedes det dem at flygte, men halvdelen blev fanget igen. Lederen blev som straf og advarsel til andre radbrækket og halshugget.

Men også på skibene var der fare for oprør. Besætningerne var ofte ikke på mere en 25-30 mand og da slaverne ofte taltes i hundreder udgjorde de en alvorlig selvom de ingen våben havde. De var mange, desperate og ulykkelige, og hvis de kom løs og fik fat på våben var situationen kritisk. En sådan situation opstod ombord på “Fridericus Quartus” natten mellem 14. og 15. september 1709.

Det var lykkedes nogle af slaverne at komme fri af bøjerne som fæstnede dem til skibet i lastrummet. Besætningen blev dog advaret af den tumult de lavede da de stormede op på dækket, og kun to af besætningen blev såret og oprøret nedkæmpet. I alt fandt der omkring 10 oprør sted på de danske slaveskibe, som alle blev nedkæmpet.

Kun én gang havde lykkedes det: På brigantinen “Patentia” om morgenen d. 5. august 1753 i farvandet mellem forterne Cape Coast Castle og Elmina. Først var kun 3 slaver sluppet løs, men det lykkedes dem at dræbe 3 mand af besætningen, at såre kaptajn Ole Erichsen, og derefter at sætte resten af fangerne løs. Den resterende besætning på 19 mand måtte rømme skibet og overlade det til englænderne at få kontrol over skibet igen.

Dansk-hollandske spændinger

At drive handel på Guldkysten havde siden begyndelsen i 1471 for portugisk vedkommende, og siden 1658 for dansk vedkommende, virket løfterigt. Derfor havde der fra starten været intense forsøg på fra specielt hollændernes side for at presse alle andre ud. De portugisiske forter var nu alle hollandske, og Danmark havde også lidt nederlag, men ved engelsk mellemkomst var det lykkedes at fastholde nogle af vores besiddelser.

Med slavemarkedets vækst blev interessen for at monopolisere handelen ikke mindre, hvilket ledte til at den dansk-hollandske strid igen blussede op. Allerede i 1720 havde den danske kommandant Peder Østrup og hollænderne på Creveceur ført hver deres loyale krigere mod hinanden i et veritabelt slag i en strid om handelen.

I 1723 var den daværende danske kommandant Herrn blevet overfaldet ved det hollandske fort, muligvis som straf for danske forsøg på at udvide det danske område øst for Christiansborg. I hvert fald greb hollænderne ikke ind og Herrn skal da have henvendt sig til Aquando for at få hævn.

Akwamu-kongen svarede igen på sin vante vis ved at plyndre kystbyerne, undtaget de danske, og have lagt Creveceur under belejring i 4 uger indtil de indvillige i at udlevere accra-kvinder som havde søgt tilflugt i fortet. Herrn var med som følgesvend på hele togtet.

I samme periode var både hollænderne og englænderne begyndt at konspirere med andre folk i regionen på grund af Aquandos tilbøjelighed til at belejre deres forter og kræve “gaver” for at ophæve belejringen. Mange af de lokale folk var, på grund af Akwamus krigs- og slavetogter mod dem, naturligvis også fjender af Akwamu og mere end villige til at deltage i englændernes og hollændernes planer.

Et oprør var i slutningen af 1729 brudt ud og Akwamus hære kæmpede for at overvinde krisen. Da danskerne under kommandant Wærøe i 1729 igen fastholdt politiken om at holde sig på god fod med Akwamu bragte det gode danske forhold til Akwamu dem i et stærkt modsætningsforhold til de fleste folk i regionen.

Hollænderne så deres chance for igen at presse danskerne og det lykkedes for dem at vinde de ellers dansk-venlige accraer for sig. De havde måske heller ikke havde glemt danskernes svigt da accraerne blev massakreret nedfor Christiansborgs mure i 1709.

Fra september 1729 kom Christiansborg under belejring af accraerne. De blokerede stiene ind i landet så at danskerne ikke kunne sende forsyninger af våben og krudt til Akwamu. Og den 8. januar optrappedes konflikten da de angreb og tilfangetog nogle dansk-loyale slaver samt nogle geder.

Om natten prøvede de at erobre de danske kanoer på stranden som kunne bringe mad ind i fortet og skaffe kontakt til Akwamu, men blev jaget væk af granater kastet mod dem. Dagen efter begyndte de at beskyde Christiansborg fra Orsu. Skudvekslingerne mellem besætningen på fortet og accra-krigerne lagde et stort pres på de danske, men matroser fra skibet “Haabets Galley”, som heldigvis i tiden forinden meget belejligt var ankommet med en ladning krudt og kugler, blev sendt til undsætning på fortet.

En bøn om hjælp blev også sendt til Akwamu-kongen, og d. 23. januar ankom en styrke på ca. 2000 akwamu-krigere til kystområdet. De udkæmpede en kamp som varede det meste af dagen og i middagspausen, som blev holdt på grund af den brændende sol, forsynedes akwamu-styrken med 30-40 tønder krudt og en del musketter fra fortet.

Til sidst blev accra-krigerne jaget over til det hollandske Fort Creveceur, hvorfra de dog vendte tilbage og genoptog kampen de efterfølgende dage. Kampen ved fortet blev afgjort da Akwamu-kongen til sidst ankom med en større styrke som blev sat ind i stormløb mod det hollandske fort. Det endte med at akwamu-kongen d. 22. marts 1730 drog bort med sin hær efter at englænderne havde afsluttet kampen med en fredsaftale.

Akwamu knuses – slavehandlen fortsætter

Opbruddet var dog også forårsaget af, at en stor styrke fra Akim bevægede sig mod Akwamu, støttet af bl.a. Wasa, Fanti, Agona og Assene. Et enkelt slag afgjorde det hidtil så mægtige Akwamu-riges skæbne. Alliancen vandt – og spredte rester af akwamu-hæren flygtede helt over på den anden side af floden Volta.

Det store, krigshærgede og tomme land bag de europæiske forter blev nu overtaget af Akim-folket. Slavehandlen spillede i et årti en væsentligt mindre rolle da Akim valgte at beholde de fleste slaver, men da Ashanti-folket i 1742 tilkæmpede sig overhøjhed over Akim og kystområdet ved Christiansborg kom slavehandelen igen på fode.

90 % af alle slaver eksporteret fra Guldkysten udskibedes fra Accra-området hvor Christiansborg lå. Det hollandske Crevecoeur og det engelske Fort James har sandsynligvis taget broderparten af handelen da de to lande havde langt større koloniale besiddelser i Amerika end Danmark havde, men Danmark var også en villig og aktiv deltager i menneskehandlen.

De sidste tal for antallet af slaver transporteret til Dansk Vestindien når op på omkring 96.000 mennesker. Dertil skal så regnes et antal tusinde slaver som blev solgt fra Christiansborg og transporteret andre steder hen i Amerika; det er derfor realistisk at mere end 100.000 mennesker blev offer for den danske slavehandel.

Sideløbende med slavehandelen fandtes dog også den moralske modstand; som berettet var den tilmed i begyndelsen fremherskende blandt ledelsen og købmændene på det danske fort. Men i mere end 100 år forblev de økonomiske motiver de vægtigste. Først i 1807 blev dansk handel med slaver forbudt – og i 1848 selve slaveriet.