Grevens fejde, ofte benævnt som en dansk borgerkrig mellem adel og bønder, sidstnævnte til dels ført af den kendte aalborgenser Skipper Clement, hærgede landet i årene 1534-35. Men den blodige krig var anstiftet af handelsbyen Lübeck, der i dag mest er kendt for sit julemarked og marcipan, men som for 400 år siden var en by, der desperat kæmpede for sin smuldrende magt. Krigen endte reelt også ved byens mure, hvis besejrer, Johan Rantzau, også besejrede Skipper Clement.     

Masterplan: genrejsning af handelsimperiet

I 1533 var kong Frederik I død, og da rigsrådet, splittet mellem katolikker og lutheranere, ikke umiddelbart kunne blive enige om, hvem der skulle være den næste konge, stod riget uden ledelse. Handelsbyen Lübeck, der havde haft sin storhedstid i 1400-tallet, så med borgmester Wullenwewer og feltherre Marcus Meyer i spidsen sit snit til at genvinde fordums styrke. Planen var at etablere et overherredømme over Danmark og den indbringende Øresundstold, og samtidigt at fortrænge hollænderne fra handelen, ved at indsætte sin egen kandidat på den danske trone. Den udvalgte kandidat var den i 1523 afsatte ”borger og bondeven” Christian II, der siden 1532 havde siddet indespærret på Sønderborg slot, og som, mod passende handelsprivilegier til Lübeck, naturligvis, kunne genvinde kronen med deres våben.

Lübecks lynkrig

Lübecks plan blev iværksat af hærføreren hertug Christoffer af Oldenburg, der lagde navn til krigen – Grevens fejde – og som 21. juni 1534 i spidsen for en hærstyrke på 2000 lejesoldater og 300 ryttere uhindret kunne gå i land ved Skovshoved og bemægtige sig Sjælland. De betydningsfulde handelsbyer København, hvor den danske flåde lå aftakket og forsvarsløs, og Malmø, med borgmestrene Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock i spidsen, bakkede op om angriberne. Samtidigt lykkedes det grev Christoffer rejse både bønder og adel for sagen på Fyn, hvor en styrke på omkring 2100 mand under adelens feltherre, Johan Rantzau, blev fordrevet i august med et tab på 800 mand.

Mission: Oprør

14. september sendte grev Christoffer en anden af Christian II’s støtter, den kendte Skipper Clement, der allerede tilbage i 1520’erne havde kæmpet for Christian II, i arbejde: Missionen var at rejse bønderne i Nordjylland til oprør, hvilket lykkedes til overmål. Aalborg med fæstningen Aalborghus blev indtaget uden problemer, og herregårde blev indtaget og brændt af over hele det nord- og vestjyske område. Alt flaskede sig altså for Lübecks plan om genfødsel som stormagt.

Men netop feltherren Johan Rantzau, hvis tropper tidligere var blevet slået på Fyn, skulle blive grev Christoffers, Skipper Clements, og Lübecks banemand i krigen. Rantzau havde allerede i 1523 nedkæmpet et bondeoprør i Skåne for den dengang nyudnævnte kong Frederik I, og havde med sværd og ild efterfølgende inddrevet ekstra skatter hos de sjællandske bønder. Fra midten af 1520’erne var han derfor en af kongens mest betroede mand. Også Christian III, Frederik I’s søn, der endelig var blevet valgt som kone af Danmark af rigsrådet 19. august 1534, havde stor nytte af Rantzau, der fra Holsten blev mobiliseret og sendt af sted med en hær mod ”slangens hoved”, Lübeck, den farligste og mest betydningsfulde fjende.

Minekrig mod Müggenburg

Kunne handelsbyen sættes ud af spillet, måtte de øvrige parter i oprøret også give fortabt. Men den stående styrke på 800 ryttere (200 fra hver af de fire jyske bisper) og nogle tusinder lejesoldater var ikke nok til et direkte angreb på det stærkt befæstede Lübeck, så et indirekte angreb på byen blev første opgave. Målet var Travemünde, der kontrollerede floden Traves udmunding i Østersøen, og som var Lübecks primære handels- og forbindelsesvej til omverdenen. Indløbet til Lübeck blev beskyttet af befæstningen Müggenburg, der med jordvolde forstærket med et blokhus af tømmer og et tårn, udgjorde et mindre, men alligevel stærkt forsvarsværk; herfra lykkedes det forsvarerne at afvise to stormløb på befæstningen i august 1534.

Men den krigskendte Rantzau rådede over et våben til netop at overvinde genstridige besætninger i stærke fæstninger; den moderne krudtmine. Først anvendt i de italienske bystaters evindelige krige i 1400-tallet, var den dog et forholdsvis sjældent anvendt våben, så Rantzau har været våbentekno-logisk godt opdateret. Det lykkedes angriberne at grave ”miner”, dvs. tunneller under forsvaret, hvor flere stor sprængladninger krudt blev detoneret. Et forsvar er kun så stærkt som dets svageste led – og med muren gennemtrængt kapitulerede forsvarerne til den numerisk overlegne fjende, da yderligere kamp var formålsløs.

Forbitret flodangreb

Lübecks feltherre, Marcus Meyer, forsøgte 9. august et modangreb med en ’haufen’, en borgermilits, og en styrke professionelle lejesoldater forgæves, at drive Rantzaus styrker væk fra fæstningen ved Travemünde. Rantzau kunne på sin side derimod forstærke sin hær. Landgreve Filip af Hessen havde sejret i en anden nordtysk krig, og herved frigjordes en stor styrke professionelle lejesoldater, der på ny kunne hyres, hvis man havde råd. Det havde Christian III, og med en samlet styrke på nu 2500 ryttere og 9000 mand fodfolk kunne Rantzau for alvor sætte Lübecks forsvar under pres. Grave og brystværn bemandet med Rantzaus soldater bredte sig hurtigt langs byens vestlige side.

10. oktober lykkedes det Rantzau at slå bro over floden Trave ved Jerusalemsberg lige nord for Lübeck, hvor et modangreb blev jaget tilbage til byens mure med et tab til angriberne på 150 døde og 300 fanger. Lübeck kunne nu også indesluttes fra øst, hvilket byens styrke på blot 2000 mand fodfolk og 400 dårligt udrustede ryttere ikke kunne stille meget op mod. Endnu et modangreb fra Lübeck med den af danskerne frygtede pram kaldet ”Eiserner Heinrich”, et stærk tømret fartøj bestykket med adskillige kanoner og en 60-mands besætning, suppleret af pramme lastet med soldater og begkranse, forsøgte at nå frem til broen og sætte den i brand. Men flådestyrken løb dels på grund og blev erobret af Rantzaus mænd, eller blev udsat for så heftig beskydning, at også de var nødt til at vende om med store tab.

Begyndelsen på enden på Grevens fejde

Rantzaus styrker kunne derfor uhindret krydse floden, hvor de 16. oktober uden kamp kunne bemægtige sig 6 krigsskibe og 8 handelsskibe ved Schlutup, hvor besætningen på orlogshavnens fæstningstårn i skræk var stukket af. Spillet var ovre. Presset på borgmester Wullenwewer steg, da byens handelsfolk i stigende grad plagedes af tvivl og lommesmerter pga. krigen, der ikke så ud til at ende så hurtigt og afgørende, som håbet. Den 17. november 1534 måtte Lübeck bide i det sure æble og indgå Stockelsdorf-freden – som dog var en noget overraskende fred, da den kun forpligtigede Lübeck til at holde fred i Holsten. Krigen i Danmark måtte man fortsat blande sig i.

Det fik dog ikke den store betydning. For med fredsordningen frigjordes Rantzaus mægtige styrke af professionelle og krigsvante soldater. Selvom de var støttet af professionelle lejesoldater under grev Christoffer, så bestod oprørernes styrker i Aalborg, på Fyn og på Sjælland, primært af bønder, der naturligvis ikke var trænet i krig, og som kun havde opnået begrænset krigserfaring i oprørets forløb, og som dertil ikke havde store mængder krigsmateriel eller militært kyndige ledere. De havde militært set ikke mange chancer mod Rantzaus veludrustede, disciplinerede og krigsvante soldater, der blev ført af kyndige ledere med erfaring og viden fra tidligere militære kampagner; ikke mindst feltherren Rantzau selv, der som adelig fra barnsben var opdraget og trænet til krig.

Massakre på massakre

Hvor kompetente de var, viste de i imponerende ilmarch med tunge kanoner og ammunitions- og forsyningsvogne af elendige jordveje op gennem den jyske halvø. Op mod 80 km om dagen blev tilbagelagt, mens de med lethed jog små bondestyrker væk. 17. december 1534 nåede de frem til Aalborg. Rantzaus 3600 fodfolk stormede allerede morgenen efter (muligvis fordi Rantzau ikke havde råd til at betale lejesoldaterne for en længere belejring) byen i en forfærdelig voldsrus, der kostede de fleste af de 8-900 forsvare, foruden 2000 civile aalborgensere, livet.    

Grev Christoffers bondehære, støttet af kontingenter af lejesoldater, bukkede også under 20. marts ved Faurskov Banke nær Assens i det, der igen mest var en massakre, og i slaget ved Øksnebjerg på Fyn 11. juni 1535. Derfra drog Rantzaus hær til København, der efter en belejring overgav sig i august 1536. Skipper Clement, der blev forrådt af en bonde og fanget efter stormen på Aalborg, blev halshugget, parteret og lagt på hjul og stejle 9. september 1536 på Viborg Landsting.

Med nederlaget ved Lübecks mure blev byens ambitioner om genvunden storhed endegyldigt knust. Borgmester Wullenwewer og hærfører Marcus Meyer førte dog kampen lidt videre, for dog begge at blive arresteret og henrettet i henholdsvis september 1537 og juni 1536. En historie, der er værd at tænke over, mens man nyder et fredeligt glas glühwein på julemarkedet i Lübecks gamle bydel, hvor de skæbnesvangre beslutninger i sin tid blev taget.

Af JG

Læs mere:

Arne Stevns, Vor hær i krig og fred           
Torben Bramming, Rantzau: Den hellige kriger
Geschichte der Deutschen Hansa, teil 3, Friedrich Wilhelm Bartold
The Chronicle of the Hanseatic League http://european-heritage.org/germany/m%C3%BCnster/hanse/chronicle-hanseatic-league-continued – header-5
Lübeckische Chronik