En introduktion til Danmarks krigshistorie.

af kaptajnløjtnant Per Herholdt Jensen, Forsvarskommandoen

Krige har været en fast bestanddel i Danmarks historie. I vikingetiden fra ca. 800-1100-tallet – skandinavernes lømmelalder – var danskerne ofte på røver- og erobringstogter i Europa. Vikingetiden ebbede ud, og riget konsoliderede sig, men krigene tog til. I perioden 1100-1600 var der i Danmarkshistorien krige i ca. 260 år – lidt over halvdelen af perioden.

Det var dronning Margrethe I, som ved kølig beregnende magtpolitik fik samlet de nordiske lande i Kalmarunionen i 1397 med Danmark som ledende nation. Det skabte ikke fred, idet Sverige i 1400-tallet flere gange forsøgte at bryde ud af unionen med krige til følge. I 1523 blev unionen sprængt, da Gustav Wasa blev valgt til svensk konge.

Hansestæderne var også ofte svorne fjender af Danmark, men Grevens Fejde i 1534-36 afsluttede en lang række krige på den front.

Den første af en række større krige mellem Danmark-Norge og Sverige efter Kalmarunionens sammenbrud var Syvårskrigen i årene 1563-70. Krigen endte nærmest uafgjort, men Danmark kunne fortsat opretholde herredømmet i Østersøen.

Lutter am Barenberg

Sverige, der var indesluttet mod vest og syd af Norge og Danmark og kun havde et ”åndehul” ud til verdenshavene ved det nuværende Göteborg, viste i begyndelsen af 1600-tallet ekspanderende tilbøjeligheder. Da Christian 4. samtidig ville opretholde herredømmet over Østersøen og genoprette unionen, resulterede fjendskabet i Kalmarkrigen 1611-13, der hovedsageligt blev en mindre dansk sejr. Danmark nåede ikke alle sine krigsmål, men endnu engang kunne stillingen hævdes som Nordens førende magt. Det blev uigenkaldeligt sidste gang.

I 1618 gjorde Bøhmen oprør mod det habsburgske overherredømme, og det blev indledningen til Trediveårskrigen. Efter nogle år var protestanterne i Nordtyskland trængt og så sig om efter en forbundsfælle, og Christian 4. var villig.

Rigsrådet sagde nej til det protestantiske eventyr, bl.a. fordi der ikke var bindende aftaler med forbundsfællerne England og Nederlandene, men Christian 4. trodsede Rigsådet og gik i krig mod de katolske magter. I slaget ved Lutter am Barenberg i 1625 blev Christian den 4´s hær slået, og set i historiens bakspejl dannede nederlaget indledningen til Danmarks deroute, der nåede sit lavpunkt i 1864. Takket være stormagternes indbyrdes magtspil slap Danmark i 1629 ud af Trediveårskrigen uden landetab.

Nu greb Sverige greb til gengæld ind i krigen, og det blev indledningen til den svenske storhedstid, der skulle vare de næste 90 år. Christian 4. så med uro på den svenske fremgang og søgte at optræde som mægler med den skjulte dagsorden at forhindre Sverige i at få for meget ud af felttogene i Tyskland. Sverige var i 1642 ved at sætte sig fast i Pommern og kunne derved få en solid klemme på Danmark fra både øst og syd.

Irriteret over den danske indblanding gik Sverige i 1643 til angreb på Danmark uden krigserklæring og allieret med Nederlandene. I 1645 måtte Danmark afstå Gotland, Øsel og de norske landskaber Jämtland og Härjedalen. Endvidere skulle Halland være svensk besat i 30 år.

Karl Gustav-krigene

Ingen i Danmark kunne tro, at balancen mellem Danmark-Norge og Sverige var tippet for stedse til svensk fordel, og man ventede kun på et gunstigt tidspunkt til at tage revanche. En ny trussel dukkede imidlertid op, da den svenske konge, Karl 10. Gustav, i 1654 indgik ægteskab med datteren til Hertugen af Gottorp i Slesvig. Derved var grunden lagt til fremtidig svensk og gottorsk fællesoptræden mod Danmark.

I 1656 kastede svenskekongen sig ud i et felttog i Polen, men efter indledningsvise sejre løb de svenske hære ind i vanskeligheder. I København vidste man, at svenskekongen før eller siden ville gå løs på Danmark. Så da mulighederne i 1657 syntes gunstige med de svenske hære viklet grundigt ind i det polske morads, indledte Danmark en præventiv krig for at stække Sverige og for at vinde det tabte tilbage.

Karl Gustav benyttede krigserklæringen som en belejlig undskyldning til at trække sig ud af Polen og lod sin hær gå i ilmarch mod Danmark, hvor al modstand blev løbet over ende. Da en ekstrem frost satte ind om vinteren, udførte han sit livs bedrift ved at lade hæren gå over de tilfrosne bælter og true København. Resultatet blev panikfreden i Roskilde i 1658, hvor Danmark ved “det store rov” bl.a. mistede Skåne, Halland, Blekinge.

Næppe havde de svenske hære forladt Danmark, før Carl Gustav og hans generaler planlagde et nyt angreb for at holde hæren beskæftiget fremfor at lade den opløse. I Sverige ville man ikke have den, og Polen var for udplyndret. Såre nøgternt faldt valget på Danmark, der så skulle slås ned en gang for alle, og i august samme år blev landet invaderet.

Trods flere svenske nederlag, blev fredsslutningen i København i 1660 næsten en stadfæstelse af freden i Roskilde. Sverige beholdt de østensundske provinser, da Danmarks forbundsfæller var godt tilfredse med, at Øresund var delt frem for at være dansk.

Den europæiske storpolitik skiftede i disse år hastigt scene. Alliancerne vekslede rapt, og gårsdagens forbundsfælle blev morgendagens fjende. I 1666 kom Danmark i krig med England, da vi var i forbund med Nederlandene. Flere rokeringer fandt sted i de følgende år, og enden på det hele blev, at Danmark kom i krig med Sverige – og Frankrig – i 1675 som led i de store europæiske opgør, hvor alliancer udløste forpligtelser til at gå i krig. Den lokale del af disse opgør blev Skånske Krig frem til 1679, hvor Danmark måtte opgive, hvad der var vundet på slagmarken efter fransk pres.

I året 1699 rykkede svenske tropper ind i Gottorp fra Nordtyskland. Danmark var allieret med Polen og Rusland, men i august gik svenske tropper i land ved Humlebæk dækket af engelske og nederlandske flåder. Frederik 4. fik hurtigt sluttet fred uden afståelser.

Da svenskekongen Carl 12. led nederlag til Rusland ved Poltava i 1709 og måtte flygte til Tyrkiet, benyttede Danmark sig af situationen og erklærede Sverige krig – for sidste gang. Store nordiske Krig varede frem til 1720 med Sverige som taber. Men det lykkedes ikke Danmark at nå sit krigsmål og få generhvervet de østensundske provinser.

Herefter havde Danmark stort set fred i de næste 80 år, men krigstruslen var ofte nærværende. I 1762 blev en arving til Gottorp russisk zar, og han indledte øjeblikkelig krig mod Danmark for at få sine gottorpske besiddelser. Danmark stod alene, men var klar til at tage kampen op. Danske og russiske tropper havde føling med hinanden, da krigen blev afblæst, fordi zaren meget bekvemt var blevet myrdet.

I 1788 gik Sverige til angreb på Rusland, der forlangte dansk hjælp som følge af allianceforhold, men der blev snart sluttet fred som følge af et engelsk indgreb.

Napoleonskrigene og 1864

Under revolutionskrigene var det vanskeligt for nogen stat at stå udenfor det europæiske opgør, og Danmark var med i et neutralitetsforbund med Sverige og Rusland. Det førte i 1801 til en kortvarig krig med England, der i hovedsagen sluttede efter Slaget på Reden.

I årene herefter førte Danmark en defensiv udenrigspolitik for ikke at udæske de krigene magter. Det var i hovedsagen England og Frankrig, der stod overfor hinanden med de øvrige store fastlandsmagter som skiftevis med- og modspillere. I 1807 sluttede Frankrig og Rusland fred og aftalte fastlandsspærringen rettet mod England.

Danmark fik stillet et ultimatum: Tiltrædelse af fastlandsspærringen eller krig. England reagerede hurtigst ved at sende en flåde mod Danmark og forlange den danske flåde udleveret for at den ikke skulle falde i Napoleons hænder. Danmark afslog, og resulatet blev bombardementet af København med tabet af flåden og krig frem til 1814 mod det meste af Europa på Napoleons side. Ved freden i Kiel i 1814 tabte vi Norge til Sverige.

Da Slesvig-Holsten gjorde oprør i 1848, sendte Det tyske Forbund og Preussen tropper til støtte for slesvig-holstenerne. Treårskrigen endte med danske militære sejre, men udlandet ville, at helstaten blev bevaret, så kimen var lagt til 2. runde.

I 1863 blev den gordiske knude hugget over ved, at Danmark med Novemberforfatningen knyttede Slesvig nærmere til Danmark. Det medførte ikke uventet, at det stærke Preussen og Østrig indledte krig i 1864. Danmark havde håbet på skandinavisk militær bistand, men den udeblev, og de andre stormagter blandede sig ikke militært. Ved fredsslutningen afstod Danmark Slesvig, Holsten og Lauenburg.

Danske revanchehåb fik kraftig næring, da Frankrig erklærede Preussen krig i 1870. Den franske regering arbejdede aktivt på at få Danmark med på fransk side, men de danske beslutningstagere lod sig ikke rive med af krigsstemningen, der lynsnart forsvandt, da de første meddelelser om store franske nederlag indløb.

Den tyske skygge

Der skete nye grupperinger i Europa i begyndelsen af 1900-tallet, og Danmark stod isoleret og lå indenfor Tysklands magtsfære. Beliggenheden mellem Østersøen og Nordsøen kunne bringe landet i krig alt efter stormagtsinteresser og krigsplaner. Selv Sverige var man ikke helt tryg ved. I et skrækscenario forestillede man sig, at Sverige og Tyskland “gjorde arbejdet færdigt” og delte Danmark mellem sig ved Storebælt.

Da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, havde Danmark et forholdsvist stærkt forsvar, så landet ikke lå hen som et militært tomrum, og det var utvivlsomt en medvirkende årsag til, at landet ikke blev inddraget i krigen. Verdenskrigen var krigen, der skulle afslutte alle krige, og i tiden derefter var der almindelig nedrustning overalt. Ved Tysklands sammenbrud i 1918 var Danmark tilsyneladende blevet en fjende kvit, og kejserdømmets afskaffelse til fordel for den demokratiske Weimarrepublik skulle være garant for, at Versaillestraktaten holdt.

Diktaturernes fremmarch i 1920´erne og 30´erne fangede demokratierne på det forkerte ben. Frem for at sætte hårdt mod hårdt blev der af England og Frankrig ført “appeasement-politik”: Man gav efter for diktatorernes krav. Foruroligede af Tysklands aggressive udenrigspolitik drøftede de nordiske lande i 1937-38 forsvarsforbund, der dog ikke blev realiseret.

2. Verdenskrig brød ud i 1939 med det tyske overfald på Polen. I de tyske krigsplaner indgik en besættelse af Norge for at skaffe flådebaser i kampen mod England, og Danmark skulle være “trinbræt” under operationen. Oprindelig gjaldt det kun Nordjylland, men planerne blev ændret til at gælde en besættelse af hele Danmark.

Fjender på nye kanter

Efter 2. Verdenskrig fremstod Sovjetunionen som den nye tids trussel. Erfaringerne fra 30´erne, havde vist, at et nedrustet, isoleret dansk forsvar og en ikke-angrebspagt med Tyskland ikke havde holdt landet udenfor krigen, og konsekvensen heraf blev dansk medlemskab af NATO i 1949. Efter afslutningen af den kolde krig er truslen fra Sovjetunionen væk, men i stedet er der fremkommet et ustabilt Rusland, der som et kæmpe isfjeld truer med at kælve eller gå helt i opløsning.

Afslutning

De sikkerhedspolitiske forhold skifter, men historien viser, at der er fjender til alle tider. Sammenfattende ses det, at frem til 1721 har Danmark ført en aktiv og ofte krigerisk sikkerhedspolitik, som siden gradvis har ændret sig til, at krige er blevet påført landet som følge af internationale forhold. De sikkerhedspolitiske forhold skifter, og historien viser, at der er fjender til alle tider …