Artiklen beskriver den politiske situation i Danmark før og under krigen.

af Erik Juel Andersen

Imellem den første og anden verdenskrig var stemningen domineret af den succesfulde danske neutralitetspolitik under første verdenskrig. Den danske regering var sikker på at en venligsindet holdning overfor tyskerne kunne forhindre fjendtligheder. Som et resultat af dette blev det danske forsvar reduceret til et niveau, hvor det ikke havde nogen afskrækkende værdi, og landet ikke kunne forsvares tilstrækkeligt.

Da Tyskland invaderede talte hæren 14.500 mand. I 1939 var omkring 30.000 mand var blevet mobiliseret, men disse var senere blevet hjemsendt igen. I 1940 blev der ikke foretaget nogen mobilisering for ikke at provokere Tyskland.

Operation Weserübung

Tyskland interesserede sig egentlig ikke meget for Danmark. Målet med Weserübung, angrebet på Norge og Danmark, var at få adgang til flådebaser på Norges kyst og at hindre de allierede i at blokere den tyske adgang til den svenske jernmalm, som blev sendt igennem de norske isfri havne til Tyskland.

For at opnå luftoverlegenhed i det norske angreb, var det nødvendigt at få kontrol med flyvebaser i det nordlige Danmark, og de første tyske angrebsplaner opererede kun med adgang til de vigtigste strategiske punkter i Danmark, uden at angribe hele landet.

Altmark affæren den 16. februar 1940, hvor britiske styrker bordede et tysk skib i norsk farvand for at befri britiske fanger, overbeviste Hitler om at Norge og Danmark hverken kunne, eller var i stand til at beskytte deres neutralitet imod en allieret aggression, og som et resultat heraf blev det besluttet at hele landet skulle erobres.

Da angrebet kom var Danmark uforberedt. Angrebet var det første i en ny form for krigsførelse, hvor man søgte overraskelsen frem for diplomatisk pres i forvejen. Advarsler var blev modtaget fra en anti nazistisk lækage i det tyske efterretningsvæsen, men de blev ignoreret, og kun nogle få enheder var alarmeret.

Den 9. april 1940 blev regeringen overrakt det tyske ultimatum. Den protesterede, men accepterede imens bombemaskiner fløj over byen. Pga. tidligere forsømmelser var ingen effektiv modstand mulig, for regeringens mål var at mindske lidelserne til et minimum. Mens denne holdning fik Danmark igennem krigen med et minimum af tab, var den også tæt på at ekskludere Danmark fra de allierede nationer.

Det tyske angreb blev udført med henblik på, at tage alle de strategiske områder i besiddelse. Grænsen blev overskredet flere steder. Landsætninger fra havet blev foretaget i hovedstaden, de større havne og ved hovedovergangene imellem de danske øer. Den første landsætning i krigshistorien fra luften, blev udført ved Masnæsø fæstningen, der kontrollerede broen fra Falster til Sjælland og ved Aalborg lufthavn. Operationen var så vigtig for tyskerne, at hemmeligheden omkring luftbårne enheder der skulle have bevaret til offensiven i vest, blev afsløret.

Endnu en innovativ del af planen for den tid, var, at alle dele af angrebet på både Danmark og Norge, blev udført næsten på den samme tid, for at opnå overraskelse. Kun nogle få steder blev der kæmpet, under de 4 timer kampen varede fra angrebet startede til kapitualtionen trådte i kraft. I den sydlige del af Jylland kom nogle få enheder i kamp, og også ved Amalienborg blev der kæmpet. 11 soldater blev dræbt under angrebet.

Modstandsbevægelsen

Den danske modstandsbevægelse var meget begrænset indtil krigens vendepunkt kom i 1942, men fra det tidspunkt voksede den hurtigt. Hovedoperationene omfattede industriel- og jernbanesabotage der skulle hindre troppetransporter fra Norge. Imens operationerne havde en økonomisk virkning på Tyskland, opnåede de aldrig en størrelse hvor partisanaktiviteter overtog kontrollen over større områder.

Det flade og åbne danske terræn er ikke særligt velegnet til større partisanoperationer. Selvom effekten var begrænset viste modstandsbevægelsen verden, at den danske befolkning ikke ønskede at blive regeret af tyskerne. Dette og måske mere vigtigt, de 5000 søfolk der sluttede sig til den allierede handelsflåde, var hovedgrundene til, at Danmark endte krigen som et allieret land.

Grønland

Et andet vigtig bidrag til den allierede krigsindsats, blev udført af den danske gesandt i Washington. Han anerkendte ikke regeringen i København under krigen, og på egen hånd tildelte han USA rettigheder til baser på det dansk kontrollerede Grønland. Det tillod overførelsen af kortrækkende fly til England via Grønland og Island.

I tillæg til USA’s baser var meteorologiske stationer på Grønland vigtigte, for at udsende nøjagtige vejrmeldinger til Europa. Det vigtigste tidspunkt for disse, var, da beslutningen blev taget om at invadere Normandiet d. 6 juni 1944, da vejrmeldingerne forudså at stormen ville slutte – en information som ikke var til rådighed for tyskerne. Tyskerne forsøgte at oprette meteorologiske stationer på Grønland, først dansk bemandet og i 43 og 44 bemandet med tysk personel. Det tyske forsøg blev forhindret af danske og amerikanske patruljer på Grønland.Leverancer til Tyskland

Under krigen var Danmarks hovedleverancer til Tysklands krigsindsats landbrugseksporten som dækkede en stor del af Tysklands behov. Dertil kom 100.000 arbejdere der rejste til Tyskland, for at arbejde på tyske fabrikker, og med regeringens tilladelse 7.000 danske soldater der meldte sig frivilligt til de tyske enheder i Rusland.

Invasionsfrygten

Fra 1942 blev frygten for en invasion fra vest, mærkbart følt i Danmark. Den nordlige del af Atlanterhavsvoldens fæstninger var bygget på vestkysten vha. dansk arbejdskraft, og på D-dagen var 220.000 tyske soldater stationeret i Danmark. Tyskerne mente, at en invasion var en mulighed, selvom det ikke var særligt sandsynligt. Grunden til at de ikke mente, at det var sandsynligt, var pga. den tyske luftoverlegenhed i området. De allierede var af samme mening – behovet for luftstøtte gjorde at invasionen måtte komme i Frankrig.

Afslutningen

Da tyskerne overgav sig, var kampene endnu ikke nået til Danmark, som igen blev sparet for det værste. De eneste større kampe forekom på Bornholm, hvor den tysk øverstkommanderende kun ville overgive sig til en engelsk repræsentant, og sådan en var ikke tilstede. Imens resten af landet uden at vide dette fejrede befrielsen, bombede russiske fly havnebyerne og forårsagede stor materiel skade og dræbte 9 mennesker. Øen blev derefter besat af russerne, som beholdt den i et år, før den blev igen blev overladt til Danmark.