Fort Christiansborg

Siden 1658 havde Danmark været repræsenteret på Guldkysten ved flere forter og handelspladser, men fra 1685 havde Danmark kun én besiddelse tilbage: Fort Christiansborg. Fortet lå ca. 100 km længere østpå i forhold til første besiddelser og var grundlagt i 1661.

Det havde dengang givet Danmark gode handelsmæssige betingelser da det på det tidspunkt var den østligst beliggende handelplads. Det gjorde det vanskeligt for bl.a. englændere og hollænderne at kapre danske skibe eller på anden vis chikanere dansk handel.

Netop med det for øje havde den danske udsending Jost Cramer i 1661 købt et større område ved landsbyen Orsu i Accra-landet med henblik på at grundlægge et regulært fort på stedet. Kongen af Accra, Kankoi, modtog guld svarende til en værdi af ca. 900 rigsdaler for området samt en månedlig leje på 32 rigsdaler for besiddelsen.

Under kommandant Christen Cornelissøn blev fortet bygget færdigt og fra 1662 rejste det sig majestætisk over en klippepynt ved kysten. Fortet, som helt usædvanligt udelukkende var bygget af materialer hjemmefra, bestod på det tidspunkt af 3 bastioner med 20 kanoner, et højt udkiks- og forsvarstårn, samt en besætning på omkring 20 soldater.

Europæisk kontra afrikansk militær

Intentionen med Christiansborg var som altid at starte handel op og tjene en god skilling til ejerne af det Glyckske Handelskompagni, som på det tidspunkt financierede skibene og deres last af varer, med henblik på at købe elfenben, guld og slaver, m.m.

Accra-folket var den stærkeste magt i regionen og for danskerne var det vigtigt at forholdet var godt da strid med de lokale magthavere ville betyde at fortet ville komme under belejring. Så længe en sådan belejring stod på kunne mandskabet ikke bevæge sig uden for murene uden at falde i baghold – og det var også sket at lokale konger anvendte giftmord som middel til at skaffe sig af med genstridige europæiske kommandanter.

Magten lå derfor ikke hos europæerne men hos de afrikanske kongeriger som, i modsætning til den generelle opfattelse af afrikanerne i kolonitiden, ikke var små og primitive. Ofte var det ganske store og velorganiserede stater europæerne mødte.

Kong Okoi Koi af Accra havde fx i 1670’erne en hær på op til 9000 krigere bevæbnet med spyd, sværd og buer og hærens 80 generaler var desuden hver bevæbnet med en musket med ammunition til 10 skud. Ingen europæiske -inklusive den lille danske troppestyrke på fortet – havde ikke en jordisk chance for at stå op mod sådan en styrke.

Kom danskerne i konflikt med Accra ville det desuden betyde at handelen ville blive dirigeret til andre europæiske forter i området, hvilket ville være imod fortets raison d’etre; hollænderne og englænderne havde grundlagt Fort Creveceuer og Fort James i kun et kanonskuds afstand til Christiansborg og var mere end villige til at tage den danske handel. Men trods bestræbelserne på at holde sig på god fod med Accra indfandt problemerne sig alligevel.

Akwamu truer Accra

For hele regionen var netop i den periode præget af uro. Der udkæmpedes løbende krige mellem rigerne i området. Accra – også kendt som Stor-Accra – havde i årtier været den dominerende magt, men var gradvist kommet under pres af akwamuerne som fra 1640’erne i stort tal indvandrede nordfra. I løbet af 1650’erne blev flere mindre riger indlemmet i Akwamu-riget og langsomt trak det op til et endeligt opgør mellem Accra og Akwamu.

Accra-hæren var stor, men dog ikke den største; kongen af Akwamu, Ansa Sasraku, kunne efter sigende stille med en hær på omkring 7000 krigere når alle landsbyer under hans herredømme havde bidraget med kontingenter. Men da Akwamu-hæren også rådede over krigere fra Agona- og Akron-folkene vest for Accra – samt krigere fra Agave- og Akim-folkene nord og øst for Accra, var Akwamu-hæren størst. Alle støttede på forskellig vis kampen mod det dominerende og upopulære Stor-Accra.

Akwamu var derfor i længden stærkest og vandt i 1677 et stort slag ved Nyantrabi inde i landet. Pga. intern uenighed mellem Accra-kongen og rigets kriger-aristokrati (om modernisering af hæren med endnu flere skydevåben – som kriger-aristokratiet grundlæggende anså for at være våben for kujoner da man kunne slå ihjel på lang afstand) kæmpede kun kongens egen garde loyalt mod akwamuerne.

Trods et massivt pres fra den langt større akwamu-hær holdt de angiveligt fjenden stangen det meste af en dag, men måtte til sidst give op. Kong Okai Koi tog sig af dage af skam over nederlaget og forsvaret af riget var afgørende svækket. Da Akwamu-hæren kort efter erobrede hovedstaden Ayawaso og lagde den øde var Stor-Accra knækket. Danskerne havde hidtil ikke været involveret i kampene, men det skulle ændre sig.

 

Dansk militær støtte til Lille-Accra

For efter det store nederlag flygtede en stor del af accraerne og slog sig ned i kystlandet hvor de de europæiske forter lå. De slog sig også ned i stort tal ved Orsu nær Christiansborg, hvorfor området siden blev omtalt som Lille-Accra. Okoi Kois søn, Ofori, fortsatte herfra kampen mod Akwamu.

Han vurderede at danskerne ville støtte deres mangeårige, velkendte,og troværdige handelspartnere fra Accra fremfor det nye og fremstormende Akwamu. Dermed kunne han få beskyttelse af det danske fort og dets kanoner i tilfælde af fortsatte angreb fra Akwamu.

Det havde han ret i, for da Akwamu-hæren i 1678 foretog et angreb mod Orsu ydede Christiansborgs kanoner støtte til Accra-hæren. De tætte masser af krigere har sikkert udgjort et nemt mål for kanonerne – i hvert fald måtte akwamuerne opgive angrebet på grund af beskydningen fra det danske fort og trække sig tilbage. Akwamu var stækket og Kong Ofori og Accra-riget var, takket være dansk hjælp, reddet for en stund.

Forræderi

Men et forrædderi vendte op og ned på det hele. I 1679 var kommandant Johan Ullrich blevet myrdet af lokale krigere ved en intrige. Ny kommandant blev Peter Bolt som så chancen for at blive hurtigt rig. Han solgte fortet for ca. 9200 rigsdaler til en portugisisk adelsmand, Baretto, som var guvernør for den portugisiske ø-besiddelse St. Tomé i Guineabugten.

Han var i færd med at udvide sit magtområde, med både våbenmagt og penge og var derfor mere end villig til at overtage det stærke fort. Episoden ledte til en diplomatisk affære på højt niveau, som bevirkede at den portugisiske konge beordrede Baretto til at forlade fortet. Det han gjorde d. 26. februar 1683, og lokale krigere fra landsbyen Orsu holdt fortet besat indtil 8. marts hvor de danske igen kunne overtage fortet. Men i de forløbne 4 år var den militære og politiske situation drastisk forandret.

Akwamu sejrer

Akwamus endelige sejr over Lille-Accra fandt nemlig sted mens Christiansborg var i portugisisk besiddelse. Mordet på kommandant Johann Ullrich, og Peter Bolts overdragelse af Christiansborg til portugiserne, forhindrede fra 1679 dansk militær støtte til Lille-Accra. Det er derfor muligt at Peter Bolt var i ledtog med Akwamu, da accraerne fra Orsu insisterede på at deres repræsentanter i fortet var blevet skudt af Peter Bolt.

Baretto havde ikke nogen loyalitetsbånd til nogen af de stridende parter og var derfor heller ikke interesseret i at støtte Lille-Accra. Christiansborg og dets kanoner var dermed sat ud i spillet og blottede accra-hæren for nye angreb. Akwamu benyttede sig af muligheden og satte tre store angreb ind mod resterne af Accra-riget som til sidst led nederlag. Kong Ofori måtte i 1681 flygte til de danske i Fort Fredriksborg.

Nye tider – nye konflikter

Et dansk løfte til Kong Ofori om al mulig støtte blev glemt da Christiansborg igen kom på danske hænder. For i 1683 var Akwamu endegyldigt blevet den nye stormagt i området og etablerede et herredømme som skulle strække sig over en periode på næsten 50 år. Trods den danske styrkes rolle som ’den lille’ havde det danske fort og dets kanoner alligevel spillet en afgørende rolle; først for Accra’s redning og siden for Akwamus sejr. Det skulle ikke være sidste gang at dansk militær blev involveret i kampe i det afrikanske.