1918: Europa hærgedes af 1. Verdenskrigs blodbad og ødelæggelser, men revolutioner rystede nu også Europa. Den nye Sovjetmagt opfordrede til verdensrevolution i kølvandet på Oktoberrevolutionen og sendte agenter ud. Mens ’Politiken’ løbende publicerede kort over revolutionens udbredelse nær Danmark blev både hær, flåde og frivillige, højreorienterede militære korps inddraget i bestræbelserne for at holde revolutionens flammer væk. Men forudsætningerne for en borgerkrig mellem arbejdere og borgerskab var til stede. Da revolutionære uroligheder 6. november 1918 spredte sig til Kiel, Flensborg og Åbenrå var revolutionen for alvor kommet tæt på Danmark.

Revolutionen griber Sønderjylland

Det startedei Kiel 3. november, hvor en flådeofficer gav ordre til at åbne ild mod matroser, der ville befri kammerater, der var blevet fængslet, da de havde nægtet at deltage i et togt, de opfattede som et unødvendigt selvmordstogt. 7 blev dræbt og 29 såret. I løbet af den 4. november strejfede matroser og arbejdere gennem byen, afsatte officerer og andre autoriteter, hejste det røde flag over marineskibene og dannede soldaterråd efter sovjetisk forbillede. Få dage senere var revolutionen nået til Berlin – og også Haderslev, Åbenrå, Tønder og Sønderborg, hvor den røde fane blev hejst over kasernerne. 4000-5000 marine- og infanterisoldater var indkvarteret på Marinestation Sønderborg.  

Danmark – revolutionens næste mål?

Også i selve Danmark kunne noget tyde på, at tiden var moden til en revolution. Hovedstaden var præget af uro. Den 4. juni 1917 udstedtes forbud mod, at soldater deltog i møder og demonstrationer arrangeret af venstreorienterede syndikalister og militærnægterbevægelsen, der var nært knyttet til modstanden mod det kapitalistiske system, der blev anset for at være årsag til 1. verdenskrig og den medfølgende fattigdom og elendighed for arbejderne. Netop politisk aktivitet blandt utilfredse menige soldater havde været instrumentalt for omstyrtelsen af den russiske zar i februar 1917 og samfundsomstyrtende virksomhed i Tyskland og en række andre lande siden da.

8. november 1917 forulempede et demonstrationsoptog et par officerer ved hovedbanegården, og blev opløst ved knipler af politiet ved garnisonshospitalet i Rigensgade. Børsen, kapitalismens hovedbastion, blev stormet den 11. februar 1918, hvor børsmæglere, hvis spekulationer blev anset for at være skyld i voldsomme prisstigninger på de få fødevarer, der var til rådighed, blev overfaldet af syndikalister med køller. Og fra den 13. november 1918 bølgede heftige kampe, kendt som ”Slaget på Grønttorvet” (i dag Israels plads), over flere dage i København, hvor over 100 betjente og flere hundrede demonstranter blev såret. 

 

Revolutionært håb om, at vinde hæren for sig

At der var en håbefuld stemning blandt dele af det danske revolutionære miljø er sikkert og vist. En Marie Nielsen, som var udbryder fra Socialdemokratiet og medstifter af det revolutionære Socialistisk Arbejderparti, udtrykte det tydeligt i en artikel i bladet ’Klassekampen’ den 10. november 1918:

”Med Slesvig under den røde fane, er revolutionen nået så nær Danmarks grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og ”Gudinden” træder over grænsen, og vi har revolutionen i landet”.

”Angst tyer borgerskabet til sin sidste hjælpe- og magtkilde, men med rædsel ser de, at selv disse er smuldrede i deres hånd. Hæren, som var det blinde og lydige redskab til arbejdernes undertrykkelse, er under de fire års vanvittige krigsførelse vækket til bevidsthed om at være samfundssenere. De erindrer nu, selv undergivet den militære disciplin, at de er arbejdets sønner og har fælles sag med klassefællerne på gaden.”

Og – ”Til yderligere sikkerhed (for også vores hær er demoraliseret, militært set), sendtes et par borgerlige rekylkorps, for i kritiske øjeblikke, at frelse Danmarks rige, i fald soldaterne fik mod til at gøre fælles sag med de kæmpende revolutionære hinsides grænsen”.           

Højreorienterede militser mod arbejdere?

Marie Nielsens forventning om, at soldaterne havde sympati for revolutionstanken, delte man bestemt i hærens ledelse. I den såkaldte P-ordre havde man opdelt soldaterne i pålidelige og upålidelige elementer i forhold til indsættelse under revolutionære uroligheder, hvilket viste, at militærets chefer særligt ikke stolede på de soldater, der var stationeret på Sjælland. Her var syndikalisterne da også mest aktive, og da soldaterne var indkaldt fra den brede danske befolkning – arbejdsmænd, bønder og andre ikke velhavende grupper – kunne de sagtens tænkes at være modtagelige for syndikalisternes agitation, der bl.a. omfattede opfordringer til soldaterne om ikke, at skyde på klassefæller, hvis revolutionen skulle bryde ud. 

På samme tid fandtes en række frivillige korps, finansieret af danske rigmænd med ideologisk tilhørsforhold på den danske højrefløj, der bestod af op mod 3000 stærkt nationalt sindede erhvervsdrivende, akademikere, officerer m.fl. fra borgerlige samfundslag, som var kraftigt bevæbnet med motorcykelbårne rekylgeværer (maskingeværer). Entreprenøren Aage Westenholz, der havde tjent en formue i Thailand, havde oprettet det første korps i 1908 for, at styrke det danske forsvar og forsvarsånden i befolkningen. Han stod senere bag afsendelsen af Dansk-Baltisk Auxiliær Korps, der i 1919 gik i krig mod bolsjevikkerne i Estland. På venstrefløjen opfattede man da også korpsene som ”klassekorps”, der skulle kæmpe for de rige og privilegeredes interesser. Den senere socialdemokratiske statsminister, Thorvald Stauning, kaldte dem ved en lejlighed nedsættende for ”..privat overklassehær med rekylgeværer”. 

Der fandtes da også en udpræget vilje i korpset til at kæmpe mod bolsjevikkerne, og en korpsfrivillig skrev senere om tiden: ”Vi levede i en ”kampstor tid” og måtte nødvendigvis være med. Revolutionsgløden ulmede rundt om i Europa, og gnister sprang endda til det fredelige Danmark”, og ”Den Hvid gardes idé levede i os og ånden var redebon..” 

Fra marts 1918 deltog da også en lille gruppe danske frivillige i den finske borgerkrig mellem ”Røde” og ”Hvide”, hvor højrefløjen i løbet af sommeren 1917 havde opstillet væbnede Hvide Garder, såkaldt ordens- og brandkorps, mens venstrefløjen i løbet af efteråret 1917 havde organiseret sig i væbnede militser, Røde Garder, alt sammen på baggrund af strejker og uroligheder, der mindede om dem i Danmark, men som dog også omfattede drab og mishandlinger. Det var siden eskaleret til fuldblods krig med tusindvis af dræbte.

 

De ”Røde” skal holdes ude

For at undgå lignende tilstande valgte man, at inddrage flåden i den anti-revolutionære tjeneste, da man frygtede for tyske revolutionæres forsøg på, at hjælpe danske revolutionære med at forberede og sprede en væbnet revolution. 9. november sendtes kystspærringsdetachementer af eskadron og kompagni størrelse til Røbdy, Nysted, Køge, Gedser og Sydstevns. De to grænsedetachementer forstærkedes med to frivillige rekylgeværkompagnier, som Marie Nielsen fnysende nævnte. Ligeledes afskibedes krydserne Geyser og Heimdal til Kolding Fjord og farvandet ved Faaborg, for at støtte politiets grænsekontrol; Fremmede tropper skulle afvæbnes og bevogtes, som også flygtninge og marodører, der forsøgte at krydse grænsen eller gå i land på kysten. Befolkningen skulle skærmes mod voldshandlinger, som det hed.

Kontrollen med våbnene styrkes

Allerede tilbage i marts 1918 blev hærens ammunitionsdepoter, efter opdagelsen af tyveri af ammunition, samlet i lagre bevogtet af væbnede vagter, der havde ordre om at skyde på demonstranter, der trængte ind på kaserner. I frygt for, at nogle af vagterne skulle sympatisere med syndikalisterne og forsøge at smugle ammunition ud til eventuelle revolutionære grupper, strammede man derefter yderligere kontrollen med ammunitionen, der løbende skulle optælles. Den 8. november 1918 gik der rygter om forsøg på, at stjæle ammunition fra et lager placeret på Frederiksberg slot. For yderligere at mindske risikoen for, at eventuelle oprørere skulle få fat i våben, blev det 8.-11. november besluttet, af fjerne og inde låse bundstykkerne fra hærens opmagasinerede våben, så de ville være ubrugelige for oprørere. 12. november besluttes det også, at samle hærens sprængstof til forberedte jernbanespærringer i centrale depoter, hvor de bedre kunne overvåges.

Præventiv demobilisering

For at få styr på situationen rådede nogle til indkaldelse af flere soldater, men Overkommandoen var netop på basis af resultatet ved P-ordren betænkelig ved at yderligere indkaldelser pga. faren for mytteri. Både den langvarige og kedsommelige tjeneste, og, syntes mange menige, officerernes vilkårlige og ofte grove behandling af soldaterne, betød, at disciplinen var dårlig. Efter råd fra officerer, som talte om ”gæring” blandt soldaterne, der i øvrigt blev påvirket, mente man, af russiske krigsfanger, der af humanitære årsager var indkvarteret i en lejr ved Horserød, besluttede forsvarsminister P. Munch som modtræk den 11. november, altså på 1. Verdenskrigs sidste dag, våbenstilstandsdagen, hurtigt at hjemsende en stor del af soldaterne.    

6000 mand blev derfor hjemsendt i dagene 13.-16. november, og yderligere 4000 den 20. november. Ved årets udgang var hærens mandskab blevet halveret til blot 11.000 mand. Men faren for revolution ansås ikke for at være drevet over: Både den 18. og 22. november 1918 understreges det af hærens og flådens overkommando, at russiske flygtninge, og skibe, der fører rødt flag, måtte afvises. Ingen kontakt til danske skibe eller land. Landet måtte ikke smittes af den revolutionære syge. På samme tid drøftedes det danske militærvæsens fremtid, og i lyset af tidens soldateromvæltninger blev ideen om en ny og professionel hær foreslået af særligt de konservative, som en mere politisk pålidelig styrke end en værnepligtig.

Folkets røst: ”Ned med Christian”. Kongemagten vakler

Kongens kup 29. marts 1920, dvs. afskedigelsen af regeringen Zahle imod Folketingets vilje, i forbindelse med en politisk strid mellem stærkt nationalt sindede og mere pragmatisk indstillede politikere om Sønderjyllands genforening efter det tyske kejserriges nederlag i 1. Verdenskrig – og en samtidig hårdknude i forbindelse med igangværende overenskomstforhandlinger – betød, at arbejderbevægelsen truede med generalstrejke; noget, der netop af syndikalisterne flere gange var blevet fremhævet som et middel til at starte en revolution. Hver aften i dagene efter holdt syndikalisterne da også møder på Rådhuspladsen, hvor menneskemængder af hidtil uset størrelse deltog, og hvor råbet ”Ned med Christian” gjaldede. Det frygtedes, at de ville gå ind i Rådhuset og derefter ind på Amalienborg. Det kunne minde om, da zaren blev væltet i Rusland.

Den ny forsvarsminister Konow bad 31. marts 1920 da også om, at få styrker trukket fra Jylland til at supplere de muligvis upålidelige styrker på Sjælland og i København – og spurgte desuden til, hvor mange af de frivillige korps man kunne regne med i tilfælde af ”indre uroligheder”. Et spørgsmål, som General-kommandoen tilbage i mart 1919 – uden politisk tilladelse – havde henvendt sig med til Centralkomiteen for de frivillige militære korps.  Dengang var forespørgslen blevet afvist mht. manglende politisk godkendelse af en hjemlig indsats. Men nu var situationen en anden. Tanken var, at bruge Københavns Skytteforenings Rekylkorps m.fl. til beskyttelse af fabrikker og andre samfundsvigtige anlæg mod sabotage.    

”Bolsjevikcentralens” vågne øje så intet

Påskekrisen endte dog fredeligt, da den regering, som kongen havde indsat, siden valgte at trække sig. I stedet blev et nyt folketingsvalg afholdt. Men var der nogen sinde en reel fare for væbnet revolution i Danmark? I bagklogskabens lys må det konkluderes, at der næppe var nogen sandsynlighed for en væbnet revolution. Et antibolsjevikisk spionkorps, der af lederen selv, general Erik With, blev kaldt for ”bolsjevikcentralen”, opererede fra 1919 uden at afsløre noget, der kunne relatere sig til konkrete forsøg på, at organisere væbnede enheder på linje med de finske rødgardister, selvom sympatien for ideen utvivlsomt fandtes hos mindre dele af venstrefløjen.

En forskel til Finland, hvor der via den lange grænse til Rusland var nem adgang til våben fra det borger-krigshærgede Rusland, og hvor der befandt sig tusindvis af desillusionerede russiske besættelsessoldater uden for kontrol, så var muligheden for våbentilførsel til Danmark forholdsvis lille. Endnu vigtigere; flere toneangivende danske syndikalister tog afstand fra bolsjevikkernes magtanvendelse, herunder en Albert Jensen i artiklen ’Hvordan er stillingen i Rusland’ 20. juli 1919. Her skrev han, at den eneste måde bolsjevikkerne kunne holde magten på var med den røde gardes rå magt, og kaldte styret for et militærdiktatur. Andre ledende syndikalister delte synspunktet i det ungsocialistiske blad ’Den røde Krig’, hvor der i juli 1919 blev skrevet, at ”den nuværende (røde) regeringsmagt hviler på bajonetterne” og at den blot var en ”centralistisk voldsmagt”. 

At det danske politiske systems indsats for bedre levevilkår, kombineret med syndikalisternes massemøder og strejker i løbet af 1918-1919, faktisk også havde resulteret i indførelsen af en 8-timers arbejdsdag foruden en realløns-stigning på 52 % over 1917-niveauet har utvivlsomt også bidraget til en aflysning af revolutionen i Danmark.

Af JG

 

Læs mere:

P. Munch, Erindringer 1918-24
Den danske hær, V, 1902-1918 – sikringsstyrken, Helge Klint
En general og hans samtid – General Erik With mellem Stauning og kaos, O.A. Hedegaard
En undersøgelse af de danske frivillige korps 1918-37, Thomas Bendixen
www.vestvolden.info/Sikringsstyrken
Da syndikalisterne mødte Lenin, Daniell Marcussen    
Den blodrøde flod. Danske øjenvidner til Den Finske Borgerkrig i 1918, Jacob Eberhardt

Se også artiklen Dansk Baltisk Auxiliær Korps her på hjemmesiden.