Treårskrigen

I april 1848 brød Treårskrigen ud, som kulminationen på en årrække med dybe modsætningsforhold imellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og det danske monarki. Efter en række kampe i Sønderjylland, blev der i august 1848 underskrevet en 8 måneder lang våbenhvile. Den blev i marts 1849 opsagt af den danske regering, og krigen blev genoptaget i april med en dansk offensiv. Men krigslykken vendte hurtigt og den danske hær blev tvunget tilbage nordpå.

Hæren blev delt i 3 dele. To korps der skulle forsvare flankestillingerne ved Dybbøl og ved Fredericia, og så General Rye¹s Korps, det Nørrejyske Armékorps, der forsatte nordpå. Den danske hærs plan var, at samle hæren ved Fredericia med henblik på et udbrud. Ryes opgave var, at trække den preussiske hær så langt imod nord, at den ikke var i stand til at gribe ind, når korpset i Fredericia brød ud. Det lykkedes til fuldkommenhed, og det er i dette lys at rytterfægtningen ved Århus skal ses.

I slutningen af maj 1849 nærmede de preussiske tropper sig byen. Danskerne havde ordre til ikke at forsvare byen, af frygt for de ødelæggelser det måtte medføre, og da preusserne den 29. maj rykkede ind i byen, trak den danske styrke sig ud. Fjenden rømmede dog allerede byen igen kl. 14, og imens preusserne rykkede ud af den sydlige port ved Spanien, rykkede danske dragoner ind af den nordlige port der i 1849 lå ved Nørreport. Det kom derfor ikke til nogen kamp, men en ung preussisk trompetér, blev efter en hektisk jagt igennem byens gader taget til fange af en dansk dragon.

Rytterkampen ved Århus

Allerede dagen efter rykkede de preussiske styrker igen frem for at indtage byen. Århus var denne gang kun forsvaret af et enkelt kompagni skytter, en halv eskadron ryttere og et par kanoner, og i løbet af dagen trak de danske tropper sig igen ud af byen, efter en ikke alt for god indsats, hvor en del danskere blev taget til fange. Preusserne forfulgte de danske styrker imod Risskov, og her fik danskerne mulighed for at tage revanche. Selve skoven var besat af en bataljon, og udenfor stod en deling ryttere, under kommando

Da fjendens infanteri rykkede frem over marken, lod Cetti sine dragoner angribe preusserne, og hans angreb splittede fuldstændig fjenden som blev drevet tilbage til Randersvej. Her blev danskerne mødt af en kraftig ild fra tyske skytter der gemte sig i rugmarken, og Cetti blev tvunget tilbage til skoven.

Men nu dukkede 2 danske eskadroner op nordfra under ritmesterne (rytterkaptajn) Barth og Heramb. Barths eskadron angreb ned af Randersvej med fuld fart, og adskillige af de preussiske skytter blev redet ned.

Resten gemte sig i kornet, og beskød rytterne i ryggen, men dog uden at ramme. Barths ryttere havde nu nået bakken lige nord for stjernepladen, da han opdagede, at to tyske eskadroner husarer dundrede frem imod ham. Den ene op af Randersvej, og den anden fra Hasle. Og med et: “Attaquiret, Hurra!”, kastede preusserne sig over de danske dragoner.

Kampens hårdhed afspejler sig i nogle samtidige skildringer:

Vore dragoner mødtes med et rungende hurra, og nu gik det løs i en rasende kamp, hvor sabler klirrede mod sabler, støvet stod i luften, heste og mennesker klemtes mellem hverandre; ritmester Krogh og en preussisk officer fór mod hinanden med løftet klinge, men trængslen var så stor, at de skiltes uden at komme til hug; Ritmester Brechwoldt huggede sig igennem en sammenfiltret masse af menneskelemmer, våben og hestehoveder, hvor udfra et halvkvalt råb om hjælp nåede hans øren; det var en dansk korporal der var blevet omringet og nu befriedes af ritmesteren. Løjtnant Th. Juel, som havde haft det uheldige patruljesammenstød den 18. maj, brugte i dag sin sabel, så den blev krummet ud og ind i bugter, og for hvert hug råbte han; »Dank for sidst!« indtil tyskernes blod flød ham ned over stigbøjlerne.«

Barth selv og hans trompetér Schrøder, blev under angrebet afskåret fra resten af den danske styrke, og straks gik tre preussiske husarer løs på dem. Pludselig så Barth, at Schrøder blev ligbleg og faldt af hesten. En preussisk officer, Prinsen af Salm-Salm, havde bagfra jaget sin sabel igennem ham. Om Barths egen kamp berettede han:

Min egen Kamp med de tre Husarer varede ikke længe; den ene, en Underofficer efter hvem jeg huggede, tog sin Hest saa voldsomt op, at den gik bagover med ham, og han faldt under den paa jorden. En af mine to andre Modstandere var den unge Løjtnant v. Bardeleben, han var kun 21 Aar. Denne, unge Mand kunde ellers let være bleven den værste; han havde nemlig trukket sin Pistol, og var reden om bag ved mig for at skyde mig i Ryggen. Denne Manøvre blev dog hans egen Ulykke, thi en af mine Underofficerer, Korporal Dreslette [der var kommet til], saa Faren og gav ham et Hug tversover Ansigtet, saa han faldt af Hesten og tabte Pistolen.«

Imens denne kamp imellem Barths eskadron og preusserne stod på, benyttede Heramb og Cetti lejligheden til angribe fjenden i flanken. Og det afgjorde kampen. Det preussiske kavaleri blev tvunget til at vige, først kæmpende, men efterhånden udviklede retræten sig til en regulær flugt tilbage til byen, hvor preusserne kom tumlende ind af byporten. Og dermed var kampen slut.

Selvom danskerne havde været i undertal, var det alligevel lykkedes at vinde kampen, takket være en bedre føring, og måske også bedre lokalkendskab. De danske tab var 8 mand imens preussernes tab var 25 sårede eller dræbte og 19 taget til fange, heriblandt den prominente Prinsen af Salm-Salm.

Moral og æresbegreber

Efter kampen blev fangerne ført til en gård ved Vejlby og bevogtet der. Her udspandt der sig et par interessante intermezzoer, der giver et ganske godt indtryk af datidens moral og æresbegreber, og ikke mindst i forholdet imellem de, nu da kampen var over, tidligere fjender, der står i skærende kontrast til nutidens krigsførelse. En katolsk feltpræst indfandt sig, og bad om at få lov til at tale med fangerne.

Præsten havde tidligere været ritmester ved husarerne, og havde åbenbart stadig en interesse for disse ting. I hvert fald efterså han hestene og sadeltøjet. Men specielt var han interesseret i dragonernes sabler, og bad om at få lov at se en af dem. En af de danske dragoner trak sin sabel, og viste den til præsten der følte på klingen, og forbavset udbrød: »Men, bevare mig vel, deres Klinger er jo skarpt slebne!« Samtidig ytrede han noget om, at de heller ikke burde skyde med skarpt.

Forholdet imellem dragonerne og deres fanger, der for kort tid siden, havde gjort deres yderste for at slå hinanden ihjel, havde nu ændret drastisk karakter. I en have havde man hængt en gynge op imellem to træer, og den tyske trompetér der var blevet taget til fange i Århus dagen før, havde anbragt sig i gyngen. Dragonen der havde taget ham til fange, skubbede ham, imens tyskeren på en blanding af dansk og tysk råbte: »Høher op, Høher op«. Tilsyneladende havde man allerede glemt kampens vildskab og det tidligere
fjendskab.

Løjtnant von Bardeleben

Iblandt de preussiske døde var løjtnant von Bardeleben, der var blevet så alvorlig såret under kampen, at han døde kort efter. Da man undersøgte hans lig, fandt man en skomager regning med en alvorlig påmindelse fra en skomager Milcher i Berlin, en bøssemagerregning og en sadelmagerregning på 232 preussiske Thaler. Egentlig var han af en velansat og rig familie i Preussen, men han havde åbenbart alligevel pengeproblemer. Man fandt også et brev fra von Bardelebens far, der viser lidt om datidens æresbegreber. Det lød således:

Min kære Arthur! Jeg kan ikke slutte disse Linier uden endnu engang at tilkendegive dig mit Mishag med dens slette Pengeforhold, og din daarlige Husholdning i det hele. Jeg frygter meget for, at du, hvis du bliver saaledes ved, vil gøre mig det umuligt fremdeles at holde dig ved Kavaleriet. Det er ganske naturligt, at et ungt Menneske der hjemme aldrig beskæftiger sig med noget alvorligt; men kun søger sin Glæde paa, Kaffehuse og lignende Steder, maa forøde en Masse Penge.

Jeg tror at turde sige, at er der nogen Søn, der har Grund, til af Kærlighed til sin Fader at indrette sig saaledes, at denne ikke kommer i Forlegenhed, saa er det dig, Arthur. Jeg formaner dig derfor paa det alvorligste til at omgaas bedre med dine Penge, ellers kan du snart opnaa at komme samme Sted hen som Onkel Viktor, og det bryder du dig vist ikke meget om. Det er i det hele taget slet ikke hæderligt aldrig at have Penge. Jeg haaber derfor at du, som er en god Søn vil tænke alvorligt over min kærligt faderlige Formaning til dig. Din hengivne Fader.”

Hvor hans onkel Viktor endte kan man kun gisne om. Men von Bardeleben endte sine dage i Danmark. Hans lig blev senere ført til Helgenæs, hvor det blev afhentet af hans slægtninge.

Kampens betydning

Selvom kampen kun havde varet 10-15 minutter fik den alligevel betydning for krigens videre gang. Preussernes fremrykning var blevet standset for en tid. Først den 20. juni genoptog de deres fremrykning, og besatte endnu engang Århus. Men Ryes korps havde opfyldt dets mission ­ nemlig at trække den preussiske division imod nord, og sinke dens fremrykning mest muligt.

Det meste af korpset blev nu udskibet fra Helgenæs og sejlet til Fredericia, hvor det deltog i udbruddet fra byen natten til den 6. juli 1849 (hvor general Rye i øvrigt blev dræbt). Den slesvig-holstenske hær blev fuldstændig slået og tvunget på tilbagetog, og det fik også den preussiske hær til hastigt at rømme Århus, for at undgå at blive afskåret. Dermed var de egentlige krigshandlinger for Århus¹ vedkommende overstået. Resten af krigen blev udkæmpet i Slesvig.

Minderne

Selvom rytterkampen ved Århus kun var en mindre kamp, sammenlignet med slagene ved Kolding, Fredericia, Isted, osv., så blev den ikke glemt, og også i dag kan man finde spor efter den. Det mest synlige er mindesmærket på hjørnet af Trøjborgvej og Nørrebrogade. Efter en indsamling blev det blev rejst på 50 års dagen for kampen.