”Femten skibe sænkede du i havets dyb, fem tusinde mand berøvede du solens lys. End en høst forestod; anden gang rejstes sig den vilde kamp, da du kløvede halsen på den store herres svoger, og sultan Ibrahim, som først ramte dig med et sår, faldt og fik den sørgelige død til løn”.  

Således lyder et udsnit af digt, der hylder Cort Adelers krigsindsats for republikken Venedig, og som beskriver øjeblikket, hvor Cort skal have hugget hovedet af en osmannisk admiral med dennes krumsabel i drabelig tvekamp. På Nationalmuseet findes i dag krumsabel, skjold og banner, der skal have tilhørt den faldne fjende. Og både i Hirtshals, Frederikshavn, Aalborg, Aarhus, Esbjerg og København findes en Cort Adelers Gade/Vej. Hvad skyldes al denne opmærksomhed?

Drengen Cort i hollandsk sømandslære

Det hele begyndte i sommeren 1645, hvor osmannerne med en anseelig styrke pludselig angreb Candia, som Kreta den gang kaldtes, og i løbet af kort tid erobrede fæstningen Canea (Chania). Det blev afgørende for dansk-norske Corts livsforløb, der nogle år forinden som 15-årig var kommet i hollandsk sømandslære. Fra 1642 gjorde han tjeneste på det hollandskejede skib Groote Sint Joris (Store Sankt Jørgen), som på italiensk kaldtes San Giorgio Grande.

Inden krigens udbrud gjorde han her først tjeneste som konstabel og batterikommandør, siden løjtnant og næstkommanderende under kaptajn Harmen Reyersen. Da han døde i 1645, og skibet blev hyret af Venedig, sammen med et stort antal andre bl.a. hollandske og engelske skibe til den kommende krigsindsats, var Cort formentlig ikke gammel nok til at overtage kommandoen. Måske er det derfor, at han i årene 1646-47 opholdt sig hos sine forældre i Norge, dels i Holland, hvor han 16. juni 1647 blev gift.

Corts krigsskib

Men i 1648 overtog han kommandoen på San Giorgio Grande, som formentlig var en galeon bestykket med 28 kanoner (4 9-pundere, 6 8-pundere, 8 6-pundere, 6 4-pundere og 4 3-pundere) og en besætning på omkring 100 matroser og 30 soldater. Om myndigheden over skib, søfolk og kanoner lå hos Cort, mens kommandoen over soldaterne lå hos en venetiansk kommandør, en Governatore – eller om Cort blot var skibsfører under Governatoren er ikke helt klart. Rollen kan i øvrigt have ændret sig med tiden og Corts ry.

Cort på togt til Volos 1650

Fra året 1648 ved man ikke noget om Corts krigsindsats, men i 1649 var han formentlig i kamp mod osmannerne i forbindelse med, at de var begyndt at konstruere kanonbatterier på den europæiske side af Dardanellerne.

I 1650 ved man med sikkerhed at han var med i angrebet på Volos ca. midt mellem Thessaloniki og Athen, hvor admiral Riva med 16 skibe ledte angrebet. Venetianerne ødelagde en række osmanniske skibe, erobrede 5 skibe lastet med forsyninger til de osmanniske styrker på Kreta, og plyndrede havnen. Desuden pressede man områdets rige jødiske købmænd til at give ”kontributioner”.

Først roser admiral Riva ’Curt Seiursen Adelbors’ for ”..tappert at have holdt sin post ved Dardanellerne (her refereres til kampene i 1649), selvom hans skib blev hårdt medtaget af fjendens kanoner og han mistede mange folk..”. Herefter fremhæver han Cort ved Volos ”..at have påført fjenden store tab, og ikke mindst for sin ypperlige forstand og erfaring”.  

Kamp i øhavet

I kampen om Ægæerhavet stødte flåder fra Venedig og Osmannerriget den 10. juli 1651 sammen mellem øerne Paros og Naxos, beliggende i øhavet sydøst for Athen. To venetianske galeaser stødte først frem på højre fløj hvor de blev angrebet af osmannerne med 6 mahoner (osmanniske galeaser) og nogle galejer. Begge galeaser var nær blevet erobret, da admiral Mocenigo kom til undsætning med resten af højre fløj. Galejerne tog flugten, mens mahonerne måtte kæmpe for sig selv. Det endte med venetiansk sejr. At Corts Grande San Giorgio tog del i højre fløjs angreb ses af en tegning, der i dag findes i Marciano biblioteket i Venedig.      

Redningen af senator Bragadino

I indsatsen for at forstærke de venetianske styrker med penge, levnedsmidler og soldater på Kreta var Cort i marts 1652 involveret i en dramatisk redning af en højtstående venetianer: ”Uagtet at hans skib var i lige så stor fare som Gallo d’Oro kastede han sig i storbåden med en hel del matroser, nåede heldig hen til Bragadinos skib, frelste ham (og en del flere), og næppe var han stødt fra, før skibet gik under med størstedelen af de ombordværende folk.”, skriver admiral Riva i en attest om hændelsen dateret den 22. november 1652. Mandskabet på Gallo d’Oro skulle have kæmpet et døgns tid mod en storm efter at være løbet på et skær. For den uforfærdede indsats belønnedes Cort med en sjælden belønning i form af en kostbar guldkæde.    

San Giorgio Grande som admiralskib

I 1653 er Cort i aktion igen. I en attest fra året efter, dateret den 10. oktober, roser admiral Joseppo Dolfino, der var ombord på San Giorgio Grande, Cort for to gange at have sejlet frem og skudt mod fjenden under Rhodos’ mure, og at han udviste særdeles mod. Her er det værd at bemærke, at Venedigs admiraler ofte valgte et hyret skib, der var godt, og hvor kaptajnen havde et godt ry, som admiralskib, hvilket fortæller meget om Corts ry og status som kaptajn på dette tidspunkt. Venetianerne forsøgte her forgæves at lokke den osmanniske flåde ud til kamp.

Ros for loyalitet

Samme Dolfino omtaler igen Cort i rosende vendinger i en rapport dateret den 14. oktober til Dogen, at ”..kaptajnen på mit skib, Curt Sivertsen, som har vist forskellige prøver på mod i faren og gjort sig højligt fortjent, været villig til fortsat at tjene, uagtet der i kontrakten er anført de samme betingelser, som var tilbudt andre skibe, hvis førere ikke havde antaget dem og derfor var sejlet bort.” Cort roses altså i et brev til Venedigs øverste leder for sin stærke loyalitet overfor bystaten, mens andre hyrede kaptajner valgte at udtræde af Venedigs flåde med deres skibe pga. uenigheder om kontraktlige forhold.                       

1654: Det store slag

Admiral Dolfino, der igen havde valgt Corts Sankt Giorgio Grande som flagskib, fremhæver endnu en gang i en skrivelse Cort efter et dramatisk slag ved Dardanellerne, der fandt sted den 16. maj 1654. Da mødte den osmanniske flåde bestående af 82-86 skibe (galeoner, galejer, galeaser, pinasser) den venetianske flåde bestående af blot 26-27 skibe.

Venetianerne var altså i klart undertal, og det hjalp heller ikke at en stor del af den venetianske flåde ikke holdt sig til planen, der gik ud på at lade de osmanniske skibe passere forbi og derefter at overfalde dem bagfra. I stedet kappede de ankertovene før tid og stak af.

Desperat overlevelseskamp

San Giorgio Grande og nogle få andre skibe var derfor fra begyndelsen i alvorlig knibe. Det osmanniske admiralskib under Kapudan Pasha Murat, med 1200 mand og 54 kanoner, og viceadmiralsskibet lagde sig langs den ene side af San Giorgio Grande, mens to andre osmanniske skibe lagde sig på den anden side. Efter en voldsom kanonade begyndte en blodig nærkamp på liv og død, hvor bøsseskud og sværd og sabler gjorde stort indhug på de kæmpende. Men trods overmagten modstod venetianerne angrebet og lykkedes tilmed med at føre kampen over på fjendens skibe, hvor de skal have erobret alle standarter, og have dræbt op mod 200 fjender.  

Cort i kampens midte

Men da admiral Dolfino bemærkede, at de var ved at drive mod land, lod han kaste anker for ikke at gå på grund. Osmannerne bemærkede det nu stationære mål og omringede igen skibet. Admiral Dolfino skrev senere om denne del af kampen;

”Da nu fjenden så mig alene nær ved land og midt imellem deres egne, lagde alle skibene til for at entre mig. Den osmanniske admiral med galejerne, galeaserne og beylererne angreb mig agterfra, andre skibe forfra og på siderne, idet de i seks timer i træk uophørligt beskød mig for at ødelægge mig, og når fjenden fra land så, at der var mangel på folk i deres skibe, galejer og galeaser, kom de til hjælp med alle deres både og brigantiner, der ustandselig bragte nye folk til at udfylde hullerne og afløse de udmattede.”

Endvidere skriver han ”..mærserne skudt sønder og faldet ned, stormasten ødelagt og ved at falde, ræerne splintrede, fokke- og mesanmast beskadigede, roret og pumperne havarerede, vanter, barduner og stag, der skal støtte masterne, revet over, sejlene brændte eller flængede i små stykker, adskillige kanoner væltede, skibssiden revet op overalt, og skroget selv blev rystet af kanonskuddene, jeg fik melding og adskillige grundskud under vandlinjen, og da pumperne ikke kunne bruges, måtte skibet redningsløst gå ned.”          

Reddet på et hængende hår

Et øjenvidne skriver desuden, at admiralen i sidste øjeblik gav ordre til at kappe ankertovene, hvorefter Cort tilsyneladende gjorde opmærksom på, at de var alt for nær land. Men ordren blev fastholdt. I samme øjeblik som ankertovet blev hugget over, rejste vinden sig som et mirakel. Det lykkedes at få fart på det hårdt medtagede skib, sejlende mellem fjendens skibe, konstant skydende. Et nyt angreb af 14 barbaresk (nordafrikanske) fartøjer blev afvist af en kort kanonade. San Giorgio Grande, Cort og admiralen kunne med nød og næppe tilslutte sig den venetianske flåde, der nu under ny ledelse var vendt tilbage. Men osmannerne vandt det, de ville; udsejling fra Dardanellerne.

Cort berømmes for sit mod

Den hollandske konsul Strycker i Venedig skrev i 1654 hjem til sin regering: ”Det hollandske skib St. Joris, skipper Coert Sieverts, som havde admiral Joseppo Dolfino ombord, havde den hårdeste kamp; det blev omringet af flere galejer og skibe, som lod alle 6 flag veje på det og i 2 timer var herrer over skansen, men med tab af mange tyrker måtte de forlade det.”

Admiral Dolfino skriver den 27. maj 1654 fra San Giorgio Grande, at ”Den prisværdige uforfærdethed, som kaptajnen på dette skib, Curt Sivertsen, har vist zirer ham med al glans og fortjeneste; thi med sin sømandsdygtighed har han udført gerninger, som skulle erindres, og han har i denne kamp vist en prisværdig trofasthed mod eders højhed.”

Den venetianske krigskommisær, Fransesco Morosini stemmer i; ”..da San Giorgio blev omringet af de fjendtlige galejer, fægtede Cort med stor mandighed og satte mod i sin besætning ved altid at være forrest der, hvor det gik hårdest til.” 

Cort stormer med sværd i hånd

Men der var mere berømmelse til Cort. Den 17. juli 1657 stod endnu et slag ved Dardanellerne, hvor det lykkedes den venetianske flåde under Capitano Generale Lazaro Mocenigo at nedkæmpe en osmannisk flåde, mens han dog selv omkom. Her kom Cort skibet Aquilla Coronata til undsætning efter, at det havde bordet et svært armeret osmannisk fartøj, der dog havde et overraskende stort antal soldater ombord.

Soldaterne overvældede næsten Aquilla Coronata, men ved San Giorgios Grandes og skibet Paramors hjælp, lykkedes det dem at drive fjenden tilbage. Cort var blandt de første til at entre det osmanniske skib med sværd i hånd, sammen med sin angrebsstyrke, hvor det lykkedes ham at erobre den osmanniske standard som trofæ. Under kampen blev Cort dog alvorligt såret ved to sabelhug i hovedet, et i hånden, og et pileskud, som gennemborede ham fra side til side. Muligvis er det denne hændelse, der refereres til i hyldestdigtet, hvor Cort hævdes at være blevet såret i kampen mod en osmannisk Pasha. 

Venedigs højeste udmærkelse

Efter at være kommet sig over sårene kom han endnu en gang i 1658 et venetiansk skib til undsætning. Denne gang ud for øen Tenedos nær Dardanellerne, hvor skibet Principessa Reale var blevet omringet af hele 38 osmanniske galejer. Et klart bevis på den agtelse han nød for sit mod og krigsindsats for republikken Venedig er, at han den 16. februar 1659 blev udnævnt til ridder af St. Markus-ordenen, republikkens højeste udmærkelse. Den 29. februar fik han desuden tildelt en livslang pension på fyrstelige 1400 dukater til ham selv og arvinger ud i 3. led.

Operationer mod landbatterier

Osmannerne var igen gået i gang med at konstruere en række fæstninger med et stort antal kanoner, for at holde venetianerne ude af Dardanellerne. I april og august 1659 nævnes Cort ifb. med angreb på disse batterier. Kaptajnerne, der deltog i disse operationer, kappedes om at komme tættest på forterne; under et angreb havde Cort skarpt observeret, at osmannerne havde placeret kanonerne således, at hvis han lagde skibet på meget kort, pistolskuds afstand, kunne han ugeneret bombardere fæstningen.

I over 3 timer lod han affyre op mod 1000 skud mod fæstningen, der blev kraftigt beskadiget, mens admiral Contarini i sikkerhed kunne bevæge sig ind mod land med en angrebsstyrke for at storme fortet. Ved Cisme skal Cort selv personligt stået i spidsen for en angrebsstyrke, der trængte ind i en osmannisk fæstning, have nedkæmpet besætningen, og have erobret og bortfragtet 16 store og 60 mindre kanoner.   

Tenente Generale Cort i audiens

Forfremmet til viceadmiral i Venedigs flåde deltog han i 1660 i en landgangsoperation på Kreta, hvor han med hovedflåden på 46 flådefartøjer dækkede 20 transportfartøjers landsætning af tropper på øen. Denne operation redegjorde han efterfølgende personligt for under en audiens hos Dogen, Venedigs øverste leder. Det blev hans sidste indsats for Venedig.     

Fra krigshelt til forretningsmand

Efter at have arbejdet et par år i Holland som forretningsmand vendte han i 1662 hjem til Danmark-Norge med den livslange venetianske pension, republikken Venedigs højeste udmærkelse, samt det osmanniske skjold, sværd og banner med sig i bagagen.

Den 15. september 1663 tiltrådte han som admiralitetsråd og var siden bl.a. engageret i en modernisering af flåden, hvor galejer – hvis brug Cort havde mange års erfaringer med fra kampene i Ægæerhavet – blev et vigtigt våben. Han var fra 1665 også meddirektør i det nyoprettede Saltkompagni og blev i 1670 leder af Det Ostindiske Kompagni. I 1666 blev han optaget i den danske adelstand som Cort Sivertsen Adeler. Han døde 5. november 1675 i København og ligger begravet i Vor Frue Kirke. 

Og for at vende tilbage til hyldestdigtet og årsagen til gadenavnene; uagtet om historien om kampen mod Pashaen er sand eller ej (kritikere indvender at banneret ikke stammer fra det opgivne slag, og at en Sultan Ibrahim ej heller blev dræbt i det), så er Corts modige og dygtige tjeneste som kaptajn i den venetianske flåde under alle omstændigheder ganske veldokumenteret.

Forfatter: JG

Kilder:

• Curt Sivertsen Adelaer, en historisk undersøgelse, Bruun

• Cort Adeler, Holck