Uddrag af Dannebrogsmand Christian Jensen Bjørns levnedsløb. Han blev født d. 9/10 1843 og døde omkring 1925.

Jeg vil prøve at fortælle mit livsforfald. Jeg skal gøre det, så godt jeg kan. Kun dato og årstal husker jeg ikke bestemt. Min fader var sømand og sejlede med kaptajn Ørsted fra Nakskov i 11 år. Mine forældre havde et hus med en lille jordlod på 3-4 tdr. land i Hellinge nær Baroniet Juellinge. Vi havde en lille høker- forretning, men vi havde det svært godt.

Men så blev færgeriet mellem Kragenæs og Fejø ledigt, og min fader søgte og fik det. Jeg var da ca. 12 år. Da måtte jeg først til at hjælpe til med alt, hvad jeg evnede. Vi havde en hest, og jeg måtte køre til Nakskov og forskellige steder med passagerer. Min fader havde postkørslen til Stokkemarke, og der kørte jeg meget ofte posten men i lukket karet.

Endskønt jeg var syg (jeg havde feber, der i de tider raserede meget på Lolland), måtte jeg alligevel køre og sejle. Jeg blev næsten bundet på bukken, da anfaldene jo ikke varede så længe. I skole kom jeg ikke ret tit, det var der jo ikke tid til. Da jeg var 15, kom jeg til søs, hvor jeg sejlede med forskellige skibe fra Nakskov, og jeg var bl.a. i Brasilien.

Da jeg var 20 udbrød krigen [Krigen i 1864]. Jeg blev indkaldt og kom ombord i Fregatten JYLLAND, og der blev jeg stortopgast [udkig]. Vi kom fra Østersøen, hvor vi havde ligget hele foråret og blokeret [de tyske havne], men så blev vi udkommanderet til at eskortere korvetten DAGMAR.

Så kom søslaget ved Helgoland. Der blev gjort “klart skib”. Østrigerne skød længe før de kunne rokke os, men så kom slaget rigtig i gang. 1 kugle tog vores stormast under mærset. Jeg var på mærset, og en splint slog ned og rev mine bukser itu. Jeg råbte: “av, der blev jeg såret”, men kammeraterne lo ad mig – der kom jo ikke blod.

Da slaget havde varet nogen tid, skød vi ild i SCHWARZENBERG’s forreste mærssejl og hurtigst styrede SCHWARZENBERG ned mod Helgoland dækket af RADETZKY. [Den østrigske eskadre bestog af orlogsskibene SCHWARZENBERG og RADETZKY samt tre preussiske kanonbåde.]

Vi havde 12 døde og 29 sårede. Da slaget var endt, gik vi ind til Kristiansand med vore døde og sårede. Familie og bekendte, hvis der var nogen ombord, fik landlov til at følge dem til graven. Jeg husker da, at jeg var med.

Ombord på Fregatten JYLLAND havde vi det godt. Der var god forståelse mellem officerer og mandskab, og jeg husker, at officererne gik så rolige om iblandt os. Vi havde det i det hele udmærket. Der var også megen morskab mellem mandskabet. Vi spillede og sang. Der er et par sange, jeg tit har sunget og gør det endnu.

Det sang CHR. Jensen Bjørn
Hør nu kammerater, ifald jeg skal spinde en ende.
Så sæt jer, og tag jeres grog
I Nordsøen gik vi
Og kunne slet ikke få kig på en fog
Da råber en topgast, en sejler i læ
Kaptajnen han kigger, der er 5 dit fæ

Jeg havde engang en meget dårlig finger, som jeg gik med i et år. Jeg havde fået søgift til den. I al den tid kunne jeg ikke passe sejladsen. I 1909 var jeg så uheldig at miste mit højre øje, da jeg var ved at fortøje min båd, men jeg blev endda ved at sejle. Men da jeg var 73, kunne jeg ikke så godt klare mig længere. Mit syn slog fejl, og jeg så dobbelt.

Nu er jeg ikke så rask længere, men jeg har altid haft et godt humør og været glad og tilfreds. Der var en af vore læger, der spurgte mig, om jeg kunne sige ham, hvordan jeg havde båret mig ad med at blive så gammel og frisk. Jeg svarede ham: “jeg har altid været glad og tilfreds”. “Ja det er sandt”, svarede han.

Nu er der kun dette at tilføje. Jeg har et godt hjem, for jeg får en kærlig pleje af en datter. Jeg har ingen sorger for udkommet, men hvad fremtiden vil bringe må kun Gud vide, jeg er 81 år, som jeg fylder til oktober d. 9.

Sidste år blev jeg dekoreret med Dannebrogskorset, der jo for mig og mine er en stor glæde, og for hvilket jeg udtrykker min taknemmelighed.

Vigsnæs pr. Guldborg i December 1924

Chr. Jensen Bjørn

Chr. Jensen Bjørn blev 81 år gammel og døde kort tid efter at, han havde nedskrevet sin beretning. Han efterlod sig 8 børn.