I 1626 var Chr. 4.s deltagen i 30-års krigen mellem katolikker og protestanter endt katastrofalt, da han tabte slaget ved Lutter. Kejserlige, katolske tropper løb derefter Nordtyskland og Jylland over ende. For at bringe krigen tilbage til fjenden, organiserede kongen en maritim kampagne af togter.   

Billeder: Slaget ved Lutter (am Barenberg) i 1626

Skotten Robert Mackay var med i første linje, og gennem hans memoirer kan vi følge ham på dage i frost og sne til søs i åbne både, landgang på fjendtlig kyst under beskydning, griber ind i en hoben vrede bønders massakre, for nær at blive sprængt i luften i Eckernförde kirke.  

I kamp for den skønne Elizabeth Stuart, ’Vinterdronningen’

I 1626 oprettede Sir Donald Mackay, 1. Lord af Reay, en styrke på flere tusind soldater, der skulle sendes til den protestantiske general Manstein. Men han døde samme år, så de blev i stedet overført til Chr. 4.s tjeneste. Årsagen var en stor sympati for den protestantiske kong Frederik IV af Böhmen, og hans skotske dronning, Elizabeth Stuarts kamp mod de Habsburgske katolikker i Østrig. 

Hendes livlige personlighed og hårde skæbne – kendt som ’Vinterdronningen’, da de kun fik lov at regere en vinter før de blev jaget ud af katolikkerne – greb mange skotske hjerter. Men fattigdommen i Skotland har givet også spillet ind. Over 38.000 mænd menes at være blevet rekrutteret i 30-års krigens forløb, svarende til ca. en fjerdedel af den daværende mandlige befolkning.

På hælene, Jylland tabes

De først kampe i dansk tjeneste foregik i Nordtyskland, hvor først 4 kompagnier fra ’Mackays Regiment of Foote’ kæmpede ved Boitzenberg, og dernæst holdt de passet ved Oldenburg i 9 timer, så deres slagne tyske allierede kunne slippe væk. Så blev der givet ordre om tilbagetrækning til Danmark, til øerne, hvor flåden kunne beskytte dem. Jylland blev erobret af katolikkerne, der nu drømte om at gøre Østersøen til et katolsk hav; hærføreren Wallenstein blev udnævnt til ’General for den kejserlige flåde og herre over Atlanten og Østersøen’ af kejser Ferdinand 2. i april 1628.

Christian 4. dikterer modangreb

Efter at have slikket sårene i nogen tid, mente kongen at tiden var kommet til at bringe krigen tilbage til fjenden. For at ødelægge fjendens skibsbygning blev Wismar, Greifswald og Aalborg angrebet, hvor skibe og faciliteter blev ødelagt. Men også udsatte landstyrker skulle angribes.

Mackay skriver i sin dagbog: ”Den 22. marts 1627 ankom kongen med 2500 fodsoldater, hvortil de fire kompagnier fra vores regiment kommanderet af Monro, skulle tilslutte sig ved Rubie (Rudkøbing?).” Planen var at overfalde en fjendtlig styrke på Fehmern (Feamer), som kongen syntes befandt sig for tæt på Danmark. Kongen havde besluttet at komme dem i forkøbet før de kunne gøre skade. Så i bitter kulde og frost blev alle udskibet i åbne skouts eller både, hvor de i tre dage dog måtte ligge i modvind, kæmpende med det kolde vejrs ekstremer, både hård frost og sne. Det blev for hårdt, så man trak sig tilbage til land.

Landgang og bly-varm velkomst

Han skriver igen; ”6. april kom styrken afsted igen. Den 8. april ankrede man op ud for øen, hvor fjenden flittigt beskød styrken med kanoner for at forhindre en landgang; vi skød tilbage tifold. Under skydningen landsatte vi soldater i både med 20 og 30 soldater ad gangen. Fjenden fortsatte skydningen med kanoner og musketter indtil en større styrke var kommet i land. Da de ikke havde noget rytteri til at støtte fodsoldaterne, blev de tvunget til at forlade skytset og trække sig tilbage til et stærkt fort, de havde bygget til formålet på øen. Resten af øen og byerne, hvor der ikke var gode støttepunkter, overlod de til os.”         

Bøndernes hævn

Den næste morgen marcherede majestæten mod fjendens fort med soldater og artilleri. Fjenden, der ikke havde meget proviant og ingen udsigt til forstærkning, sendte en trommeslager ud for at bede om en ”conference”, dvs. et møde. Det blev imødekommet. Betingelserne, som de gik med på, var, at de skulle forlade fortet og efterlade al træn, våben og ammunition intakt.

Men, da de begav sig ud, løb egnens bønder i had ud og overfaldt soldaterne, i mindet om den hårde behandling de havde fået af dem sidste vinter. Bøndernes brutale drab på soldaterne fortsatte indtil Monro på kongens ordre fik sine soldater til at stoppe bønderne. De overlevende blev sendt afsted i både til Holsten, hvor de blev sat i land og forladt. En lille garnison blev efterladt, mens resten af styrken drog afsted for at gøre klar til en ny ekspedition.

Inden da blev den ingeniør, der havde været ansvarlig for konstruktionen af fortet, tævet af bønderne, som gengæld for de tæv han havde givet dem, for at få dem til at arbejde på fortet. I desperation løb han for kongens fødder for at blive reddet, tiggede om nåde, dog forgæves. I kongens tilstedeværelse blev han tævet ihjel som straf for hans tidligere tyranni. ”And so would God”, som Monro tørt konstaterer.

Togt mod Eckernförde

11. april 1628 afskibedes Monro og hans soldater igen, denne gang ned langs Holstens kyst. Målet var ”Aickilfourd”/Eckernförde?, hvor 500 imperialister lå, halvt fodsoldater og halvt dragoner. De sidstnævnte drog kort efter afsted mens Monro styrke ankrede op, nok fordi fjenden gik ud fra styrken blot skulle holde øje med området. 

De resterende soldater forberedte sig på kamp i en skanse uden for byen. 2000 mand gik i land, hvorefter man kastede terninger om hvem, der skulle lede angrebet; styrken bestod af skotter, englændere, hollændere og franskmænd. Den, der fik højst antal øjne ledte angrebet, næsthøjest fulgte efter, og så fremdeles.

En 6’er; Monro leder angrebet

Monro slog en 6’er og fik derfor æren for at lede angrebet, efterfulgt af englænderne. Efter opstilling i kamporden, ammunitionen var blevet uddelt, og en bøn om succes til Gud var blevet afholdt af præsten, beordrede Monro en kaptajnløjtnant Carre til at besætte et forfaldent hus, der lå nær skansens flanke. Herfra skulle 50 musketerer beskyde skansen, mens Monros styrke marcherede frem mod skansen, for at afskære deres flugt, eller evt. for at kunne følge dem ind i byen. Planen var, at Monros styrke skulle angribe over det flade stykke land mellem dem og skansen uden at affyre skud.

Fjendens skanse stormes

Da de nærmede sig skansen modtog de tre salver fra skansens forsvarere, hvor kaptajn Mac-Kenyee blev ramt i benet. Selv blev Monro heldigt nok kun ramt på sværdskæftet, som han lakonisk bemærker. Mest skade blev påført englænderne, ledet af en kaptajn Chamberlain, der fulgte efter Monros styrke. 

Mens de marcherede frem mod skansen, beskød musketererne under Carre skansens flanke, og traf kommandanten i armen. Da han så, at Monros skotter ikke stoppede op for at skyde, men i hast bevægede sig frem for at storme skansen, fortrak han fra skansen og søgte tilflugt nede på havnen. Sårede blev efterladt udenfor den hastigt lukkede port.

Kirken sprænger i luften

Men det lykkedes Monros mænd at bryde porten op og trænge ind i byen. Fjenden retirerede så til byens torv, skarpt forfulgt af Monros soldater, hvor de forskansede sig i kirken. Skydningen herfra påførte Monro’s styrke en del tab, men med energi fra bitre minder om tidligere nederlag til katolikkerne, lykkedes det skotterne også at bryde kirkedøren op og trænge ind.

Monro så hurtigt, at der befandt sig en stor mængde krudt som forhindring på kirkegulvet, og under trusler om døden beordrede han soldaterne ud. Men for sent. Krudtet blev sprængt i luften, kirkens tag sprængt væk, og omkring 100 mand blev dræbt og talrige frygteligt forbrændt, inklusive Monro.

Efter eksplosionen trængte kaptajn Chamberlain ind med sine mænd og dræbte næsten alle af de mere end 250 fjendtlige soldater, der blev fundet.

Byen blev plyndret, før kongen gav ordre til retræte af frygt for at dragonerne skulle vende tilbage. Krigen gik ubønhørligt videre, og udviklede sig bl.a. til en 4 måneders belejring af Stralsund, hvor Monro også deltog. Det kan der læses mere om her