Om fynboen, der som ung toldskriver bevidnede den danske slave- og sukkerhandel fra første parket, deltog i den amerikanske uafhængighedskrig, udmærkede sig i kamp og forfremmedes gentagne gange, kapitaliserede som forretningsmand på sin militære karriere og titel af oberst, og endte som velhaver og respekteret medlem af eliten i den unge stat, Amerikas Forenede Stater.

Barndom i Fåborg

Født i Fåborg den 19. oktober 1749, som søn af organist Jørgen Mathiasen Fibiger og Sophie Dorthea Pedersdatter Østrup, lå det ikke umiddelbart i kortene, at den lille dreng, Han Christian Fibiger, skulle blive revolutionshelt i en krig på den anden siden af Atlanterhavet. Slet ikke i betragtning af, at forholdene i den hensygnende købstad ikke var prangende. Byen plagedes af så mange ødelæggende brande, som i 1728 hvor 49 gårde nedbrændte, at magistraten i 1750 forbød tobaksrygning på gader, i lader, baghuse og lofter. Byen havde i 1769 blot 1169 indbyggere, hvilket faldt til blot 1061 indbyggere i 1801.     

St. Croix’s sukker- og slavehandel

Fremtidsudsigterne på hjemegnen var altså ikke alt for lovende, men i den store verden udenfor provinsbyen var der muligheder, særligt for en ung man med studentereksamen. Faderens halvbror, Henrik Jakob Fibiger, var toldforvalter i Dansk Vestindien og tog i slutningen af 1760’erne drengen med til øen St. Croix, hvor han skulle arbejde som skriver. Øen var i 1733 blevet købt af det Dansk-vestindiske kompagni, og da Danmark i 1755 indførte fri handelsret kom der gang i særligt handelen med sukker, som der var mangel på pga. krig i andre sukkerproducerende områder.

Hurtigt tjentes enorme summer på produktionen af sukkerroer, som blev koblet op med den mindst lige så indbringende handel med afrikanere som slaver. Christian Fibiger så altså med fra første parket på den udvikling, der i historien skulle blive betegnet som ”den florissante periode”, hvor Danmark lukrerede stort på at holde sig ude af andres krige. Samtidigt skulle perioden komme til at indeholde et af de mørkere kapitler i Danmarkshistorien med transporten af omkring 100.000 afrikanere til Caribien og Amerika som slaver. 

Slaget ved Bunker Hill 1775

Fra 1772 befandt han sig dog som agent for et firma i New England, hvor han ved den amerikanske uafhængighedskrigs udbrud i 1775 handlede med tømmer, fisk og heste. Fibiger tilsluttede sig den 28. april 1775 militsen fra staten Massachusetts, hvor han skulle tjene under oberst Samuel Gerrish som adjudant med rang af løjtnant. Militsen var til stede under slaget ved Bunker Hill 17. juni 1775. 

Den frygtsomme Gerrish nægtede at deltage i kampen, mens Fibiger var mere modig og handlekraftig: ”Blandt andre marcherede en del af Gerrish’s regiment fra Cambridge til Ploughed Hill, hvor adjudant Febiger, en tapper dansk soldat, der havde været med før, tog kommandoen, opfordrede folk til at følge sig, og nåede højen tidlig nok til at yde virksom hjælp”, hedder det i en amerikansk beskrivelse.

Slaget ved Quebec 1775

På baggrund af sin modige og handlekraftige indsats under slaget ved Bunker Hill blev Fibiger, nu som major, udpeget til at deltage i det amerikanske angreb på det britisk-kontrollerede Quebec i december 1775 under general Benedict Arnold. Under et måltid mad omkring lejrbålet gjorde Fibiger et stort indtryk på den senere ”Judge Henry” fra Pennsylvania, der skrev om Fibiger: ”Febiger var før hin aften en ukendt soldat for os alle, men som begivenhederne udviklede sig, vandt han vor fulde tillid og agtelse som ven og tro soldat”. 

Den 31. december, under dække af en snestorm, angreb amerikanerne Quebec. Arnold blev dog såret i en af de første træfninger, så en pionér, Daniel Morgan, overtog kommandoen. Det viste sig umuligt med den lille styrke på ca. 600 mand, stærkt medtaget efter 650 km march fra New York-området, at overvinde forsvaret på bymuren, så Morgan ledte styrken langs muren, i retning af den nedre by, der var åben. I byens snævre gader stødte de først på en barrikade bemandet med 30 canadiske militsmænd med tre lette kanoner, der blev erobret med den hårdføre Morgan som den første oppe på barrikaden.

Den 31. december, under dække af en snestorm, angreb amerikanerne Quebec. Arnold blev dog såret i en af de første træfninger, så en pionér, Daniel Morgan, overtog kommandoen. Det viste sig umuligt med den lille styrke på ca. 600 mand, stærkt medtaget efter 650 km march fra New York-området, at overvinde forsvaret på bymuren, så Morgan ledte styrken langs muren, i retning af den nedre by, der var åben. I byens snævre gader stødte de først på en barrikade bemandet med 30 canadiske militsmænd med tre lette kanoner, der blev erobret med den hårdføre Morgan som den første oppe på barrikaden.

Slaget ved Brandywine 1777

I januar 1777 blev han som del af en fangeudveksling løsladt i New York. Straks meldte han sig igen under den amerikanske fane og fik nu rang af oberstløjtnant under netop oberst Daniel Morgan, der som ”Judge Henry” må have fået et ganske godt indtryk af Fibiger under kampen i Quebec, og som nu ledte det 11. Virginia regiment.  Regimentet kæmpede blandt i slaget ved Brandywine River den 11. september 1777, hvor den amerikanske hær var opstillet ved floden for, at blokere briternes vej frem mod amerikanernes hovedstad, Philadelphia.

Briternes hovedangreb kom dog fra flanken, så de amerikanske styrker blev i huj og hast opstillet i en ny forsvarslinje, med Fibiger og 11. Virginia som en del af general Stephens brigade på den yderste del af linjen. Her blev de bl.a. angrebet af britiske elitesoldater bestående af let infanteri og ”jaegers”, der i løsere formationer end de vanlige tætte linjer, skulle og kunne udvise større initiativ. Alligevel holdt Fibiger som en dygtig fører sine folk i god orden, trods en vanskelig retræte under fjendtligt pres, længe nok til at de, sammen med den amerikanske hovedstyrke, kunne slippe væk.  

Slaget ved Germantown 1777

Fibiger tog endnu et skridt op af rangstigen 26. september 1777, da han blev udnævnt til oberst, men ved Germantown fungerede han dog stadig som oberstløjtnant i 11. Virginia, igen en del af general Stephens 3. Virginia brigade, der var opstillet på den amerikanske venstre fløj, under general Greene. Efter Brandywine havde briterne indtaget Philadelphia og på ny sendt hovedparten af general Howes styrker efter amerikanerne. General Washington besluttede at omringe og nedkæmpe Howes styrker ved. Planen var, at 1.-4. Virginia brigader skulle gå rundt om den britiske flanke, mens andre styrker angreb briterne direkte.       

Fibiger og 11. Virginias angreb blev dog pga. tågen og den kraftige skydning ved Chew House, hvor briterne i ly af et stort og solidt stenhus hæmmede den amerikanske fremrykning, trukket ind i det centrale amerikanske angreb, og deltog ikke, som tænkt, i flankeangrebet. Det lykkedes siden de britiske soldater at trænge amerikanerne tilbage, hvorved en del af Greenes styrke blev omringet og måtte overgive sig, men altså ikke Fibiger og Stephens styrker.      

Raid på Stony Point 1779

Fibigers anseelse som dygtig soldat og leder steg efter Germantown, hvor han da også overtog ledelsen af 2. Virginia regiment. Desuden fik han den ære, at blive udpeget til at lede en håndplukket regimentsstyrke bestående af seks kompagnier Virginia-tropper og to kompagnier Pennsylvania-tropper, i alt en 300-350 mand, kaldet 1. regiment. De skulle udgøre den amerikanske højre fløj i et 1500-mands stærkt angreb under general Wayne på en britisk befæstning ved Stony Point, der kontrollerede trafikken på Hudson-floden til og fra New York 45 km nede af floden. For at overraske briterne, skulle man kun angribe med bajonetter, bortset fra én del af den amerikanske styrke, der med skydning skulle aflede briternes opmærksomhed.

Det lykkedes. Selvom britiske vagtposter opdagede styrken, åbnede ild og sårede bl.a. Wayne, hvilket betød af Fibiger overtog kommandoen, trængte amerikanerne i ly af mørket så hurtigt igennem det britiske forsvar, at de britiske kanoner, stationeret på en høj midt i stillingen, ikke kunne nå at meje angriberne ned, men blev erobret. Det gjorde et fortsat britisk forsvar umuligt. Med et tab på blot 15 dræbte og 83 sårede nedkæmpedes den britiske besætning på 750 mand, herunder 472 soldater uskadte tilfangetagne, i løbet af blot 25 minutter. Som fungerende øverstkommanderende modtog Fibiger, der under kampen blev såret af et strejfskud, personligt den britiske oberstløjtnant Henry Johnsons overgivelse.

Medlem af velhaver-eliten

I uafhængighedskrigens sidste fase indtog han en tilbagetrukket rolle. Først som rekrutteringsansvarlig for staten Virginia, senere som ansvarlig for en stor del af den amerikanske hærs forsyningstjeneste, hvor han igen ydede en flot indsats med at skaffe vogne, heste, telte, mundering, våben, ammunition m.v. Han var som ”Superintending Officer of the Virginia Line” til stede ved slaget om Yorktown i 1781, da den britiske general Cornwallis måtte overgive sig. Det afsluttede reelt krigen. 1. januar 1783 trådte han ud af aktiv tjeneste og 15. november samme år fik han sin afsked fra hæren. Inden da var han den 30. september 1783 blevet udnævnt til brigadegeneral, men fortsatte dog med at bruge rangen som oberst, da han fandt, at den havde større forretningsværdi.

Han slog han sig med held og talent igen på forretninger med base i Philadelphia, men fungerede også som auktionarius for ”Northern Liberties of Philidelphia” i en kort periode, indtog han i 1789 posten som statskasserer for ”The Commonwealth of Pennsylvania. Den stilling blev han, respekteret og vellidt som han var, enstemmigt genvalgt til i årene frem til sin død. Det hinsides kaldte på ham den 20. sept. 1796, 46 år gammel. Han efterlod sig en adoptivsøn, Christian Carson Febiger og sin kone, Elisabeth Carson, som han blev gift med i 1777.

Skulle man komme på disse kanter, og ønsker at mindes en dansker med et usædvanligt livsforløb, kan man besøge Christian Febigers jordiske rester på den historiske Mount Vernon-kirkegård i Philadelphia.    

Af JG 

Læs mere:

Danske i Kamp i og for Amerika, P.S. Vig
Philadalphia 1777 – Taking the Capital, Justin Clement, Osprey Publishing
Museum of Danish America, Christian Febiger
A. Kamp/ Niels Alsted: Christian Febiger i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84
11. Virginia Regiment (American Revolutionary War Unit), Wikipedia
Battle of Stony Point/ Battle of Brandywine/ Battle of Bunker Hill, Wikipedia