Fra Vridsløselille over ”The Indian Wars” på prærien til banditbekæmper som US Marshall. Det er historien om Christen Madsen Rørmose, født 25. februar 1851 i Ørsted på Fyn, der i lange stræk er som taget ud af en klassisk Western. Chris, som han kaldte sig i det amerikanske, tog hele vejen fra Fyn til USA’s prærie og foretog samtidigt en utrolig rejse fra fidusmager til respekteret soldat og ordenshåndhæver. Buffalo Bill, Sitting Bull og Doolin-banden er alle berømtheder, som krydsede Christens vej i livet.

Fidusmageren Christen

Husmandssønnen fra Ørsted var uddannet fra Kauslunde Landbrugsskole og arbejdede i en periode som dræningsmester for Odense, der i starten af 1870’erne var i fuld gang med at udvide havnen. Men en hård vinter betød, at arbejdet blev indstillet og i akut pengenød faldt Christen tilbage i et uheldigt spor, der før havde givet ham penge på lommen; han begyndte at gå rundt med et flot kalligraferet tiggerbrev, hvor han gav den som krigsveteranen Daniel Hoffman, der havde været med i slaget ved Dybbøl i 1864 og som nu søgte om penge til at drage til Frankrig, for at søge optagelse i Fremmedlegionen. Frankrig ønskede revanche efter nederlaget i 1871 til Preussen, og han ville gerne hjælpe med at slå selvsamme, så Danmark måske kunne få det tabte Sønderjylland tilbage.

Som et veltalende, belevent og tillidsvækkende ungt menneske faldt mange velhavere – herunder en pastor Wedel, grev Knuth af Holtegaard, lensgreve Holstein af Ledreborg og mange andre, også i Norge og Sverige – for den patriotiske løgnehistorie, der i den antityske stemning, der herskede efter nederlaget i 1864, appellerede bredt. De gav derfor den unge mand penge til rejsen. Men nogle opdagede, at Christen løj om sin militære erfaring, og ikke agtede at søge til Fremmedlegionen, og anmeldte ham. I august 1874 blev den omvandrende svindler fanget og idømt 2 års fængsel med hårdt straffearbejde i Vridsløselille. Efter 1 ½ år tog Christen imod et tilbud om tvungen udvandring til Amerika, hvilket dengang var en måde at slippe af med kriminelle på. 2. juledag 1875 steg han ombord på Amerikadamperen i København.         

Rekrut i US Army

Den 17. januar 1876 ankom han til New York, hvor han 4 dage senere meldte sig til den amerikanske hær, der troede på hans historier om militær erfaring fra både 1864 og i Fremmedlegionen ved Chasseurs d’Afrique i Algeriet, samt fra slaget ved Sedan i 1870 mod tyskerne. Han blev derfor sendt til den unge nations front; prærien, hvor indianerne endnu ikke var nedkæmpet. Sent i januar ankom rekrut Chris Madsen, som han nu kaldte sig, til Fort Hays, Kansas, hvor han blev tilknyttet 5. kavaleri-regiments ’A troop’ med ca. 150 ryttere. Det skulle blive hans hjem de næste 15 år. Regimentet skulle sættes ind mod de oprørske Cheyenne og Sioux- stammer i Wyoming, Dakota og Montana. Christen var ankommet til USA netop som ”The Great Sioux War” skulle til at begynde.

Krigen begyndte godt for USA med vellykkede togter mod indianerne i marts 1876. Men så vendte krigslykken da det lykkedes indianere under Crazy Horse, at stoppe general Crook i slaget ved Rosebud, Montana, den 17. juni. Og den 25. juni blev general Custers styrke nedkæmpet i det berømte slag ved Little Big Horn. Imens fik Chris sine første militære erfaringer i Kansas, da staten plagedes af mindre grupper af fjendtlige indianere samt almindelige kriminelle, der stjal heste, angreb diligencer og overfaldt nybyggere. Patruljering og vagttjeneste, foruden våbentræning og eksercits, var dagens orden for Chris, der nu lærte om det militærliv, han havde løjet om i sit tiggerbrev.  

Guldfeber!

”The Great Sioux War” brød ud pga. fund af guld i Blackhills, South Dakota, hvilket lokkede titusindvis af europæiske migranter til, foruden arbejdsløse amerikanere fra Østkysten. Selvom alle aftaler sikrede indianerne retten til områderne, var det politisk selvmord for politikerne i Washington, at støtte indianernes krav på Blackhills. Vælgerne krævede, at politikerne beskyttede migranterne, så militæret, herunder US. 5.th. Cavalry og Chris Madsen blev sendt afsted.

Chris ser Buffalo Bill skalpere Gule Hår

Under et kort ophold på Fort Laramie, Wyoming, så Chris for første gang i sit liv så en indianer, høvding Spotted Tail, og mødte også den berømte Buffalo Bill, der ledte hærens spejdere. Netop under en rekognoscering den 17. juli 1876 overværede Chris på afstand Buffalo Bills kamp mod, og skalpering af, høvding Yellow Hair (Heova’ehe) ved ”War Bonnet Creek”. Dagen efter bevægede styrken at rykke 400 km videre nordpå til general Crooks lejr ved Rosebud, Montana, hvor en hær på 4000 mand skulle samles for på ny at rykke ud mod indianerne. Den 5. august drog hæren ud med forsyninger til to uger i ødemarken. Men indianerne, under ledelse af høvdingene Crazy Horse og Sitting Bull, var snu; kampagnen kom til at strække sig over 2 måneder og 600 km.

Samme dag nåede Chris med sin spejdertrop frem til Little Big Horn, hvor general Custer en måned tidligere var gået i døden med ca. 260 af sine soldater. Nu forestod opgaven med at begrave de døde kavalerister, hvis lig på dette tidspunkt var i stærk forrådnelse. En tung og kvalmende stank fra både mennesker og heste hang over stedet.

Crooks ”Horse Meat March”

Efter denne uhyggelige opgave fortsatte marchen. Den efterhånden sparsomme mad og vand samt den brændende hede, der flere steder satte prærien i brand af sig selv, og sågar forårsagede brand og sprængning af enkelte ammunitionsvogne, blev tæt på uudholdelig. Store dele af Crooks styrke måtte udmattede vende tilbage til baser og forter og blot 2200 mand fortsatte marchen efter de tilsyneladende usynlige indianere.

Chris skrev i sin erindringer: ”Marchen langs floden ved bjergenes for var sand tortur. De tætte skove i højderne stod i flammer, og skønt dette var et smukt syn om natten, så var den voldsomme hede, der kom med vinden fra det store ildhav og den tætte røg, der hang over hele området, næsten dræbende for mænd og heste.”

Indianerne havde formentlig sat ild til noget af det, for derved at få vandet i de få vandhuller til at fordampe, mens de selv kendte til andre, brugbare vandingssteder. Soldaterne havde nu kun to kiks om dagen – og kød fra deres egne heste! Tilmed måtte hestekødet spises råt, da der ikke var brænde at finde. Men heldigvis kunne han, som en ganske ferm skytte, lejlighedsvist bidrage til eskadronens kost, da han med held begyndte at gå på jagt på bl.a. salviehøns og antiloper. Han skrev: 

”En meget tåget morgen, da jeg som sædvanlig havde forladt eskadronen for at opsøge noget vildt..”, skete der det, at han ”..opdagede fire indianere, der som jagthunde fulgte mit spor, og da tågen klarede op, og de fik godt sigte på mig, begyndte de at synge deres krigssang. Og før jeg næsten havde tid til at komme tilrette, hørte jeg kuglerne pibe mig om ørerne.”

Efter eget udsagn fik han dræbt to af forfølgerne i et mudret flodleje, hvor de måtte sætte farten ned. Da han derefter fik hjælp af en løjtnant, der også var ude på jagt, trak de to andre indianere sig tilbage. Heldet var med Chris, for det var selvsagt ikke ufarligt at forlade hovedstyrken.

Partisankrig

For selvom indianerne måske ikke var ikke sådan at finde, var de altid tæt på. Soldater, der pga. sygdom eller generel svækkelse sakkede lidt bag efter, risikerede at blive ofre for indianernes partisantaktik og blev overfaldet, dræbt og skalperet. Andre gange sneg indianere i små grupper sig hen til en af hærens lejre, dræbte lydløst vagtposterne, for så at åbne ild mod teltene med de sovende soldater. Derefter forsvandt de hurtigt i mørket.  Ustraffet påførte de på den facon hele tiden soldaterne små tab, hvilket sled på soldaternes nerver. Hver morgen, inden Chris som spejder drog ud på mission, blev der affyret tre salver og spillet tappenstreg for dem, der var døde i løbet af natten.

Skarpskytten Chris i aktion

Den 8. september var Chris med i en forsyningskolonne på 150 mand, der skulle nå frem til guldgraverbyen Deadwood i Black Hills for at købe stærkt tiltrængte forsyninger. På vejen stødte styrken ved et rent tilfælde på en indianerlejr ved et sted kaldet Slim Buttes; endelig var nogle af de ellers usynlige indianere blevet fundet, kun 30 km fra general Crooks hovedstyrke. Chris og spejderne fastslog, at der var tale om ca. 40 tipier med 260 indianere, heraf dog kun ca. 40 krigere, samt 400 heste og en stor mængde forråd, det hele under ledelse af høvding American Horse.

Overraskelsesangrebet dagen efter i den tidlige morgenstund lykkedes til fulde og heste og forråd blev hurtigt taget. Men en større gruppe indianere forskansede sig i en hule nær lejren og påførte soldaterne tab fra den stærke forsvarsposition. Chris, anerkendt som en dygtig skytte, blev udpeget til en gruppe på ti skarpskytter, der skulle forsøge at knække modstanden i grotten. Taktikken virkede; efter ca. 300 skud standsede de skydningen for at give mulighed for at forhandle med de forskansede indianere. Det viste sig, at stort set alle i hulen, også kvinder og børn var blevet ramt, dræbt eller såret. De overgav sig, da de fik muligheden tilbudt.

Chris i kamp mod Crazy Horse og Sitting Bull 

Nyheden om angrebet på lejren ved Slim Buttes var hurtigt blevet kendt i Sitting Bull og Crazy Horses hovedlejre, der troede, der kun var tale 150 soldater. Dem skulle den samlede styrke på 7-800 krigere skulle nemt kunne gøre kål på. Hvad de ikke vidste var, at også general Crook var blevet informeret hurtigt, og havde reageret lige så hurtigt, og havde sendt sin egen hovedstyrke til Slim Buttes, i forventning om, at også indianernes hovedstyrke ville dukke op. Da Sitting Bull og Crazy Horse angreb lejren ved Slim Buttes blev de mødt af en overlegen styrke forskanset i klipperne omkring og over lejren. Adskillige gange samledes krigerne efter et forgæves angreb og forsøgte på ny at bryde igennem soldaternes forsvar. Chris Madsen skød og ramte efter eget udsagn flere krigere under angrebene. Men overmagten var for stor, og sent om eftermiddagen den 9. september trak indianerne trak sig tilbage med et tab på over 100 krigere mod soldaternes ca. 50.

Fortsat partisankrig

Efter slaget skulle hovedstyrken med 5. kavaleriregiment og Chris marchere ca. 175 km sydpå til baser og byer i Black Hills med fangerne, det erobrede bytte og de mange syge og sårede soldater. Indianerne, ivrige efter at revanchere sig, genoptog partisankrigen. Soldater, der fx lige skulle lade vandet, fik snittet halsen over og skalperet. Andre gange lå indianerne i position nær soldaterne, affyrede nogle få skud, og trak sig væk. De dræbte og sårede desuden mange af kavaleristernes heste, hvilket naturligvis hæmmede styrkens bevægelighed.

Chris skrev: ”Om aftenen blev min eskadron sendt på forpost. Hele natten vidste vi, at indianerne var tæt på os. Så snart dagen gryede, kom indianerne ud fra deres skjulesteder. Langsomt og snigende kom de frem. Fra min plads kunne jeg se to indianere nærme sig ganske forsigtigt. De fyrede et par skud af mod os for på den måde at rekognoscere (og få os til at skyde tilbage) og dermed afsløre vores stillinger. Vi lod os imidlertid ikke narre. I stedet lå vi stille uden at svare på skuddene, indtil de var ganske nær.”

Det efterfølgende skyderi resulterede i at ”..endnu et par indianere blev sendt til the happy hunting grounds..”, som han noterer.

Indianerne jager Chris’ skalp

En dag måtte Chris’ patrulje på otte mand undsætte en større gruppe sårede og syge soldater, der var kommet bagud i forhold til hovedstyrken, og blev overfaldet af indianerne. Under en byge af kugler og pile, der ramte og sårede et par af soldaterne, gik de i stilling nær overfaldsstedet og begyndte at beskyde indianerne. Gruppens ild og Chris’ præcise skydning stoppede indianernes overfald på gruppen af syge og sårede, der så kunne humpe i sikkerhed.

Chris’ gruppe kom selv under direkte angreb mens de var på vej tilbage til deres heste. En række mand-til-mand kampe udfoldede sig. Men Chris så ud til at være udpeget som et særlig vigtigt mål pga. hans dygtige skydning. Heldigvis havde de så meget respekt for ham, at de stoppede op og dukkede sig hver gang han skød mod dem. Men samtidigt var han ved at løbe tør for ammunition, så det lykkedes for én af indianerne at komme tæt på Chris, der skrev:

”..så jeg rullede rundt i græsset og spillede død. Indianeren bed på og red nu med et vildt glædeshyl frem mod mig, hoppede af hesten, trak sin kniv frem og løb hen for at skalpere mig.”

Chris havde dog få kugler tilbage, og en soldaterkammerat der havde set optrinnet, affyrede samtidigt med Chris sit våben: Indianeren faldt gennemhullet og død til jorden.   

 

Vinterkulden slukker kampen

Kolonnen marcherede langsomt videre i et par uger, stadig under konstante nålestiksangreb fra indianerne. Igen begyndte provianten at slippe op, rationerne var nede på en fjerdedel af det normale, og heste måtte igen slagtes. Men i slutningen af september 1876 krydsede man floden Belle Fourche. Kolonnen var nået frem til Black Hills, hvor nybyggerbyer, guldgraverbyer og militære lejre fandtes i stort antal. Her kunne indianerne ikke operere frit, og samtidigt var også deres forråd ved at slippe op. Den tiltagende kulde lagde også en dæmper på aktiviteten, så kampen ebbede stille ud. Sitting Bulls og Crazy Horses styrke opløstes, da mange søgte til hen til handelsstationer, reservater, ja, sågar Deadwood selv, i det 5. kavaleriregiments fodspor, for at få del i den nødhjælp, der her blev stillet indianerne til rådighed. De indgik senere aftaler om ophold i diverse reservater.

Indianerkrigene ulmer videre

Stridighederne på prærien var dog ikke overstået og Chris deltog også i mindre opgaver mod Nez Perces i 1877, Bannocks i 1878, Cheyennes i 1878 og 1879, hvor mindre grupper, lede og kede af tilværelsen i reservaterne, overfaldt og plyndrede egnene udenfor. I Ute-krigen i 1879 var han med i en undsætningsstyrke på 5 ’troops’, der 5. oktober reddede 150-200 soldater, omringet ved Milk Creek, Colorado, efter den 29. september at være faldet i baghold og låst fast af præcis ild fra indianerne. Som erfaren ”Indian fighter” blev han efterhånden forfremmet til oversergent, mens arbejdet i stigende bestod af patruljetjeneste. I 1885 blev 5th. Cavalry sendt tilbage til Fort Riley, Kansas, hvor et almindeligt kaserneliv ventede.

Marshall Madsen

De sidste år af karrieren som soldat var Chris, nu forfremmet til kontorbunden stabssergent, fra 1887 stationeret med 5.th. Cavalry i Reno, Oklahoma. Her tog han en tjans som danselærer og blev samme år gift med en af eleverne; Maggie Bell Morris. De forblev gift frem til hendes død i 1898.

Oklahoma var, som i begyndelsen af hans soldatertid i Kansas, præget af banditter, nogle med rødder i militser fra borgerkrigens tid, herunder fx brødrene Jesse og Frank James, der aldrig havde anerkendt nederlaget til Nordstaterne, mens andre var enlige desperadoer. Samtidigt var territoriet, der først blev en regulær stat i USA i 1907, præget af strid mellem ranchejere, jernbaneselskaber og lokale nybyggere, der alle kæmpede for plads og ret. Myndighederne var meget langt væk og revolverens lov herskede, som det er portrætteret i utallige westernfilm. Den 21. januar 1891 tog Chris imod et tilbud om at blive en af 20 US Marshalls, der skulle håndhæve loven i et område fire gange større end Danmark.

Chris blev medlem af gruppen ”The Three Guardsmen of Oklahoma”, hvor han sammen med marshallerne Bill Tilghmann og Heck Thomas anholdt (de fleste) eller dræbte (nogle få) op mod 300 banditter; i 1896 skød han banditten Dan ”Dynamite” Dick – og også George ”Red Buck” Waightman og Richard ”Little Dick” West, alle tilhørende Doolin-banden, kom ad dage i skuddueller med Chris. Bortset fra en kort militær tjans som kvartermester i Roosevelts ”Rough Riders” på Cuba i 1898, var han resten af sin aktive karriere ”lawman” i Oklahoma. Dette er dog udenfor milhist.dk’s fokus på militærhistorie, så dén spændende historie må man læse mere om andetsteds.

Chris Madsen døde 9. januar 1944, 92 år gammel, og ligger begravet på Frisco Cemetary, Yukon, en lille by mellem El Reno og Oklahoma City.

Af JG 

Læs mere:

Frans Ørsted Andersen: Et liv på kanten, en biografisk fortælling om Chris Madsens utrolige liv
https://fyens.dk/kultur/Marshall-Madsen-fra-Oersted/artikel/147312
https://www.okhistory.org/publications/enc/entry.php?entry=MA005
Jæger i krig II, Jæger under indianerkrigene, Hans Kristensen
Dan Croydon: Trigger Marshall
Leif Rudi Ernst: Skurk i Danmark. Helt i Amerika