Solskinsøens skæve skæbne
For 70 år siden var Danmark godt på vej tilbage mod en fredelig hverdagsrytme efter krigens afslutning i maj 1945. Undtagen på Bornholm, hvor de sovjetiske tropper, der overtog kontrollen med øen efter tyskerne, spredte en stemning af frygt om sig. På basis af dagbøger, breve, erindringer og politirapporter fortæller forfatteren om bornholmernes oplevelser med både tysk og ikke mindst den efterfølgende sovjetrussiske okkupation af øen. På Bornholm sluttede krigen reelt først 5. april 1946, da de sidste sovjetiske tropper drog bort.
Bogen starter og slutter med russerne, men imellem det dækkes bornholmernes forhold til den tyske besættelse, der ikke adskiller sig voldsomt fra resten af landet; smuglerruter og forskellige udtryk for modstandsvilje – herunder redninger af allierede piloter, attentater og enkelte stikkerlikvideringer, samt ikke mindst den ulykkelige klippeaffære, hvor der blev taget hævn over tyskerpigerne – dækkes tæt og indgående. Og så er der selvfølgelig Bornholms rolle som tysk marinebase og de tyske forsøg med den flyvende bombe, V1.
Mest interessant er klart den unikke bornholmske oplevelse med russerne, som først måtte lægge ryg til russiske bombardementer af Rønne og Nexø, da den tyske kommandant, Gerhard von Kamptz, nægtede at overgive sig til stormagten fra øst. Mens resten af Danmark fandt tilbage til normaliteten plagedes Bornholm af en uhørt urolig periode præget af røverier, indbrud, indtrængen og tyveri, samt en række voldelige overgreb, særligt rettet mod øens kvinder, hvilket resulterede i stor vrede og utryghed. Den detaljerede beskrivelse af den urovækkende tid falder udmærket sammen med et godt og forklarende blik på ”befrierne”, der mestendels var krigsmærkede og drukglade sjæle fra de voldsomme kampe på Østfronten, og vidner til mange grumme ting. PTSD-syndrom ’en masse’, mon ikke?
Desværre præges beretningen af lidt for mange helt nære hændelsesbeskrivelser, som fx en episode i Klemensker, der beskrives således: ”De sidder i stuen over kaffen, da de hører larm. Kort efter står tre stærkt berusede russiske soldater i køkkenet. De forlanger sprit. Da russerne bliver bedt om at gå, bliver de rasende, og under et efterfølgende slagsmål bliver naboen snittet i brystet af en bajonet, mens sønnen på gården får et stik i panden. Efter et stykke tid med voldsom tumult lykkes det danskerne at drive to af russerne væk og overmande den tredje. Han er bundet, da politiet og en russisk officer ankommer.”
Måske er det ikke så vigtigt hvor de sidder i huset, eller hvor enkelte personer bliver snittet, henholdsvis stukket, på kroppen, etc. Man behøver ikke medtage alle informationer bare fordi man har dem, det virker bare lidt trættende i længden. Det nærmest dramadokumentariske fokus på det nære harmonerer slet ikke med de mere interessante, og ganske udmærket behandlede, overordnede historisk-politiske temaer, som fx blikket på Bornholms ændrede stilling som baglandsområde til frontområde, i takt med Den Røde Hærs fremmarch. Når man sidder mellem to stole sidder man ikke godt.
De overordnede politiske forhold mellem lilleput-landet og stormagten afdækkes også ganske fint, ved fx blikket på samtidens gåen-på-listefod i forhold til de såkaldte ”russersager”, dvs. politirapporter om russiske soldaters huséren. Fra politisk hold i København følte man, at unødige provokationer ville gøre forholdet til russerne mere anstrengt end nødvendigt og måske give dem en mulighed for at føre en hårdere linje, hvilket ikke ville være i dansk interesse. Historier, der kunne ødelægge billedet af idyl mellem sovjetiske tropper og bornholmere, blev derfor nedtonet eller udeladt af medierne.
Interessant er det i den forbindelse, at Bornholm nærmest fik militær særstatus som forbudt område for udenlandske styrker, også efter optagelsen i NATO i 1949; så sent som 1982 blev et amerikansk militærorkester forbudt at optræde på øen. Forfatteren køber heller ikke uden videre påstanden om, at Bornholm blev pure glemt af resten af Danmark, men går i dybden med undersøgelsen af påstanden. Så, kan man abstrahere fra det dramadokumentariske får man en oplysende og interessant beretning om Bornholms noget anderledes krigs- og koldkrigsskæbne, og dermed en noget bedre forståelse af hele! landets besættelsesoplevelser.
Anmeldelse af JG
Fakta om bogen
Titel: Bornholm besat
Forfatter: Jesper Gaarskjær
Omfang: 365 sider
Forlag: Gyldendal 2012
Pris: 299,95 kr. på Saxo