Da en katolsk general af Nord- og Østersøen skulle knægte Danmark og Sverige, Jylland skulle sælges til Spanien, ærkefjenderne Danmark og Sverige kæmpede sammen, og en ung prinsesses skæbne trak skotske ”Highlanders” i kamp for Chr. IV.

Det dansk-svenske forhold havde længe været anstrengt, og efter Det Stockholmske Blodbad, beordret af Chr. II i 1520, gjorde svenskerne oprør og erklærede sig selvstændige i 1523. Efterfølgende udkæmpedes Den nordiske syvårskrig 1563-70, Kalmarkrigen 1611-13 og siden fulgte Torstensson-krigen 1643-45, Karl Gustav krigene, Skånske krig m.fl. Men midt i stridighederne fandt et usædvanligt samarbejde mellem ærkefjenderne sted, da man i 1628 i fællesskab forsvarede den nordtyske handelsby, Stralsund.

I august 1626 havde Chr. IV lidt et afgørende nederlag i slaget ved Lutter am Barenberg i 30-års krigen 1618-48, hvor katolikker og protestanter bekrigede hinanden. Chr. IV havde – som hertug af Holsten, ikke som dansk konge – erklæret krig mod den katolske Ferdinand II, der stod i spidsen for det tyske kejserrige, og sendt en hær afsted; dels for at slå sig op som den mest betydningsfulde protestantiske magt i kampen mod de katolske styrker, dels for at undgå, at den svenske konge, Gustav II Adolf, fik mulighed for at gøre det samme. En svensk tilstedeværelse i Nordtyskland ville også betyde, at Danmark ville blive truet af Sverige sydfra.

Svenske skibe til forsvar af Danmark

Efter nederlaget var de kejserlige, katolske tropper strømmet ud over det nordtyske område, og havde også erobret Jylland, hvor 30-40.000 mand stod klar til at erobre resten af Danmark. Heldigvis var dette års vinter mild, farvandende frøs ikke til, og den danske flåde kunne uden problemer kontrollere havet og holde fjenden på afstand. Men den danske konges nederlag bekymrede også den svenske konge, som for en sikkerheds skyld derfor lovede at udlåne otte fuldt udrustede svenske krigsskibe ud til Chr. IV, under kommando af den svenske viceadmiral Fleming, for yderligere at sikre den danske kontrol med havet.  

Generalen af oceanet og de baltiske have

Bekymringen var ikke uden grund, for i de katolske hovedstæder Wien og Madrid var man begyndt at drømme stort. Det erobrede land skulle naturligvis katoliceres, Slesvig skulle være endnu et len i Habsburg-imperiet, og Jylland skulle sælges til Spanien. Feltherre Wallenstein udnævntes til kaptajn-general af Oceanet og Østersøen og forhandlinger indledtes med hertugen af Gottorp med henblik på, at oprette en flådebase hvorfra en kejserlig flåde skulle besejle Østersøen. Her ville man erobre, eller mindst holde rest-Danmark og Sverige i skak, støtte det katolske Polen i kampen mod sidstnævnte, og fratage de protestantiske hollændere al handel på Østersøen.

Min fjendes fjende er min ven

Med den trussel for øje valgte Gustav Adolf at se bort fra den dansk-svenske rivalisering, for med et dansk kollaps ville kejser Ferdinand II stå styrket over for Sverige og ville alvorligt kunne true ambitionen om at dominere Østersøen. Forsvaret af Stralsund, en af de sidste protestantiske bastioner i Nordtyskland, blev det naturlige mål for en fælles indsats, hvortil de føromtalte 8 svenske krigsskibe blev dirigeret. Havnebyen ville udgøre en fin samlingsplads for den svenske flåde i tilfælde af et spansk angreb, der ellers ville skulle imødegås ved Kalmar eller Stockholm. Greven af Solms, der tidligere havde været i dansk tjeneste, blev den svenske konges repræsentant ved Chr. IV’s hof i forhold til det videre militære samarbejde ifht. Stralsund.  

Byen havde med bekymring set de katolske hære nærme sig, og havde forstærket mure og voldgrave. Men forsvarerne på i alt ca. 5000 mand kunne ikke forventes, at stille meget op mod de 25.000 kejserlige soldater under kommando af feltherre von Arnim, der snart stod foran byens mure. Forstærkninger udefra var afgørende for et vellykket forsvar. Da Chr. IV var opsat på at revanchere sig efter Lutter am Barenberg havde han tidligt budt sig til angående et fælles forsvar mod de katolske styrker.

StraIsunds ledelse holdt dog i starten af maj Chr. IV hen, da man håbede på at finde en fredelig løsning med kejser Ferdinand II, og en åben alliance med Danmark ville svække byens forhandlingsposition. Alligevel tog man imod et dansk bidrag i form af kanoner og ammunition og et detachement ingeniører og lovede også at holde von Arnims tropper fra byens volde og skanser, dvs. ikke at slutte fred til den danske konges skade. Samtidigt førte man forhandlinger med Gustav Adolf, som man hellere så som byens beskytter, skulle det være, da man mente – naturligt nok, den danske situation taget i betragtning – at han stod i spidsen for en stærkere militær magt end Chr. IV.      

Svenske tropper bakker de danske op

De kejserlige tropper indledte de første angreb i dagene 16.-24. maj, og så var der ikke noget i vejen for et forsvarssamarbejde med Chr. IV. Men man forhandlede dog også videre om et nærmere forbund med Gustav Adolf. Byen gik snart ind på svenskekongens krav, som straks sendte fire kompagnier med ca. 500 mand under kommando af en oberst Fritz Rosladin, som ankom den 20. juni 1628. Men inden da havde man, som nævnt, også accepteret Chr. IV’s tilbud om beskyttelse.  

Chr. IV sendte Sir Donald MacKays ”Highland”-regiment på 900 skotske soldater organiseret i 7 kompagnier, samt 400 tyske og danske soldater, alle under kommando af oberst Heinrich Holk, som nåede frem i slutningen af maj. I Skotland stod den protestantiske sag stærkt, hvilket bl.a. skyldtes den folkekære skotske prinsesse Elisabeth af Stuarts ægteskab med den protestantiske kong Frederik af Bøhmen. I 1620 led han nederlag til kejser Ferdinand II, der hårdhændet forfulgte protestanter, og hun måtte med sin mand flygte fra Prag og gå i eksil i Haag. Mange skotter gik efterfølgende i militær tjeneste for Danmark og Sverige o.a. i kampen mod katolikkerne.                

Wallenstein fører personligt angrebet

Feltherre von Arnims manglende evne til at erobre byen betød, at Wallenstein, der i løbet af 30-års krigen havde vundet stor hæder ved at gå fra sejr til sejr, den 26. juni personligt tog kommandoen over belejringsstyrkerne. Han udtalte angiveligt, at ”Jeg vil indtage byen på 3 dage, om den så er forbundet til Himlen med kæder”. Om aftenen mellem kl. 22 og 23, selvsamme dag som feltherren havde overtaget kommandoen, fornyedes da også angrebet på byen.

Fælles dansk-svensk kamp

Men den danske styrke med højlænderne forsvarede på forbilledlig vis området omkring Frankenthor på byens østlige side, hvor Wallensteins hovedangreb blev sat ind. Den første angrebsbølge på omkring 1000 soldater bølgede hastigt frem mod skotterne, men blev med musketsalver, kanonild, og siden i nærkamp med sværd, morgenstjerner og spyd afvist. Endnu en bølge på 1000 mand løb henover de døde og ignorerede skrigende fra de sårede og angreb med lige så stor styrke forsvarerne. Igen forgæves, men de blev så fulgt en 3. bølge, der dog igen måtte give fortabt. Omkring 1000 angribere faldt, lige som også 200 skotter mødte deres skæbne i Stralsund den nat.

På et tidspunkt under fjendens intense stormløb kom svenske oberst Rosladin, der var stationeret inde i byen, fulgt af sin ligeledes skotske næstkommanderende, oberstløjtnant MacDougall, til undsætning med en styrke på 80 musketerer. Utvivlsomt en kærkommen forstærkning til den hårdt trængte dansk-skotske styrke, men det kostede oberst Rosladin dyrt, da han blev dødeligt såret i kampen. Angriberne havde til sidst haft held til, at trænge ind i de ydre forsvarsværker, men ved daggry lykkedes det at smide dem ud, igen ved nærkamp på blankvåben og musketkolber. Fjendens talmæssige overlegenhed betød dog, at man måtte give efter den følgende nat.

Sprængstoffer og tunneller

For Wallensteins tropper stormede med et brøl påny ind i byens ydre forsvarsværker aften og nat mellem 27. og 28. juni, og erobrede dem endegyldigt denne gang. Frontlinjen var nu selve byens fæstningsmur, der heftigt blev forsvaret med bl.a. sprængstoffer (”fireworkes”), og hvor man måtte man værge sig mod fjendens forsøg på underminering, ved at grave mod-tunneller. Endnu et dristigt modangreb om morgenen jog igen fjenden ud af de ydre forsvarsværker med store tab, inden man dog skyndsomt trak sig tilbage i sikkerhed.

Nyt dansk-svensk-skotsk modangreb

Dagen efter landsatte 8 svenske skibe yderligere 600 soldater efterfulgt af 400 danske soldater den 5. juli, samt endnu et skotsk regiment i dansk tjeneste under Lindsay, 2. Lord af Spynie, den 9. juli. Regimentet blev i de efterfølgende dages bombardementer og angreb, igen ofte ledet af Wallenstein personligt, reduceret til blot 4 kompagnier (fra ca. 1100 mand til ca. 400). De døde og sårede blev 16. juli erstattet af endnu en svensk styrke på 1200 soldater (svenske, skotske og tyske), også under kommando af en skotte, Sir Alexander Leslie. Han overtog posten som Stralsunds guvernør på svenskekongens vegne efter oberst Seaton, der tidligere havde afløst oberst Holk.

Stralsund og dets forsvar, inklusive den danske styrke indtil de skulle trækkes ud, var nu under svensk kommando. En af Sir Leslies første handlinger med den forstærkede styrke var, at iværksætte endnu et kraftfuldt udfald den 19. juli med Lindsays regiment, støttet af en styrke på 300 svenske soldater, hvorefter højlænderne skulle dække retræten. Oberst Holk førte angrebet igennem til fjendens hovedlinje, hvor det lykkedes at erobre en række kanoner. Over 500 katolikker og 100 angribere måtte lade livet, ikke mindst en kaptajn MacDonald, der egenhændigt dræbte fem fjender med sit sværd, før han selv bukkede under. Lindsays tropper, der nu var løbet tør for krudt, trak sig herefter, dækket af højlænderne, tilbage i god orden.

Reddet af svenskerne

Angrebet viste Wallenstein, at byens forsvar stadig var stærkt. Og på havet ud for Stralsund sværmede danske og svenske krigsskibe, der frit kunne landsætte yderligere forstærkninger. Samtidigt led belejrings-hæren af voksende forsyningsproblemer, så Wallenstein måtte se nederlaget i øjnene. Belejringen blev hævet 4. august. Truslen om en stærk dansk-svensk alliance betød endvidere, at det blev magtpåliggende for kejseren, at splitte de to lande ad. Så en fordelagtig aftale blev strikket sammen til Chr. IV, der med freden i Lübeck i 1629 kunne se kejserens tropper forlade Jylland, mod at han gav afkald på diverse krav han kunne have, som hertug af Holsten, i det nordtyske område. Chr. IV reddede skindet på næsen, trods nederlaget ved Lutter am Baremberg, takket være kampen i Stralsund med den svenske ærkefjende.           

Af JG 

Læs mere:
Gustav II Adolph och Stralsund 1628, Waldemar Carlsson
Monro, His Expedition with the Worthy Scots Regiment Called Mac-Keys
Scandinavia: A Political History of Denmark, Norway and Sweden from 1512 to 1900.             
The Cambridge Modern History, bind 14
Hansestadt-stralsund.de