Det er et historisk sammenfald, at det danske kommandoskib Absalon var involveret i antipiratkampen i Aden-bugten. For også middelalderens biskop af samme navn var involveret i en kampagne mod pirateri, men nøjedes ikke med sporadiske konfiskeringer af våben og tilfældig patruljering. Absalon, og den dengang nykronede kong Valdemar I, bekæmpede det vendiske pirateri udgående fra halvøen Rygen med en helt anden form for magtanvendelse.

Vender-plagen

I løbet af 1100-tallet havde vendiske krigstogter og sørøveri lagt det danske kongerige under pres. De var affødt af den germanske folkevandring i det centrale Europa, som i stigende fordrev grad de slaviske vendere fra det midt- og nordtyske område. Truslen mod Danmark bestod dog ikke kun af pirateri, men også af kolonisering, for venderne begyndte i sigende grad at bosætte sig i det sydlige Danmark, på Fyn og Lolland-Falster.

Landsbynavne som Tillitse, Korselitse, og Binnitse m.fl. har en vendisk oprindelse. Det øvrige Danmark blev mål for plyndringstogter, som ikke gav vikingernes hærgen meget efter, og det anslås, at omkring en tredjedel af riget blev lagt øde og affolket.

Riget samles og styrkes

Først da Absalons ven, Valdemar, efter slaget ved Grathe Hede 23. oktober 1157, kom sejrrigt ud af den borgerkrigslignende tilstand, som havde svækket Danmark i flere årtier, fandt magtkampen sin ende og en samlet reaktion mod venderne kunne mønstres. Året efter døde den gamle biskop og kong Valdemar I udnævnte Absalon til biskop, bl.a. også fordi han stammede fra den adelige og indflydelsesrige Hvide-slægt, hvilket gav kong Valdemar indenrigspolitisk ro.

Men det var også vigtigt at stå sig godt med kirken, som i kraft af sin position som datidens moralske supermagt var en vigtig politisk aktør. Tidens helt store politiske tendens var ‘korstoget’, som pave Urban II i 1095 havde opfordret til. Jerusalem var i 1099  blevet erobret fra muslimerne, og korstogene blev fra 1108 også udstrakt til at gælde i kampen mod de hedenske slaver i Østersøområdet. Som bærer af korstogsbanneret knyttedes Danmark til den magtfulde kristne kirke og indgik dermed i et allianceforhold, som kunne bruges som modvægt mod det mægtige tysk-romerske kejserige lige syd for grænsen; et rige som Danmark faktisk hørte under som len.

Et korstog mod venderne kunne derfor bruges på to fronter; mod selve det vendiske pirateri og i positioneringskampen med det kejserriget. Valdemar I styrkede hæren og flåden. Ved byen Havn (København) anlagdes en også borg på holmen ved kysten, hvorfra Absalon personligt førte en flådestyrke som patruljerede og bekæmpede de vendiske pirater i Øresund.

Magten projekteres ud

Kort tid efter sin udnævnelse til biskop var Absalon også med i kampen ved Boeslunde nær Skælskør, hvor en vendisk plyndringsstyrke blev jaget væk. Men fra 1157 førtes kampen til fjendens lejr og der organiseredes årlige felttog. Særligt i årene 1159 og 1166 skulle store felttog være blevet gennemført, men  først et årti senere, i 1168, indledte den danske hær det afgørende felttog.

Flåden satte soldater og heste i land på Rygen og sammen styrker ført af to allierede fyrster fra Pommern, Bugislav og Kazimir, lagde de en ring om den befæstede by Arkona (nu Jaromarsburg). Derefter konstrueredes kastemaskiner, som senere indledte et bombardement af borgen. Men da det lykkedes at stikke ild til borgens porttårn og palisadeværk, hvorefter angriberne kunne trænge ind, var forsvaret prisgivet og Arkona valgte at overgive sig 14. juni 1168.

Erobring

Guden Svantevit blev hugget om og brændt og de vendiske prinser som siden styrede området måtte, udover at aflægge troskabsed til den danske konge og stille tropper til rådighed når det ønskedes, afsværge deres hedenske tro og overgå til kristendommen. Absalon befæstede sin egen og den danske magt i området ved at bygge 12 kirker på Rygen og desuden at indlemme området i bispedømmet Roskilde.

Den vendiske samfundsstruktur, som var organiseret omkring mange stormænd i hver deres hovedsæde befæstet med en ringvold og palisadeværk, betød at der ikke kunne opnås fred med ét, og at der derfor måtte føres flere felttog igennem hele 1170’erne. Men det ændrer det ikke ved, at den vendiske trussel mod Danmark ophørte med erobringen.

Indlemmelse

Reelt blev det traditionelle vendiske politisk-religiøse samfund  “likvideret” og området annekteret. For ved overgangen til kristendommen og optagelsen i det danske rige, som allerede var en integreret del af det kristne Europa, blev oppositionen til den herskende samfundsmæssige mentalitet og struktur, som Romerkirken repræsenterede, fjernet. Det var netop Absalons rolle, som med angrebet mod Arkona og Rygen havde fået til opgave at udbrede ‘missionen’; den kristne kirkes herredømme.

Konkret foregik det ved at en styrket centralmagt indsatte store troppestyrker til permanent okkupation af området. Den militære magt anvendtes til at projektere centralmagtens politiske dominans ud til regionen. Det var midlet til at stoppe vendernes hærgen.

Fra fortid til nutid. Samme projektering af politisk og militær magt er nødvendig for at stoppe pirateriet i Aden-bugten. Skibets Absalon’s patruljeringer og konfiskeringer af våben er af mindre værdi – en centraliseret statsstruktur med militær og politisk vægt nok til at samle området må genetableres før pirateriet ophører.